Intense Brasilien Dagsprogram

Vi ankommer til Rio de Janeiro tidligt om morgenen. Efter at have overstået formaliteterne i lufthavnen, tager vi straks på eventyr.

Det er ikke for ingenting, at Rio de Janeiro kaldes verdens smukkeste millionby, og vi vil bruge de kommende dage på at få bekræftet hvorfor. Alene beliggenheden i de smukke bugter mellem bjergene, og med skov og jungle som det grønne bagtæppe, der sætter scenen for de hvide strande ud til havet, er enestående.

Vi starter med at køre gennem Atlanterhavs-junglen op ad Corcovadobjerget til Kristusfiguren på bjergets top, som er udnævnt til én af verdens syv nye vidundere. Den sidste stigning op til foden af den 39 meter høje sandstens- og cementfigur foregår ad 220 trin rundt om figuren – hvis man da ikke ønsker at tage elevatoren. Panoramaudsigten herfra er fantastisk over Tijuca Nationalparken, Guanabarabugten og Rios vidunderlige strande.

Vi tager os god tid og turen ligger så tidligt, at vi undgår det helt store menneskemylder.

Nede igen spiser vi en god frokost og tager en slentretur langs Copacabana-stranden, hvor der bliver mulighed for at studere den berømte brasilianske krops- og strandkultur på tæt hold.

Derefter tjekker vi ind på vores dejlige hotel, som ligger i første parket ved Leme-stranden i den rolige ende af Copacabana-stranden, og mon den så ikke står på afslapning.  

På vores anden dag i ’Den vidunderlige by’, som Rios beboere, cariocaerne, kalder deres by, lægger vi ud med at besøge endnu et af de kendte landemærker i Rio, nemlig Sukkertoppen som på portugisisk hedder Pão de Açucar, og er endnu et af Rio de Janeiros ikoniske vartegn.

Det 396 meter høje bjerg kan ses fra de fleste steder i byen. Det ligger for enden af Copacabana-stranden, ved indsejlingen til en af verdens smukkeste naturlig anlagte havne.  Vi tager glasgondolen de to stationer op til toppen, hvorfra vi har en fantastisk udsigt over Guanabara-bugten, strandene, centrum, Kristusfiguren og søsterbyen Niteroí på modsat side af bugten.

Vel nede igen spiser vi en god frokost, og derefter skal vi besøge en favela.

Rio de Janeiro og opland har 10 mio. indbyggere. En stor del af dem bor i slumbyer, der gennem mange år var berygtede og farlige. I dag er situationen forbedret i mange af dem. Vi besøger en af Rios slumbyer og kommer tæt på en del af den brasilianske virkelighed, som langt fra alle brasilianere kender til. Fordommene om Rio ’favelas’ er mange, og heldigvis passer de ikke alle.

Favela-besøgene er populære – også for dem, der bor her – og vi kommer til at se og høre, hvordan udviklingen omsider har forbedret tilværelsen for mange af Rios fattigste. Favelaerne har en storslået udsigt over Atlanterhavet og resten af Rio, da de er bygget på bjergskråningerne over byen. Mange af sambaskolernes mest fanatiske deltagere kommer fra byens favelaer. Det er ikke utænkeligt, at vi kommer til at høre samba for fuld udblæsning på vores tur.

Når vi er tilbage fra vores besøg i favela’en, finder rejselederen sikkert et godt sted hvor vi sammen kan spise middag sammen.

Vi tager morgenflyet fra Rio de Janeiro til Foz do Iguaçú på grænsen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina.

I grænsebyen Foz do Iguaçú kommer vi til at bo centralt i byen, og efter frokost venter det første besøg ved verdens største og mest vandrige vandfald. Allerede en kilometer fra faldet fyldes luften af den massive lyd af vandmasser i frit fald og kølige skyer af mikroskopiske vandpartikler. Vi er på gammel indiansk jord. Iguaçú betyder meget sigende ’stort vand’ på tupí guaraní.

Vores første dag er helliget den brasilianske side af faldene. Fra udsigtspunkter kigger vi ud over de i alt 300 vandfald, der langs en strækning på to kilometer skyller ud over klipperne fra op til 107 meters højde. Ikke uden grund er Iguaçú-faldene udnævnt til et af verdens syv mest fantastiske naturfænomener.

