Situationen nu og oplevelserne lige efter forårsrevolutionen

Situationen i december 2011

En hurtig situationsrapport. Mandag den 19. december var vi på det Egyptiske Museeum, tæt ved Tahrir-pladsen, uden problemer og i resten af Egypten er der ro. Vores rejser er derfor stadig ikke berørt af situationen i Egypten.

Situationen i november 2011

I forbindelse med valget den 28. november 2011 er der en del demonstrationer i Cairo. Demonstrationerne og urolighederne er hovedsagelig koncentreret omkring Tahrir-pladsen. På nuværende tidspunkt er det kun Det Egyptiske Museum i Cairo, der ligger tæt Tahrir-pladsen, som vi måske ikke kan besøge. Hvis det er tilfældet arrangerer vi en anden aktivitet, som også er spændende. De øvriger områder, hvor vi kommer på vores rejser, er ikke påvirket, og Udenrigsministeriet har heller ikke fundet anledning til at ændre deres rejsevejledning. Vi holder os naturligvis godt orienteret - ikke mindst via vores rejseledere på stedet - og vil tage nødvendige forbehold, hvis vi finder det nødvendigt.

Rejsebrev fra Egypten, juni 2011 af Stjernegaard Rejsers destinationschef Tine Bjærge

Opgøret med fortiden
I dag er nyhedsstrømmen fra Egypten stilnet af til fordel for de højtrøstede rapporter fra andre lande i regionen. I de 18 dage, revolutionen i Egypten varede, indtog landet en tidsmæssig større del af verdens medieflade end jordskælvet i Haiti i sin tid gjorde. Lidt af en præstation. Og med god grund. Der blev skrevet verdenshistorie. Og selvom vi siden her fra Danmark har mistet det direkte kig til den historiske pen, så sker der en del i Egypten. På godt og ondt. Mest godt. Mange skridt tages, ikke mindst i forhold til at retsforfølge de tidligere ledere og højtstående politikere, samt deres venner, ofte rige forretningsmænd, for korruption og hvidvaskning. Derudover venter retssager, hvor det skal undersøges, hvem der gav ordren til at skyde på demonstranterne på Tahrir-pladsen.

Det er formodentlig en forudsætning for at komme videre, at der falder domme. Og de første er faldet! Så mon ikke de kræfter, der siden de første dage efter revolutionen har arbejdet for en ”sydafrikansk” løsning, som de kalder det, mon ikke de må se deres tanker og forslag skubbet til side. En del jurister har gjort sig til talsmænd for en slags forsoning, hvor man erkender sin skyld, og hvor man så enes om en mindelig løsning, f.eks. hvor store pengebeløb betales tilbage til staten, og man får lov at beholde lidt, så man kan leve ”rimeligt”.
I stedet kalder en del af demonstranterne, men bemærk kun en del af dem, på ”En anden revolution”, som skal tvinge eks-præsidenten for retten. Og nu er der rejst tiltale! Det skal bliver interessant at følge.

Kom bare!
I dag er der en del turister i landet igen, og der er intet til hinder for at rejse i landet. Der gik ikke mange uger før Udenrigsministeriet igen ændrede Rejsevejledningen for Egypten, og altså ikke længere frarådede rejser til landet. Det var i starten af marts. Det gælder, ligesom over alt i verden, at det er en god ide at være opmærksom og undgå store forsamlinger og demonstrationer. Det har længe stået i Udenrigsministeriets rejsevejledning for landet. Det eneste, jeg vil sige rent praktisk er anderledes for os turister, er, at vi nu også i dette land skal tænke over, hvor vi har vores penge og værdigenstande. I modsætning til før revolutionen, hvor tyveri var stort set fraværende, skal vi nu passe lidt mere på. Selvom militæret blev sat ind, så var der – og er der stadig – et vist tomrum. Politiet er i stor udstrækning tilbage, men de har ikke samme autoritet og er ikke lige så aktive og udadrettede, som før. Tyverierne er ikke på niveau med Europa og bliver det nok ikke i overskuelig fremtid. Og terrorrisikoen, ja den må vi leve med over hele verden, fra Viby J og Hotel Jørgensen ved Nørreport Station til Mellemøsten, Asien og Afrika.

Der er flere fordele ved at rejse til det gamle turistland her efter revolutionen. Der er rigtig god plads. Vi har det næsten for os selv. Det giver en anden og bedre oplevelse af kulturperlerne. Og så er det muligt at få et mere direkte indblik i den nutidige proces. Et land i omformning. Den nutidige del af vores rejselederes fortællinger vil i fremtiden være kraftigt udvidet, uden at den klassiske del af rundrejserne formindskes.

Rundrejse i revolutionens skær
Stjernegaard Rejsers revolutionsgruppe ankom til Cairo den 22. januar og rejste videre til Aswan den 25. Gruppens program var stort set uberørt af revolutionen, og vi var aldrig i nærheden af at være i fare eller tæt på voldelige situationer. Uberørt var vi selvfølgelig ikke. Og da vi dengang ingen anelse havde om, hvorledes tingene ville udvikle sig, var det selvfølgelig det afgørende punkt. Det var en utrolig kontrast, at vi befandt os i så smukke rolige omgivelser i Aswan og Luxor, mens vi på tv fulgte de voldsomme hændelser i Cairo, Alexandria og Suez. Ja, vi så næsten ikke andet på tv. BBC og Al Jazeera International var de to tilgængelige engelsksprogede kanaler.

