
Patagonien, Iguazúvandfaldene og ikoniske storbyer Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 20 dage fra 58.990 kr.

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Vi flyver fra Danmark og har en mellemlanding undervejs, inden vi når frem til Santiago de Chile i morgen.



Dag 2
Ankomst til Santiago de Chile
Efter ankomst i lufthavnen finder vi vej til vores hotel i Santiago de Chile. Her afleverer vi bagagen, før vi nyder en frokost sammen. Derefter er det tid til at se lidt nærmere på byen.
Santiago de Chile, der kan dateres tilbage til 1541, er på én og samme tid et historisk centrum, der flere steder emmer af kolonitidscharme, men også en moderne storby med alt hvad det indebærer af skyskrabere og et sprudlende kulturliv.
Byens seværdigheder er centreret omkring de gamle, smukke pladser. Vi ser den lidt bombastiske regeringsbygning La Moneda på Plaza de Armas, hvor Salvador Allende døde i forbindelse med militærkuppet i 1973, og byens smukke gamle katedral.
Herudover går turen forbi det imponerende nationalhistoriske museum i det smukke palads, Palacio de la Real Audiencia, og Casa Colonial, hvor den spanske guvernør residerede, indtil spanierne blev smidt på porten i 1818.
Vi får også et indblik i den moderne chileners liv i nogle af byens farverige nabolag.
Efter denne orienteringstur rundt i byen er det tid til at tjekke ind på hotellet. De fleste vil sikkert gerne hvile sig ovenpå den lange rejse, og der er mulighed for at spise på hotellet eller en nærliggende restaurant.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo

Vi nyder dagen i Santiago de Chile med en orienteringstur rundt i den livlige hovedstad.
Dag 3
SANTIAGO DE CHILE - VALPARAISO - VINGÅRD
Vi forlader Santiago om morgenen for at køre mod kysten til Valparaíso på en flot dagstur.
Vi krydser bjerge og dale, inden vi ankommer til byen, der måske bedst af alt kan betegnes som Sydamerikas svar på San Fransisco. Byen var også hjemsted for nobelprisvinderen Pablo Neruda.
Valparaíso er Chiles største havneby, og det er samtidigt her, landets kongres holder til. Det første, vi ser, er nok de iøjnefaldende huse, der lægger sig op ad bjergsiderne som en mosaik af farver.
Vi tager på en byvandring sammen med rejselederen og nyder også en frokost sammen, før turen går videre til en lokal vingård om eftermiddagen.
På vingården får vi selvfølgelig mulighed for at smage på noget af landets lækre vinproduktion, og vi hører også om traditionerne for vinproducenterne i Chile.
Efter vores besøg ved kysten og hos vinproducenten vender vi retur til Santiago de Chile, hvor vi er tilbage tidlig aften. Så der er stadig tid til at finde et godt sted til middagen, inden vi går til køjs på vores hotel.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo



Valparaíso er Chiles største havneby og base for landets flåde og kongres. I nærheden af byen ligger nogle af landets bedste vinmarker, og vi skal både høre om de chilenske vinproducenters metoder og smage på deres produkt.
Dag 4
SANTIAGO DE CHILE - PUERTO VARES
Efter morgenmad på hotellet flyver vi i dag sydpå fra Santiago til Puerto Montt.
Flyturen dertil tager ca. to timer, hvorefter vi kører fra lufthavnen til vores hotel i Puerto Vares, som udover den smukke natur, der omgiver byen, også er kendt som Chilenernes ferieparadis.
Puerto Varas er en stemningsfuld, mindre by, som er præget af træhuse og hyggelige pladser, hvor vi kan nyde en forfriskning.
Byen ligger lige ned til Llanquihue-søen med en fantastisk smuk udsigt til både Osorno- og Calbuco-vulkanerne. Den flotte beliggenhed tiltrækker besøgende, der også nyder godt af en charmerende blanding af tysk tradition og chilensk gæstfrihed.
Puerto Varas er grundlagt af tyske immigranter i midten af 1800-tallet, og det kan man tydeligt se den dag i dag, hvor byen bærer præg af sin koloniale fortid med karakteristisk arkitektur af alerce-træ og smukke rosenfyldte pladser – et lille stykke alpeidyl midt i Chile.
Selvom Puerto Varas er en populær destination, har den formået at bevare sin autentiske charme uden at blive overfyldt.
Vi suger til os af de naturskønne omgivelser og den afslappede atmosfære i byen – måske med en drink eller en god kop kaffe på en af byens mange hyggelige caféer og restauranter.
Om eftermiddagen er der god mulighed for at gå rundt og nyde Puerto Varas, inden vi skal rejse videre i morgen.
- Morgenmad
Her skal i bo