Stisystemerne, vi går på, er sikre og moderne og bringer os helt tæt på. Fra flere punkter kan vi studere faldene fra forskellige vinkler. Ofte indrammet af regnbuer, når solens stråler leger med luftens trillioner af vandpartikler.

Vi afslutter ganske givet dagen med en god, brasiliansk middag. Vi er jo i Brasiliens ’gaucho-område’ – det vil sige landbrugslandet i syd domineret af prærie og enorme kvægbestande. For kødspiserne kunne fristelsen være et stort stykke, saftig picanha – en culotteagtig udskæring – fra grillen.

Endnu en dag i vandets tegn, men først fra en helt anden vinkel.

Uden for byen Foz do Iguaçú ligger Itaipú, verdens største vandkraftværk, der producerer strøm fra en dæmning over Paraná-floden. Det er ikke nødvendigt at være tekniker for at falde i svime over synet.

Det er et imponerende bygningsværk af ingeniørkunst i verdensklasse. Kraftværket stod klart i 1984 og efterlader alene ved sin størrelse et næsten ufatteligt indtryk. Itaipú kunne snildt dække Danmarks samlede forbrug flere gange og dækker i dag en stor del af behovet i både Paraguay og Brasilien.

Iguaçú-vandfaldene har i kraft af sin placering på grænsen mellem tre lande haft et blakket rygte som smuglerparadis. Vi kommer forbi den smalle Ponte de Amizade – ’Venskabsbroen’ – over Iguaçú-floden mellem Brasilien og Paraguay – som spiller en hovedrolle i mangt en smuglerlegende. Vi ser mylderet af folk med farvestrålende pakkenelliker af alverdens slags og grænsebetjentenes hyr med at kontrollere dem.

Herefter går turen over grænsen til Argentina. Vi spiser en ægte argentinsk frokost på den kendte restaurant El Fortín i Iguaçú Nationalpark og bruger resten af dagen på at udforske vandfaldene fra den argentinske side. Højdepunktet er som regel Garganta do Diabo – Djævlens Gab – hvor 14 fald havner i en slugt og sender en kolossal vandpartikelsky til himmels.

Den argentinske side af Iguaçú-faldene byder på de mest varierede adgange til vandfaldene, og vi passerer de berømte udsigtspunkter i både øvre og nedre del af faldene. Her har vi et pragtfuldt panorama-view over faldene og den dybgrønne jungle.

Efter morgenmaden forlader vi Sydbrasilien for at flyve til lufthavnen i Rio de Janeiro, hvorfra vi i bus kører vi op i bjergene bag millionbyen ad fugtige, jungleklædte serpentinerveje.

Første mål er kejserbyen Petrópolis, den portugisiske kejserfamilies sommerresidens, der emmer af forgangne stormagtsdage.

Petrópolis er forfriskende og frodig og kaldes også Hortensia-byen på grund af sine mange blomster, orkideer og blomstrende træer. Vi betragter byen, og nyder en eftermiddagskaffe.

Herefter fortsætter vi nordpå længere ind i landet gennem nationalparken Serra dos Orgãos, langs bananplantager, gennem dovne landsbyer, gør måske holdt ved en primitiv kokosnødde-bar omgivet af klipper og bløde bjerge til alle sider. Målet er Minas Gerais, delstaten, hvor Brasiliens – og Portugals – rigdom blev grundlagt i det 17. og 18. århundrede. Minas Gerais betyder ’miner af alle slags’ – og fra undergrunden væltede det dengang op med guld, sølv, diamanter, ametyster, smaragder og meget andet. De gamle minebyer blev hovedrige og ligger i dag som levende barok-museer med fabelagtigt smukke byhuse, pladser og kirker.

Barokbyerne ligger som perler på en snor gennem Minas Gerais. Vi har heldigvis to nætter i en af de skønneste, lille, men overdådige Tiradentes. Omgivet og beskyttet af São José-bjergkæden.

Vi har en hel dag i fantastiske Tiradentes, og starter dagen med at tage på en formiddags-byvandring gennem de brostensbelagte gader.

Tiradentes er utvivlsomt den mest charmerende af de historiske barokbyer i Minas Gerais. Byen var oprindelig bare en mineby, men i 1718 blev den navngivet Vila São José til ære for den portugisiske prins Jose 1.

