Interesseret i
en rejse til Kenya og Tanzania?


Stine Sørensen
Fakta om safari
En uforglemmelig oplevelse
At være på safari er en storslået oplevelse. Indtrykkene er mange og varierede. Det er et ægte eventyr med smukke dyr, fantastisk natur, venlige mennesker, spændende overnatningssteder, anderledes mad, forunderlig stilhed og meget lidt hverdag. Det er meget let at blive forført og afhængig af den stemning.
En typisk safaridag
På en typisk dag i en safaripark har man tre gamedrives (ture ud at se på dyr). Den første køres ved solopgang, inden morgenmaden. På denne tur oplever man den tidlige morgen med den friske luft og stilheden, inden alle dyrene vågner. Tilbage på lodgen (hotellet) er der morgenmad og lidt afslapning, inden man kører ud på middagsgamedrive. Dagens tredje gamedrive er sidst på eftermiddagen og varer frem til solnedgang. Efter aftensmaden er det tid til at sidde på terrassen og nyde Afrikas lyde og måske betragte dyrelivet, der ind imellem kan komme meget tæt på.

![]() |
![]() |
Safariparker i Kenya
Kenya har et væld af smukke og meget forskellige safariparker. De dækker tilsammen omkring syv procent af landets samlede areal.
Natureservaterne Samburu, Buffalo Springs og Shabe ligger nord for Nairobi og består primært består af savanne. Her er mere tørt og man ser bl.a. de mere sjældne oryxantiloper. I parkerne Lewa Downs, Meru, og Mount Kenya, der knejser mere end 5000 meter højt, kan man observere et rigt dyreliv i et skovmiljø fra de dejlige lodges, der ligger i parkerne. Der er også parkerne Aberdares, Lake Bogoria, Lake Naivasha og Lake Nakuru. Sidstnævnte er berømt for de tusinder af lyserøde flamingoer, og det udrydningstruede sorte næsehorn.
Masai Mara ligger vest for Nairobi og er det det mest kendte reservat i Kenya hvor dyre- og fuglebestanden er tættest. Masaierne kalder reservatet for ”det plettede land” på grund af de spredte træer og buske. Masai Mara hænger sammen med Serengeti-sletten i Tanzania, der er berømt for de årlige gnu- og zebravandringer over grænsen.
Amboseli ligger syd for Nairobi med en storslået udsigt til det imponerende bjerg Kilimanjaro og med sine mange elefanter. Her ligger også det smukke og spændende Tsavo West og det enorme Tsavo East.

![]() |
![]() |
Safariparker i Tanzania
Serengeti brillerer først og fremmest ved sin uendelighed og med sine mange geparder og leoparder. For de fastboende løver og hyæner i parken er livet en stor fest med tag-selv-bord af gnuer og zebraer, når de da ikke er vandret til Kenya. Parken er 14.763 km² stor og det antages, at der lever over tre millioner dyr på sletten.
Ngorongoro-krateret er måske nok det mest berømte vildtreservat i verden, idet det er så særpræget. For to millioner år siden var det et af verdens højeste bjerge, i dag er det et udslukt krater, 610 m høj og 260 km². Her lever i dag ca. 25-30.000 dyr sammen med masaierne, der vandrer ind og ud af krateret efter ønske.
Lake Manyara er en smuk mindre park, der ligger i bunden af den store Rift Vallay, med skove, savanner, sumpe og varme kilder. Parken er især kendt for sine berømte løver, der klatrer i træer, men også det rige fugleliv, samt de mest kendte af Afrikas dyrearter.
Tarangire Nationalpark er en 2600 km² park, der ligger sydvest for Arusha. Denne park byder på smukke panoramaudsigter med akacietræer og det karakteristiske baobab-træ. Dyrelivet er næsten lige så rigt og mangfoldigt som i Ngorongoro-krateret, med bl.a de klatrende pytonslanger, og man kalder da også parken for den bedst bevarede hemmelighed i det nordlige Tanzania. Her opleves ofte elefantflokke på op til 300 ad gangen.





