
Det vilde Sydafrika Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 11 dage fra 26.990 kr.

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Vi rejser fra Danmark om eftermiddagen og flyver mod Johannesburg. Vi har et flyskifte undervejs.


Dag 2
Ankomst til Johannesburg, besøg i Soweto Township
Vi ankommer til Johannesburg om morgenen. Der bliver lejlighed til at blive frisket lidt op og klæde om, inden vi besøger Sydafrikas største og mest kendte township, Soweto.
Soweto, der står for ”South Western Townships” har en historie, der er dybt forankret i landets fortid med apartheid.
Det blev opført som en del af apartheidregimets politik om, at om racemæssig adskillelse, hvor sorte sydafrikanere blev tvunget til at bo adskilt fra de hvide bosættere i Johannesburg.
Adskillelsen begyndte i 1940’erne, og bydelen voksede hurtigt, efterhånden som flere og flere søgte arbejde i Johannesburg.
I dag spiller Soweto en vigtig politisk og kulturel rolle i Sydafrika. Her bor mange musikere og kunstnere, og kulturarven, fællesskabet og mangfoldigheden er stærk. Og selv om mange steder i bydelen stadig kæmper med fattigdom om arbejdsløshed, er det blevet bedre gennem årene, da det offentlige har investeret i infrastruktur, boliger og transport.
Vi spiser frokost på en restaurant i Soweto, der ligger på den eneste vej i verden, hvor hele to vindere af Nobels Fredspris har boet. Nemlig Vilakazi Street, der var hjem for både tidligere ærkebiskop Desmond Tutu, der var den første til at betegne landet som en regnbuenation, og Nelson Mandela, hvis hus vi besøger.
Vi ser også nærmere på de ofre, indbyggerne i Soweto har bragt i kampen mod og under afviklingen af det forhadte apartheidregime.
I løbet af eftermiddagen tjekker vi ind på vores hotel og spiser en fælles velkomstmiddag.
- Frokost
- Middag
Her skal i bo



