Stjernegaard Rejser

Arkæologiske områder

Teotihuacan

Godt 50 kilometer nord for Mexico Citys centrum ligger den arkæologiske zone Teotihuacan. Her findes nogle af Mexicos største pyramider. De rejser sig majestætisk over resterne af en ældgammel storby, som blev forladt flere århundreder før aztekerne erobrede området. I Teotihuacan har arkæologerne indtil nu fundet snesevis af templer, hundredvis af værksteder og ca.2000 boligkomplekser. Man mener at kunne påvise, at der omkring år 600 e.Kr. boede ca. 200.000 mennesker i byen, der i sin storhedstid var den sjette største by i verden. Arkæologernes kendskab til Teotihuacan-kulturen er begrænset, men daterede fund viser, at byen blev til små 200 år før Kristus og blev først forladt omkring år 700 e.Kr. Aztekerne navngav det forladte sted med de store pyramider: Gudernes sted = Teotihuacan. Pyramiderne kaldte de hhv. for sol- og månepyramiden. 

Hovedgaden i Teotihuacan, byens nord-syd akse kaldte de Dødens Vej. Den var mere end 2,5 kilometer lang. Den begyndte ved Månepladsen i den nordlige del af byen og strakte sig til foden af bjergene i det fjerne. Vejen delte byen i to afdelinger. Bygninger var arrangeret på begge sider af den - ofte symmetrisk og vendende den samme vej. Under vejen løb en stor kanal, der ledte regnvand fra byen og ned i floden.

Solpyramiden var omkring 215 x 215 meter ved foden og omkring 63 meter høj. Pyramiden ligger på den østlige side af Dødens Vej i den nordlige del af byen og vender mod vest. Under pyramiden har man fundet en hule, som sandsynligvis har været brugt til religiøse ritualer. Pyramiden bestod oprindeligt af 4 platforme og et tempel øverst. Templet og den øvre del af pyramiden er desværre komplet ødelagt, og der findes derfor overhovedet ingen informationer om templet.

Et stykke syd for Solpyramiden er der ligeledes på østsiden af Dødens Vej en pyramide med skulpturer af Quetzalcoatl (den fjerklædte slange) og af regnguden Tlaloc. Om Quetzalcoatl, se dag til dag programmet for rundrejsen under Teotihuacan, dag 3. Der er en mængde historier om den fjerklædte slange, Quetzalcoatl. Det var bl.a. ham, der gav mennesket majsen - ved at forvandle sig til en myre, og så stjæle majskornet fra dem og forære det til mennesket.

Månepyramiden ligger helt for enden af Dødens Vej i nord og vender mod syd. Den blev bygget som det vigtigste monument på Månepladsen. Der er siden udgravninger i 1998 fundet mange interessante fund i den gamle pyramide, som har været bygget i 5 etaper fra 100 f.v.t. til 400-tallet.

 

Monte Alban

Vest for Oaxaca, på toppen af en høj bjergryg, ligger denne hellige zapoteker-by. Zapotekerne udgjorde en af det antikke Mexicos vigtigste civilisationer, og deres by var i mere end 1200 år rammen om deres storhed. Monte Alban er et snævert plateau med stejle, stejle skrænter. Og det mest fascinerende er, at dette plateau er menneskeskabt. Med hvad der må have været en enorm indsats, blev bjergtoppen jævnet til en plads på 400 x 200 meter. Der blev bygget templer, et observatorium, paladser. I dag er ruinerne grå, men i tidernes morgen var de malet i strålende farver og med motiver af guder, dyr, krigsscener etc. Enkelte malerier kan ses, når man skal ned og udforske de spændende grave. Tag lommelygte med - for at se detaljerne, er det nødvendigt med lys. På Monte Albán har man fundet sten med hieroglyffer, der minder om mayaernes skrifttegn, endvidere har man fundet sten med relieffer af underligt forvredne menneskeskikkelser. Nogen mener skikkelserne symbolisere dansende mænd, hvorfor de er døbt ”Los Danzantes”, mens andre har den mere makabre mening, at reliefferne symboliserer lemlæstede mænd, der ofres til guderne. Det er nu nok nærmest kæmpesider i en videnskabelig opslagsbog om menneskekroppen, koncentreret om frugtbarhedsorganerne.

 

Mitla

I dalen øst for Monte Alban ligger Mitla. Disse paladser og patioer er af zapotekisk-miztekisk oprindelse, og heldigvis skånede spanierne de fleste af disse egenartede bygninger, da de erobrede området. Undtagen templet selvfølgelig, som de rev ned for at bygge en kirke. Ruinerne har de smukkeste geometriske mosaikmønstre, der minder lidt om de gamle græske friser.

