Battambang
Rejser til Battambang i Cambodia

Charmerende by omgivet af frodig natur - og Cambodias kunstneriske centrum
Battambang er en charmerende by, som ligger i det nordvestlige Cambodia ved floden Sangker omkring små 300 km fra hovedstaden Phnom Penh. Byen er Cambodias tredjestørste by med sine cirka 130.000 indbyggere og på grund af sin beliggenhed laver mange rejsende i landet et stop her for at gå på opdagelse i Cambodias autentiske kultur og historie.
Floden Sangker løber gennem byen og tilbyder en naturskøn baggrund for det daglige liv i Battambang. Byen har en rig historie, der går tilbage til det 11. århundrede, da den blev grundlagt som en del af det gamle Khmerrige. Battambang blev senere en del af det franske kolonirige, hvilket har efterladt et markant aftryk i form af smuk fransk kolonialarkitektur, der i dag fremstår lidt slidt på en meget charmerende vis.
Til byens historie hører desværre også de frygtelige tiltag, som diktatoren Pol Pots Khmer Rouge-regime udsatte det mest af Cambodias befolkning for. De gik hårdt ud over Battambang, som mistede tusindvis af indbyggere - og mange af sine kunstnere og intellektuelle igennem den tid.
Trods den dystre fortid har Battambang i dag lykkeligvis genopfundet sig selv som Cambodias kunstneriske centrum fyldt med liv og kreativitet i museer, gallerier og andet kulturliv.
Battambang ligger i et frodigt og grønt landskab, som er domineret af rismarker og landbrugsjord. Regionen er kendt som Cambodias "rislade" på grund af sin store risproduktion. Det lokale samfund er præget af venlige og gæstfrie mennesker, der lever et enkelt liv præget af traditioner og kultur.
Når du befinder dig i Battambang, er her en række oplevelser og aktiviteter at vælge igennem, hvis du da ikke bare har lyst til at slappe af med at slentre rundt i byens gader. Cirka 12 kilometer fra byens centrum ligger naturområdet Phnom Sampeou, som man nemt kan køre ud til med en tuk-tuk.
Bjerget er 100 meter højt, og herfra er der en fantastisk udsigt og specielt om aftenen ved solnedgang byder bjerget på en spektakulær oplevelse, når en koloni med millioner af flagermus forlader deres huler i grotterne her med en masse flagren og skingre skrig for at jage om natten. Det tager helt op til 20 min, før alle flagermusene er ud af hulen, og hele sceneriet er ret fantastisk.
Bjerget har også spillet en tragisk rolle i Battambangs historie under Pol Pots jernhårde regime. På toppen ligger det historiske tempel Wat Sampeau, som under Khmer Rouge blev brugt som fængsel og torturkammer. Og her findes også de såkaldte Killing Caves, hvor Khmer Rouge-soldater slog mange tusinde landsmænd ihjel. Hulerne er i dag lavet om til et mindested for de dræbte i Battambang.
I Battambang og i området omkring byen ligger der også flere templer i Angkor-stilen. Det mest berømte af dem er Barsaet-templet, som blev bygget i 1036-1042, og i dag er det desværre kun indgangspartiet af templet, som står tilbage.
White Elephant Pagoda er også interessant med de store hvide elefanter udenfor. Templet er bygget i midten af det 19. århundrede og er dermed et nyt tempel i forhold til andre Angkor templer i Cambodia - men begge templer giver besøgende et fascinerende indblik i Cambodjas rige historie.
Du kan også hoppe ombord på en båd og sejle en tur ned ad Sangker-floden, hvor du fra både kan opleve det autentiske liv langs floden, hvor lokale fiskere og deres familier lever tæt på naturen.
En anden populær seværdighed er en tur med det såkaldte Bamboo Train, hvor man kører med et primitivt tog lavet af blandt andet bambus-plader – en sjov og anderledes måde at opleve landskabet på omkring Battambang.
Derfor skal I rejse til Battambang
- Charmerende fransk kolonistilsarkitektur
- Oplev autentisk kultur og historie
- Se flere templer i Angkor-stil
- Udforsk autentisk liv blandt fiskerne langs Sangker-floden
- Se flagermuse-grotterne ved Phnom Sampeou



Det siger vores gæster ...
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.

