Stjernegaard Rejser

Ring til os på 45 26 00 00
Costa Rica

Interesseret i
en rejse til Costa Rica?


Alice Hamurkesen Ohannessian

ah@stjernegaard.dk


Costa Ricas rigdom er naturens skatkammer 

Hvad med en ferie i et økologisk skatkammer med fem procent af verdens biologiske mangfoldighed, hvor en fjerdedel af landområdet er fredet, 25 pct af alle klodens kendte arter indenfor sommerfugle er på vingerne, levende vulkaner sprutter glødende lava, der oplyser den mørke nattehimmel, tropiske regnskove fyldt med liv, fantastiske strande ud til både Atlanterhavet og Stillehavet - i en demokratisk republik med flere skolelærere end soldater, for i 1948 afskaffede man militæret og skiftede kasernerne ud med skoler. Satsede på undervisning i stedet for våbenbrug. I en verdensdel, hvor diktaturer og krige ellers ikke er ukendte fænomener.

Rundrejse til Costa Rica - Den Rige Kyst - også her med Columbus som navngiver efter besøget i 1502, hvor de lokale imponerede ham ved bl.a at have fint forarbejdede spejle af tumbago om halsen. Tumbago er en legering af guld og kobber. I dag flyder det nu ikke med guld i landet, hvor der er mange flere fattige end rige. Alligevel er det på andre måder i form af naturen og andre muligheder for oplevelser et af verdens rigeste lande, som derfor trækker mange turister til fra de økonomisk mere velstående nationer.

Hvorfor rundrejse til Costa Rica? Fordi Costa Rica på en lang række områder er enestående på hele kloden. Økologi er et nøgleord. Man vogter nidkært over naturen. Gå ud i den, og du ser farvestrålende sommerfugle med fortryllende mønstre på vingerne, kolibrier, der suger honning ud af blomster i alle kulører, måske en forunderlig søko, en tapir, der ligner en kloning mellem en elefant og en ko, eller måske Tamandua myreslugere, der ser mindst lige så besynderlige ud, eller oppe i træerne aber med kridhvide ansigter og træpindsvin med lange raslende pinde. Og en månelys nat følge kæmpestore havskildpadder i færd med at lægge æg i et hul på stranden og lade solvarmen klare udrugningen, mens turisten i højlandet - med stort held - kan få et glimt af en jaguar.

HVAD LURER TUKANEN PÅ?
Alt det, og meget mere, har turisterne fået øjnene op for. Men mange unge mennesker søger også her til på sprogkurser i spansk, ikke kun fordi det er billigere end mange andre steder. Her kan de nemlig sideløbende få nogle utrolige oplevelser, især i naturen. Hov det var da en papegøje, der fløj skræppende forbi! Og oppe i træet sidder sørme en tukan klaprende med sit absurd lange gule næb! På udkig efter en godbid? Hvad mon den spiser? Forhåbentlig ikke den lille røde frø nede i skovbunden, for den er dødsens giftig. Sommerfuglen med de metalblå vinger, som sætter sig på et blad ved siden af, synes dog ikke at ænse den.

Fuglenes righoldighed må selv autister have svært ved at holde styr på. Omkring 850 forskellige arter, flere end i hele USA og Canada til sammen. Et paradis for ornitologer. Man prøver at huske nogle af navnene: den lille manakin, med den knaldrøde punkerfrisure og den karseklippede quetzal med postkasserødt bryst, grønt ansigt, hvide halefjer og vinger, der ligner bregneblade. Noget af et udstyr, som skulle den til karneval. De fleste opgiver at holde rede i navnene og nyder bare synet og fuglenes kvidren, skræppen og skrigen.
Costa Rica er et smalt landområde med kun omkring 3 millioner indbyggere og et forholdsvis beskedent areal med Stillehavet på den ene side og Atlanterhavet på den anden. Alligevel er det et fantastisk naturområde, og som sagt et økologisk skatkammer, resten af verden kan lære meget af.

