Fakta og klima
Fakta
Egypten er en af verdens ældste civilisationer og kan dateres over 6.000 år tilbage. Landet er lidt over 1.000.000 km² - altså 23 gange så stort som Danmark. Befolkningstallet er på over 80 millioner og i hovedstaden Cairo, der ligger ved Nildeltaets begyndelse, bor små 20 millioner mennesker. Egypten er en republik. Møntfoden er egyptiske pund (EGP/LE). Landets befolkning er for 99% vedkommende af øst-hamitisk afstamning, det vil sige egyptere, beduiner og berbere. 94% er muslimer - først og fremmest sunni-muslimer. De øvrige 6% er koptisk kristne og andre. Nationalsproget er arabisk. Den gennemsnitlige levealder er ca. 73 år for kvinder og 68 år for mænd.
Geografisk kan Egypten inddeles i fem regioner: Nildalen, Nildeltaet, den vestlige ørken, den østlige ørken og Sinai. De vigtigste byer er Cairo, Alexandria, Aswan og Luxor. Landet grænser op til Israel, Libyen og Sudan. Det laveste punkt i landet er Qattara Depression, der ligger 120 meter under havets overflade, og det højeste er Skt. Katarina bjerget med sine 2.629 meter.

![]() |
![]() |
Klimaet
Klimaet i Egypten er generelt varmt og tørt hele året, dog med mildere temperaturer i vores vinterhalvår (oktober til slutningen af marts). En stor fordel ved klimaet i Egypten er, at det er meget tørt, og varmen derfor ikke føles anstrengende. Der er stor forskel på temperaturerne i nord, centralt og ved kysterne.
Cairo og de nordlige områder har typisk mellem 25-35 grader i sommerhalvåret, og mellem 15-25 grader i vinterhalvåret . Centralt i Egypten (Luxor-området) vil temperaturerne snige sig op imod 40-45 grader om sommeren, og være mellem 20-25 grader om vinteren. Kystområderne (Sharm El Sheikh & Hurghada m.m.) har mellem 35-40 grader om sommeren, og mellem 20-25 om vinteren. Det kan endvidere blæse en del, og derfor føles lidt køligt, især om vinteren. Der falder meget lidt regn i Egypten, men om vinteren kan der forekomme enkelte byger i middelhavskystområderne.
Fælles for alle områderne er, at det bliver ca. 10-15 grader koldere om natten. Det er derfor vigtigt med en trøje/jakke i vinterhalvåret.
Se nedbør og temperaturer på klimaoversigten –
for Cairo Klik her,
for Aswan Klik her,
for Rødehavet Klik her

/ægypten_2._halvdel_054.jpg)
Mentaliteten og kulturen
Araberne generelt og egypterne i særdeleshed er et stolt og sensitivt folkefærd, og kulturen er lagt an på hovedsalig tre ting: familie, sprog og religion. På tværs af religion, og selv på tværs af etniske grænser, tenderer familien at være omfattende, vigtig og patriarkalsk.
To ord er vigtige, når man prøver at forstå den arabiske kultur. Begge handler om Guds vilje og menneskets mangel på kontrol over ting. Det ene er: Inshalla - hvis det er Guds vilje. Alt sker Inshalla - vi mødes i dag klokken to, Inshalla (fordi du jo aldrig rigtig ved, om det er Guds vilje, eller om noget eventuelt kommer i vejen).
Det andet ord er: Ma'alesh - et verbalt skuldertræk til enhver lejlighed, der anerkender, hvor lidt kontrol vi egentlig har over vores skæbne. Ordet betyder sådan noget som: lad nu det ligge, det er der ikke noget at gøre ved, det er bare ærgerligt. Og måske kan ordet siges at indeholde hverdagsessensen af islam, som betyder underkastelse eller overgivelse: jeg har tabt væddemålet, ma'alesh; min bedste ko er lige død, ma'alesh (det er der ikke noget at gøre ved, så hvorfor bekymre sig).
Der findes ikke noget ord for stress på arabisk. Tid er ikke penge. Den tid du tilbringer sammen med andre er rigdom. En forretningsmand skal altså ikke nødvendigvis gøre forretninger, bare det at tilbringe tid med kunden er vigtig. At have travlt giver ingen mening for en araber! Man skal jo have tid til at sige goddag, udveksle høfligheder, og måske er der en anden kunde, der skal ekspederes, en telefon der skal tages (de elsker deres telefoner - araberne). Ting tager tid, og at nå målet er ikke nødvendigvis vigtigt.
Og så skal man lige holde sig for øje, at arabere har en meget fri tolkning af koncepter som tid og afstand. Hvis du vil mødes klokken to, så siger vi klokken to - også selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan komme før fire, men det ville jo være uhøfligt at sige dig imod, og jeg kan jo høre, hvad du godt vil have, at jeg svarer. Og hvis du vil vide, hvor langt der er til et bestemt sted, så siger jeg måske, at der er 500 meter, for det lyder jo mere imødekommende, end hvis jeg sagde fire kilometer!