Dag 5
PUERTO VARAS, SKØN LAKE CROSSING TIL BARILOCHE I ARGENTINA
Vi spiser tidlig morgenmad og kan glæde os til en dag med bjergtagende landskaber og nogle fantastiske ture over tre søer på den såkaldte ’Cruce Andino’.
Sejlturene går igennem nogle af de mest naturskønne områder i den nordlige del af Patagonien, hvor vi på tre søers krystalklare vand er omgivet af imponerende bjerge og ikoniske vulkaner som Osorno-vulkanen. Det kommer ikke til at skorte på panoramiske udsigter på denne helt fantastiske tur igennem områdets naturscenerier.
Første del af dagens tur foregår på land langs bredden af Llanquihuesøen. Her kommer vi blandt andet forbi de mindre Petrohué-vandfald, som er en del af floden af samme navn. Undervejs er der også en fin udsigt til Osorno- og Tronador-vulkanerne.
Dagens første sejltur går hen over Todos Los Santos-søen og varer ca. to timer. Hvis vejret er klart, kan vi fortsætte med at nyde en fantastisk udsigt til Osorno- og Tronador-vulkanerne samt Puntiagudo-bjerget.
Målet for den første sejltur er den økologiske landsby, Peulla, som ligger lige ved søbredden og byder os velkommen. Vi har god tid til at nyde en frokost her, før vi kører op i højderne og krydser Andesbjergene igennem et bjergpas i omkring 976 meters højde over havets overflade. Vi krydser også ved samme lejlighed den argentinske grænsekontrol.
På den anden side af bjergpasset venter næste bådtur. Denne gang sejler vi over søen Lago de Frias, mens Tronador-vulkanen stadig tårner op i baggrunden som en insisterende følgesvend. Det giver os et par postkortværdige naturscenarier mere, før vi lægger til land ved bådehavnen Puerto Alegre.
Dagens sidste sejltur foregår i katamaran over Nahuel Huapi-søen. Her kan vi nyde endnu flere maleriske landskaber, inden vi stiger fra borde.
Efter en lang og flot dag på vandet og i bjergene kan vi se frem til en behagelig endestation i Bariloche.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo


En heldagstur med lake crossing mellem Chile og Argentina er en enestående rejse gennem Andesbjergene med udsigt til nogle af områdets vulkaner.
’Cruce Andino’
’Cruce Andino’ betyder at krydse Andes, og turen byder både på sejlture og køreture med nogle af områdets flotteste udsigter.
Turen går over tre smukke søer forbundet af lige så imponerende køreture igennem landskabet, der varierer mellem skovfyldte bredder og bjergpas med udsigt til blandt andet Osorno- og Calbuco-vulkanerne.

Dag 6
BARILOCHE - EL CALEFATE - EL CHALTÉN
I dag skal vi flyve længere sydpå mod hjertet af Patagonien. Så morgenmaden serveres tidligt, inden vi tager ud til lufthavnen. Flyveturen varer ca. to timer, før vi lander i El Calefate og kører mod El Chaltén, som ligger midt i Patagonien.
Ruten fra El Calafate til El Chaltén er en af de mest imponerende køreture i Patagonien. Den byder på enestående udsigter over et råt steppelandskab med pletvise gletsjerudløb, der har været med til at forme det særegne landskab.
På vejen til El Chaltén kører vi langs to uberørte søer, der giver steppelandskabet ekstra karakter. Det første større skift i landskabets karakter sker, når det kendte bjergmassiv Fitz Roy dukker op i forruden. Det stikker op på egen hånd bag det bakkede landskab et stykke tid, før de andre bjerge i Parque Nacional Los Glaciares også melder deres ankomst – og ikke meget senere kører vi ind i El Chaltén, som ligger midt i nationalparken.
El Chaltén betyder ”rygende bjerg” på det lokale sprog Tehuelche og henviser til Fitz Roy, fordi toppen af bjergmassivet tit er omgivet af skyer.
Den lille by, El Chaltén, er kendt som Argentinas "trekking-hovedstad", og der er adskillige vandrestier i området, som byder på betagende udsigter til de omkringliggende bjerge og gletsjere.
Byen har mange små hyggelige barer, hvor folk mødes og udveksler gode råd og anbefalinger fra deres vandringer i området.
Om aftenen falder byen hurtigt til ro, da både gæster og de lokale går tidligt i seng, så de er friske og udhvilede til nye naturoplevelser dagen efter. Det er muligt at gå en tur rundt i byen og strække benene efter flyve- og køreturen. Ud over de mange små barer er her også et godt udbud af restauranter med gode lokale menuer.
- Morgenmad
Her skal i bo


