Stjernegaard Rejser

Tempelstemning

De strømmede til fra alle sider i det blege morgenlys. De fleste i typiske tibetanske klæder. Mange i rækker, hvor de holdt hinanden i hånden eller i de nærmestes tøj, som var de bange for at blive væk. Ikke så få kom helt tydeligt langvejs fra. Klædedragten røbede det. Sådan så de formentligt også ud for 100 år siden.

I den ene hånd snurrede bedemøller. Nogle lignede håndgranater med skaft. Andre roterede på høje stænger. I den anden hånd holdt de kæder med 108 perler til at holde styr på antallet af bønner. De skulle nemlig gerne nå op på det hellige antal: 108.

Børn, voksne og ikke så få meget gamle. Alle drog de mod det samme mål: Jokhang templet i Lhasa. Mødre med spædbørn sovende i poser på ryggen. Flere af børnene var nok 4-5 år gamle, men for trætte til at slæbe sig det sidste stykke frem til templet. Andre bar på gamle, hvis ben ikke længere var i stand til at bære dem. Foran indgangen til tempelkomplekset lavede de glidefald ved at kaste sig fremover og ned på fortovet, nærmest som sprang de i havet, hvorefter de lavede bevægelser, som ville de svømme her på stenbroen.

Så rejste de sig, kun for på ny at springe i stenhavet og lave flere svømmebevægelser. Et ritual de gentog igen og igen. Det så både vanvittigt og fascinerende ud. Men var samtidig et rørende og stærkt syn. Ikke mindst fordi der var så mange, trods årtiers kinesisk undertrykkelse af tibetanernes religion. Men tryk avler som bekendt modtryk.