Nuuk_10
Grønland - Sommer i Kangerlussuaq, Ilulissat og Sisimiut

Udflugter

Alle udflugter kan bestilles hjemmefra ved bestilling af rejsen. Prisen er pr. person ved min. 2 personer.

Kangerlussuaq_fjord ved Kangerlussuaq_01
Kangerlussuaq

Se 7 udflugter

Zion kirken_Ilulissat_sommer_midnatssol_01
Ilulissat

Se 12 udflugter

sisimiut_sne_by_01
Sisimiut

Se 10 udflugter

Udflugter

Hvalsafari i isfjorden

995 kr. pr. person
495 kr. pr.barn u/ 12 år

Foruden drømmemotiver for fotografer er Ilulissat Isfjord hjem for et fantastisk dyreliv, som kan opleves mellem isfjeldene på hvalsafari.

I sejler fra havnen i Ilulissat og befinder jer med det samme i et af de smukkeste områder i hele landet, som isfjorden nærmer sig. Alene sejlturen er en oplevelse for livet, men på denne udflugt foregår den endda i selskab med en skipper og en guide, der har et trænet øje for dyrelivet.

Fra den komfortable båd spejder I efter pukkel- og finhvaler, der særligt fra maj til august befinder sig ved Ilulissat. Måske hører I hvalernes ’blæsen’ eller ser de høje sprøjt i vandoverfladen, før halen dukker op af vandspejlet og foreviger øjeblikket. Undervejs spotter I havfugle og nyder synet af den arktiske kulisse, der ændrer karakter i takt med at isen flyder afsted.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2,5 timer
  • Sæson: juni -august
  • Inkl. afhentning på hotellet
  • Dansktalende guide

Aftentur til Oqaatsut

1.415 kr. pr. person
940 kr. pr.barn u/ 12 år

Kom med på isfjordssejlads i det bløde, arktiske aftenlys på denne udflugt til bygden Oqaatsut. Middag på Restaurant H8 Explorer langt ude i den grønlandske natur er inkluderet i udflugten.

I bliver hentet på hotellet og kørt til havnen i Ilulissat, hvorfra I sætter ud på den betagende isfjord i det begyndende aftenskær. Fra maj til juli lyser midnatssolen døgnet rundt i Diskobugten, mens september kun byder på en håndfuld mørke timer. Selv den lyse, danske sommer har altså ikke noget på en aften i isfjorden, som I nærstuderer fra skibsdækket.

I har kurs mod en lille bygd ved navn Oqaatsut, der bare huser omkring 50 indbyggere. I har rigeligt med lys til at gå en tur i bygden og høre de spændende fortællinger fra lokalguiden. Der venter et spændende indblik i livet langt uden for byerne, og I ser blandt andet skolen, fiskefabrikken og kirken.

Gåturen ender ved Restaurant H8 Explorer, hvor I får serveret en 3-retters middag af lokale råvarer og friskfanget fisk fra området. Menuen afspejler det rolige liv i bygden, mens I nyder omgivelserne i det historiske hus og udsigten over isfjorden.

Afhængig af hvornår på året I besøger Oqaatsut, vil aften- eller midnatssolen lede jer tilbage til Ilulissat. Det bløde aftenlys lægger et helt nyt filter på de mange isfjelde i fjorden, som I passerer på vejen hjem efter en god aften i en grønlandsk bygd.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: juni til september
  • Varighed: 7 timer
  • Middag
  • Inkl. Sejltur
  • Afhentning på hotel
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere

Aktiv dag i Oqaatsut med bådtur, kajak og vandring

1.995 kr. pr. person

Kom med på et fantastisk og aktivt eventyr i den grønlandske natur på denne udflugt, der kombinerer isfjordssejlads med havkajak og vandring til et vandfald, inden I får serveret en dejlig frokost i en charmerende bygd.

Fra havnen i Ilulissat venter dagens første oplevelse, som er en billedskøn sejltur gennem isfjorden, hvor isfjeldene i ro og mag finder vej mod polarhavet. Synet af de kæmpemæssige isklumper kan man nyde op til flere gange på rejsen til Grønland – hvert eneste bjerg er formet unikt og skaber et nyt minde hver gang.

