Costa Rica - rejser til Costa Rica

La Pura Vida

"La pura vida er en meget brugt frase i Costa Rica, som betyder noget i retning af at nyde livet og være glad. Det er et meget sigende udtryk for et roligt og fredeligt land med 4,7 mio. indbyggere på størrelse med Danmark.

Jeg har været i over 90 lande, og jeg har aldrig set så mange spændende dyr, fugle og sommerfugle som i Costa Rica"


- Asger Domino, direktør for Stjernegaard Rejser

En rejse til Costa Rica er en rejse til et økologisk skatkammer. 5 procent af verdens biologiske mangfoldighed findes her og en fjerdedel af landområdet er fredet. En fjerdedel af verdens kendte sommerfuglearter er på vingerne i Costa Rica, hvor levende vulkaner sprutter glødende lava, der oplyser den mørke nattehimmel. De tropiske regnskove er fyldt med liv, og der ligger fantastiske strande ud til både Atlanterhavet og Stillehavet.


Hvorfor tage på en rundrejse til Costa Rica?

Fordi Costa Rica er enestående på hele kloden. Økologi er et nøgleord her, hvor man vogter nidkært over naturen. Her møder vi farvestrålende sommerfugle med fortryllende mønstre på vingerne, kolibrier, der suger honning ud af blomster i alle kulører, måske en forunderlig søko eller en tapir, der ligner en kloning mellem en elefant og en ko.

Stjernegaard Rejser udbyder en 13 dages rundrejse med dansk rejseleder (maks. 20 deltagere) eller man kan vælge at rejse med små internationale grupper med engelsktalende guider.

Rejserne er sprængfyldte med naturoplevelser og adrenalinkicks: Vi besøger regnskoven i skyhøjde og oplever den højeste grad af frodighed. Vi ser havskildpadder lægge æg i strandkanten og tager på rafting, ziplining eller en anden hæsblæsende aktivitet - alt efter dine egne ønsker. 

Rundrejser med dansk rejseleder

Rundrejser med engelsktalende rejseleder

Information om Costa Rica

  • Geografi

    Det lille land med 4 mio. indbyggere ligger med Stillehavet på den ene side og Atlanterhavet på den anden.

  • Fugleliv

    Mød den uforlignelige karseklippede quetzal med postkasserødt bryst, grønt ansigt og hvide halefjer.

  • Kaffeplantager

    Opdag, hvordan kaffe altid burde smage, når vi besøger en kaffeplantage i højlandsregnskoven.

  • Adrenalinkicks

    Costa Rica byder på alt inden for ekstremsport: whitewater rafting, ziplining, rappelling, caving, surfing og meget mere...

Den Rige Kyst

Costa Rica betyder Den Rige Kyst, og landet blev efter sigende navngivet af Colombus, som kom hertil på sin fjerde rejse over havet i 1502. Rigdommen går i høj grad på naturen og dyrelivet i landet, selvom det efter mellemamerikansk målestok går ganske godt i Costa Rica, også i økonomisk henseende. Den relative velstand skyldes bl.a., at de rige kaffegodsejere, som overtog magten, efter at spanierne blev smidt på porten i 1821, tidligt forstod vigtigheden af at uddanne den almindelige befolkning. Således har skolegang på grundskoleniveau været både obligatorisk og gratis siden 1869 og analfabetismen ligger under 10%, hvilket er lavt for regionen.

Costa Rica er i dag en oase uden større sociale spændinger i et til tider uroligt Mellemamerika. Landet holder sig særdeles gode venner med USA, og den amerikanske drøm trives i stor udstrækning i landet.

På eventyr i skyerne og ved kysten

Costa Ricas såkaldte "cloud forrests" - højlandsregnskoven, er en enestående naturoplevelse. Her findes kaffeplantager oppe i skyerne, og hvis man vil, kan man river-rafte på vilde floder eller få andre adrenalinkicks på rappelling ned ad buldrende vandfald eller fornemme, hvordan fuglene kan følge med i alt det, der sker nede i skovene, når man selv svæver hen over trætoppene på en såkaldt zipline.

Og man kan opleve et farvespil uden lige, hvis man står op sammen med solen og ser havet, himlen og stranden skifte kulør fra nattens sorte mørke med de gnistrende ildfluer videre over blodrødt mod violet, og mange andre nuancer, frem til det blåhvide dagslys, mens papegøjer og andre store fugle skræpper i baggrunden.

Oppe i træerne holder aberne og træpindsvin med lange raslende pinde til. I den månelyse nat kan vi følge kæmpestore havskildpadder i færd med at lægge æg i et hul på stranden og lade solvarmen klare udrugningen, mens vi i højlandet - med lidt held - kan få et glimt af en jaguar.

Uforligneligt fugleliv

Fuglenes mangfoldighed må selv den mest entusiastiske ornitolog have svært ved at holde styr på. Her findes omkring 850 forskellige arter, flere end i hele USA og Canada til sammen. Et sandt paradis for fugleelskere. Man prøver at huske nogle af navnene: den lille manakin med den knaldrøde punkerfrisure og den uforlignelige karseklippede quetzal med postkasserødt bryst, grønt ansigt og hvide halefjer - noget af et karnevalsudstyr! De fleste opgiver at holde rede i navnene og nyder bare synet og fuglenes kvidren, skræppen og skrigen.

Rundrejse til Costa Rica - nu med dansk rejseleder

Stjernegaards rundrejse til Costa Rica er den ultimative rundrejse for et voksent publikum, der sætter pris på komfort. Vi rejser i små grupper og udover den danske rejseleder, benytter vi desuden meget dygtige og engagerede lokale naturguider, der har ekspertviden om Costa Ricas flora og fauna.

Dette er en rejse for alle os, der elsker naturen! 

Ydermere er det en rejse i bevægelse, hvor vi rører os på skønne, men overkommelige vandreture. Ud over en enkelt nat i San Jose, bor vi kun fire forskellige steder, og vi har derfor god tid til at nyde og opleve landet, uden at pakke ud og ind for mange gange.

Costa Rica er også en verdenskendt adventure-destination, så hører man til dem, der har lyst til lidt ekstra adrenalin-kicks, så er der masser af muligheder for det også.

Kontakt
Vores specialist:

Helle Falkenberg

Ring45 26 00 00

Få et konkret tilbud på din rejse

Bestil Tilbud

Bestil vores specialkatalog

Costa Rica
Bestil katalog

Se vejret i Costa Rica