Stjernegaard Rejser

Ring til os på 45 26 00 00
Cambodja

Interesseret i
denne rejse?


Peter Nielsen

pn@stjernegaard.dk

Dag til dag program

Rundrejse til Cambodja & Vietnam 

Rundrejse med dansk rejseleder – 15 dage / 12 nætter
3 nætter Siem Reap - 1 nat Phnom Penh - 1 nat Chau Doc - 1 nat Can Tho - 2 nætter Saigon (HCMC) - 4 nætter Phan Thiet


Dag 1. København til Cambodja

Afrejse fra København 11:20 med Singapore Airlines via Singapore og med ankomst i Cambodja næste morgen.

Dag 2. Ankomst Siem Reap Sightseeing og Tonle Sap

Efter den planmæssige ankomst kl. 10.10 kører vi direkte til hotellet, hvor der tjekkes ind med mulighed for 3 timers afslapning, før vi ser nærmere på omgivelserne. Efter frokost på en lokal restaurant er der sightseeing i Siem Reap med en spadseretur i centrum og besøg på det lokale marked. Derefter kører vi 10 km syd for Siem Reap til den flydende landsby Chong Khneas. Derfra sejler vi en tur med et af de typiske lokale træskibe på en af Asiens største søer, Tonle Sap. Når risen høstes i den tørre årstid, er søen omkring 2500 km2 stor, men når smeltevandet fra Himalaya er løbet til, og monsunregnen ebber ud, er søen vokset til mere end 10.000 km2.

På den enorme sø findes hundreder af flydende landsbyer, og en god del af dem har opdaget, at der er penge i turisterne, så beboerne har lavet caféer stort set alle vegne, hvor bådene regelmæssigt lægger til. Men vi vil finde nogle af de mere uspolerede steder, hvor der bliver god tid til at kigge inden for hos private og i butikkerne. Også naturen er imponerende her, hvor der er et væld af interessante fugle, bl.a. nogle meget sjældne ænder, storke og pelikaner. Husk i øvrigt at tage en kikkert og en lommelygte med på rejsen. Kikkerten vil være nyttig allerede her, og lygten senere inde i nogle af templerne. Formentligt vil vi også se skolebørn, der stager deres små både til og fra skole.

Om aftenen er der middag, enten på hotellet eller i en nærliggende restaurant. Vi bor centralt i byen, hvor der er mange caféer i nabolaget med et livligt folkeliv. Efter en lang dag med mange oplevelser nærmer sig en god nats søvn.


Dag 3. Siem Reap - Angkor Wat

Angkors enorme samling af templer er bredt ud over et 300km2 stort område mellem Tonle Sap og Kulen-bjergene. Mellem tæt jungle og frodige rismarker ses de imponerende templer uden at virke som sterile museer. Vi ser de mest imponerende af templerne - et område på 50km2. Her er bl.a. Ta Prohm, der står helt spøgelsesagtige inde i junglen med træer og lianer voksende vildt inden i og på bygningerne. En meget speciel oplevelse er at gå på opdagelse i denne verden med utroligt udtryksfulde relieffer og ansigter i kæmpestørrelse hugget ud i sten. Det er denne dag afsat til.

Efter morgenmaden besøger vi en række af de mest interessante steder, bl.a. de enorme statuer ved South Gate med illustrationerne af den dramatiske myte om, hvordan Mælkens Ocean kærnes i forsøget på at lave ”amrita”, udødelighedens eliksir. Derefter gælder det Angkors gamle hovedstad Thom fra det 12. århundrede, Bayon-templet med dets 54 tårne, der er udsmykket med flere end 200 af Avolokitesvares smilende ansigter, det royale område, Phimeanakas-paladset, samt Elefanternes- og Spedalskhedskongens terrasser. Sidst på eftermiddagen besøger vi det mest berømte af templerne: Angkor Wat, som dækker et område på 2km2. Komplekset med de fem høje tårne er udført i klassisk khmer-stil i det 12. århundrede til ære for hinduguden Vishnu. Man regner med, at byggeriet stod på i omkring 30 år, hvor dagligt op til 25.000 mennesker var involveret i arbejdet. Proppet til bristepunktet med indtryk og ny viden kan du lade noget af det bundfælde sig, mens du nyder solnedgangen fra toppen af Phnom Bakheng-bakken. Vi spiser aftensmad på en hyggelig restaurant om aftenen.


Dag 4. Siem Reap - Flere oplevelser og kongelige bade

Det kolossale tempelområdes mange byggerier er lige så forskellige som de konger, der lod dem opføre, fra kong Jayvarman II omkring år 800 til de sidste i 1219 under kong Jayvarman VII. I 1432 flyttede regenterne til Phnom Penh og overlod alle templerne til den vildtvoksende jungle, hvor man stadig kan finde masser af godt tilgroede bygninger, som man kan få uger til at gå med at besøge. Så der er rigeligt at tage fat på.

