Rejser til Seychellerne
Den ultimative drømmedestination
Oplev Seychellerne med Stjernegaard
Seychellerne – paradisets have!
Luk øjnene og tænk på en strand… Er den kridhvid, er havet blåt og klart, svajer palmerne over dit hoved og ser du smukke granitformationer? Så er du havnet på Seychellerne!
En rejse til Seychellerne står højt på listen hos alle, der elsker strand, vand og sol – og det er der en god grund til. De 115 øer, hvoraf kun 20 er beboede, er hver især en gengivelse af paradisets have; det perfekte sted at rejse hen, når man søger rendyrket badeferie.
Hvorfor rejse til Seychellerne med Stjernegaard?
Vi har arrangeret rejser til Seychellerne gennem mange år, og vi har et stort kendskab til de enkelte øer og til de bedste hoteller i de forskellige prisklasser. Vores eksperter besøger Seychellerne jævnligt, og de glæder sig til at rådgive dig og finde den rejse, der passer til dine ønsker.

Facts om Seychellerne
Befolkningen
Der bor ca. 95.000 mennesker på 20 ud af de 115 øer, der udgør Seychellerne.
Flaget
Det nuværende flag, en vifte i blåt, gult, rødt, hvidt og grønt stammer fra 1996 og er det tredje siden uafhængigheden i 1976.
Øernes oprindelse
Seychellerne blev dannet under kontinentaldriften, dengang Indien og Afrika gled fra hinanden.
Økonomien
Seychellerne lever af turisme, eksport af te, kanel, kokos og vanilje samt tunfiskeri.
Hvilken ø er din ø?
Når du rejser til Seychellerne, vil vi stærkt anbefale, at du besøger mere end en ø. Seychellernes vidunderlige øer har hver deres særkende, men hvilke øer passer til dig og dine ønsker? Se her, hvad de enkelte øer har at byde på.
Mahé
Mahé er Seychellernes hovedø og den største ø, hvilket dog ikke siger så meget, idet det samlede areal kun er ca. 200 km2 – det vil sige, at den er lidt mindre end Langeland. Den største by og Seychellernes hovedstad hedder Victoria – det er her dit fly lander, når du ankommer til Seychellerne. Der bor omkring 70.000 mennesker på Mahé.
Mahés mest kendte strand hedder Beau Vallon, men øens hoteller ligger spredt ved forskellige skønne strande.
Du skal vælge at bo nogle dage på Mahé
- Hvis du gerne vil have liv omkring dig – det er dog vigtigt af sige, at Mahé på ingen måder er overrendt
- Af praktiske årsager i begyndelsen eller slutningen af din ferie for at være tæt på lufthavnen.
Praslin
Seychellernes næststørste ø er Praslin, som dog kun er 38 km2 i alt. Du hopper på et fly på Mahé og flyver bare et kvarters tid, så står du med fødderne på en af verdens smukkeste øer. De mest kendte strande hedder Cote d’Or og Anse Lazio.
Du skal bo nogle dage på Praslin
- For at opleve det fantastiske naturreservat, Vallée De Mai, verdens ældste regnskov, som er hjemsted for den berømte dobbelte kokosnød, coco de mer, der kun findes her
- For at bo på vidunderlige strande med et hyggeligt liv i form af restauranter og lokalt liv
La Digue
Denne lille perle på kun 10 km2 ligger en færgetur på omkring 45 minutter fra Praslin. Det er her, postkortfotograferne rejser til, når de skal forevige Seychellernes enestående natur.
Du skal bo nogle dage på La Digue
- For at besøge Anse Source D’Argent, måske verdens smukkeste strand
- For at opleve en lilleput-ø uden biler. Transport foregår på cykel eller gåben
Denis Island
1,5 km2 er alt, hvad denne lille ø kan mønstre af plads. Det er lige nøjagtigt nok til en smal air strip, hvor et lille fly kan lande efter godt en halv times flyvning fra Mahé.
Du skal bo nogle dage på Denis Island
- Hvis du leder efter et helt privat paradis. Her er kun ét hotel med 25 værelser
- Hvis du vil sole dig sammen med havskildpadderne og svømme mellem tropefisk og koraller
Læs mere om de forskellige øer og hoteller
Er det dyrt at rejse til Seychellerne?