Efter flyveturen sydpå kører vi fra El Calafate til El Chaltén, hvor Fitz Roy-bjergmassivet og nationalparken Los Glaciares venter.
Dag 7-8
EL CHALTÉN, 2 DAGE TIL VANDRING OG AFSLAPNING
Vi vågner op midt i en af verdens smukkeste nationalparker: Los Glaciares. Her er der afsat to dage til at opleve parken på forskellige vandreture med vores rejseleder og en lokal guide.
Fitz Roy-bjergmassivet ligger som et ikonisk bagtæppe for mange af vandreturene rundt i området, der giver en god fornemmelse af de enorme Andesbjerge, som vi går for foden af. Det er muligt at gå ture direkte ud af El Chaltén, men vi bliver også kørt til starten på vores vandreruter, så vi kan komme godt ud i det spektakulære landskab. Vi sørger for at tilrettelægge ruterne, så alle i gruppen kan være med.
Undervejs er vi omgivet af patagoniens imponerende natur, og vi kommer både igennem bjerge og dale, smukke skove og går langs, brusende floder og stille søer. Der vil være flere udsigtspunkter undervejs, så landskabet for alvor kan nydes. Ikke mindst de mange gletsjere, som kan ses rundt omkring i Los Glaciares.
Luften føles frisk her i det bjergrige landskab, og det giver én ekstra lyst til at suge det hele ind. Vinden er også en hyppig følgesvend på dagsvandringerne, og vi anbefaler derfor, at man klæder sig på i flere lag, som kan tages af og på.
Hvis vi er heldige, kan det også være, vi får lov til at opleve noget af det lokale dyreliv, som for eksempel vilde heste eller kameldyret guanacoer (som ligner en lama mere end en kamel).
Vel tilbage i byen kan dagen afsluttes med en forfriskende drink eller noget varmt at drikke, mens vi hviler benene. Om aftenen venter der os et godt måltid på en af byens restauranter.
- Morgenmad
Her skal i bo



Vi bor midt i Los Glaciares nationalpark, hvor vi er omgivet af smukke bjerge i et dramatisk landskab med mange vandreruter.
Los Glaciares Nationalpark
Los Glaciares Nationalpark i Argentina byder på spektakulære naturoplevelser med bjerge, søer, skove og ikke mindst de imponerende gletsjere, som parken er kendt for og navngivet efter. De stammer fra det patagoniske ismassiv - herunder den berømte Perito Moreno-Gletsjer.
Som besøgende er der rig mulighed for at vandre igennem de dramatiske landskaber omkring det ikoniske Fitz Roy-bjergmassiv og samtidig komme tæt på gletsjerne, der kælver i Lago Argentino.

Dag 9
EL CHALTÉN TIL EL CALAFATE
Vi forlader nu El Chaltén efter nogle dejlige dage midt i den smukke patagoniske natur og kører tilbage til El Calefate.
Vi kører af den samme rute, som da vi ankom, men det gør den ikke mindre spetakulær.
El Calafate ligger smukt ned til gletsjersøen Lago Argentino. Det er en hyggelig mindre by med et spændende ismuseum og den enorme Perito Moreno-gletsjer i nærheden, som vi skal opleve helt tæt på i morgen.
Vi ankommer til byen El Calafate i løbet af eftermiddagen og tjekker ind på et hotel i centrum. El Calafate har mange rigtig gode restauranter, og da vi bor midt i byen, vil alle ligge i gåafstand fra vores hotel.
Da morgendagen står i Perito Moreno-gletsjerens tegn, kan resten af dagen bruges på at slappe af og udforske El Calefate.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo

Dag 10
El Calafate, besøg ved Perito Moreno-gletsjeren
Gletsjeren kalder! I kan glæde jer, for i dag skal vi opleve Perito Moreno-gletsjeren, som kan lægges til listen over rejsens højdepunkter.
Perito Moreno-gletsjeren breder sig over et område på cirka 250 kvadratkilometer, som er en ganske pæn størrelse for en gletsjer – og så er det den eneste gletsjer i verden, der stadig vokser. Den er en del af det enorme "Campo de hielo sur" - det sydlige ismassiv, som under sidste istid dækkede et område på størrelse med Frankrig. I dag er det den største ismasse, der findes udenfor Grønland og Antarktis. Vi kører fra El Calafate igennem smukke gletsjerdale og ser, hvordan de tilbagetrækkende smeltende gletsjere har formet landskabet.
Morenogletsjeren, som er en af verdens smukkeste gletsjere, er meget let tilgængelig og kræver ikke som de andre gletsjere i området en længere sejltur. Bussen sætter os af på p-pladsen inde i nationalparken, og herfra tager vi en gåtur, hvor vi langsomt nærmer os gletsjeren. Vi udforsker de gode gangstier lige over for gletsjeren – det er vigtigt at give sig god tid til at nyde synet og bare vente foran gletsjeren. Her kan man ligefrem høre, hvordan den hele tiden arbejder og, med lidt held, kælver for øjnene af os.
Morenogletsjeren er ca. 30 km lang og 5 km bred, og fronten, som vi kommer til at stå direkte overfor, er op til 60 meter høj. Den bevæger sig fremad med ca. 200 meter om året, svarende til en halv til en hel meter om dagen, og der er derfor gode chancer for at se kælvninger. Gletsjeren fodres bagfra af snemasser fra Andesbjergene.
Synet af Morenogletsjeren er fantastisk, både i solskin og hvis der er overskyet. Jo flere skyer, der er på himlen, jo mere blå er gletsjeren.
Efterfølgende skal vi se gletsjeren fra et andet perspektiv, nemlig fra vandet med en båd, der sejler os fra Bajo del las Sombras-bugten og ca. 6 km hen mod gletsjeren for til sidst at lægge sig kun 300 meter fra den. Her er det svært ikke at blive imponeret over det syn, vi får lov til at opleve.
Sidste punkt på dagsordenen i dag er et besøg på El Calafates spændende ismuseum. Her får vi en god indsigt i isens verden, og det er tydeligt at se, at arkitekten har ladet sig inspirere af gletsjerens forunderlige verden, da han tegnede huset.
Herefter kører vi tilbage til hotellet og slapper af. Om aftenen kan man gå ud og få sig et godt måltid på en af byens mange restauranter.
- Morgenmad
Her skal i bo



Vi får flere fantastiske vinkler på Morenogletsjeren - ikke mindst fra vandet på en båd, der bringer os helt tæt på isen.
Dag 11
EL CALEFATE - BUENOS AIRES
Vi forlader Patagonien og flyver til Buenos Aires.
Efter dagene i den imponerende sydamerikanske natur er det blevet tid til at dykke ned i et af kontinentets absolutte centrum for det kulturelle liv: Buenos Aires.
Storbyen er med sine 3,5 mio. indbyggere - hele 13 mio. med forstæder - kun overgået af de to andre latinamerikanske storbyer, Sao Paulo og mexicanske Mexico City.
Efter landing indkvarterer vi os på et dejlige centralt beliggende hotel. Rejselederen tager de som har lyst med ud på en lille orienteringstur i området omkring vores hotel. Så vi kan blive klædt på til de to kommende dage fyldt med sightseeing.
- Morgenmad
Her skal i bo