![]() |
![]() |
Nilen
Nilen er en af verdens to længste floder. Om Nilen eller Amazonfloden i Sydamerika er den længste, er stadigt emne for stor debat. Det er en gængs opfattelse, at Nilen udspringer fra Lake Victoria, men denne sø har store 'feeder' floder, for eksempel Ruvyironza floden i Burundi, som er en øvre gren af Kagera floden. Hvis man måler Nilen fra det fjerneste udløb til den løber ud i Middelhavet er den omkring små 6.700 km -målt fra Lake Victoria er den omkring 5.580 km.
Den flyder fra syd til nord og består først og fremmeste af den Hvide Nil og den Blå Nil. Det er i Sudan, Nilen bliver kendt som den Hvide Nil på grund af det mudder, der findes dér, mens den Blå Nil har sit udspring i Etiopiens højland. I Khartoum forenes de to floder.
Nilen giver vand til ti lande fra Tanzania over Uganda og Sudan til Egypten. Flodens vand dækker langt over tre millioner km², og Nildalen og Nildeltaet regnes for noget af verdens mest frugtbare jord. Nildeltaet dækker et område på omkring 16.000 km². Det er et stort sumpområde skåret igennem af kanaler, og Middelhavets klima bringer vinterregn til deltaet, der således suppleres med vand ovenfra. Det øvre af Nildalen er der imod én stor vandvej med ubetydeligt små vandingskanaler spredt til begge sider. Klimaet er tørt med så godt som ingen regn, men manglen på regn gør samtidig jorden lettere at opdyrke, så det er her udviklingen begyndte i sin tid, mens forvandling af landet omkring Nildeltaet til opdyrket jord stadig er under udvikling.
Livet ved Nilen
I de tidligste tider dækkede urskov flodbredderne, og floden var en uendelig sump i et sammensurium af strømme, papyrus og rødder. Men menneskelig indgriben forvandlede Nilen til livline for den tidligste egyptiske civilisation.
I dag brødføder Nilen stadig det meste af den egyptiske befolkning, der lever klemt inde mellem ugæstfri ørkenområder. Øvre-Nilen er en stor vandvej med bittesmå vandingskanaler spredt i hele flodens længde. Manglen på store udsving mellem årstiderne, hvilket betyder at der kommer meget lidt regn, gør landet let at opdyrke, og Nildalen tæller som en af verdens mest frugtbare egne. Vandstanden i Nilen varierer fra region til region, og fra årstid til årstid - og i vintersæsonen kan Nilens vandstand blive så lav som to meter.
Det er de små bønder, der dominerer livet langs Nilen - med deres sukkerrør, dadler, figner, frugt og citrus. Men også dyrene dominerer billedet - vandbøfler, køer og æsler og ikke mindst hundredvis af fuglearter.
For mere information om Egypten - se venstre menu
/SS_2271674_Boy_silhouette._Egypt__Nile.jpg)
/ægypten_2._halvdel_146.jpg)
/Bilder_Jungfernfahrt_Giraffa_November_2006_458.jpg)
/feluka2-shutterstock_27937385.jpg)