Skip to main content

Globetrotteren: Bhutan slog benene væk under mig

bhutan_tibetanske bedeflag_01 bhutan_thimphu_statue_01

Himmerige for naturelskere og aktive mennesker

Som fotograf med speciale i livsstil, luksus og design lever Jacob Termansen det gode liv med verden som arbejdsplads. Der skal meget til at imponere levemanden, der gennem årene har fotograferet nogle af verdens dyreste resorts og hoteller, men for tre år siden slog mødet med Bhutan benene væk under ham.

Han blev konfronteret med en ny virkelighed, fik sat sit eget liv i relief og mistede et øjeblik fodfæste. Men mest af alt blev han tryllebundet af landet, som han i dag har besøgt tre gange.

Læs med, når vi lader Jacob inspirere os til et eventyr i Bhutan.

bhutan_tigers nest_05

Hvorfor er Bhutan noget helt særligt i dine øjne?

- What you see is what you get. I Bhutan møder du en fuldstændig ufortyndet kultur, der giver dig en helt igennem autentisk oplevelse af landet.

Her er ingen supermarkeder, fastfood eller velkendte brands, og du kan næsten miste fodfæste, fordi landet er blottet for al genkendelighed. Du spiser det, der er i området, smager osten fra en yakokse, der græsser på marken ved siden af, og lever og ånder i den tynde luft du er i. Befinder du dig på en højslette, er der måske kun bønner og chili på menuen, og så er det sådan, det er.

Det kan være udfordrende og til tider fysisk hårdt at rejse i Bhutan, men landets præmisser og muligheder gør også, at du får en meget klar fornemmelse af, hvor du befinder dig.

Det er både befriende, inspirerende og ganske eventyrligt, og det er måske det nærmeste du kommer på at være opdagelsesrejsende.

I Bhutan møder du en fuldstændig ufortyndet kultur, der giver dig en helt igennem autentisk oplevelse af landet. Her er ingen supermarkeder, fastfood eller velkendte brands, og du kan næsten miste fodfæste, fordi landet er blottet for al genkendelighed

bhutan_befolkning_05

Hvordan er det at rejse i Bhutan?

- Når du rejser i Bhutan, befinder du dig i de højere luftlag i 1.200-7.000 meters højde, og du er derfor i en konstant tilstand af let udmattethed. Her er ingen motorveje, turen over et bjergpas kan tage otte timer ad grusvej, og rejsen gennem vild natur og landsbyer kan være både forunderlig og hård. Bhutan er ikke altid et nemt land at rejse i, men gevinsten er langt større end udfordringerne.

Systemet tillader dig ikke at rejse uden guide, men når nu du ikke kan blive fri, er det godt, at de har lavet et system, der fungerer fuldstændig fantastisk. Du føler dig værdsat som gæst og føres gennem landet med stor viden og omsorg.

Du spiser med din guide og møder måske familien, kommer helt ind bag facaden og ind til benet af det kærlige folk, men på intet tidspunkt bliver det omklamrende. Den tætte relation til guiden giver dig et unikt indblik i kulturen på en måde, jeg ikke har oplevet lignende andre steder, og guiden vil gå langt for at give dig en oplevelse, der matcher dine specifikke ønsker.

Hvordan foretrækker du at bo?

- Selv om Bhutan nu har en række virkelig gode hoteller, foretrækker jeg at kombinere mine indlogeringer, så jeg oplever noget forskelligt. Mange hoteller er vidunderligt placeret tæt ved nogle fantastiske templer, men der findes også mange vidunderlige ’home stays’, hvor mama laver maden, og det er en kulturoplevelse, jeg ikke ville være foruden.

bhutan_befolkning_03
bhutan_bumthang_trongsa dzong_01 bhutan_dochula pass_01

Det var fuldkommen vidunderligt at træde ind i denne uforstyrrethed og næsten private atmosfære. At være vidne til en daglig rutine og se et liv udspille sig så fuldkommen anderledes end noget, jeg kender, og som finder sted fuldkommen parallelt med mit eget

Hvad er din mest uforglemmelige oplevelse?

- Der er store oplevelser alle vegne i Bhutan, men det er ofte de små øjeblikke, som ender med at fæstne sig i erindringen. Som et billede, en duft eller et spor.