Buenos Aires er en elegant by, der kunne minde om både Paris og Madrid. Vi besøger mange af byens hyggelige kvarterer og naturligvis også Plaza de Mayo med regeringsbygningen Casa Rosasa, hvorfra Eva Peron holdt sine flammende taler til folket.
Dag 12
Ud i skønne Buenos Aires og mulighed for Tangoshow
Vi vågner op til vores første hele dag i Buenos Aires.
Vi lægger ud med at besøge det farverige La Boca-kvarter, hvor immigranterne fra især Italien slog sig ned i 1800-tallet. Kvarteret er hjemsted for storklubben i fodbold, Boca Juniors, hvor Diego Maradona spillede. Den dag i dag har han stadig sin egen boks på stadionet.
Som kontrast hertil ser vi det meget polerede Puerto Madero langs de gamle havnebassiner, hvor verdens bedste korn og røde bøffer i mange årtier blev udskibet til hele verden. Her bor nutidens velhavere i moderne lejligheder i stål og glas. Vi fortsætter til Plaza de Mayo (Majpladsen), som stammer helt tilbage fra 1581, hvor den blev kaldt Plaza de Armas. Den er byens historiske, politiske og kulturelle centrum og er omgivet af det lyserøde Casa Rosada (hvor præsidenten og regeringen arbejder), nationalbanken og byens katedral.
Casa Rosada er efter sigende rødt, fordi bygningen ved den såkaldte Majrevolution i 1810 blev malet rødt med de spanske overherrers blod!
På Majpladsen skal vi også besøge katedralen med resterne af Argentinas og Sydamerikas store befrielseshelt, José San Martin, der fra 1810 til 1824 var hovedkraften i løsrivelsen fra Spanien og dannelse af nye lande som Argentina, Chile og Peru.
Op ad eftermiddagen er vi tilbage på vores hotel, som ikke ligger langt fra San Telmo, der er et af byens ældste kvarterer, hvor mange af de aristokratiske familier boede i 1800-tallet.
I dag er det byens underholdningscentrum med tangobarer og restauranter, og så er det ikke usædvanligt, at der danses tango på Plaza Dorrego, som er omkranset af masser af hyggelige udendørs cafeer og barer og ligger dejligt tæt på vores hotel.
For dem, som har lyst, er der denne aften mulighed for at tilkøbe en særlig udflugt: et tangoshow med middag på en af byens legendariske tangobarer, som ligger i gåafstand fra vores hotel.
Tangoen opstod blandt immigranter i Buenos Aires i slutningen af 1800-tallet som en blanding af forskellige stilarter. Dansen og ikke mindst musikken virker kompliceret men fascinerende, og danserne i showet mestrer kunsten til perfektion. Tangoen udtrykker passion og smerte, og vi tør godt love, at man bliver grebet og rørt af de smukke trin og den dramatiske musik - måske vælger musikerne at forkæle jeres øregange med en af tangoens allerstørste hits: Tango Jalousie, som vores egen Jacob Gade komponerede hjemme på Fyn i 1925.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugt



Både husfacader og befolkningen er farverige i Buenos Aires - det gælder også deres historiske personer som for eksempel den tidligere præsidentfrue Eva Peron, hvis gravsted vi kommer forbi på Recoleta-kirkegården.
Dag 13
Buenos Aires, Recoleta-kirkegården, historien om Evita
Efter morgenmaden tager vi til afsted på dag to af vores tur rundt i Buenos Aires. Vi begynder i den nordlige del af metropolen med Recoleta-kirkegården, hvor Argentinas mest berømte kvinde, Eva Perón, bedre kendt som Evita, ligger begravet.
Kirkegården er aparte med enorme monumenter som små familiekapeller - som Pere-Lachaise-kirkegården i Paris. Vi lærer Evitas og dermed 1950'ernes Argentina bedre at kende.
Uden for kirkegården besøger vi byens kulturhus og et designcenter, og derefter fortsætter vi til Palermo-kvarteret, der er byens grønne kvarter tæt på Rio de la Plata-floddeltaet mod Uruguay.
Vi passerer skønne parker lavet af franske byarkitekter omkring år 1900, da Argentina var verdens såkaldte kornkammer og bed skeer med de største i verden. Vi kommer frem til det hippe Palermo Soho-kvarter, hvor brostensgaderne byder op til spadsereture i gader med design, tøj og knaldgode frokostrestauranter.
Turen tilbage til vores eget kvarter går via de brede avenuer, Avenida de Mayo og Avenida 9 de Julio med den berømte obelisk.
- Morgenmad
Her skal i bo


Dag 14
Buenos Aires - Iguazúvandfaldene fra den argentinske side
Vi tager et morgen- eller formiddagsfly fra Buenos Aires og flyver ud til verdens mest vandrige vandfald ved Iguazú på grænsen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina.
Vi lander i Iguazú på den argentinske side og skal om eftermiddagen udforske vandfaldene fra den argentinske side. Højdepunktet er som regel Djævlens Gab, hvor 14 fald havner i en slugt og sender en kolossal vandpartikelsky til himmels.
Den argentinske side af Iguazúvandfaldene byder på de mest varierede adgange til faldene, og vi passerer de berømte udsigtspunkter i både den øvre og nedre del af faldene. Her får vi et pragtfuldt panorama over faldene og den dybgrønne jungle, der omgiver dem.
Tidlig aften siger vi på gensyn til vandfaldene og krydser grænsen til Brasilien. Her kører vi til vores hotel i den brasilianske grænseby Foz do Iguaçú, hvor vi indkvarteres centralt i byen.
Vi afslutter ganske givet dagen med en god, brasiliansk middag. Vi er jo i Brasiliens ’gaucho-område’ – det vil sige landbrugslandet i syd domineret af prærie og enorme kvægbestande. For kødspiserne kunne fristelsen være et stort stykke, saftig picanha – en culotteagtig udskæring fra grillen.
- Morgenmad
Her skal i bo