Ankomst til Johannesburg. Besøg i Sydafrikas største township, Soweto, uden for byen.
Dag 3
Besøg i Pretoria og videre til Panoramaruten. Udforskning af Sudwala-hulerne
Efter morgenmaden kører vi til Sydafrikas administrative hovedstad, Pretoria.
Byen emmer af historie og kultur og ligger fantastisk smukt, kun 50 km nord for Johannesburg og omgivet af de bølgende Magaliesberg-bjerge.
Som administrativ hovedstad huser Pretoria bl.a. regeringsdepartementer og udenlandske ambassader, så her er en helt særlig international atmosfære.
Vores første stop er ved regeringsbygningen Union Buildings, hvor skiftende præsidenter i mange år gjorde alt for at sikre, at Nelson Mandela aldrig nogensinde skulle komme til magten. Det lykkedes som bekendt heldigvis ikke, og i dag er bygningerne i stedet et symbol på håb og forening.
Herfra tager vi videre til det imponerende Voortrekker-monument, der er opført til minde om de hollandske boeres erobring af landet – og i dag det sted i Sydafrika, der giver den stærkeste forståelse af de myter og den ideologi, der førte til raceundertrykkelsen under apartheid.
Men Pretoria er ikke kun politik. Byens arkitektur er en eklektisk blanding af kolonial påvirkning, art deco og sydafrikansk stil. Det ses blandt andet i bygninger som Mahlamba Ndlopfu, præsidentens residens, og den ikoniske South African Reserve Bank.
Efter besøget i Pretoria kører vi østpå i retning mod Drakensberg-bjergene og Panoramaruten, hvor vi i de kommende dage skal opleve noget af Sydafrikas smukkeste natur.
Drakensberg Mountains, der på Zulu hedder uKhahlamba ("spydbarrieren") er en imponerende bjergkæde, der slanger sig mere end 1.000 km gennem Sydafrika. Det er den højeste bjergkæde i landet (3.475 meter på det højeste sted) og samtidig en af de mest spektakulære seværdigheder i det sydlige Afrika. Det er således ikke uden grund, at den er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Ud over den næsten overvældende naturskønhed er bjergene et sandt mekka for eventyr og biodiversitet. Her findes mange sjældne og truede plantearter, herunder protea, cykader og kæmpestore yellowwood-træer, vilde blomster og meget mere.
Fuglelivet er et kapitel for sig – og det samme er de fantastiske huler og overhæng, bjergene er så kendt for. Her har det gamle San-folk efterladt mere end 30.000 malerier i ca. 600 huler.
Vi spiser frokost undervejs og gør også et stop ved Joubert en Seuns Padstal, hvor man kan købe alverdens lokale produkter fra områdets gårde. Padstal er afrikaans og betyder ”vejbutik”; en sædvanligvis velassorteret en af slagsen, hvor det er oplagt at købe nogle unikke produkter med hjem som gaver eller souvenirs.
Dagens sidste besøg er i Sudwala-hulerne som blev skabt for ca. 240 millioner år siden. Besøget er en rejse i jordens geologiske historie – meget langt tilbage i tiden. Hulerne er de ældste kendte huler i verden, og det er meget fascinerende at se, hvordan de er skåret ind i de ældgamle prækambriske dolomitklipper – og få et sjældent indblik i de geologiske kræfter, der har formet vores planet.
For omkring 1,8 millioner år siden brugte tidlige mennesker hulerne som bolig, og i midten af 1800-tallet søgte Swazi-folket tilflugt her.
I hulerne føres vi af kyndige guider gennem den fascinerende underjordiske verden.
Vi kommer omkring 600 meter ind i hulerne – 150 meter under jorden – og får god tid til at beundre de fantastiske naturlige skulpturer, der er blevet skabt gennem millioner af år.
Turen varer omkring en time i en konstant temperatur på 17°C, så husk en trøje.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo



I dag besøger vi Sydafrikas regeringsby Pretoria, hvor vi blandt andet ser Union Buildings og Voortrekker-monumentet. Bagefter kører vi mod Panoramaruten og ser Sudwala-hulerne på vejen.
Dag 4
Panoramaruten, vandfald, Graskop-kløften og God’s Window
Dagen står i naturens tegn, når vi skal opleve flere af Panoramarutens naturvidundere.
Panoramaruten er, som navnet antyder, en rute, der tager os forbi en perlerække af naturlige mesterværker og fantastiske udsigter.
Ruten er berømt for sin skønhed, og det er fuldt fortjent. Den møder os nemlig med alt lige fra vandfald, geologiske formationer, stejle klipper, frodige skove, private vildtreservater og frem for alt ekstravagant skønhed.
Vores første stop på ruten er ved Mac Mac-vandfaldene, der er kendt for deres dobbelte fald – og dertilhørende dobbelte regnbuer, der er et magisk syn. Vandfaldene fik deres navn efter de skotske minearbejdere, der under guldfeberen i 1870’erne forsøgte at ændre flodens bane for at lette udvindingen af guld.
Resultatet blev, at vandfaldet blev opdelt i to separate strømme og stadig er det i dag.
Herefter kører vi videre til Graskop-kløften, der er lige dele naturskønhed og adrenalinfyldte oplevelser. Kløften er kendt for sine tårnhøje klippevægge, der møder frodig skov og brusende vandfald i bunden. Og det skal vi udforske!
Vi tager Graskop Gorge-elevatoren, den første af sin slags i Afrika, 51 meter ned langs kløftens lodrette væg og direkte ned i skoven nedenfor. Turen går stille og roligt nedad, og undervejs nyder vi udsigten – og, for dem med højdeskræk, får måske lidt sved på panden.
På bunden af kløften venter en 600 meter lang cirkulær gangbro med små hængebroer og information, der guider os gennem den tætte skov. Vi kan glæde os til at opleve skovens fantastiske biodiversitet, der omfatter et væld af planter, insekter og fugle. Hvis vi er heldige, får vi måske endda få øje på den truede Samango-abe, der ofte ses i området.
Vi spiser frokost på en restaurant ved kløften, og bagefter skal vi se Lisbon-vandfaldene, der er endnu højere end Mac Mac-faldene. Faktisk er de med sine 94 meter områdets højeste. Vandet styrter ned i en dobbelt strøm over en klippeflade formet som en halvcirkel.
Ligesom Mac Mac-vandfaldene har de fået deres navn efter de europæiske minearbejdere, der kom til området under guldfeberen i 1800-tallet.
Vi runder dagens oplevelser af med stop ved en af Panoramarutens smukkeste udsigtspunkter, God’s Window.
Her står vi mere end 900 meter over det smukke landskab i dalen nedenfor. Deraf navnet, for synet er i sandhed guddommeligt.
På en klar dag kan man se helt til Kruger National Park og Lebombo-bjergene ved grænsen til Mozambique.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo



Vi oplever flere af Panoramarutens vidundere, herunder Lisbon-vandfaldene og Graskop-kløften med sin høje, adrenalinfremkaldende elevator.
Dag 5
Panoramaruten, sejltur i Blyde River Canyon, Three Rondavels udsigtspunkt og Bourke’s Luck Potholes
Også i dag står der masser af natur på programmet.
Dagens første naturoplevelse er en sejltur i Blyde River-kløften – en chance for at se de smukke bjerge i et andet perspektiv. Vi sejler til Kadishi Tufa-vandfaldet, verdens næsthøjeste vandfald (200 meter), der også er kendt for sin lighed med et grædende ansigt. Det er derfor også kendt som ”Naturens grædende ansigt”.
Vi ser også de Three Rondavels nedefra, fascinerende cirkelformede klipper, der står vagt ved Blyde River Canyon og nærmest ligner traditionelle afrikanske rundhytter – rondavels.
Klipperne er blevet formet gennem millioner af år, hvor de hårde klippelag på toppen er eroderet langsommere end de underliggende blødere lag, hvilket har skabt den karakteristiske struktur og form.
De har også været kendt som ”Høvdingen og hans Tre Hustruer”, angiveligt efter den legendariske Bapedi-høvding Maripi Mashile, der besejrede indtrængende Swazis i et stort slag i nærheden, og hans hustruer Magabolie, Mogoladikwe og Maseroto.
De seneste dage har vi set det ene naturvidunder efter det andet, og sidste stop i dag er endnu et af dem – Bourke’s Luck Potholes.
De mærkværdige cylindriske huller er blevet udskåret i klippen gennem århundreder af hvirvlende vandstrømme lige der, hvor Blyde- og Treur-floderne løber sammen. Resultatet er en række dramatiske klippeskulpturer, der ligner noget fra en anden verden.
Vi udforsker området via en række gangbroer, der strækker sig over floderne og giver mulighed for at se formationerne fra forskellige vinkler. Der er også et lille museum på stedet, der forklarer mere om geologi, flora og fauna.
Navnet Bourke's Luck Potholes stammer fra guldgraveren Tom Bourke, der engang gjorde krav på et nærliggende område.
Selvom hans guldgraverambitioner ikke bar frugt, blev området opkaldt efter ham.
- Morgenmad
Her skal i bo

