Stjernegaard Rejser

Ring til os på 45 26 00 00
Dag til dag program

Interesseret i
denne rejse?


Stine Sørensen

ss@stjernegaard.dk

Dag til dag program

Nordindiens mange perler 

Rundrejse med dansk rejseleder – 16 dage / 14 nætter
Delhi - Amritsar - Ranthambore - Jaipur - Agra - Dholphur - Khajuraho - Varanasi - Delhi

Rejserne gennemføres altid i små grupper med minimum 10 og maksimum 22 deltagere.


Dag 1. Danmark - Delhi

Afrejse fra Kastrup til Delhi med flyskift i Amsterdam undervejs. Vi ankommer til Delhi ca. kl. 23:20 og kører direkte til vores hotel og overnatning.

Dag 2. Delhi

Efter morgenmad på hotellet, tager vi hul på de første, af mange, oplevelser. Turen går til det smukke Birlatempel i Delhi, hvor vi vil blive introduceret for de vigtigste af Indiens guder i et roligt tempo. Det er et meget smukt bygningsværk, opført af den rige forretningsmand Narayan Birla, som efter at have opbygget en stor formue donerede penge til bygningen af templer til ære for guden Vishnu og hans hustru Laxmi, gudinden for velstand. Opført i 1938 er dette et af de nyere templer vi kommer til at besøge i Indien.

Derefter tager vi til en lokal restaurant for at spise frokost, inden det er tid til eftermiddagens sightseeing i Old Delhi. Her passerer vi Det Røde Fort, som blev opført i 1638-48 i røde sandsten, og som er omkranset af en 2,4 km lang mur, der er mellem 18 og 33 meter i højden. Vi besøger den smukke moské Jama Masjid i den travle gamle bydel og herefter Raj Ghat mellem grønne plæner og træer ved Yamunafloden. Her blev Mahatma Gandhi kremeret den 31. januar 1948, og her valfarter skoleelever bl.a. til for at lære om nationens fader.

Vi besøger også stormogulen Humayuns gravsted, som hans enke lod opføre i 1600-tallet. Arkitektonisk blev det en slags forbillede for Taj Mahal. Turen går herefter forbi præsidentpaladset Rashtrapati Bhawan og India Gate, som er et imponerende monument til minde om de 90.000 indiske soldater, der faldt i 1. verdenskrig. Vi spiser aftensmad på hotellet.

 


Dag 3. Delhi - Amritsar

Vi tager tidligt af sted til togstationen, hvor toget afgår 7.20 til Amritsar med ankomst 13.15. Indian Railways er en af verdens største arbejdsgivere, og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet transporteres 20 millioner indere med tog, så der er travlt på stationerne og det er altid en spændende oplevelse at køre med tog i Indien. Vores tog er moderne med aircondition, servering og behagelige sæder.

I Amritsar køres fra stationen til hotellet, hvor vi tjekker ind. Efter en sen frokost er eftermiddagen til egen disposition. Sidst på eftermiddagen tager vi til det lille hyggelige hotel Ranjit´s Svassa for at nyde en tidlig middag, inden vi skal besøge det fantastiske Gyldne Tempel. Her overværer vi aftenceremonien, hvor sikhernes hellige bog pakkes ind i guldklæde og overføres fra templet til en hovedbygning. Selve det at træde ind i tempelområdet og opleve den smukke helligdom tager helt og aldeles vejret fra én. Der er mange traditioner forbundet med stedet, bl.a. er det påkrævet at bære hovedbeklædning og skylle fødder, inden man går ind på området. Det Gyldne Tempel skinner virkelig af det pureste guld, mens det spejler sig i søen. Det guld, som dækker templet, er doneret af sikher, oftest bosiddende i udlandet.

Navnet Amritsar kommer fra amrit, der betyder nektar, og sar (sø eller bassin). Her er flere imponerende bygninger, bl.a. den snehvide Akal Takht med den gyldne kuppel fra det 17. århundrede, og det ni etager høje tårn bygget til ære for Baba Atal Rai og udsmykket med motiver fra sikhismens grundlægger Guru Nanak Dev Jis liv. Overnatning på hotellet i Amritsar.


Dag 4. Amritsar

Efter morgenmaden tager vi tilbage til Det Gyldne Tempel for at se det i et helt andet lys. Nu er det selve templet, vi skal ind i, og her finder vi mange bedende mennesker. Der er traditionel religiøs sang og musik og en meget intens stemning. En stor del af sikhernes tradition er fællesspisningen i forbindelse med deres besøg i templet samt det obligatoriske dyk i tempelsøen. Det Gyldne Tempel bespiser over 10.000 gæster hver dag med mad fra eget køkken, og vi vil forsøge at snige os ind i den store køkkenregion for at se damerne bage brød, og herrerne, der rører i de store gryder med daal og ris. En fin oplevelse med mange dufte og lyde.

