Et historisk vingesus Dagsprogram

Vi indleder vores rejse med at følge i fodsporene fra de gamle romere.

Den østlige del af Jordandalen var et vigtigt område i den romerske Judæaprovins. Her kunne man kontrollere rigets østlige grænse, og romerne etablerede en række vigtige byer og garnisoner.

Vi kører nordpå mod den syriske grænse, hvor vi når frem til den romerske by Umm Qais, der ligger med en storslået udsigt over området, hvor nutidens Israel, Det palæstinensiske Selvstyreområde, Syrien og Jordan grænser op til hinanden.

Romerne etablerede en by med klassisk grundplan med en central handelsgade, badeanstalter og et teater. Byen lå strategisk placeret med udsigt til Tiberiassøen og Hermonbjerget, og fra byen kunne man kontrollere de lokale stammer i området. I nutiden er vi her vidne til en af Mellemøstens mange, uløste konflikter: Den israelske besættelse af de syriske Golanhøjder.

Fra Umm Qais kører vi til Jerash, der var en af Romerrigets største byer.  Hele området er imponerende, og en stor del af byen er endda endnu ikke udgravet. Vi går ind gennem Kejser Hadrians triumfbue og kommer til byens centrale plads, der er omkranset af majestætiske søjler. Vi ser Zeus- og Artemistemplerne, går ad den store hovedgade, Cardo Maximus, og kommer frem til det store teater, der er meget velbevaret.

Byen havde sin storhedstid i den romerske periode men havde også en central plads, da islam holdt sit indtog.

I området har man udgravet en moské, hvor bl.a. et dansk hold arkæologer har arbejdet gennem flere sæsoner.

Vi forlader Jerash sidst på eftermiddagen og kører til Madaba, hvor vi skal bo i 2 nætter. Vi bor centralt i byen, og der er god mulighed for at gå rundt på egen hånd. I aftenskumringen kan vi nyde lyden af kirkeklokker blandet med bønnekaldet fra moskeerne.

Madaba er en livlig handelsby, og den rummer den største, kristne befolkningsgruppe i Jordan.

Byen har en række kirker med flotte mosaikker, og vi skal se det berømte kort, der er lagt i gulvet i Skt. Georgs-kirken. Kortet er skabt i det 6. århundrede og er det ældst kendte kort over Det hellige Land. Kortet har en forbløffende rigdom af enkeltheder, og vi kan undre os over, hvordan man i datiden har kunnet koble de mange detaljer til et samlet kort. Madaba er fortsat centrum for mosaikhåndværket og har en række mosaikværksteder, hvor dygtige kunstnere viser deres håndværk.

Fra Madaba kører vi op på Nebobjerget, hvorfra Moses så ind i Det Hellige Land. Det land, som han aldrig selv kom til at betræde. Beretningen om Moses på bjerget er afslutningen i Thoraen, jødernes hellige bog. Vi læser beretningen fra Bibelen og nyder den storslåede kulisse med udsigt ned over Det døde Hav med byen Jeriko i baggrunden.

Herfra går det ad snoede bjergveje 1200 meter ned til Det Døde Hav, der ligger 400 meter under havets overflade. Forskellen i temperatur er bemærkelsesværdig.

Vi skal ud og bade i det salte vand, hvilket er en ganske særlig oplevelse.

Det er umuligt at få hele kroppen under vandet i Dødehavet, og man får en svævende fornemmelse, når man sætter sig ned i det. Det er ligesom at sætte sig i en meget blød sofa, og vandets bæreevne er så god, at man kan medbringe avisen eller en god bog. Vandet har længe været kendt for sin helende effekt, og mudderet sælges i hele verden som hudplejeprodukt.

Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel i Madaba, hvor vi nyder aftenen på egen hånd.

De fleste turister er kun i byen om dagen – derfor sænker freden sig i byen om aftenen, hvor den bliver til en fredelig oase. Der er mange gode restauranter i gåafstand fra vores hotel og også fine butikker, hvor man kan gøre en god handel.

Petra er en uforglemmelig oplevelse, der med rette regnes for en af de største seværdigheder i hele Mellemøsten.