De to urolige dage i Luxor, 28. og 29. januar, tilbragte vi henholdsvis i Aswan og på krydstogtskibet Royal Viking, på vej til Luxor. Vi var inde i Edfu og oppe ved templet. På vej tilbage til båden var trafikken omdirigeret og vi så en større demonstration på vej mod Nilen. Da vi sejlede ud, så vi røgen fra en brand inde i byen. Det var præsidentens partikontor, der brændte. Demonstrationen blev stoppet af voksne og ældre mænd, der helt enkelt dannede kæde over vejen foran de forholdsvis yngre demonstranter. Derefter var der ikke flere store demonstrationer i Edfu i de 18 dage.

Den 30. januar var vi i Karnak- og Luxortemplerne. Der var en massiv militær tilstedeværelse. Vores båd ligger lige ved siden af rådhuset, hvor den generelt upopulære guvernør havde kontor. Han er ligesom mange andre guvernører, der var udpeget af Mubarak, siden blevet skiftet ud. Samme eftermiddag holdt vi os så til bådens dejlige soldæk og udsatte vores bytur til senere på ugen. Dagen efter flyttede vi ud til det altid rolige Maritim Joelle Ville hotel, på en ø 5 km syd for byen. Den 2. og 3. februar gennemførte vi sidste del af vores program. To ture til Vestbredden. Det er der helt sikkert aldrig nogen af os, der glemmer. Vi havde det for os selv, også basarfolket! Og vi nåede til og med den sidste dag også vores bytur i Luxor centrum.

Overvejelserne i disse dage handlede mest om, hvorvidt det ville blive nødvendigt at rejse hjem før tid. Vi kunne have presset det igennem. Men dels ville vi alle gerne gøre turen færdig, dels var der jo intet interessant i at sidde i Cairo lufthavn eller hotellerne tæt ved, hvor alt blev beskrevet som kaotisk. Så den planlagte hjemrejsedag 5. februar holdt vi fast ved. Med den lille ændring at gruppen dagen inden fløj til Cairo og overnattede på Hotel Novotel på lufthavnsområdet. Flyet dagen efter var ikke et fly, nogen ønskede at komme for sent til. Lufthavnen viste sig at være forholdsvis stille og flyet halvtomt.

Militærets rolle og de lokale helte
Da militæret blev sat ind, blev de modtaget med blomster og kindkys. Måske kiggede vi undrende på, da billederne fra Tahrir løb over skærmen. Militæret og folket er ét. Det mener de bogstaveligt! ”Det er vore fædre og brødre, fætre og onkler. Militæret ER folket!”, hører jeg gang på gang, når jeg spørger ind til dette fænomen. ”De har forsvaret os mod Israel”, er et andet hyppigt svar. Baggrunden er også, at politiet har gjort sig selv upopulært, da det er dem, der har administreret den undtagelsestilstand, landet har befundet sig i, siden præsident Sadat blev myrdet i 1981. Så ja, egypterne har mere tillid til militæret end politiet.

Mange lokale gjorde en heroisk indsats. Jeg kalder det udvidet nabohjælp. Bedst karakteriseret ved nogle direkte fortællinger jeg har fra Luxor og en lille landsby udenfor. I Luxor var der kun reel uro i to dage. Da var der gadekampe, der blev affyret tåregas, gummikugler og varselsskud i visse gader. NDP´s kontor blev brændt af, og alle ruder blev knust i politistationerne, delvis i andre af regeringens bygninger, og mange gadelygter overlevede ikke. Ingen mennesker kom noget alvorligt til. Den 28. januar blev politiet trukket tilbage, militæret var på vej, men der opstod et tomrum imellem de to myndigheder. Et tomrum for ”dårlige elementer”, for fanger, der var sluppet ud af fængslerne etc.

De lokale gik ind og overtog politiets funktioner, indtil militæret var fremme, og delvis bagefter også!
De bemandede mange checkpoints og politistationer, de holdt vagt ved hospitaler, og på gader og stræder dannede familiernes mandlige medlemmer vagtgrupper, der patruljerede og holdt vagt, bevæbnet typisk med lange, tykke stokke, men også med deciderede våben. Teltduge blev hængt op foran butiksruderne.
Også turistguidernes fagforening organiserede vagtgrupper ved templer og grave i Luxor. De, der er familiefædre og kunne være med, de havde dagvagter, så de kan være hos familien om natten, og de ugifte havde så nattevagterne. Der blev sammen med andre lokale holdt vagt ved bl.a. Kongernes Dal, Luxortemplet og Karnak tempelområdet. I Karnak fangede man nogle, der trængte ind, og overgav dem til militæret.