Vi skal opleve de mægtige Iguazúvandfald på grænsen mellem Brasilien og Argentina, som er på listen over UNESCO-verdensarv.
Dag 15
Vandfaldene fra den brasilianske side og verdens største kraftværk
I dag skal vi se vandfaldene fra den brasilianske side og besøge verdens største kraftværk.
Allerede en kilometer fra faldet fyldes luften af den massive lyd af vandmasser i frit fald og kølige skyer af mikroskopiske vandpartikler. Vi er på gammel indiansk jord. Iguaçú betyder meget sigende ’stort vand’ på tupí guaraní.
Når vi, efter en lille times kørsel gennem det frodige område, er fremme ved udsigtspunkterne, bruger vi et par timer til at nyde panoramaudsigterne over de imponerende vandfald, der langs en strækning på ca. to kilometer skyller ud over klipperne fra op til 107 meters højde.
Det er ikke uden grund, at Iguazúfaldene er udnævnt som et af verdens syv mest fantastiske naturfænomener.
Vi spiser frokost i nationalparken, og skal derefter besøge Itaipú, verdens største vandkraftværk, der producerer strøm fra en dæmning over Paranáfloden. Og det er ikke nødvendigt at være tekniker for at falde i svime over synet.
Det er et imponerende bygningsværk af ingeniørkunst i verdensklasse. Kraftværket stod klart i 1984 og efterlader alene ved sin størrelse et betydeligt indtryk.
Itaipú kunne snildt dække Danmarks samlede energiforbrug flere gange og dækker en stor del af behovet i både Paraguay og Brasilien.
Iguazúvandfaldene har i kraft af sin placering på grænsen mellem tre lande haft et blakket rygte som smuglerparadis. Vi kommer forbi den smalle Ponte de Amizade – ’Venskabsbroen’ – over Iguazúfloden mellem Brasilien og Paraguay, som spiller en hovedrolle i mange smuglerlegender. Her kan vi opleve mylderet af folk med farvestrålende pakkenelliker af alverdens slags og grænsebetjentenes hyr med at kontrollere dem.
Efter endnu en begivenhedsrig dag vender vi tilbage til vores hotel i Foz do Iguacú.
- Morgenmad
Her skal i bo



Vi ser nye sider af vandfaldene og besøger verdens største vandkraftværk.
Dag 16
Foz do Iguaçú – Rio de Janeiro
Vi nærmer os rejsens sidste kapitel, men der er stadig nogle fantastiske oplevelser i vente, når vi besøger den sydamerikanske metropol Rio de Janeiro.
Vi har typisk afgang midt på formiddagen, men det kan muligvis også blive en tidlig morgenafgang.
Vi ankommer sidst på eftermiddagen til vores hotel, der ligger lige ud til stranden Leme, som er en strand i forlængelse af Copacabanastranden.
Hotellet ligger med blændende udsigt ud over stranden og havet, og herefter har mange nok lyst til at slentre en tur langs stranden for at studere den berømte brasilianske krops- og strandkultur på nært hold.
Rejselederen er klar på både at tage en gåtur og komme med forslag til en restaurant, hvor middagen kan indtages.
- Morgenmad
Her skal i bo
Rio de Janeiro
Rios indbyggere kalder deres by Cidade Maravilhosa, den vidunderlige by, og man forstår hvorfor, når man betragter udsigten fra Kristusfiguren eller Sukkertoppen. Beliggenheden mellem bjergene og ned til havet bliver ikke smukkere.
Byens indbyggere bidrager på deres egen måde til skønheden. I har god tid til både at se de ikoniske seværdigheder og til at slentre en tur langs Copacabanastranden.

