Susanne Ryhl
Mød rejselederen Susanne Ryhl
For Susanne Ryhl har det at samle på oplevelser altid været en vigtig værdi i livet - og det har hun blandt andet gjort på rejser rundt i verden.
Rejseglæden begyndte allerede, da hun som 16-årig skulle flyve for første gang – med kurs mod Færøerne. Den oplevelse satte sig fast, og Susanne vidste hurtigt, at hun en dag ville arbejde i rejsebranchen.
Startskuddet blev SPIES’ to måneders rejselederskole på Mallorca efterfulgt af tre år som rejseleder i Tunesien, Østrig, Grækenland og på Mallorca. Efter dette var rejselivet for alvor kommet under huden på hende.
Hjemme i Danmark fortsatte Susanne sin uddannelse, men rejsebranchen trak stadig. Hun blev stewardesse hos SAS, og nysgerrigheden efter, hvad der foregik “ude foran” i flyet, førte senere til, at hun uddannede sig til pilot. Hun fløj som pilot i SAS frem til 2017, hvor en skade satte en stopper for pilotkarrieren.
Årene i SAS bragte Susanne rundt i store dele af verden – blandt andet Europa, Japan, Kina, Thailand, Singapore, Brasilien og USA. Undervejs har hun også boet tre år i Frankrig og ni måneder i USA foruden sine udenlandsophold som rejseleder for SPIES.
Allerede inden pilotkarrieren sluttede, havde Susanne besluttet, at hun en dag ville vende tilbage til rollen som rejseleder. Hun ønskede at bruge sine mange års erfaring fra rejsebranchen til at skabe gode rammer for gæster, der ligesom hende selv gerne vil ud og samle på oplevelser.
Som rejseleder har Susanne indtil videre haft gæster med på krydstogter i Caribien samt rejser til USAs østkyst, Canada, Thailand, Dubai, Abu Dhabi, Frankrig, Østrig og Italien.
For Susanne handler det at rejse om læring på mange planer – menneskeligt, kulturelt og sprogligt. Hun håber, at gæsterne efter rejsen vender hjem med rygsækken fyldt med nye oplevelser, gode minder og måske nye venskaber fra rejsegruppen.
Som hun selv siger:
- Mit værtskab, min formidling af historier og mit fokus på det sociale fællesskab i gruppen skal gerne være med til at skabe rammerne for en fantastisk rejseoplevelse.
Vi kunne ikke være mere enige!
Susanne Ryhl er rejseleder på følgende rundrejser
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-16.00.