 

Palenque

Gemt i den tætte regnskov dukker pludselig disse smukke ruiner frem af morgendisen. I 1840 lod den amerikanske opdagelsesrejsende, John Lloyd Stephens og hans ven kunstneren, Frederick Catherwood, sig lokke af rygterne om en uudforsket mayaby. De blev ført ind i junglen af indianere og gennem en åbning i træerne så de facaden på en stor bygning, rigt udsmykket med elegante stukfigurer: " ... enestående, overdådigt og gribende smukt ... vi affyrede en glædessalut på hver fire skud - og brugte således vores sidste ammunition," skrev de to eventyrere. De fandt over tusinde strukturer, templer og paladser gemt i junglen - nogle få ryddet for bevoksning, men resten i evig kamp: civilisationen mod naturen. De to venner var ikke de første til at besøge byen, men var de første til at lægge mærke til ruinernes egenart, deres kunstneriske harmoni. Byens storhedstid strakte sig fra år 400 til år 800 e.v.t. og blev regeret af præstekonger; den største af disse var Pacal fra 600-tallet og hans søn Kan Balam.
En pyramide i 9 etager med et tempel med inskriptioner viste sig at være enestående, for i 1952 opdagede den fransk-mexikanske arkæolog, Alberto Ruz l'Huillier, at der langt nede i pyramiden var et gravkammer med Pascal hvilende i sin sarkofag omgivet af jadesmykker, det første fund af en mayakongegrav.

  

Uxmal

Stedet er på FN's liste over Verdens Kulturarv. Det var den danske arkæolog, Frans Blom, der stod for den første egentlige udgravning i 1920'erne. Og heldig var han, for ruinerne er et af de fineste eksempler på mayastilen, Puuc. En særlig smuk sen-klassisk stilart med en vekselvirkning af glatte og dekorerede flader. De sidste indeholdende avancerede, geometriske mosaikrelieffer. Det mest fascinerende af bygningsværkerne er nok Troldmandens Pyramide med dens ovale, meget stejle form. Sagnet siger, at det var en troldmands søn, der på én nat byggede pyramiden. I dag er det forbudt at bestige den. Ved siden af ligger Nonneklostret, en græsklædt gårdsplads omgivet af fire statelige bygninger, noget af det smukkeste i Puuc-stilen og inspiration til Det antropologiske Museum i Mexico City. 

 

Chichén Itzá

Både den bedst bevarede og den største af mayabyerne på Yukatan-halvøen - og derudover den sidste store præstation fra de dygtige mayanske bygmestres side. Området dækker ca. 15 kilometer, så det er umuligt at nå at se alt på én dag. De smukke bygninger var selvfølgelig forbeholdt præstestanden og de adelige, mens håndværkere og bønder boede i de traditionelle ovale lerhytter. I dag bærer ruinerne stort præg af toltekerne, som man mener invaderede byen omkring år 1.000 e.v.t. eller blot inspirerede byggestilen og livet i den nordlige afdeling af Chichén Itzá. Hos toltekerne var krigerstanden blandt de mest magtfulde, og de bragte nye guder og brugte menneskeofret tiere end mayaerne ellers gjorde. Det er interessant at se den enestående fusion mellem de to kulturer side om side. Den mest dominerende bygning i området er templet for Kukulcán, den fjerklædte slange, i det centrale Mexico kendt som Quetzalcoatl. Denne figur kom med toltekerne til Chichén Itzá.
Små 300 meter gennem urskoven ad en hvid vej (Mælkevejen (Sacbé) kaldte de gamle mayaer sådanne ceremonielle veje) kommer man til Cenote Sagrado, Den Hellige Brønd. Det er intet mindre end betagende. Et naturligt jordskred har skabt en brønd med et tværsnit på 59 meter tæt omkranset af træer og slyngplanter. Udover at være den eneste kilde til vand blev en del af disse brønde brugt til menneskeofringer. I netop denne har man fundet jade, guld og menneskeknogler. 

 

Tulum

Man er ret sikker på, at Tulum var en havn og samtidig virkede som fort, så handelsruterne til søs blev beskyttet. Og ruinernes storhed består også først og fremmest af beliggenheden ved det Caribiske Hav. Det centrale tempel ligger på en høj platform og har en uovertruffen udsigt over havet og de små hvide strande, der er strøet omkring i bugter - pyntet med grønt. En arkæolog kom til den konklusion, at vagttårnet i virkeligheden havde været fyrtårn. Og teorien bekræftes af, at hvis man stiller lys i de to åbninger, så er der en naturlig åbning i revet - præcis dér hvor man ude på havet kan se de to lys på samme tid.

 

Tzintzuntzan

Tzintzuntzan betyder Kolibriernes Sted på det antikke purépecha-sprog. Fra før år 1100 e.Kr. og til spaniernes ankomst i 1522 var Tzintzuntzan centrum i en by, der havde over 40.000 royale, adelige, præster og administratorer, der tog sig af det purépechanske rige med dets 1,5 millioner indbyggere. Puréchanerne var den eneste gruppe i regionen, der klarede sig over for den krigsglade aztekernation med succes - på trods af i hvert fald tre store invasioner.

 

De mest prominente af ruinerne i Tzintzuntzan er de fem massive yácata'er, der står på rad og række oven på en kæmpe platform af sten. Det formodes at hver yácata havde et tempel på toppen.

Man ved ikke meget om Purépechaerne, og deres sprog er for eksempel ikke i familie med de andre sprogstammer på egnen. Men man ved, at deres viden om metaller var den mest avancerede i landet, og deres bronzevåben gav dem en klar fordel i krige mod aztekerne. De brugte også guld, sølv og kobber til at lave økser, klokker, nåle og ornamenter af et helt særegent design. Også deres religion var meget anderledes, og de havde intet til overs for de guder, andre mexicanske stammer tilbad.

Men selvom purépechaerne ikke blev overvundet af aztekerne, faldt de hurtigt for spanierne - egentlig ikke på grund af spaniernes våbenkraft, men fordi de ikke var immune over for de sygdomme spanierne bragte med sig som kopper og mæslinger.