Lotte Raahauge
Mød rejselederen Lotte Raahauge
Eventyr og de store savannedyr har altid været min passion. Dengang jeg blev uddannet rejseleder i 90erne, var det fra første dag min drøm at blive ekspeditionsleder i Afrika, og jeg gik målrettet efter det.
Dengang var jeg udstationeret i Kenya i sammenlagt to år, og gennem hele mit voksenliv er jeg vendt tilbage til savannen igen og igen og har efterhånden kørt et stort antal safariekspeditioner i både Kenya og Tanzania.
Vildtlivet, lyset og naturen er helt magisk i Østafrika. At se dyrene i deres rette element er ganske enestående og efterhånden noget, som vi virkelig skal værne om og sætte stor pris på.
Jeg elsker at formidle viden om disse fantastiske dyr, deres levevis og finurligheder – og når man er på safari med mig, fortæller jeg altid godnathistorier om dyr, kultur og natur. Jeg er efterhånden også blevet temmelig optaget af at indfange dyrelivet med mit kamera og har en safariprofil på Instagram @my.safari.journal. Jeg giver altid gerne lidt fototips til mine gæster.
Afrikanerne er et hjertevarmt og humoristisk folkefærd at stifte bekendtskab med til trods for, at de lever i en helt anden verden end os – og hver gang jeg er afsted, øver jeg mig på at lære endnu mere swahili. Udover at bo og rejse i Østafrika har jeg også boet og læst i USA og været rejseleder i Thailand, Vietnam, Grækenland, Spanien og på Cypern.
Når jeg ikke er på safari, arbejder jeg som jordemoder. Den allerførste fødsel jeg nogensinde så, var en giraffødsel i Samburu, Kenya.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.