Da Brasilien d. 15. november 1889 blev udnævnt til republik, fik byen navnet Tiradentes efter martyren, der kæmpede mod det portugisiske monarki i Brasilien. Men da guldet randt ud i regionen, blev byen forladt og glemt, og blev først genopdaget i 1970´erne, hvor man fandt den usædvanlig velbevaret takket være årtier i isolation.

Delstaten Minas Gerais er berømt for sin folklore, sit køkken og for barokkunstneren Aleijadinho, den største af datidens mange barokskulptører. Aleijadinho var et geni. Han var krøbling og havde værktøjet bundet fast til sine arme, men hans vidunderlige indføling og unikke talent for inderlighed er beundret til den dag i dag. Han var den brasilianske Michelangelo, og et af hans sidste projekter var udsmykningen af Santo Antônio-kirken i Tiradentes, der stod færdig i 1810.

Vi nyder stemningen med de mange historiske bygninger, og efter vores byvandring er eftermiddagen til fri afbenyttelse.

Delstaten Minas Gerais’ barokbyer er i de seneste årtier blevet gennemgribende renoveret.

I dag bugner de af rustikke restauranter og butikker med kunsthåndværk og ædelsten til gode priser. Den brasilianske barok adskiller sig fra den europæiske med en mere enkel og følsom stil. Teknisk var Aleijadinho på højde med de bedste, og i dag kommer vi til at se flere af hans største værker.

Efter morgenmad kører vi videre til kronjuvelen i dette kapitel af Brasiliens historie, Ouro Preto.

Vi starter dagen med af køre ad den sceniske gamle hovedvej mellem byerne Ouro Preto og Parati, hvor vi først gør et stop i en halv time i orkidéhaven Orquidário Vida, hvor elskere af den smukke blomst vil finde sig særdeles godt tilpas. Her er nemlig omkring 1000 kvadratmeter drivhuse med mere end 20.000 frøplanter af forskellige arter og hybrider af orkideer. Efter besøget her kører vi videre i en lille time, før vi holder ind og spiser frokost.

Der er ikke så frygteligt meget at se i byen Congonhas, men ikke desto mindre har byen en turistattraktion af de helt store i nogle af de mest kendte værker af Brasiliens kendte barokkunstner Aleijadinho, og dem skal vi se i dag. Vi starter med at se de 66 malede cedertræsstatuer, som står i seks kapeller foran byens flotte UNESO-beskyttede kirke, Sanctuário de Bom Jesus de Matosinhos. Statuerne portrætterer diverse scenerier fra Jesus’ lidelseshistorie, og skulpturerne er enestående blandt religiøse kunstværker for deres livagtighed, der udstråler frygt, lidelser og tro.

Foran selve kirken står 12 statuer i sæbesten, som forestiller 12 profeter fra den jødiske bibel, Tanakh’en, der regnes for Aleijadinhos mesterværk. Det er smukt at se på, og ikke mindre imponerende, når man tænker på, at Aleijadinho har udført arbejdet i store smerter og med sine værktøjer bundet fast til hænder og arme, idet han led af en sygdom, der forkrøblede hans fingre.

Efter således at have stiftet bekendtskab med Aleijadinhos værker fortsætter vi imod Ouro Preto, hvortil vi ankommer efter cirka halvanden times kørsel.

Resten af eftermiddagen og aftenen er til fri disposition, og rejselederen tager de som vil med ud på en lille byvandring.

Ouro Preto blev erklæret verdensarv af UNESCO i 1980 som den første brasilianske lokalitet. Byen er den største af Minas Gerais’ barokbyer og ligger klemt inde mellem bjerge med stejle, brostensbelagte gader og hundredvis af pittoreske, kunstfærdigt opførte, statelige kolonitidshuse og en overflod af barokkirker. 13 i alt – hvilket er rigeligt, når man tager byens størrelse i betragtning.

Dagen er afsat til udforskning af Ouro Preto og dens kunstskatte. Vi bevæger os til fods rundt i byen hele dagen og begynder med at besøge Tiradentes-pladsen, hvor slaverne blev solgt til minerne i titusindvis, og hvor den brasilianske nationalhelt af samme navn fik sit afhuggede hoved udstillet på en pæl i 1792. I São Francisco de Assis-kirken folder Aleijadinhos talent sig ud i fuldt flor. Ingen kunne som ham snitte og hugge hengivelse i træ eller sæbesten. Ved frokosttid finder vi nok ind på en af byens gode restauranter og Minas Gerais’ berømmede køkken.

