Rejser til Australien
Outback og overraskelser i en uendelighed
Rejser til Australien
Oplev verden Down Under
Australien ligger så langt væk, som man kan komme fra Danmark – alligevel er landet højt på listen over steder, man bør besøge mindst en gang i livet, og det er der mange gode grunde til. Her lever nogle af verdens ældste kulturer og nogle af de yngste, her finder du fantastiske storbyer og en enestående natur med rød ørken, grøn regnskov og blåt hav.
Hvorfor rejse til Australien med Stjernegaard?
Når man vælger at rejse så langt som til den anden side af jordkloden, skal man være nogenlunde sikker på, at rejsen er vel tilrettelagt, og man bør derfor vælge en rejsearrangør, der gør sig umage, og som har erfaring med at arrangere rejser til Australien.
Efter mange år i branchen har Stjernegaard den erfaring, der skal til, for at du får den rejse, du drømmer om. Vi har arrangeret grupperejser til Australien i form af rundrejser med dansk rejseleder gennem adskillige år, og herudover tilbyder vi krydstogter, der tager sit udgangspunkt i Australien og derfra sejler til New Zealand og endda helt til Hawaii.
Grupperejser med dansk rejseleder:
rundrejser eller krydstogter?
Vores rejser til Australien er grupperejser, det vil sige, at du rejser i en lille gruppe med 15 til 25 deltagere og sammen med en erfaren rejseleder. Tjek altid hvor mange deltagere, der er i grupperne, når du taler med rejsebureauer om grupperejser. Det er ikke ligegyldigt, om man er 25 eller 30 eller det, der er værre.
Vi tilbyder klassiske rundrejser med dansk rejseleder til Australiens højdepunkter samt krydstogter med dansk rejseleder, der kombinerer en fantastisk sørejse, f.eks. rundt om New Zealand eller til Hawaii, med store oplevelser på land i Australien.

Om Australien - tørre tal og fun facts
Befolkning
Der er omkring 25 mio. australiere på et område på størrelse med USA, så de har god plads. 91% er af europæisk oprindelse, 7% af asiatisk oprindelse, og kun 2% er aboriginere. 33% af Australiens befolkning er født i et andet land.
Forbundsstat
Australien, hvis fulde betegnelse er Commonwealth of Australia, består af seks delstater samt de eksterne territorier, bl.a. Cocosøerne og Christmas Islands. Den verdensdel, som Australien udgør sammen med New Zealand og Stillehavets øverden, kaldes Oceanien.
Flaget
Under Union Jack (det britiske flag) i venstre hjørne er en syvtakket stjerne, der symboliserer Australiens seks delstater samt territorierne. På venstre side af det australske flag fremgår stjernebilledet Sydkorset.
Nationalsang
Den officielle nationalsang er Advance Australia Fair, men visen Waltzing Matilda, der beskriver livet for en daglejer i bushen, bruges ofte i stedet for. Den fanger den australske sjæl.
Slanger og kryb
Der findes et utal af farlige dyr i Australien. 21 af verdens 25 farligste slanger lever her – sammen med de farlige saltvandskrokodiller, men de er ikke der, hvor du er…
Mere dyreliv
I den mere fredelige ende er Australien også hjemsted for kænguruer, som findes i mere end 60 arter, og de kære koalaer. Der lever i øvrigt 1 million kameler i Australiens ørkener, og Australien eksporterer kameler til Mellemøsten!
Vin
Der er hele 60 vindistrikter i Australien, som producerer 1,3 milliarder liter vin om året.
Vegemite
Australierne har samme forhold til vegemite, som vi danskere har til rugbrød eller lakrids – ingen andre bryder sig rigtigt om det. Vegemite er en sort vitaminholdig masse, som f.eks. smøres på brødet, og det kommer ofte med i kufferten, når en australier rejser udenlands. Det er egentligt et restprodukt fra den gær, der bruges i brygning af øl.
Ren luft
Tasmanien kan prale af at have den reneste luft i verden.
Vores medarbejdere kan deres kram…
Vores medarbejdere på kontoret i København og vores rejseledere er blandt de allerbedste i Danmark til deres job. De er garanter for, at du får enestående oplevelser i Australien og en rejse, der hænger sammen fra start til slut.
UNESCO har været rundhåndet i Australien…
Hvis du rejser efter verdensarv, så får du travlt i Australien! Landet har hele 19 steder på UNESCOs lister over verdensarv: tre på listen over verdens kulturarv, 12 listen over naturarv og fire på den blandede liste.