Kursen er sat mod bygden Oqaatsut godt en halv times sejlads nord for Ilulissat. Her bor bare 50 mennesker og mere end 200 slædehunde, og det er spændende at se livet, som det oprindeligt så ud mange steder i Grønland. Fremme i bygden får I en dybdegående introduktion til havkajakkerne, mens I kommer i udstyret, og så er det ellers afsted i selskab med jeres guide til en helt ny oplevelse i isfjorden. I har varme og sikre dragter på, mens I padler jeres vej gennem bugten og langs kystlinjen med udsigten til isbjerge og stor natur. I gør holdt og går en tur til lands, hvor I kommer forbi søer og et vandfald i polarlandskabet. Fremme ved vandfaldet får I en kop varmt at drikke, inden I sætter tilbage langs kysten til Oqaatsut i kajak.

Med til udflugten hører også en dejlig frokost på Restaurant H8 Explorer, som består af lokale råvarer og friskfanget fisk. Den får I serveret, når I er færdige med kajakoplevelsen. I har også tiden til at gå en tur i bygden på egen hånd eller i selskab med guiden, inden I igen stiger ombord på båden og sejler hjem til Ilulissat efter en aktiv dag i Oqaatsut.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: juni til september
  • Varighed: 7 timer
  • Frokost
  • Inkl. Sejltur og sikkerhedsudstyr
  • Inkl. Afhentning på hotellet
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere

Byvandring i Ilulissat

250 kr. pr. person
175 kr. pr.barn u/ 12 år

Selvfølgelig kan I selv gå en tur i byen, men vil I opleve byen og forstå dens historie, natur og betydning, kræver det en byvandring i selskab med en guide, der tager oplevelsen et spadestik dybere. Ilulissat blev oprindeligt kaldt Jakobshavn, da byen blev grundlagt i 1741, og i dag er byen den tredjestørste i Grønland med 4.500 indbyggere.

På den guidede gåtur får I historien om byen, om den grønlandske kultur og om det moderne liv 300 kilometer nord for Polarcirklen. Undervejs stopper I flere steder, bl.a. ved fiskerne på havnen, sælgerne på ”Brættet”, ved Knud Rasmussens fødehjem og Zionskirken. Hvis I tilkøber byvandringen en af de første dage, er I stedkendte i Ilulissat resten af opholdet, hvor I kan genbesøge museerne, I runder på udflugten, og købe indgang. 

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2 timer
  • Minimum 2 deltagere
  • Inkl. guide
  • Sæson: Hele året

Dagstur til Oqaatsut

1.235 kr. pr. person
755 kr. pr.barn u/ 12 år

Kom med på slalom-sejlads mellem isbjergene i isfjorden til mikro-bygdelivet i Oqaatsut, hvor det autentiske Grønland blomstrer.

Bygden Oqaatsut ligger godt 20 kilometer nord for Ilulissat, og det tager omkring en halv time at nå til bebyggelsen med båd tværs over isfjorden. Det er en fantastisk oplevelse at krydse det iskolde og klare hav, hvor isfjeldene glider forbi, mens båden finder vej til bygden, der bare huser omkring 50 indbyggere – og godt fire gange så mange slædehunde.

Fremme i Oqaatsut, der også er kendt som Rødebugt, går I en tur sammen med jeres guide i ’centrum’ af bygden, hvor I blandt andet runder skolen, kirken og fiske-fabrikken, der er afgørende for tilværelsen. I hører om livet langt uden for den civilisation, vi selv kender og er vant til, og får et fyldestgørende indblik i bygdelivet. Rundturen i bygden ender ved den prominente Restaurant H8 Explorer, der er en gastronomisk perle, selvom I befinder jer langt ude i den grønlandske natur. Frokosten består af lokale råvarer, og I kan godt glæde jer allerede.

Efter den dejlige frokost har I tid til at gå på opdagelse i byen, snuppe en kop kaffe med udsigt til ishavet eller begive jer lidt ind i landskabet på vandreture. Der går hurtigt et par timer, inden båden igen sejler jer tilbage til Ilulissat efter en spændende dag i et vaskeægte, grønlandsk bygdemiljø.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: juni til september
  • Varighed: 7 timer
  • Frokost
  • Afhentning på hotel
  • Inkl. Sejltur
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere

Dagstur til den kælvende Eqi-gletsjer

1.995 kr. pr. person
995 kr. pr.barn u/ 12 år

Få steder i Grønland er ligeså smukke som Eqi-bræen, der løber ud i fjorden 70 kilometer nord for Ilulissat. På denne tur sejler I gennem det smukke landskab, til I er fremme ved kanten af bræen, hvor I fra båden oplever, hvordan den kælver store stykker af is. Bragene fra isen, der rammer havet, er enorme, og synet er intet mindre end betagende.

