Gæsternes vurdering
★★★★★
★★★★★
4.6 (1203 anmeldelser)

Amerikanerne kommer... måske

Efter at præsidenterne i USA og Cuba i 2014 offentliggjorde, at en åbning er på vej mellem de to lande, er der ikke sket meget.

Fra medierne kan man nemt få det indtryk, at Cuba er så overrendt af rejselystne amerikanere, at det ikke længere er muligt at opleve det ægte Cuba og den charmerende befolkning.

Men der er lang vej igen, før forholdene bliver normale. Den amerikanske blokade af landet, som præsident John F. Kennedy indførte i 1962, er stadig i kraft, og den omfatter et forbud mod at amerikanere må rejse til Cuba som turister. Præsident Barrack Obama kan ikke ophæve blokaden, det kan kun kongressen, men han har kunnet lempe reglerne for rejser til Cuba.

De ny regler betyder, at amerikanere ikke må rejse til Cuba som turister, kun på ”studietur”. Man skal opfylde 1 af 12 krav, nemlig at skulle besøge nære familiemedlemmer, deltage i en akademisk konference, en sportskonkurrence, en religiøs eller kulturel aktivitet eller bedrive journalistik. De fleste amerikanere falder inden for en af disse 12 kategorier, og derfor er der i efteråret 2016 begyndt at lande rutefly i cubanske lufthavne fra USA. Men de fleste amerikanere afventer rapporter om, hvordan det er at rejse i Cuba - når man sjældent kan bruge kreditkort, og der kun er sporadisk adgang til internet - før de beslutter sig for at rejse. Desuden må de ifølge reglerne ikke tage på stranden eller bo på All Inclusive-hoteller. 

Af alle mennesker i hele verden, er det kun amerikanere, som indtil nu har haft forbud mod at rejse til den eneste kommunistiske stat på den vestlige halvkugle. I forvejen er Cuba blevet et populært rejsemål for især turister fra Canada og Europa. Spørgsmålet er nu: Hvordan vil de cubanske myndigheder sørge for, at den ny strøm af rejsende fra USA også kan få logi og transport? I forvejen kniber det med senge og busser. Og vil der blive trængsel ved de mest berømte seværdigheder?

Men indtil videre er Cuba ikke ved at blive overrendt af amerikanere. De er kun begyndt at komme drypvist. Og der kommer hverken Burger King eller Starbucks på hvert andet gadehjørne i Havana. Det sørger den amerikanske blokade for. Cuba er fortsat et sted, hvor en byggekran er et særsyn. Også styret er det samme som i 1959, da revolutionen fandt sted. Cuba forandrer sig meget, meget langsomt.

Øjvind Kyrø
Journalist

cuba - cuba_casto_01_hf