Kulturarvslisten
På kulturarvslisten finder du Australian Convict Sites, der dækker 11 steder, der blev brugt som en slags modtagecentre for straffefanger, der blev sendt fra Storbritannien fra 1787 og frem til 1868. Her blev de dels rehabiliteret, dels brugt som gratis arbejdskraft til at opbygge kolonien.
Herudover har Royal Exhibition Building i Melbourne, der blev bygget til internationale udstillinger i 1880 fundet vej til listen, samt naturligvis Jørn Utzons berømte Operahus i Sydney.
Naturarvslisten
Her er der tale om et rent skatkammer af naturvidundere. Listen tæller bl.a. det tropiske paradis Fraser Island som er verdens største sandø, Blue Mountains uden for Sydney, Shark Bay i det vestlige Australien, samt naturligvis The Great Barrier Reef.
Den blandede liste
De fire steder på UNESCOs blandede liste er Kakadu National Park, Tasmanian Wilderness, Uluru Kata Tjuta-nationalparken og Willandra Lakes-regionen.
Det ukendte land
Navnet Australien kommer fra det latinske ’terra incognita australis’, som betyder ukendt sydligt land, og landet var da også ukendt for de fleste helt frem til 1600-tallet. De oprindelige australiere, aboriginerne, har dog levet i landet i omkring 40.000 år, så vidt man ved fra arkæologiske fund, og kinesiske og indonesiske købmænd samt folk fra Ny Guinea kom sejlede dertil i 1400-tallet.
De første europæere, der fandt det ukendte land, var hollandske søfarere, heriblandt Abel Tasman i 1642, og i 1770 ankom den engelske opdagelsesrejsende James Cook. Han tog et område i besiddelse på vegne af den engelske konge, som han kaldte New South Wales, og i 1788 ankom den første båd med straffefanger fra engelske fængsler – resten er historie, som man siger…
G’day, Mate! Lynkursus i det australske sprog
Inden du rejser til Australien, er det nyttigt at sætte sig lidt ind i den australske kultur, og her tænker vi særligt på deres charmerende sprogbrug, som afspejler deres afslappede livsstil. Her er nogle ord og udtryk, der kan hjælpe dig på vej:
Aussie
En australier omtaler altid sig selv om en Aussie, det er hurtigere og lyder sjovere end ’australier’
G’day, Mate!
Det betyder ’Hej!’ Ordet Mate, som betyder ven, skal trækkes ud i et langt ’Maaaate’
How are you going?
Når en Aussie siger ’How are you going’, skal det forstås som en høflig henvendelse eller et tilbud om hjælp. Du kan svare ”Good, thanks!
Good on ya!
Dette udtryk betyder noget i retningen af ’Godt gået!’ eller ’Fedt, mand!’
I’m stuffed!
Man kunne tro, at det betyder ’jeg er mæt’, men det betyder mere noget i retning af ’jeg er så træt af det…’
No worries!
Dette udtryk bruges i flæng og betyder ’Det er helt i orden…’ eller ’Det var så lidt…’
Togs
Et særligt australsk ord for badetøj
Barbie og esky
Ordet barbie har ikke noget med legetøj at gøre. Det er en forkortelse af barbecue, Aussiernes foretrukne måde at tilberede mad på. Når man holder en barbie på stranden, tager man kolde øl med i en esky.

Indholdet af oplevelserne var gode. Der var mange programsatte oplevelser store som små, men alle var tilrettelagt perfekt.
Lynkursus – kender du Australiens historie?
Forhistorie, aboriginernes land
Indtil for 8000 år siden var Australien landfast med Ny Guinea, og man har fundet bopladser, der tyder på, at aboriginere har levet i landet i omkring 40.000 år. Aboriginerne levede i ekstrem isolation helt frem til koloniseringen af landet.
Tasmanien blev befolket for mindst 30.000 år siden og udviklede sit eget racemæssige præg, som dog havde en del til fælles med aboriginerne på fastlandet. Dog brugte tasmanerne ikke boomerang. De oprindelige tasmanere uddøde i 1800-tallet.
År 1400-1901, nye folk kommer til
Man mener, at indonesere sejlede til Australiens nordkyst for at samle søpølser, som de kunne sælge til kineserne, og i 1400-tallet fandt kineserne selv vej til Australien. Også folk fra Ny Guinea havde kontakt med aboriginerne, og i 1642 sejlede den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman forbi den ø, der senere blev navngivet Tasmanien.