Sejlturen foregår i moderne og bekvemme turistbåde, der tilbagelægger distancen hurtigere end andre både til Eqi. Det giver kaptajnen mulighed for at følge sporet af hvaler i området, hvis det skulle opstå, da I har motorkræften til at indhente lidt tid. I har god plads på båden og rigeligt at se til fra stævnen, som I passerer bygden Oqaatsut og det store fjordsystem Pakitsoq, hvor hvaler og sæler boltrer sig. I omkranses af høje, stejle fjelde med et rigt fugleliv og vandfald, inden I er fremme ved bræen, hvor skibet ligger til og venter på kælvningerne. I spiser frokost ombord på denne sejltur gennem islandskaber til et af naturens vilde vidundere!

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 6 timer
  • Minimum 2 deltagere
  • Inkl. bådtur
  • Inkl. frokost
  • Inkl. afhentning på hotel
  • Sæson: Juni - september

Flyvetur over isfjorden og gletsjersystemer

2.895 kr. pr. person

Hvis I drømmer om oplevelser fra absolut øverste hylde, er denne magiske flyvetur over den UNESCO-beskyttede isfjord og de mælkehvide gletsjersystemer lige jer!

Fra Ilulissat sætter I jer til rette i det mindre men sikre fly, der viser jer isfjorden og gletsjere fra en helt ny vinkel. Ruten kan variere alt efter vind og vejr, men I runder den nordligste gletsjer i egnen, Sermeq Avangnardleq, hvor isfjelde kan brække af hvert øjeblik. I følger flodsystemet hele vejen til gletsjerkanten, inden I flyver over det endeløse, hvide landskab i retning mod den UNESCO-beskyttede Isua-gletjser. Isua ’føder’ flere isbjerge end nogen anden gletsjer på den nordlige halvkugle, og I har god tid til at se isblokkene forsvinde i det klare vand, mens I svæver over et af de smukkeste landskaber i verden. Jeres dygtige og erfarne pilot sænker flyet, så langt ned det kan lade sig gøre, så I både får det fulde overblik og samtidig nærstuderet det fantastiske fænomen.

I sætter kursen tilbage mod Ilulissat og flyver over isfjorden hele vejen til den lille bygd Ilimanaq, der fra oven kun udgør en lillebitte prik på oplevelsen. Herefter nyder I indflyvningen over idylliske Ilulissat, inden I igen har fødderne på jorden.

Alle har vinduesplads ombord og headset på, så I kan høre pilotens fortællinger om området og instruktioner. Piloten kender vind- og vejrforholdene over den arktiske natur som ingen andre, og I kan trygt nyde oplevelsen.

Bemærk: Der tages forbehold for, at vejrforhold kan forhindre flyvningen. Du bedes oplyse vægt ved bestilling.  

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 1 timer
  • Minimum 4 deltagere
  • Udflugter skal bestilles hjemmefra
  • Sikkerhedsudstyr og headset
  • Sæson: Hele året

Heldagsvandring til Oqaatsut

1.415 kr. pr. person
940 kr. pr.barn u/ 12 år

Kom med på en af de mest populære og fantastiske vandreruter i Grønland. Ruten går Ilulissat til Oqaatsut, en 20 kilometer lang vandretur gennem det arktiske landskab med udsigt til både isfjorden og det rå indland.

I mødes med jeres dansktalende guide og begiver jer mod nord forbi søer, fjelde, små vandfald og vandløb på den ene side og drivende isfjelde på den anden. Undervejs holder I en pause ved et af rutens bedste udkigspunkter, hvor I nyder en frokost i det fri, som guiden har medbragt.

Fremme i Oqaatsut venter en dejlig 3-retters middag på Restaurant H8 Explorer, som består af grønlandsk fisk og kød serveret i de smukke omgivelser, som Oqaatsut er garant for. Efter middagen sejler I tilbage til Ilulissat, og på den måde ender den aktive heldagsoplevelse på fineste manér med en sejltur under midnats- eller aftensolens lys.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: juni til september
  • Varighed: 10 timer
  • Inkl. sejltur
  • Husk: vandresko og passende tøj
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere

Kajaktur i morgengryet

1.250 kr. pr. person

Inuitterne har roet kajak i tusindvis af år, og på denne udflugt kan I komme med ud på vandet i jeres egen kajak. Isfjorden tager sig helt fantastisk ud i øjenhøjden fra en kajak, og I kan komme helt tæt på de iskolde brudstykker. I glider langsomt gennem vandet, mens I betragter isbjergene, der er smukke i både solskin og skygge - det er blot farvespillet, der er anderledes. Måske er I oven i købet så heldige,  at en hval vælger at hilse på, mens I befinder jer i kajakken.