Når vi forlader templet, vandrer vi en kort tur gennem byen, hvor der sælges mange sjove ting, inden vi går ind på Jallianwala Bagh. Det er stedet, hvor den engelske general Dyer den 13. april 1919 beordrede sine soldater til at skyde ind i en gruppe, der protesterede mod det britiske kolonistyre, så flere hundreder blev dræbt. Det er et smukt og vigtigt mindesmærke for inderne. Derefter kører vi til en lokal restaurant og spiser frokost.

Efter frokost er der tid til lidt afslapning på hotellet, før vi tager op til grænsen mellem Pakistan og Indien ved Wagah Border, hvor vi skal opleve den store daglige ceremoni og fest, som det er, når masser af farvestrålende indere samles for at tiljuble Indien og dets grænsevagter, nærmest som var de berømte fodboldstjerner. Der synges slagsange mod Pakistan og de ligeledes besøgende pakistanere på den anden side af grænsen, men alt foregår i en festlig stemning. Højdepunktet sker ved solnedgang, når flagene på de respektive sider tages ned; hvem kommer først? En rigtig sjov og særpræget oplevelse. Tilbage på hotellet er der aftensmad.


Dag 5. Amritsar - Jaipur

Hen på formiddagen kører vi til lufthavnen, hvorfra der flyves til Delhi med ankomst midt på eftermiddagen. Her stiger vi på vores bus med aircondition og vender næsen mod Jaipur, en tur på 4-5 timer, alt efter trafikken. Der er meget at se undervejs, og vi holder naturligvis en pause eller to. Det kan være alt fra hellige køer midt i trafikken, en kærre trukket af en kamel og alverdens ting i boder langs vejsiderne.

Sidst på dagen ankommer vi til Jaipur, hvor vi tjekker ind på vores hotel i ”Den Lyserøde By”. Denne del af Jaipur blev grundlagt af Maharaja Jai Singh II mellem 1693 og 1743. Byen blev malet lyserød efter ordre fra Maharaja Man Singh II, da Prinsen af Wales, den senere Kong Edward VII skulle besøge byen i 1876. Farven er nemlig traditionelt udtryk for gæstfrihed i den lokale kultur, og byen har siden holdt fast i den specielle farve. Det er i dag en hektisk storby, hvor man har gjort meget ud af at bevare den gamle kultur og arkitektur. Afslapning resten af aftenen efter middag på hotellet.

 


Dag 6. Jaipur

Efter morgenmaden tager vi på en udflugt til Amber Fort, et af turens højdepunkter. Der vil undervejs være fotostop ved Vindenes Palads, Hawa Mahal, som Maharaja Sawai Pratap Singh af Jaipur lod opføre i 1799. Den arkitektoniske perle af et palads blev bygget hovedsageligt til maharajaens harem, så kvinderne kunne sidde bag de små vinduer og følge de farverige ceremonielle processioner i gaderne nedenfor uden at blive set. Amber Fort ligger på en klippe en halv snes kilometer nord for Jaipur og er godt beskyttet af solide mure, men de skjuler ikke, at Man Singh I byggede med stil og en ødselhed, der kunne måle sig med stormogulernes. Når vi ankommer til Amber foretager vi opstigningen til de kongelige gemakker og audienssale på elefantryg, ligesom maharajaen og hans følge har gjort før os.

Vi spiser vores frokost på en lokal restaurant, inden vi om eftermiddagen besøger City Palace i Jaipur. Paladset består af en række fornemme bygninger, skabt i en kombination af traditionel rajasthansk og mogulsk arkitektur. Her finder man bl.a. det overdådigt udsmykkede Månepalads, Chandra Mahal, Shri Govind Dev Templet og Paladsmuseet. Der er også tid til et besøg i Jantar Mantar, det helt usædvanlige astrologiske observatorium, som stod færdigt i 1716, og som består af hushøje måleredskaber bygget af mursten, hvorfra man kunne – og stadig kan - måle solens, månens, planeternes og stjernernes positioner i forhold til jorden. Den oplevelsesrige dag i Jaipur afsluttes med en tur rundt i rickshaw, hvilket kan være en nervepirrende men også spændende oplevelse. I aften skal vi nyde vores middag på et af Jaipurs ”old palace hotels”.


Dag 7. Jaipur - Ranthambore

Ved morgenstunden forlader vi Jaipur og kører 3-5 timer til Ranthambore Nationalpark. Ved ankomsten til den hyggelige lodge er det tid til frok