Englænderen James Cook gik i land på Australiens østkyst i 1770 og tog området i besiddelse på den engelske krones vegne uden at tage aboriginernes rettigheder i betragtning. Dermed opstod New South Wales. 20 år senere begyndte englænderne at sende fanger fra engelske fængsler til øerne, som skulle hjælpe med at opbygge kolonien. Den såkaldte First Fleet ankom i 1788 med 700 fanger foruden sømænd, soldater og en guvernør. De slog sig ned i det, som senere blev til Sydney.
På trods af gode intentioner fra guvernørens side, kom det hurtigt til konflikter med aboriginerne, idet de to befolkningsgrupper ikke forstod hinandens levevis, og aboriginernes eksistensgrundlag blev elimineret. Til gengæld udvidede europæerne deres virke, og i 1851 blev der fundet guld i det sydlige Australien, hvilket satte gang i den økonomiske udvikling. I 1873 var hele Australien forbundet med telegraflinje, og i 1888 var det meste af landet også forbundet med en jernbane.
Nationalismen og ønsket om selvstændighed voksede mod slutningen af 1800-tallet og i 1901 var The Commonwealth of Australia en realitet. Den britiske dronning er dog stadig Australiens formelle overhoved.
1901 og frem, det moderne Australien
Selvom Australien var blevet et uafhængigt land, var båndene til Storbritannien stadig stærke, og australske soldater deltog i stort tal i både 1. og 2. Verdenskrig. Udviklingen fulgte den vestlige verdens, det vil sige med depression i slutningen af 1920’erne og økonomisk fremgang i løbet af 1950’erne.
Mest skelsættende begivenhed i nyere tid, er nok vedtagelsen af Native Titles Act i 1993, der slog fast, at aboriginerne har ejendomsret over store områder, som briterne tog fra dem under koloniseringen.

Australiens historie fortsat
Mødet mellem aboriginere og kolonisterne – en demografisk katastrofe
Aboriginerne levede stort set i isolation i Australien, indtil englænderne kom i 1770, og deres ankomst var begyndelsen på det, som senere er betegnet som en af verdenshistoriens største demografiske katastrofer.
I 1770 var der omkring 750.000 aboriginerne, og i 1930 var tallet faldet til skræmmende 40.000. Det skyldtes dels aboriginernes manglede modstand mod vestens sygdomme, dels decideret udryddelse fra englændernes side. I dag er antallet af aboriginere oppe på omkring 670.000.
Nybyggerne og aboriginerne forstod ikke hinandens livsstil. For eksempel var privat ejendomsret ikke et begreb, der eksisterede hos aboriginerne, og nybyggerne begyndte hurtigt at inddrage jord til private besiddelser. Dermed blev aboriginerne forhindret i at jage frit og indsamle føde.
Kolonisterne begyndte i 1900-tallet at tvangs-assimilere aboriginerne til en vestlig levevis. Børn blev systematisk fjernet og anbragt i familiepleje eller på institutioner, og aboriginerne havde ingen rettigheder i samfundet. Først i 1960’erne fik de statsborgerskab og stemmeret, og i 1967 stoppede også tvangsfjernelsen af børn.
I 1992 afgjorde landets højesteret, at aboriginerne havde ret til jorden før kolonisterne ankom, og denne dom førte til vedtagelsen af The Native Titles Act i 1993. Et særligt forsoningsråd blev oprettet, der skulle klinke skårene mellem de to befolkningsgrupper.
Hvornår er det bedst at rejse til Australien?
Australien er det varmeste og tørreste kontinent på kloden. Hovedparten ligger i det subtropiske klimabælte med lange varme somre og korte milde vintre. Længst mod nord er der tropisk klima med sommertemperaturer over 30 °C i gennemsnit. Tasmanien og de højeste dele af De Australske Alper har et mildt tempereret klima.
For kontinentet som helhed er årsnedbøren under 25 cm, og størstedelen er ørken, busksteppe og græssteppe. I de østligste egne falder der op imod 200 cm nedbør, og her er der subtropisk skov og savanne. I de nordligste egne falder der en del sommerregn, og her er der tropisk skov og savanne.
Der findes egentligt ikke noget dårligt tidspunkt at besøge Australien på. I og med at årstiderne er præcis de modsatte af Danmark har de sommer, når vi har vinter. Ønsker man at opleve Australien, når det er sommer down under er perioden mellem december og februar den bedste med flotte forhold på de sydlige strande.