Da I sejler afsted om morgenen, er I måske alene på havet. Turistbådene er ikke sejlet afsted endnu, og morgenlyset giver oplevelsen ekstra kolorit. Der er helt stille i det UNESCO-beskyttede område, og I hører kun den sagte plasken fra jeres egen pagaj. 

I sejler i meget stabile dobbeltkajakker, og I er minimum to timer på vandet - det er en fantastisk oplevelse. Alle, også nybegyndere, kan være med - dog ikke børn under 12 år. I får tørdragt på og introduceres grundigt til turen, inden I kommer ud på vandet med en professionel guide. Udover den dygtige guide har I også en følgebåd med, som på afstand holder øje med, at alt er, som det skal være.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 3 timer
  • Inkl. guide
  • Inkl. tørdragt
  • Minimum 2 deltagere
  • Sæson: juni - september

Nordlysjagt

350 kr. pr. person
175 kr. pr.barn u/ 12 år

Oplev et af naturens største underværker på udflugten i nordlysets skær. De farverige gardiner danser forhåbentlig på den mørke polarhimmel, mens I jagter de grønne bølger, som gennem tiden har mystificeret inuitterne i Grønland.

Udflugten foregår i selskab med en lokal, dansktalende guide, der kører jer til et par forskellige udsigtsposter, der er særligt egnede til at opleve nordlyset fra. I kører ud i naturen og forlader lysskæret fra Ilulissat, så det storslåede lysshow fra Frøken Aurora har de bedste betingelser for at imponere. Med lidt held lyser himlen op i grønne og røde nuancer, der ligner småhallucinerende gardiner.

Undervejs hører I om de gamle myter, der knytter sig til naturfænomenet. I gør blandt andet holdt ved en udsigtspost ud til Ilulissat Isfjord, inden I efter to timers nordlysjagt bliver kørt hjem til hotellet, hvor jeres guide laver en kop varm, grønlandsk kaffe til jer som den ideelle afslutning på jagten i kulden.

Bemærk: Udflugten kan blive aflyst på dagen, såfremt vejrforholdene forhindrer nordlys.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: oktober, november & januar-april
  • Varighed: 2 timer
  • Dansktalende guide
  • Afhentning på hotel
  • Min. 2 personer

Vandretur til Sermermiut-bopladsen og isfjorden

250 kr. pr. person
175 kr. pr.barn u/ 12 år

Isfjordens smukke isfjelde danner kulissen for den gamle boplads Sermermiut, som ligger halvanden kilometer syd for Ilulissat. Gennem 4000 år boede de forskellige inuitkulturer på bopladsen, og i dag kan I stadig se mange af de rester, der vidner om deres tilstedeværelse. På en tur til Sermermiut får I et spændende indblik i historien og grønlændernes liv, før europæerne kom hertil. I kan blot forestille jer, hvordan livet var på disse kanter tilbage i tiden, når I ser ruiner af tørvehytter og nyder udsigten til området, som er intet mindre end spektakulær.

Sermermiut kom på UNESCOs Verdensarvsliste i 2004 og besøges i dag af 3000 gæster årligt. For at beskytte området bedst muligt, er der anlagt en gangbro, der beskytter området mod slitage. Gangbroen byder bl.a. på udsigtspunktet ved Nakkaavik, også kendt som ”Kællingekløften”, hvor I får serveret kaffe og te, mens I nyder udsigten over Kangia Isfjord. 

I kan vælge at blive i det fortryllende sceneri og selv finde tilbage til Ilulissat ved at følge gangbroen den modsatte retning. I kan også følges med guiden retur eller slå vejen forbi det arkitekttegnede Isfjordscenter, der åbnede i sommeren 2021.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2 timer
  • Minimum 2 deltagere
  • Dansktalende guide
  • Inkl. kaffe og te
  • Sæson: februar - november

Midnatssejlads til UNESCO-isfjorden

595 kr. pr. person
295 kr. pr.barn u/ 12 år

Som besøgende i Ilulissat er det nærmest et krav på sejltur mellem isfjeldene - og besøger du Diskobugten i sommermånederne får du midnatssolens bløde lys med i oplevelsen. 