Dag 17
Rio de Janeiro, besøg ved Kristusfiguren og Sukkertoppen
I går satte vi hak ved én af byens tre mest kendte landemærker, Copacabanastranden. I dag gælder det to andre ikoniske vartegn: Kristusfiguren på toppen af Corcovadobjerget og Sukkertoppen, der er et bjerg på en halvø med udsigt ud over Rio de Janeiro.
Vi begynder tidligt med at køre gennem Atlanterhavsjunglen op ad Corcovadobjerget. Den sidste stigning op til foden af den 39 meter høje sandstens- og cementfigur foregår ad 220 trin rundt om figuren – hvis man da ikke ønsker at tage elevatoren. Vi tager os god tid og har lagt turen så tidligt, at vi undgår det helt store menneskemylder. Udsigten er fantastisk.
Efter besøget ved Kristusfiguren er det blevet tid til at nyde en god frokost sammen på Carretão Ipanema, der beskriver sig selv som meget mere end et steak house. Der er dog rig mulighed for at smage på kød ved denne frokost, hvor maden er inkluderet i prisen, mens drikkevarer skal købes på egen hånd.
Efter frokosten skal vi en tur op på Sukkertoppen om eftermiddagen – en af byens allerstørste seværdigheder. Vi tager glasgondolen de to stationer op til toppen, hvor vi har udsigt over Guanabarabugten, strandene, centrum, Kristusfiguren og søsterbyen Niteroí på den modsatte side af bugten.
Efter dagens udflugter, kan vi på egen hånd afgøre, om det er fra Kristusfiguren eller fra Sukkertoppen, at man får den bedste udsigt ud over Rio.
Vi vender under alle omstændigheder tilbage til hotellet hen på eftermiddagen, og måske skal fødderne have lov til at hvile sig lidt i sandet på stranden, inden middagen findes på en restaurant i nærheden.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo



I dag skal vi godt rundt i Rio og se nogle af byens kendte vartegn som Kristusfiguren og Sukkertoppen. Sidstnævnte når vi med hjælp fra en glasgondol, der giver os en fin udsigt over Guanabarabugten.
Dag 18
Rio de Janeiro, besøg på sambaskole og en Favela
Efter morgenmaden besøger vi en af Rios hæderkronede sambaskoler, hvor vi ser de flotte kostumer og får en opvisning af dygtige dansere, der deltager i de traditionelle og verdensberømte karnevaler i byen.
Vi spiser frokost for egen regning, og så skal vi besøge en favela.
Rio de Janeiro og opland tæller omkring 10 mio. indbyggere. En stor del af dem bor i de såkaldte favelaer, der gennem mange år var berygtede og farlige. I dag er situationen forbedret i mange af dem. Vi besøger en af Rios mere rolige favelaer og kommer tæt på en del af den brasilianske virkelighed, som selv mange brasilianere heller ikke kender til. Fordommene om favelaerne er mange, og heldigvis passer de ikke alle.
Favela-besøgene er populære – også for dem, der bor her – og vi kommer til at se og høre, hvordan udviklingen omsider har forbedret tilværelsen for mange af Rios fattigste. Favelaerne har dog noget, som de fleste andre nabolag i byen sukker efter: en storslået udsigt over Atlanterhavet og resten af Rio, da de er bygget på bjergskråningerne over byen.
Faktisk kommer mange af sambaskolernes mest fanatiske deltagere fra byens favelaer, og det er ikke utænkeligt, at vi kommer til at høre samba for fuld udblæsning på vores tur rundt i denne del af byen.
Når vi er tilbage fra vores besøg i favelaen, kan rejselederen anbefale et godt sted, hvor den sidste middag og aften i Sydamerika kan nydes.
- Morgenmad
Her skal i bo



Dagen byder på besøg hos en af Rios hæderkronede sambaskoler, hvor vi ser nogle af de flotte kostumer og får en opvisning af de dygtige dansere. Vi besøger også en favela, før det er tid til en aften mere i den naturskønne by.
Dag 19
Rio de Janeiro og hjemrejse
Det er vores sidste dag. Vi kan spise en lidt senere morgenmad og tage den sidste slentretur på Copacabanastranden. Vi spiser en afskedsfrokost sammen, inden vi midt på eftermiddagen kører mod lufthavnen med en orienteringstur i Rio De Janeiros centrum undervejs.
- Morgenmad
- Frokost
Dag 20
Ankomst til Danmark
Efter at have fløjet igennem natten fra Sydamerika, ankommer vi igen til Danmark.

Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.