Både ja og nej! Mange har opfattelsen af, at Seychellerne er for de få, der har et ubegrænset rejsebudget, men det er vigtigt at nævne, at Seychellerne har hele spektret af hoteller.
Her er alt fra små 2-stjernede pensionater med begrænsede faciliteter til 5-stjernede resorts med alt, hvad hjertet kan begære af luksus.
Vi arrangerer rejser til Seychellerne, der passer til dit budget. Kan du leve med at bo i enkle rammer og cykle eller gå den korte vej til stranden, så har vi rejsen til dig, og er dit rejsebudget til fuldblodsluksus, så hjælper vi også med det. Se alle vores rejser til Seychellerne.
Vi har arrangeret rejser til Seychellerne i adskillige år, og vi besøger øerne jævnligt, så vi altid er opdateret på udviklingen i paradis. Se alle vores pensionater, hoteller og resorts på Seychellerne og ring endelig til os - vi har eksperter blandt os, der kender øerne til bunds.
Hvad kan du lave på Seychellerne?
Det oplagte svar er: Alt hvad der har med sol, strand, og vand at gøre.
De smukke strande med kridhvidt, pulveragtigt sand og de sorte granitformationer danner rammen om en uforglemmelig badeferie. Vi anbefaler, at du besøger minimum to øer og gerne tre, så du oplever de små forskelle mellem øerne.
Der er rig mulighed for både snorkling og dykning på Seychellerne. Kunne du tænke dig at trække din egen sværdfisk i land, så er der også mulighed for dybhavsfiskeri med lokale fiskere.
Hvordan kommer jeg rundt på Seychellerne?
Du lander i hovedstaden Victoria på Mahé, og skal du bo nogle dage på denne ø, så vil en chauffør være klar til at køre dig til det hotel, du har valgt.
Har du valgt at øhoppe, så skal du videre med indenrigsfly til Praslin – en kort tur på omkring 15 minutter – og fremme på Praslin venter en lokal chauffør på at køre dig til dit hotel. Fra Praslin kan du tage en færge videre til Digue.
Når du skal rundt på øerne, kan du tage lokale busser eller køre med taxa – dit hotel hjælper gerne med at bestille. Det er også muligt at leje bil, men det giver kun mening på Mahé og til nøds på Praslin.
Lynkursus i Seychellernes historie
Selv om øerne, der udgør Seychellerne, har eksisteret i millioner af år, er øernes historie i den store sammenhæng ganske kort. Der findes ingen oprindelig befolkning på øerne, men det antages, at arabiske købmænd kendte til øerne, før den portugisiske søfarer og opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, kom forbi.
Det 7. århundrede: Arabiske købmænd og søfarere kommer formentlig til de ubeboede øer
1502: Portugisiske Vasco da Gama opdager Amiranterne, en lille gruppe koraløer sydvest for Seychellerne, på sin anden sørejse til Indien
1609: En ekspedition fra British East India Company går i land på de ubeboede øer
1756: Frankrig koloniserer øerne, der officielt får navnet Seychellerne opkaldt efter Jean Moreau de Séchelles, Frankrigs finansminister
1770: Franskmændene bringer slaver til øerne fra deres nærliggende koloni, Mauritius
1794: Storbritannien tager kontrol over øerne
1814: Storbritannien overtager officielt øerne efter Napoleonskrigene
1903: Seychellerne bliver en britisk kronkoloni
1975: Øerne får selvstyre på foranledning af Seychelles People’s United Party (SPUP), der blev dannet i 1964
1976: Seychellerne opnår selvstændighed fra Storbritannien og medlemskab af British Commonwealth
1977: Den første folkevalgte præsident afsættes ved et kup
1979: Albert René fra SPUP-partiet indfører en socialistisk etpartistat
1990: Demokratiet genindføres

Mød kreolerne…
Seychellernes befolkning er en direkte afspejling af landets historie. En smuk blanding af afrikanske, asiatiske og europæiske gener har skabt kreolerne, der udgør 89 % af befolkningen. Herudover er 5% af indisk afstamning, mens resten er af bl.a. kinesisk afstamning.