Det nye Egypten
Landet og dets folk er forandret for altid. En ung egypter fortæller, at han har hørt sine forældre berette om gamle dage, om dengang man var stolt af at være egypter, men at han aldrig selv har oplevet det. Ikke før nu. Stoltheden over at være egypter er tilbage. Og det egyptiske flag har fået en renæssance og bruges nu også uden for fodboldbanen.

Første rundrejse efter revolutionen
Stjernegaard Rejsers første rundrejsegæster efter revolutionen landede i Cairo den 13. marts. Sæsonens to efterfølgende ture i marts og april blev også gennemført.

At besøge Det Egyptiske Museum er om muligt blevet endnu mere interessant. Et kort stenkast fra museet ligger en stor totalt udbrændt bygning ikon-agtigt tilbage. Det er det Nationaldemokratiske Partis hovedkontor. Som de fleste andre kontorer for præsident Mubaraks parti, NDP, blev det brændt ned. Det var her brandbilerne og brandmændene i de afgørende timer og dage fra 28. januar kæmpede med ilden. Det lykkedes. Museet er helt uskadt. Nogle ting blev stjålet. Hvor mange eller få er stadig omstridt.

En tur på Tahrir-pladsen, rundt i rundkørslen hvor teltlejren lå på rodellen, er også en helt speciel oplevelse. Historiens vingesus stormer orkanagtigt omkring en. Billederne fra de 18 dage står i kø på ens nethinde. På flere gadehjørner sælges revolutionssouvenirs.

I tiden efter 11. februar, da Militærrådet SCAF (Supreme Council of the Armed Forces) tog over efter præsidenten, begyndte mange arbejdspladser at opleve strejker, arbejderne ville have mere i løn, og politiet fik i øvrigt i denne periode en 100% lønforhøjelse. Flere betonede over for mig, at hver arbejdsplads har sin Mubarak, underforstået hvert sted sin korrupte leder, og at det vil tage lang tid at ændre dette billede.

Det er lige præcis det, den nuværende premierminister, Essam Sharaf, siger. At det vil tage tid. Han blev indsat efter at demonstranterne havde krævet en premierminister, der ikke var udnævnt af Mubarak. Efter udnævnelsen holdt han tale på Tahrir. Efterfølgende blev han båret rundt på pladsen på ryggen af demonstranterne. Utrolige billeder. Baggrunden er, at Sharaf allerede før Mubaraks afgang var på gaden sammen med demonstranterne. Siden er han blevet ret populær, og jeg har hørt flere udtrykke ønsket om, at han skulle stille op til præsidentvalget.

Egypten – på vej igen
Det var en meget speciel fornemmelse at være i Luxor, da byen efter revolutionen var nærmest støvsuget for turister. Meget interessant var det også. Nu var der tid til at drikke te med de lokale og høre deres fortællinger og tanker. At langsomt følge hvordan modløsheden bredte sig på grund af udeblevne indtægter og bekymring for fremtiden var mindre opløftende.

Mange tiltag sættes i værk for at fremme turismen. Den står for en meget stor del af landets indtægter, og sidste år besøgte 14 millioner landet. Det er afgørende for landet, at gæster igen strømmer ind gennem lufthavnene. Vores egyptiske agent Viking Travel har været meget aktiv i denne sammenhæng. I Luxor havde man allerede i marts et kæmpe arrangement med musik, lyrik og taler, ”Egypt moving forward”, hvor man inviterede alle store tv kanaler, BBC, CNN, Al Jazeera osv. for at få spredt budskabet. Kom til Egypten igen!

Stjernegaards Rejsers sæson starter som sædvanligt til oktober, og vi rejseledere glæder os meget til at møde flere af jer, der læser dette brev. Vi følger intensivt udviklingen i landet og priser os lykkelige for at Egypten, i modsætning til så mange andre lande i regionen, har klaret vandringen på revolutionens knivsæg. Der var vold, ja, mon nogen revolution har fundet sted uden? Men det er ingenting i forhold til, hvad vi ser i visse andre lande. Måske har den gamle kultur også i denne sammenhæng givet en helt unik og afgørende baggrund.

I Egypten siger de: ”Turismen dør aldrig, den bliver kun syg”. Den midlertidige regering arbejder på højtryk for at få landet på fode igen. Og turisterne er på vej tilbage, langsomt starter endnu et krydstogtskib igen op på Nilen, besætningen kaldes tilbage, varer bestilles, tjenere og receptionister kan vende tilbage til deres job, og igen sende penge hjem til deres familie. Hjulene er i gang og de kører den rigtige vej.

Valgene venter, parlaments- og præsidentvalg. Og en ny forfatning skal skrives. Endnu her i slutningen af juni overvejer man, om forfatningen skal skrives først. Det skal blive meget interessant at følge. Det første valg efter revolutionen var allerede den 19. marts. Nogle ændringer i forfatningen var til valg. Netop da var vores første postrevolutionære gruppe på Nilen, så vi fulgte tæt de medarbejdere om bord, der stolte kom tilbage, efter at have været oppe i Edfu by og stemme. Fingeren rød af blæk. Man skal kun stemme en gang.

Vi glæder os til at vise jer og fortælle om Det Nye Egypten.

Venlig hilsen
Tine Bjærge
Destinationschef hos Stjernegaard Rejser i Egypten