Nabatæerne huggede for to tusinde år siden en fantastisk by ud i områdets sandstensklipper. Byen blev en vigtig handelsstation, da den lå strategisk, hvor de store karavaneruter krydsede hinanden. Handelen gjorde Petra umådelig rig, hvilket resulterede i denne fantastiske ørkenby, der i sin storhedstid havde næsten 50.000 indbyggere. Byen, der var nabatæernes hovedstad fra 300 f.Kr. til 106 e.Kr. blev glemt, og først i 1812 blev den genfundet af den schweiziske opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burckhardt.

I den tidlige morgensol vandrer vi ind gennem den en kilometer lange klippesprække, der giver adgang til Petra, mens solens første stråler får klipperne til at skifte farve i alle mulige gyldne og rødlige nuancer. Lige før man når til enden af kløften, snævrer den ind til kun fem meter i bredden. Til gengæld rejser klippevæggene sig 100 meter på begge sider og lukker næsten alt lys ude. Og så pludselig ser vi det. Gennem den sprække, der er kløftens port ind til den glemte by Petra, ser vi facaden af Al Kazneh. En fantastisk bygning, 40 meter høj, hugget direkte ud af de røde sandstensklipper.

Nogle genkender den måske fra filmen Indiana Jones og det sidste korstog. "Skatkammeret" er imidlertid kun begyndelsen på en tur gennem de mange utrolige bygninger, der er hugget ind i sandstensklipperne i Petra.

Frem til omkring 1980 blev mange af bygningerne benyttet som boliger af beduiner, hvilket sodrester i lofterne afslører.

Vi bruger hele dagen på at udforske denne genfundne ørkenby, hvilket bringer os omkring kongegrave, enorme templer og et romersk teater, der er hugget ind i klipperne.

Frokosten kan indtages inde i Petra, for ikke at spilde tid på at gå ud og ind. Vi har god tid og kan tilbringe hele dagen nede i Petra, men da vi bor klods op af området, kan vi også gå frem og tilbage, alt efter hvad vi ønsker. Efter en lang dag i Petra er der mulighed for at gå på Cave Bar og skylle ørkenstøvet ned. Baren er indrettet i en 2000 år gammel nabatæisk grav og danner en perfekt afslutning på en lang dags eventyr i Petra.

Vi forlader Petra om morgenen for at køre ud i Wadi Rum.

Her skal vi opleve den ørken, der i årtusinder var gennemgangsområde for de kamelkaravaner, der bragte krydderier, silke og andre luksusvarer op gennem Den arabiske Halvø fra Det indiske Ocean til Damaskus og Aleppo.

Vi benytter dog ikke kameler men kører i 4-hjulstrækkere ud i den endeløse ørken. Vi står ud af bilerne og nyder ørkenens omfavnende stilhed, og rejselederen vil fortælle om Lawrence of Arabia, der netop her ledte beduinernes felttog mod de tyrkiske tropper.

Men vi slutter ikke her. Efter frokost kører vi ud til vores teltlejr, hvor vi skal overnatte i en ”beduinlejr” midt i ørkenen. Vi sætter beduinlejr i citationstegn, fordi disse lejre i ørkenen reelt ikke længere er beboet af beduiner.

Lejrene er der for at give os turister en fantastisk oplevelse i ørkenen, men det, at de ikke længere fungerer som boliger for beduiner, ændrer ikke på, at beduinerne bærer Jordans historie og har givet det kulturelle grundlag for det moderne Jordan. Landets beduiner bor i dag i byerne, men mange har et sommerhus-telt i ørkenen, hvor de samles med deres familier. 

Vi indretter os i vores private telte med eget bad og toilet og spiser herefter middag, mens månen er på vej op over horisonten. Bagefter kan vi opleve stjernehimmelen på en måde, der kun er muligt ude i en ørken.

Myriader af stjerner viser sig på himmelen, og vi har frit udsyn hele horisonten rundt.

Mælkevejen glider over vores hoveder, mens vi sidder ved lejrbålet og drikker et par glas af beduinernes søde te.