Vi har udvalgt nogle af de mest interessante steder og begynder straks fra morgenstunden med at se flere af dem. Det er skulpturerne af Prasat Kravan, de royale bade, som blev brugt til rituelle afvaskninger, det første tempel bygget i sandsten, Ta Keo fra det 11. århundrede, og et af de smukkeste templer, Ta Prohm. Om eftermiddagen fortsætter vi med besøg ved Neak Pean-fontænen, det lille klassiske Ta Som-tempel og et af de sidste mesterværker fra Jayavarman VII’s periode, Preah Khan-templet med dets smalle korridorer. Husk lommelygten. Det kan godt være at du nu synes, at vi besøger mange templer, men de er virkelig enestående, og du vil nyde synet, stemningen og naturen omkring templerne og have lyst til at se mere. Vi kender ingen, der synes de havde for meget tid i Siem Reap.


Dag 5. Phnom Penh

Der er tidlig afgang fra hotellet til lufthavnen, hvor flyet til Phnom Penh afgår kl. 8.15 med ankomst kl. 9.05. Direkte fra lufthavnen går turen til de berygtede Killing Fields, ”Choeung Ek”, 15 km sydvest for Phnom Penh. Her venter en bevægende og rædselsvækkende oplevelse i en kombineret fængsels-, tortur- og udryddelseslejr, hvor man bogstaveligt talt vandrer på menneskeknogler fra de år efter, Pol Pot-regimet tog magten i 1975. Sammen med Toul Sleng fængselsmuseet er disse to steder frygtindgydende monumenter over menneskelig ondskab, man ikke skulle tro mulig. Efter besøget i dette museum er der tid til en halv times byvandring inden frokosten i Foreign Correspondents Club (FCC), før der tjekkes ind på hotellet. FCC var de udenlandske krigskorrespondenters samlingssted i byen, indtil alle blev udvist af Pol Pot-styret i 1975. Restauranten ligger lige ud til floden i en af byens smukkeste bygninger fra den franske kolonitid. I Phnom Penh er det værd at gå en tur på boulevarderne med de smukke bygninger fra kolonitiden, beskue templerne, de royale paladser og Sølvpagoden med 5329 gulvfliser af sølv og en 90 kg tung guldstatue af Buddha, pyntet op med flere tusinde diamanter og andre ædelsten. Hver enkelt af de små sølvfliser vejer omkring et kilo.


Dag 6. Farvel Cambodja og goddag Vietnam!

Kl. 10 tager vi til Tu Trang og begynder sejlturen gennem det enorme floddelta. Vi skal mere end 100km sydpå gennem det eksotiske landskab. Vi sidder komfortabelt i en hurtiggående båd med aircondition, der tilbagelægger turen på fire timer. Når vi kommer frem til Chau Doc tjekker vi ind på det legendariske Hotel Victoria hvor vi spiser frokost og nyder udsigten over Mekon-deltaet. Om eftermiddagen besøges Chua Xu, et tempel, som trækker mange pilgrimme til for at ære en hellig kvinde ved navn Xu, hvis statue findes her. Derefter tager vi til den største Cham-landsby i deltaet og kigger indenfor hos beboerne i en lille fiskerby.


Dag 7. Mekong deltaet - Flydende markeder

Efter morgenmaden tager vi båden til det flydende marked Cai Rang. Endnu før dagen gryr, er hundreder af familier i små både på vej til samlingsstedet i deltaet. Alle har de varer med, som de gerne skulle have solgt, og for at vise kunderne, hvad de har med ombord, hejser de nogle af tingene op i masten. Man tager et overblik mellem skoven af master med dinglende varer, som kan være alt fra ris, salt og bananer over flasker med olie og vand, tøj eller sko, ja faktisk til alt det, man finder på de fleste større markeder. Og så begynder et utroligt skue, når de forskellige både manøvrerer ud og ind mellem hinanden i det labyrintiske virvar af sejlende, hvor der rækkes eller kastes varer fra den ene båd til en anden. Det kan være sække med ris, meloner, kokosnødder, bananklaser, levende høns, en hylende gris, ja hvad som helst. 

Midt i det hele ammes et lille barn, mens familiens andre rollinger spiser suppe af små skåle, og farmand, eller de større børn, ind imellem råber priserne for varer til kunder i andre både. Det er en udflugt, hvor man er glad for, at der er rigeligt med plads på kameraets billedkort. Måske køber vi nogle ting, før vi lidt senere kigger indenfor i nogle frugthaver, men det er også muligt at standse op og få et glas friskpresset frugtsaft ved en bod på bredden, før vi spiser en pragtfuld vietnamesisk frokost ude i den frodige natur.

Om eftermiddagen sejler vi med mindre både på nogle af de mange snævre kanaler omkring Mekong-floden. Her besøger vi nogle familier, der lever på og langs floden, som er livsnerven for millioner mennesker. Her dyrkes ubegribelige mængder af ris (der høstes nogle steder tre gange om året), palmer med kokos og alskens tropiske frugter, grøntsager og sukkerrør. Utallige familier bor på sejlende hyttefade med tusinder af fisk, som opdrættes i bassiner under gulvene på deres husbåde, der er en slags sejlende fiskefarme. Vi besøger en familie og ser, hvordan man her åbner en lem i gulvet og hælder foder ned til fiskene, som får vandet til at syde og skumme, når de slås om maden, så man næsten tror, at motoren er sat til. Sidst på eftermiddagen kan solnedgangen over Mekongs frodige landskab