Stjernegaard Rejser

Ring til os på 45 26 00 00

Dag til dag program

Nefer Nefer 

Krydstogt på Nilen med dansk rejseleder – 2 nætter i Cairo og 7 nætter på Nilen

Rejserne gennemføres altid i små grupper med minimum 10 og maksimum 25 deltagere.

Dag til dag programmet er baseret på tilkøb af udflugtspakken.


Dag 1. Danmark - Cairo

Afrejse fra Danmark til Cairo, med skift undervejs i Wien eller en anden europæisk hovedstad. Der serveres et varmt måltid og drikkevarer ombord. Ved ankomsten bliver I mødt af vores lokalguide, der sørger for, at I kommer vel igennem immigration og paskontrol. Herefter går turen gennem Cairo og videre til Giza og Pyramiderne.

I skal bo på det stemningsfulde førsteklasseshotel, Sofitel Sphinx Resort, der ligger som en lille oase få hundrede meter fra landets varetegn, de knejsende pyramider i Giza. Vores rejseleder sørger for indtjekning og vil sidst på eftermiddagen afholde et velkomstmøde for at informere om de næste par dage i Cairo.

Dag 2. Cairo

I dag vil I opleve de historiske vingesus, når vi stifter bekendtskab med en af verdens første civilisationer. Vi spiser morgenmad sammen og kører herefter til Memphis og Sakkara. I Memphis, der var hovedstad i det gamle rige, ser vi alabaster-sphinxen og den kæmpestore liggende statue af Ramses II. Efterfølgende kører vi til Sakkara, der både er en større gravplads samt hjemsted for de tidligste pyramider. Vi besøger Zozers trinpyramide, som var en del af et meget stort gravkompleks. Her ser vi også en af de mange andre interessante grave fra samme periode i Egyptens historie.

Derefter spiser vi frokost på en lokal restaurant, inden vi fortsætter til de tre fantastiske pyramider i Giza; Keops, Khefren og Mykerinos. Det er muligt at komme ind i to af pyramiderne (mod tillæg). Derefter besøger vi den store sphinx og det tilhørende daltempel. Dagen bringer os tilbage til en civilisation, der blomstrede for over 4000 år siden, dengang Memphis var en millionby. Slutteligt besøges et papyrusværksted og vi er tilbage ved hotellet sidst på eftermiddagen.

 


Dag 3. Cairo

Efter morgenmaden skal vi besøge det imponerende Egyptiske Museum. Her ligger over 120.000 genstande samlet fra alle perioder af Egyptens historie, men det er kun en brøkdel, der er udstillet. Vi starter med en rundvisning, der afsluttes ved Tut Ankh Amons guldsamling, inden det bliver tid til at gå på opdagelse på egen hånd.

Efter frokost på en lokal restaurant kører vi til den gamle islamiske bydel, hvor vi besøger Citadellet. Her skal vi opleve den smukke Mohammed Ali moské og den farverige orientalske basar, Khan el Khalili. Her skifter tusindvis af egyptiske pund hænder, mens der gestikuleres og forhandles højrøstet. Vareudbuddet er gigantisk og spænder fra geder til guld, papyrus til potter. Nyd sceneriet fra en café eller afprøv jeres handelstalent.

Vi forlader basaren og kører mod lufthavnen hen på eftermiddagen. Flyvetiden er ca. 1 time. Ved ankomsten til Luxor er der en kort bustur til vores Nilkrydsskib, hvor de venter med velkomstdrinks og aftensmaden. Vi får vores gode kahytter, alle med store vinduespartier og faciliteter, som kan forventes af et førsteklasses krydstogtskib. Glæd jer til syv oplevelsesrige dage på Nilen.


Dag 4. Luxor

Efter tidlig morgenmad kører vi til Luxors vestbred, hvor vi skal opleve endnu nogle af Egyptens største seværdigheder. Vi besøger den berømte Dronning Hatshepsuts dødetempel, der ligger smukt skåret ind i de sandfarvede bjerge med udsigt mod Nilen og Karnaktemplet på den modsatte side. Desværre er templet blevet stærkt beskadiget af hendes stedsøn Thutmosis III og af tidens tand, men trods dette, vil I nyde at gå på opdagelse i templet og beskue de smukke relieffer og udsigten fra templet.

Efterfølgende besøger vi Kongernes Dal, hvor entré-billetten giver adgang til tre af de enestående grave, der er skåret ind i klipperne. I alt er her mere end 65 grave, men ikke alle er åbne for besøg, da de lukkes på skift for at beskytte dem mod den varme og fugt, der efterlades ved de mange turisters besøg. Vores rejseleder sørger for at vælge de tre mest spændende grave, og der vil være fortælling og forklaring ved gravenes indgange, inden der bliver tid til på egen hånd at gå på opdagelse i de mystiske og imponerende grave. Her finder man også Farao Tut Ankh Amons berømte grav, som det også er muligt at besøge mod ekstra tillæg. Herfra går turen til et alabasterværksted, hvor man arbejder i den sten som de gamle egyptere holdt så meget af. Her er der mulighed for at gøre et godt køb. Inden vi vender tilbage til vores skib, standser vi ved Memnonkolosserne, to store og mægtige statuer, der stod ved indgangen til Amenhotep III’s dødetempel. Vi er tilbage på skibet til frokost og sejler kort tid efter mod Aswan. Vi overnatter på skibet ved Esna.


