Dourodalen Rural Casa dos Viscondes da Várzea
Det er noget særligt at bo på en vingård. Rural Casa dos Viscondes da Várzea er da også langt mere end et hotel i smukke omgivelser.
Her bor vi på en privatejet landejendom og i et historisk familiehjem, hvor ejeren Maria Manuel Cyrne stadig bor sammen med sin familie og sætter sit personlige præg på stedet.
Ejendommen ligger i det åbne landskab nær Lamego, omgivet af vinmarker, frugttræer og olivenlunde. Landskabet vidner om den landbrugs- og vintradition, der gennem århundreder har præget egnen. Rural Casa dos Viscondes da Várzea er derfor ikke blot et hotel, men et levende landsted, hvor dyrkede marker, gamle træer og historiske bygninger fortsat er en del af hverdagen.
Området er en del af Dourodalens kulturlandskab, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Verdensarvsliste. Det er et landskab, der er blevet formet af vinproduktion gennem århundreder, og hvor hensynet til de historiske vinmarker, terrasser og bygninger sætter tydelige rammer for udviklingen.
Netop fordi nybyggeri og større forandringer er strengt reguleret, er interessen for de eksisterende historiske ejendomme stor, og hotelkæder står ofte klar, når en vingård eller herregård bliver sat til salg. Derfor bliver mindre, personlige hoteller i private hjem efterhånden en sjældenhed.
Rural Casa dos Viscondes da Várzea var Maria Manuel Cyrnes barndomshjem. Da familien måtte afstå ejendommen efter Nellikerevolutionen i 1974, mistede Maria sit barndomshjem. Mange år senere fik hun mulighed for at købe det tilbage. I dag bor hun og familien igen på gården og har åbnet en del af huset som hotel, så gæster kan opleve stedet og dets historie på nært hold.
Man skal ikke forvente et moderne designhotel, men et ophold i et gammelt portugisisk herskabshjem med sin helt egen stil, sine skævheder og sin charme.
Maria har tidligere arbejdet med blandt andet design af puder og gardiner, og hendes forkærlighed for det dekorative, klassiske og lidt tunge udtryk ses tydeligt i indretningen. Antikke møbler, gobeliner, mørke tekstiler, stenbalustrader og detaljer fra husets lange historie giver værelser og fællesrum karakter.
- 5 km Afstand til by
- 35 Værelser
-
Restaurant
-
Pool
-
Bar
-
TV
-
Hårtørrer
-
WiFi
-
Eget bad og toilet