En morgen ankom vi i solskin til Gangtey Monastery. Vi havde en meget begavet guide, som havde insisteret på, at vi skulle begynde dagen meget tidligt, og det viste sig at være fordi han ønskede, at vi skulle opleve det betagende kloster til morgenbønnen. Alene, uden andre gæster. Det var fuldkommen vidunderligt at træde ind i denne uforstyrrethed og næsten private atmosfære.

At være vidne til en daglig rutine og se et liv udspille sig så fuldkommen anderledes end noget, jeg kender, og som finder sted fuldkommen parallelt med mit eget. Ingen sagde noget til os men anerkendte blot vores tilstedeværelse.

nepal_stupa boudhanath_05
bhutan_paro_munk_01 Bhutan6

Hvem vil du anbefale en rejse til Bhutan?

- Bhutan er himmerige for naturelskere og aktive mennesker med interesse for vandring og klatring, men det er mindst ligeså spændende for kulturinteresserede, historieinteresserede og spirituelle mennesker med et fordomsfrit sind.

At rejse i Bhutan er ikke en billig fornøjelse, så det kræver en god økonomi, men fysikken skal også være i orden. Turen til Tiger’s Nest, som de fleste turister gerne vil opleve, er meget krævende, ikke mindst grundet den tynde luft i bjergene, og det er ikke unormalt at folk drætter om og må eskorteres ned på æselryg.

Vær realistisk i forhold til din fysik og gem den hårde tur til du er akklimatiseret sidst på rejsen.

Hvornår rejser du helst til Bhutan?

- Når de sorthalsede traner danser på sletterne i november, eller når rhododendronskovene blomstrer. Fanger jeg også en lokal festival har timingen været helt perfekt.

bhutan_punakha dalen_01

Når jeg har forladt Bhutan, har det været med en følelse af, at landet har grebet fat i mig. Rystet mig lidt

Hvad har Bhutan lært dig om livet?

- Mine rejser til Bhutan har sat mit eget liv i relief. Virkeligheden i Bhutan er en voldsom kontrast til min egen hverdag, og det har tvunget mig til at se på mine egne værdier.

Der er en utrolig skønhed i at se, hvordan mennesker lever parallelt med én selv – på en helt anderledes måde, hvor de udnytter og lever med de vilkår naturen og kulturen giver dem.

Her er ingen bitterhed, misundelse eller stræben. Blot en erkendelse og accept af at livet er som det er.

Når jeg har forladt Bhutan, har det været med en følelse af, at landet har grebet fat i mig. Rystet mig lidt.

Jeg har fået lidt højere til loftet og er blevet mindet om, at iPad’en og den næste nye gadget måske ikke betyder så meget.

bhutan_paro tsechu festival_befolkning_01

Hvad skal man være opmærksom på?

- Ligesom kulturen er helt ufortyndet, oplever du også buddhismen i sin reneste form. På godt og ondt. Ikke en flue bliver slået ihjel, og det samme gælder alle andre dyr, også vilde hunde som er blevet et stort problem for befolkningen.

De vilde hunde er et interessant billede på den dybe tro, som bhutanerne bærer rundt på, og det er tydeligt, at de mener det alvorligt. På den anden side betyder det også, at du som turist skal være opmærksom og gerne lade dig vaccinere for rabies.

Rent praktisk bør du medbringe alt hjemmefra, da du ikke kan købe almindelige vestlige fornødenheder andre steder end de allerstørste byer, hvor det endda kan være svært at finde.

jacob thermansen_edited_v2

Jacob Termansen er fotograf med speciale i livsstil, luksus og design. Herudover laver han bøger om arkitektur, interior design og mad – alt imens han rejser verden rundt. Jacob har i dag base i Danmark men har tidligere boet 15 år i Østen og USA.

Et udvalg af vores rejser til Bhutan

Andre læste også

Bozena I Gobi
Inspiration

En aften i Mongoliet med Bozena Kaminska

Læs artikel

Ring eller skriv til os

Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00. 

4526 0000
Stjernegaard Rejser Stjernegaard Rejser KH
Like

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

Happy

90% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

Trust

"Fremragende" 4,8 af 5 (2.100+ anmeldelser)