Dag 5. Esna - Aswan

Efter at have passeret slusen i Esna ankommer vi til Edfu og lægger til kaj. Udflugterne til Edfu og Kom Ombo templerne vil oftest ligge på sejlruten tilbage til Luxor senere på ugen. Nyd derfor det afvekslende landskab, der langsomt glider forbi, mens I sidder komfortabelt på soldækket med en drink eller en kop te.

Livet på bredden og i de små landsbyer har ikke ændret sig markant de seneste 100 år. Bøndernes plov trækkes gennem den frodige jord af vandbøfler, børnene vinker ivrigt fra flodbredden og mænd i lange kjortler sidder i små grupper med deres brætspil. Når skibet passerer forbi, kan I fornemme deres snak som en sagte summen og dufte den sødlige duft af tobak. Nilen er Egyptens rygrad, hvorfra livet udspringer og breder sig langt ind i det store land. Vi lægger til kaj i Aswan sidst på dagen, hvor vi overnatter.


Dag 6. Aswan

Efter morgenmaden er der udflugt til den store Aswandæmning, der resulterede i den 510 km lange og 35 km brede Nassersø. Dæmningen er en ingeniørmæssig bedrift, 110 meter høj og 3,6 km lang, der blev bygget i Præsident Nassers regeringstid med hjælp fra det daværende Sovjetunionen. Mange monumenter og templer blev ét for ét opslugt i årene op til 1971, hvor dæmningen var færdigbygget, og vandstanden steg mange meter. Nogle af templerne blev dog reddet, inden det var for sent. Vi skal se et af disse templer, Philaetemplet, der blev flyttet til en lille ø og genopbygget. Templet er til ære for gudinden Isis og er meget smukt.

Hvis der er tid, stopper vi ved et parfumeinstitut, hvor vi får indblik i produktionen af de velduftende dråber præcist efter samme fremgangsmetode, som de gamle egyptere benyttede.

Vi spiser frokost ombord på båden og har tid til at slå mave, inden vi om eftermiddagen skal ud og sejle med en felukka eller motorbåd, alt efter vindforholdende. Med de små karakteristiske både kan vi lægge til steder, hvor de store skibe ikke kan gå ind. Vi besøger en nubisk landsby og en lille ø med en botanisk have. Landskabet omkring den gamle handelsby, Aswan, er helt specielt pga. de imponerende klippeformationer, der majestætisk hæver sig fra Nilens bred. Efter en skøn eftermiddag er vi tilbage på skibet inden solnedgang, hvor dagens kulturelle program ender.

Dag 7. Aswan - Abu Simbel - Kom Ombo

Som tilkøb til programmet byder denne dag på muligheden for at besøge Ramses II’s vidunderlige klippetempler i Abu Simbel. Farao Ramses II huggede det store tempel ud i klippen til sig selv og det mindre tempel ved siden af til sin elskede hustru Nefertari, for derved at markere Egyptens daværende grænse mod syd. Templerne ligger 280 km fra Aswan i skønne omgivelser ved Nassersøen. Turen, som foregår med bus gennem Egyptens ørken, er helt igennem anbefalelsesværdig. Alternativt kan man kigge nærmere på Aswans sprudlende basar eller slappe af på soldækket.

Sidst på eftermiddagen sejler vi fra Aswan mod Kom Ombo, hvor der bliver ophold og besøg på det interessante dobbelttempel, der ligger i gå-afstand fra kajpladsen. Templet er ganske specielt, idet det er viet til to hovedguder, krokodilleguden Sobek og falkeguden Horus den ældre. Efter Kom Ombo sejler vi mod Edfu, hvor båden ligger natten over.

*Udflugt til Abu Simbel bestilles hos rejselederen. Se pris i prislisten


Dag 8. Edfu - Luxor

Tidligt denne morgen er der udflugt til Edfutemplet, som er et græsk-romersk tempel bygget til falkeguden Horus. Templet betragtes som et af de bedst bevarede i Egypten, hvor mange af reliefferne, søjlerne og væggene er intakte. Herefter sejler vi mod slusen i Edfu, som skal passeres, inden vi ankommer til Luxor sidst på dagen.

Dag 9. Luxor

I dag er der udflugt til et af Luxors absolutte højdepunkter, nemlig det enorme Karnak tempelkompleks med sphinxer, pyloner, mindre templer, den fantastiske søjlehal og den hellige sø. Karnaktemplet dækker et område på 2 km² og anses for at være et af verdens største templer af sin art. I oldtiden var Karnaktemplet centrum for Amondyrkelsen og en af Egyptens vigtigste helligdomme. Der blev bygget på Karnaktemplet i over 2000 år og store dele af det er utroligt godt bevaret.

Efterfølgende besøger vi Luxortemplet, der var tæt forbundet til Karnaktemplet. Templet er i god stand og de lange friser med relieffer skildrer bl.a. frugtbarhedsfesten for gudinden Mut. I dag rummer templet også vidnesbyrd om de to store verdensreligioner, kristendommen og islam. Om aftenen kan man nyde Luxor på egen hånd eller se det flotte lyd- og lysshow i Karnaktemplet, som rejselederen kan arrangere billetter til.

Dag 10. Luxor - Danmark

Vi spiser tidlig morgenmad på rundrejsens sidste dag og gør klar til at blive hentet og kørt til lufthavne