Der bor omkring 95.000 mennesker på de 115 øer, og 90% af dem bor på hovedøen Mahé og de nærliggende øer.
… og hør seselwa-sproget
Kreolerne taler en form for franskbaseret kreolsk, der hedder seselwa. Dette sprog er modersmål på Seychellerne og erstattede i 1981 engelsk og fransk som officielt sprog. De fleste indbyggere taler dog som minimum også fransk og ofte også engelsk.
Det er derfor nemt at begå sig som turist på Seychellerne.
76 % af befolkningen bekender sig til katolicismen, 10% er protestanter, og herudover er der et mindretal af hinduer og muslimer.
Læs mere og bliv inspireret
Seychellerne: Opskriften på paradis
Mauritius, Maldiverne eller Seychellerne? Den lille forskel, der gør den store forskel
Få succes med parferien
Seychellernes verdensarv og geografi
Seychellernes enestående geografi
De 115 øer, som udgør Seychellerne, ligger i Det Indiske Ocean ca. 1500 km øst for det afrikanske kontinent og ca. 2000 km nord for Madagaskar. De består af sort granit og blev dannet for millioner af år siden, da Indien blev adskilt fra Afrika. Det er den sorte granit og det hvide, pulveragtige sand, der er Seychellernes varemærke, og som skaber den paradisiske skønhed, øerne er kendt for.
Øernes isolerede beliggenhed har betydet, at mange dyr og planter har fået lov til at udvikle sig gennem tiderne uden indblanding, og derfor er mange arter endemiske for Seychellerne, det vil sige, at de kun findes her.
Aldabra-atollen
Denne atol består af fire store koraløer, der omkranser en lavvandet lagune. De fire øer, der udgør atollen, er omgivet af et koralrev, og atollens meget isolerede beliggenhed betyder, at den gennem tiden har været beskyttet mod påvirkning fra mennesker.
Aldabra-atollen er UNESCO-verdensarv, da den er hjemsted for verdens største bestand af kæmpeskildpadder, en bestand på hele 152.000 stk. Atollen ligger mere end 1100 km fra Mahé og er svært tilgængelig. Aldabra-atollen kom på UNESCOs Verdensarvliste i 1982.
Coco de mer-nødden
Det mest kendte eksempel på en endemisk planteart på Seychellerne er den dobbelte kokosnød, coco de mer. Frøet, der er begyndelsen til kokosnødden, er helt op til 50 cm lang, hvilket gør det til det største frø i planteriget, og det tager 6 år, før den fuldmodne kokosnød er en realitet.
Denne særlige kokosnød har meget kvindelige former, hvilket har givet anledning til skrøner om, at det er et elskovsmiddel – dette er dog ikke sandt, men sandt er det, at mange kommer til at rødme ved synet af den dobbelte kokosnød.
Coco de mer-nødden vokser kun i Vallée de Mai-reservatet på Praslin.
Vallée de Mai-reservatet
Der er mange grunde til at besøge Vallée de Mai-reservatet. Den er efter sigende verdens ældste regnskov, og her kan du spotte hele seks endemiske palmearter, inklusive coco de mer-palmen.
På en afmærket vandresti i reservatet kan du se vilde orkidéer og vaniljeplanter, der slynger sig op ad træstammerne, og måske er du også heldig at få et glimt af den meget truede sorte papegøje, som kun lever her.
Seychellerne
Se hvad vores gæster siger...
Når du rejser med Stjernegaard, modtager du et spørgeskema, når du kommer hjem fra din rejse. Her får du mulighed for at anmelde dine oplevelser - nedenstående udtalelser stammer fra disse spørgeskemaer.
Naturen er enestående
Naturen på La Digue er enestående. Det er en venlig og imødekommende befolkning. Plus spændende restauranter med lækker mad. Alt fungerede perfekt på rejsen. Tidsplanen holdt hele vejen fra Kastrup til La Digue. Hotellet L'Orangerie var i topklasse, elegant og stilfuldt. Serviceniveauet meget højt, alle var flinke og imødekommende.
Seychellerne
Mogens Mørtz, Jyderup
Fantastiske strande og smukke øer
Flere store oplevelser med de fantastiske strande. smukke øer og korte afstande i mellem.
Seychellerne
Conny Petersen, Taastrup