I vågner op i Chiles smukke hovedstad og har en hel dag på egen hånd til at udforske byen.
I kan også vælge at bruge noget af dagen på en byrundtur med en lokalkyndig guide, som I kan tilkøbe. Turen varer tre og en halv time, så der er stadig masser af tid til også at opleve ting på egen hånd efter denne udflugt, der serverer alle de vigtigste seværdigheder i Santiago.
I kører gennem byens vigtigste gader og kommer forbi parlamentet, den store Plaza de Armas, byens prægtige katedral, det nationalhistoriske museum og det ganske særlige, historiske posthus.
I fortsætter forbi byparken Parque Forestal og kunstmuseet og ankommer til bohemekvarteret Bellavista, som både er farverigt og sprudlende og byder på et væld af gallerier, restauranter, barer og kunstneriske typer. I får samtidig et besøg på San Cristobal Hill med i købet, en bakke i det nordlige Santiago, der rejser sig omkring 300 m over resten af Santiago, så her er gode muligheder for nogle fantastiske udsigter.
På byrundturen ser I også, hvordan dele af byen fortsat er spækket med smuk, detaljerig kolonistilsarkitektur, som er på UNESCOs liste over verdensarv, mens man andre steder i byen bliver mødt af høje skyskrabere og moderne glasfacader.
Det er en kontrastfyldt oplevelse, da Santiago på én og samme tid er et historisk centrum, der flere steder emmer af kolonitidscharme, men også en topmoderne storby med alt hvad det indebærer af skyskrabere, trendsettere, graffiti og et sprudlende kulturliv.
Har I efter byrundturen lyst til at opleve noget mere af byens små nabolag med autentisk byliv, kan I også besøge bydelen Patronato, som er et multikulturelt samfund med gadekunst i form af graffiti i alle regnbuens farver og små caféer og restauranter. Lastarria er et andet interessant kvarter, som er mere bohemeagtigt.
Om aftenen er der alle muligheder for at gå ud og nyde en god middag akkompagneret af chilensk vin på en af byens gode restauranter.
Dagens foreslåede udflugter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes.