Interesseret i
en rejse til Thailand?


Peter Nielsen
Thailands byer
Thailand har kun en rigtig storby – Bangkok med ca. 8 millioner indbyggere. Landet har dog mange spændende byer, som er et besøg værd:
Bangkok
Thailands mægtige hovedstad med cirka 8 millioner indbyggere - er en travl, varm og hektisk storby. Bangkoks samlede areal er på ca. 1.600 km2 og dækker således et areal på størrelse med Lolland eller det halve af Fyn. Bangkok skal ikke dømmes på størrelse, men på seværdigheder og indhold, som man vil opdage er vigtig for at kunne forstå Thailand som helhed.
Du vil få langt mere ud af en rejse i Thailand, hvis du bruger et par dage i Bangkok først. Byen er storslået, ikke kun fordi det er et rent slaraffenland for shopping-entusiaster, eksotisk og fyldt med modsætninger, men også fordi de smukke, guldprydede templer ligger side om side med imponerende stormagasiner og skyskrabere i glas og stål. Duften fra de velbesøgte gadekøkkeners eksotiske retter stiger til vejrs og blandes med et fascinerende sammensurium af farver, lyde og indtryk.
Livet omkring Chao Phaya-floden og dens små kanaler "klonger" er et kapitel for sig. Ta´ på en sejltur eller gå langs klongerne og oplev thaiernes dagligdag, som den leves i de små teaktræshuse med de karakteristiske bliktage. Der er ikke et decideret centrum, men mange peger på Grand Palace, det gamle kongepalads, som værende det oprindelige centrum. Dog skal man lidt rundt i byen, hvis den 220-årige historie skal udforskes og opleves, med bl.a. seværdigheder som Chinatown, Wat Po, Wat Traimit, Vimanmek Paladset og Marmor Templet for at nævne nogle få.

![]() |
![]() |
Chiang Mai
Nordthailands hovedstad, Chiang Mai, ligger i en dal med forholdsvis behageligt klima, ca. 800 kilometer nord for Bangkok. Området har ved flere lejligheder gennem historien været isoleret fra resten af Thailand, og har derfor gennemgået en anden kulturel udvikling end resten af landet. Fra 1281-1556 var byen hovedstad i Lanna-riget, der strakte sig fra det centrale Thailand i syd til Laos mod nord. Lanna kan oversættes til "millioner af rismarker", hvilket indikerer, hvor mægtigt riget var i sin storhedsperiode.
I dag hører Chiang Mai til blandt de største byer i Thailand med et væld af oplevelser - både i og uden for byen. Chiang Mai har flere end 300 templer, hvoraf Doi Suthep templet, beliggende 1000 m.o.h. med smuk udsigt over dalen og Chiang Mai, står som symbol på den glorværdige fortid. Når munkene messer om morgenen fyldes stedet med mystik. Byens gigantiske natmarked er absolut et besøg værd. På San Kam Phaeng Road findes alle slags fabrikker. Her produceres bl.a. paraplyer, silke og teaktræsmøbler, som sælges rundt omkring i Thailand.
Chiang Mai er det ideelle udgangspunkt for jer, der skal på trekking, ud og ride på elefanter, leje mountainbike, eller jer, der blot ønsker at besøge de smukke væksthuse med orkideer og se, hvordan thaisilken bliver til på en sommerfuglefarm. Vælger I et "homestay" oplever I dagligdagen hos en thaifamilie. I det nordlige Thailand benyttes de tamme elefanter fortsat, når de vældige træstammer trækkes ud af løvskoven. Besøg elefantlejren en lille times kørsel fra Chiang Mai og oplev her hvordan de store dyr trænes.
Chiang Rai
Chiang Rai ligger godt 100 km nord for Chiang Mai i området nær Den Gyldne Trekant. Byen er et fint udgangspunkt for vandreture ind i Den Gyldne Trekant og bjergområderne Doi Tung og Mae Salong eller til et besøg i den charmerende landsby Mae Sai.
Chiang Rai ligger i et område, der først og fremmest er kendt for sin produktion af opium. Men Chiang Rai har meget andet at byde på. Området, der er Thailands mest bjergrige, er befolket af forskellige stammefolk, som hver har deres egen kultur. Stammerne bor isoleret i små landsbyer ned til floderne i dalsænkningerne. Der findes seks hovedgrupper af bjergfolk i nordlige Thailand: Akha, hmong, lisu, karen, lahu og mien. Disse halvnomadiske stammefolk begyndte at komme i slutningen af 1800-tallet, efter de var tvunget til at forlade Tibet, Burma og Kina på grund af borgerkrig og politisk undertrykkelse. Det generaliserede begreb bjergfolk er måske noget af en tilsnigelse, da hver eneste stamme har sin egen kultur, påklædning, sprog og religion. Mange af bjergfolkenes tro og ritualer er animistiske. De større landsbyer har ofte to religiøse ledere: én præst der står for den egentlige troshandling, og en shaman der har evnen til at være i kontakt med åndeverdenen. Bjergfolkenes fremtid er i dag usikker, og i og med at det moderne samfund trænger sig på, trues de gamle sæder og den særegne kultur.

![]() |
![]() |
Hua Hin
Hua Hin er en fredelig og charmerende fiskerlandsby, som ligger ud til Siambugten kun tre timers kørsel syd for Bangkok. Byen er Thailands ældste feriemål. Det var Rama VII, der så mulighederne i det skønne område, og i 1920’erne lod han opføre et palads, som han kaldte “Klai Klangwan” - direkte oversat “fjernt fra bekymringer”. Hua Hin har formået at bevare sin lidt provinsielle atmosfære, men her er naturligvis masser af forretninger, gode restauranter og en bred strand.
Der er ikke mindre end seks golfbaner i området omkring Hua Hin og Cha-Am, og blandt de mest mondæne er Royal Hua Hin - Thailands ældste golfbane grundlagt i 1924 – det koster 700 kr. at spille her. Men for små 500 kr. pr. person kan der spilles på The Imperial Lake View Hotel & Golf Club. I prisen er inkluderet green fee, caddy og t/r transport mellem hotel og golfbane.

/DSC_1497.jpg)
/Grand_palace_BKK_shutterstock_118625.jpg)
/Flooting market_shutterstock_17122474.jpg)
/shutterstock_11938102.jpg)
/Elephant001.jpg)

Det er let at k?be en billet p? forh?nd p? MCH's hjemmeside