PÅ EVENTYR I SKYERNE
Her er kaffeplantager oppe i skyerne, man kan river-rafte på vilde floder, få andre adrenalinkicks på rappelling ned ad buldrende vandfald eller fornemme, hvordan fuglene kan følge med i alt det, der sker nede i skovene, når du selv svæver hen over trætoppene på en såkaldt zipline.

Du kan besøge en familie i en landsby og hjælpe med til at lave jer et fælles måltid i deres køkken, møde lokale cowboys, såkaldte sabaneros, der på hesteryg indfanger en tyr med lasso op til en lokal tyrefægtning, hvor de ikke dræber tyrene. Og man kan opleve et farvespil uden lige, hvis man står op sammen med solen og ser havet, himlen og stranden skifte kulør fra nattens sorte mørke med de gnistrende ildfluer videre over blodrødt mod violet, og mange andre nuancer, frem til det blåhvide dagslys, mens papegøjer og andre store fugle skræpper i baggrunden.

Mellem vandreturene kan man sejle sindigt af sted i små både ad Tortuguero kanalen forbi de lokales huse på stylter langs bredden, inden det sidst på dagen er tid til at splatte ud i hængekøjen og sortere dagens mange fotografier i kameraet.

Hvad så med hovedstaden San José, landets eneste ægte storby med de lange, lange lige gader anbragt i gittermønster, hvor de fleste bilister kører alt for stærkt? Og man i travle områder, som omkring markedet, skal holde øje med tasketyve og ikke gå med halskæder og smykker, der er lette at snuppe for en hurtigløbende ungersvend. Direkte voldelige overfald er dog sjældne. For politiet har man ikke sparet på.

Der er naturligvis en del fine huse i kolonistil, men ikke imponerende mange, selvom der er nogle perler her og der i centrum. Seværdighederne er stort set samlet i samme område. En af dem er det pompøse Teatro Nacional, der blev opført som en mindre kopi af Paris’ Opera i 1890’erne, uden dog at være lille, for det er faktisk det største teater i Mellemamerika.

GÅDEFULDE MUSEER
Et par af museerne må man simpelthen besøge. Det er Marco Fidel Tristan Museo de Jade, som, ud over guld, også huser verdens største samling af amerikansk jade. Her er hundreder af genstande udstillet, som giver et godt indtryk af den mystiske betydning disse ting i en fjern fortid havde i den lokale kultur. Og man har ikke fundet steder i landet, hvor man har brudt jade, så materialet er formentligt hente ind udefra.

En anden enestående samling fra den præcolumbianske kultur finder man i Museo del Oro Precolombiano, guldmuseet hvor flere tusinde år gamle smykker og figurer er udstillet. Det er næsten som at komme ind i en drømmeverden, når man ser de mange små guldfigurer svæve i gennemsigtige tynde snore i montrerne. Og selv de meget små frøer, slanger og insekter, som her er skabt af guldsmede i Diquis-regionen længe før vor tidsregning, er rene mesterværker helt ned i de mindste detaljer, som man har svært ved at fatte, de kunne fremkalde med datidens teknik. Endog ansigtsudtrykkene er imponerende hos jaguarer på jagt eller en krokodille, der nonchalant bærer et menneskeligt bytte mellem kæberne.

Nationalmuseets samling er også fascinerende og giver et fortrinligt billede af landets historie, så langt tilbage fundene rækker. Og det er langt. Her er bl.a. fantastiske keramiske skulpturer og nogle eksempler på de mystiske stenkugler, man har fundet på fortidens begravelses-pladser. De er skabt i hårde sten, bl.a. granit, og er så præcist kuglerunde, som havde man brugt nutidens måleinstrumenter under fremstillingen. Tusinder af dem i alle størrelser især i Diquis-området. Nogle små som tennisbolde, mens de største er nogle vældige basser med en diameter på omkring 2 meter og en vægt på mere end 16 tons. Hvordan de er fremstillet så præcist? Hvorfor de blev lavet? Og hvordan, man har transporteret dem over enorme afstande, alt det er fortsat gådefuldt.

 

Rundrejser med engelsktalende rejseleder