Rejsen begynder højt oppe i Andesbjergene, hvor Bogotá breder sig i tågen.
Her kommer I på byvandring gennem La Candelarias snævre brostensgader, forbi kolonihuse og katedraler, og står ansigt til ansigt med et af verdens største guldskatkamre. I møder også kunstneren Boteros runde, humoristiske figurer, der giver dagen et smil, og imens fortæller jeres guide om muiscaerne, spanierne og en nations lange vej til uafhængighed.
Derefter åbner landskabet sig. På Llanos Orientales strækker græssletterne sig mod horisonten, og himlen føles større. I naturreservatet Hato La Aurora bor I midt i det vilde landskab. Kapivarer slentrer langs vandkanten, mens en kaimaner-alligator ligger stille i solen, og fuglene farver morgenhimlen. I kan udforske området til hest eller i terrængående bil, glide i kano ad Ariporo-floden og ride som en rigtig llanero, den lokale befolkning som har deres egen udgave af cowboy-kulturen. Om aftenen synges sletternes lokale sange, som UNESCO har anerkendt som immateriel kulturarv.
Så går turen til Kaffetrekanten, hvor luften bliver kølig og bjergskråningerne grønne. Salento er en lille by med blomsterfyldte balkoner på husene og en gennemgribende duft af friskbrygget kaffe. Fra byen går I ind i Cocoradalen, hvor vokspalmerne, Colombias nationaltræ, rager op af tågen som lange, tynde søjler, og kolibrier suser forbi noget nærmere på jorden. Bagefter kan I prøve det lokale, eksplosive spil tejo. Der er tid til både gåture, flere kopper kaffe på en af de små caféer eller bare at nyde udsigten over dalen.
Scenen skifter igen til den caribiske kyst. Tempoet falder yderligere med god plads til det, I selv vil have ud af dagen. Ved Tayrona Nationalpark mødes regnskov, klipper og hvide strande ved det varme hav. I kan opleve Santa Martas historiske centrum, besøge stedet, hvor Simón Bolívar tilbragte sine sidste dage, eller bade og snorkle i Taganga.
Rejsen sluttes af i Cartagena, en by som mange husker længe efter et besøg. Bag de gamle bymure ligger farverige huse, pladser fyldt med liv og en bydel som Getsemaní, hvor gadekunst og musik fylder gaderne. I kan gå byen tynd med en lokal guide, se byens kendte ur og Inkvisitionspaladset eller bruge en hel dag på byens fæstning Castillo de San Felipe eller bymurene. I kan også tage ud af byen på udflugt til Rosario-øerne.
Fra bjergene med kaffeplantagerne til kysten ved Caribien er Colombia en rejse for alle sanser.