En rejse fyldt med wow-oplevelser i New Zealand

Vi skulle selvfølgelig stoppe i Rotorua – byen, der er kendt for sin intense geotermiske aktivitet.

Mens vi nærmede os byen, trådte duften af svovl tydeligt frem, og flere steder langs vejen boblede mudderet næsten ved kogepunktet, mens gejsere sprøjtede vand op i flere meters højde.

Rotorua er dog også en kulturel oplevelse. Byen har en af de største koncentrationer af maorier i New Zealand, efterkommere af de polynesiske folk, der for omkring 1.000 år siden bosatte sig her.

I Rotorua besøgte vi Orakei Korako, en fascinerende turistattraktion, hvor man får mulighed for at komme helt tæt på de boblende mudderhuller, farverige kilder og damp, der stiger op fra jorden.

Det er ikke kun et syn for øjnene, men også en duftoplevelse for næsen – eller rettere lugt. En lugt, man sent glemmer. Landskabet føltes næsten uvirkeligt, som taget ud af en film.

New Zealand har hele 14 nationalparker, og Tongariro er den ældste. Parken blev i 1887 skænket til staten af maorihøvdingen Te Heu Heu Tukino IV og dækker et område på omkring 800 km².

Jo tættere vi kom på nationalparken, desto tydeligere blev de tre vulkaner i horisonten: Mt. Ruapehu (2.797 m.), Mt. Ngauruhoe (2.287 m.) og Mt. Tongariro (1.967 m.). Parken byder på en masse vandreruter, og uanset hvilken man vælger, er jeg ikke i tvivl om, at man får en fantastisk oplevelse.

For os blev det en vandretur, vi aldrig glemmer.

Vi havde tid til at tage en af de længere vandreturer på ca. 20 kilometer, så vi havde ca. 6 timer foran os op til de smukke Tama Lakes. Det var en utrolig smuk oplevelse. Omringet af storartet natur hele vejen nåede vi Tama Lakes og  fortsatte opad for at få en bedre udsigt.

På turen formåede vi faktisk at være oppe i 1.455 meters højde. Og der var rimelig koldt deroppe, men vi nød udsigten og spiste vores frokost, før vi tog turen tilbage.

Efter vores besøg hos Birgit og Nick kørte vi ned til Wellington og tog færgen til Picton på Sydøen.

Her ventede Abel Tasman National Park. Den er med sine cirka 225 km² New Zealands mindste nationalpark - men har ry for at være en af de smukkeste.

Vi gik en af de kortere ruter og kom også forbi The Split Apple Rock. Her gik vi langs stranden og nød udsigten udover havet. 

Vores tur fortsatte ad vestkysten mod Punakaiki, hvor Paparoa National Park ligger. Der kan man se de berømte Pancake Rocks. Disse pandekageklipper er kalkstensklippeformationer skabt for millioner af år siden på havets bund, og jordskælv har så senere bragt dem op til overfladen. Et imponerende syn, hvor naturens kræfter virkelig kommer til udtryk.

Jo længere sydpå vi kom, desto køligere blev temperaturen.

Vi endte i det berømte gletsjerområde ved Franz Josef og Fox Glacier. Her kan jeg kun anbefale at tage en helikoptertur – gerne med landing på gletsjeren.

Vores tur blev aflyst to dage i træk på grund af vejret. Men tredje gang var lykkens gang. Helikopterturen op til og hen over Tasman Glacier og Franz Josef Glacier var som at flyve ind i en anden verden. I en helikopter kommer man tættere på landskabet end i et fly, samtidig med at man får et overblik, der virkelig får naturens storhed til at træde frem.  

At stå midt i snelandskabet i flere kilometers højde og samtidig mærke varmen fra solen var en helt særlig oplevelse. Sneen glimtede, og isen knitrede under fødderne, mens kontrasten mellem kulde og varme gav ren gåsehud og minder for livet.

Efter turen til Milford Sound stod jeg igen helt mundlam over alt det, vi havde set.

Alligevel ventede endnu et højdepunkt: Mount Cook National Park. Omringet af smukke bjerge og gletsjervand gik vi en tur i parken under en klar, solrig himmel. Denne park var helt klart en af mine personlige højdepunkter på turen.

New Zealands natur er storslået og fuld af uendelige vandreruter overalt, men man bliver nødt til at gå en tur i Mount Cook National Park, hvis man besøger landet. Billederne taler nærmest for sig selv. 

Der indfandt sig en ro, som man ikke finder så nemt herhjemme. Jeg følte roen både i kroppen og hovedet, og det var nok en blanding af de fantastiske omgivelser og det skønne vejr. Men det var en rolig og dejlig vandretur, som jeg aldrig vil glemme.