Måske skyller vi frokosten ned med en smagsprøve fra en af de over hundrede lokale brændevinsdestillerier eller aflægger et af dem et besøg. Her produceres sukkerrørsbrændevinen cachaça så delikat som god cognac.

På Mineralmuseet får vi et indblik i den enorme rigdom, som undergrunden i bjergene bød på. Her er sten i alle mønstre og farver, og i øvrigt en stor samling ædelsten fra resten af verden.

Efter en hel dags vandring i byen trækker vi os tilbage til vores hotel, der ligger midt i det historiske centrum. Den friske bjergluft plejer at være garant for en solid nattesøvn.

Efter morgenmad kører vi mod delstatshovedstaden Belo Horizonte for at flyve til Salvador i delstaten Bahia. Vi tager endnu en gang et stort spring i den mangfoldige brasilianske kultur, for Bahia er Brasiliens ’afrikanske hjerte’, og hovedstaden Salvador er et overflødighedshorn af farvestrålende, udadvendte og livlige seværdigheder. Der er virkelig tale om en kulturforandring, og det mærkes med det samme. Baiano’erne, som indbyggerne kaldes, har tydelige afrikanske rødder. De er selvbevidste og stolte af deres kulturelle arv, som kommer til udtryk i maden, musikken og påklædningen.

Det var i Salvador, at portugiserne gik i land tilbage i 1549 og gjorde byen til Brasiliens første hovedstad. Byen er kendt for sin afro-brasilianske kultur og sine stemningsfulde kolonitidsbygninger i den farverige bydel Pelourinho, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Efter ankomst kører vi til bydelen Vermelho, som ligger ud til vandet, og indkvarerer os på vores hotelm og mon ikke rejselederen finder et godt sted hvor vi kan spise.

Vi skal ud på landet i dag - til Santo Amaro på den vestlige side af Alle Helgeners Bugt.
På vejen derud kører vi gennem noget af det ældste landbrugsland i Brasilien.

I dag er det kvægdrift og moderne dyrkningsmetoder, der er fremherskende, men for 300 år siden var det de portugisiske koloniherrer, der hev rigdomme hjem til Portugal fra denne frodige egn. Afgrøderne var dengang først og fremmest sukkerrør og tobak, og arbejdskraften blev hentet i Vestafrika i form af slaver. Slaverne bragte heldigvis deres kultur med sig, og den er, som vi har set flere eksempler på, stadig særdeles nærværende i denne del af Brasilien.

Santo Amaro er en historisk by, hvor tiden har stået stille, men hvor der ikke desto mindre er masser af liv på det lokale marked og musik og dans i lange baner - byen siges blandt andet at være sambadansens oprindelige arnested. Byen har mere end 60 candomblé-centre – den mystiske religion, som vi stiftede bekendtskab med inde i Salvador i går. Vi besøger et af centrene og får et indblik i religionens ritualer. En fremmedartet men meget interessant oplevelse, der blandt andet indebærer præstinder i afstivede, hvide skørter.

Vi spiser en lokal frokost i byen, og sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Salvador.

I dag er det hjemrejsedag, men flyet afgår først tæt på midnat. Vi tjekker ud fra hotellet, og efter morgenmaden tager vi hul på endnu en dag i en af Brasiliens mest magiske byer.

Vi begynder dagen med en rundtur i bus til sydspidsen af pynten ved indsejlingen til den store bugt Baía de Tudos os Santos. Her ligger Sydamerikas første fyrtårn og Santo Antonio fortet.

På Modelo-markedet i byens ældste bydel har man handlet i næsten 500 år, og i den nuværende 140 år gamle markedshal finder man det bedste af det afro-brasilianske kunsthåndværk – samt ikke så lidt andet. I kælderen under bygningen ligger de rædselsvækkende rum, hvor nyankomne afrikanske slaver blev opbevaret, ind til de blev handlet.

Undervejs spiser vi frokost på en der gode restauranter, sandsynligvis til lyden af trommer et eller andet sted fra.

Eftermiddag eller tidlig aften kører vi til lufthavnen,  og mens rytmerne dunker videre i kroppen sætter vi os til rette i flysædet og en forhåbentlig god nattesøvn ovenpå en oplevelsesrig rundrejse i Brasilien.

Man kan også vælge at forlænge sin rejse, og f.eks. tage ud til strandene ved Praia do Forte. Forhør ved bestilling.