Dag 6
Greater Kruger Nationalpark. Frokost på lodgen og safarikørsel om eftermiddagen
Efter morgenmaden forlader vi hotellet og begiver os mod NYATI Safari Lodge i Greater Kruger National Park.
Et enestående, beskyttet område, der ligger vest for den måske mere kendte Kruger National Park. Her kan dyrene bevæge sig frit uden hegn eller andre barrierer, så vi er sikret en uforglemmelig oplevelse på tæt hold.
Der er noget nærmest ekstravagant ved at sidde helt afslappet med en drink og have en elefantflok som nærmeste nabo, se bøfler græsse lige uden for døren og observere de listige løver, der måske lægger planer for, om aftenens menu skal stå på antilope eller gazelle.
Ved ankomsten til lodgen bliver vi mødt på ægte afrikansk vis med sang og drikkevarer, efterfulgt af en lækker frokost. Derefter er der tid til at nyde de smukke omgivelser, inden vi drager ud på vores første safaritur.
Hvis vi er heldige, får vi øje på et medlem eller to af "The Big Five" – elefant, bøffel, løve, leopard og næsehorn – eller måske dem alle sammen! Og fordi det er en af lodgens erfarne rangere, der kører safaribilen, kan vi glæde os til ekspertviden og skarpe øjne, der kan se selv den mindste bevægelse i krattet.
Naturen kan være lunefuld, så vi kan ikke garantere, hvilke dyr vi ser, men der er gode chancer for at se nogle spændende dyr allerede på vores første dag.
Vi slutter vores indledende safaritur af med en sundowner-forfriskning i bushen, mens vi ser solen gå ned.
Tilbage på lodgen serveres en lækker buffet ved lodgens bålplads, den såkaldte "boma".
Drikkevarer er inkluderet i vores ophold, og vi kan se frem til at smage gode sydafrikanske vine til måltidet.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo


Dag 7
Greater Kruger Nationalpark, morgen-safarivandring med ranger, safaritur i bil om eftermiddagen
Dagen begynder tidligt med en kop dampende kaffe eller te, inden vi begiver os ud på en bush walk på NYATIs jorde.
Vi ledsages af en erfaren ranger, der undervejs deler sin viden om den lokale flora og fauna, mens vi holder udkig efter de mindre dyr og fugle samt sporene efter de større dyr.
Vi lærer at tolke naturens små tegn, som dyrenes fodspor, ekskrementer, knækkede grene og andre spor, der afslører deres tilstedeværelse.
Efter vores tur i bushen venter en lækker morgenbuffet på lodgen, og bagefter er der tid til at slappe lidt af, inden vi om eftermiddagen igen skal ud på safarieventyr.
Vi krydser fingre for at få øje på nogle af de dyr, vi endnu ikke har set, mens vi kører ud i landskabet og nyder naturen og dyrelivet.
Vores ranger er en kilde til viden om både store og små dyr, og i løbet af både safarituren og vores ophold på NYATI Safari Lodge bliver vi klogere på alt fra slanger og skorpioner til insekter og termitter og deres rolle i økosystemet.
Tilbage på lodgen efter en dag fyldt med oplevelser – og forhåbentlig mange dyr på nethinden – kan vi nyde en velsmagende tre-retters middag i lodgens udendørs restaurant.
Her kan vi i ro og mag reflektere over dagens mange indtryk.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo


I løbet af vores tid på NYATI Safari Lodge kan vi glæde os til at spotte masser af dyr - måske The Big Five, hvis vi er heldige.
Dag 8
Safari morgen og eftermiddag, inkl.”sundowner drinks”
Endnu en dag med en tidlig start, og efter en kop kaffe eller te stiger vi ombord i de åbne safaribiler. Det er blevet tid til morgensafari.
Målet er at få øje på flere af de dyr, vi endnu ikke har set. Måske bliver det i dag, vi ser næsehornet eller den sky leopard!
Tilbage på lodgen venter en dejlig morgenmad, og herefter er der tid til at slappe af. Frokosten serveres på lodgens terrasse med udsigt over Olifants River, og det er næsten helt svært at løsrive sig, når vi senere på dagen drager ud på solnedgangssafari.
I skumringen har vi endnu en chance for at opleve nogle af dyrene fra The Big Five samt se antiloper, zebraer, vortesvin, giraffer og gnuer. For bare nævne nogle af alle de arter, der har hjemme i Greater Kruger National Park.
På vej tilbage til lodgen stopper vi ved et af NYATIs smukke udsigtspunkter, hvor vi nyder et glas vin eller en sodavand, mens solen går ned bag Drakensbjergene.
Om aftenen er bordet smukt dækket på lodgens terrasse, hvor chefkokken forkæler os med en udsøgt tre-retters menu.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
Greater Kruger National Park
Greater Kruger National Park i det nordøstlige Sydafrika omfatter både Kruger National Park og flere private reservater, herunder NYATI Safaris vildtreservat på 10.000 hektar. Der er ingen hegn mellem de private reservater og nationalparken, så dyrelivet kan bevæge sig frit.
Kruger National Park er en af de ældste nationalparker i Afrika (1898). Parken dækker et areal på cirka 19.485 kvadratkilometer og strækker sig over provinserne Limpopo og Mpumalanga. Området er kendt for sin imponerende biodiversitet og huser de berømte Big Five. Derudover findes der mange andre arter, blandt andet geparder, flodheste, krokodiller, giraffer, zebraer og forskellige antilopearter – og mere end 500 forskellige registrerede fuglearter.
Landskabet i Greater Kruger er varieret og består af savanner, buskland, skove og floddale og understøtter dermed en bred vifte af flora og fauna. Klimaet er subtropisk med regnfulde somre og tørre vintre. Det er med til at påvirke dyrenes bevægelsesmønstre og vegetationens vækst.

Dag 9
Formiddagen fri og eftermiddags-safari
I dag kan vi sove lidt længere og mødes til morgenmad i et roligt tempo.
Formiddagen er dedikeret til afslapning, men for dem, der ønsker at være aktive, kan man benytte lodgens lille fitnesscenter eller øve sine golfslag på driving rangen.
Efter frokost er det blevet tid til vores sidste safaritur. Endnu en chance for at nyde det afrikanske landskab og måske få et sidste glimt af de majestætiske dyr, der bor her.
Hver safaritur byder på nye oplevelser, og denne er ingen undtagelse – hvilke af savannens smukke skabninger møder vi mon denne gang?
Om aftenen samles vi til en lækker tre-retters middag i restauranten, ledsaget af udsøgte sydafrikanske vine – en perfekt afslutning på vores eventyrlige safariophold.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo



Vi nyder livet på NYATI Safari Lodge med safari og afslapning. Hvilke dyr ser vi mon i dag?
Dag 10
Greater Kruger Nationalpark. Hjemrejse
Vi nyder den sidste morgen på vores dejlige lodge. Efter en afslappet morgenmad hiver vi det sidste ud af de fantastiske omgivelser, inden vi begiver os mod Hoedspruit lufthavn.
Herfra flyver vi til Johannesburg, hvorfra der er hjemrejse med flyskifte undervejs.
Bemærk:
Hvis dit Sydafrika-eventyr ikke skal stoppe her, kan du tilkøbe forlængelse på 4 dage/3 nætter på NYATI Safari Lodge. Her deltager du i aktiviteter og safariture sammen med andre gæster på lodgen. Bemærk venligst, at rejselederen rejser hjem med gruppen på dag 10.
Der er også mulighed for at tilkøbe forlængelse i Cape Town, hvor der er tid på egen hånd til at udforske byen og dens omgivelser. Vælger du denne forlængelse er der indenrigsfly fra Hoedspruit til Cape Town, og hjemrejsen efter opholdet er fra Cape Town.
Du kan også forlænge rejsen med et dejligt eventyr ved Victoria Falls, hvor der er spændende udflugter inkluderet, bl.a. en tur til vandfaldet og en dagsudflugt til Chobe Nationalpark i Botswana.
Forlængelse er med forbehold for pladssituationen på fly og hotel. De viste priser er frapriser, og kan ændre sig ved booking af fly på den specifikke forlængelse. Vi råder under alle omstændigheder til at bestille i god tid.
- Morgenmad

Tak for denne gang, NYATI.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.