Årligt strømmer der mere end 48 km3 is fra Ilulissat Isbræ ud i isfjorden, og resultatet er enorme isfjelde, der kan blive flere hundrede meter på hver led og strække sig over 100 meter op over havets overflade. De mange isblokke, der knækker af bræen, glider ned ad fjorden og strander ved isfjordens munding, hvor I får mulighed for at sejle rundt blandt dem. Det særlige ved dette syn er, at islandskabet er i konstant forandring, og at I derfor oplever et øjebliksbillede. Isfjeldene er smukke i al slags vejr. I solskinnet er det kontrasterne, der træder i karakter, når det er overskyet, træder de blå nuancer frem, og i midnatssolen skaber de lave stråler et unikt farveskær.

I sejler ud i isfjorden på moderne både med varme opholdsrum og friskbrygget kaffe til at modstå aftenkulden. Husk alligevel varmt tøj, der er koldere ude på fjorden. Med lidt held ser I pukkelhvaler på sejlturen mellem isfjeldene, inden I vender tilbage til land med kameraet fyldt med mindeværdige øjeblikke. 

Bemærk: Midnatssolen kan opleves i Ilulissat fra 21. maj til 24. juli, men den lyse aften forbliver helt til september. 

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 4 timer
  • Minimum 2 deltagere
  • Inkl. guide
  • Inkl. kaffe/te
  • Inkl. afhentning på hotel
  • Sæson: juni - september

En hel dag på Indlandsisen

995 kr. pr. person
675 kr. pr.barn u/ 12 år

At gå på Indlandsisen er en stor oplevelse. Men at vandre på den på en miniekspedition er et endnu større eventyr.

I følger den lange Sandflugtsdal med den lige så lange smeltevandselv, der bruser af sted med sit grumsede turkismælkehvide vand. På vejen ud af Kangerlussuaq passerer I den interimistiske golfbane, derefter en miniatureskov af nåletræer efterfulgt af den ca. 400 meter høje kegleformede klippe, Sukkertoppen. Herfra går turen videre gennem vekslende natur af søer, frodig fjeldhede og tæt pilekrat, der til tider afløses af store strækninger med golde sandklitter og fjelde uden nogen form for vegetation. Et landskab, der efter grønlandsk målestok betegnes som et mildt landskab med en rig flora.

Et par kilometer fra Indlandsisens yderste bastion, Russelgletsjeren, drejer I op i terrænet og fortsætter til Punkt 660 i et af de smukkeste islandskaber i Grønland, med Indlandsisen tronende i baggrunden og række efter række af gletsjerudløbere mod nord og syd. Til sidst parkerer I køretøjet ved isens rand og går ind på selve Indlandsisen, der hvælver sig indover som en uendelig flade mod Grønlands midte.

Kun få mennesker kommer mere end 200 meter ind på Indlandsisen, hvilket er en skam, da et fantastisk islandsskab udfolder sig, når man kommer bare lidt dybere ind på Indlandsisen. På denne tur kommer I til at vandre blandt høje og dale, omkranset af krystalblå åer, floder, vandfald og søer – alt sammen dannet af smeltevand fra isen. Udstyret med snesko og vandrestave kan alle være med, da det ikke er vanskeligere at gå på Indlandsisen end i kuperet terræn derhjemme. Med 500 meter ældgammel is under fødderne finder I et smukt sted på Indlandsisen og spiser jeres medbragte frokost.  

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 8 timer
  • Minimum 4 deltagere
  • Inkl. guide
  • Inkl. transport
  • Inkl. snesko/steigeisen
  • Inkl. vandrestave
  • Inkl. frokost
  • Sværhedsgrad: Hård
  • Sæson: Maj - september

Vandretur til Granatfjeldet

795 kr. pr. person
495 kr. pr.barn u/ 12 år

Denne udflugt indledes med en køretur til toppen af Tacan, et fjeld afrundet af istiden med god udsigt over området. Herfra vandrer I rundt om Store Saltsø. Turen går mest nedad, selvom der selvfølgelig også vil være nogle stigninger. Vegetationen bærer præg blandt andet af grønlandspost, revling, og dværgbirk og duften af fjeldet er knitrende frisk og helt særegen.

Efter ca. 2½ - 3 timer er I fremme ved Granatfjeldet, hvor det er tid til at finde de medbragte hamre og mejsler frem – som I hver især selv må bære – og begynde jagten på halvædelstenene af granat. Indimellem jeres hamren bliver der tid til at spise den medbragte madpakke og måske I er heldige at høre og se nogle af de vandrefalke som yngler ved fjeldet. Det hænder sågar, at man møder fouragerende moskusokser.

Efter I har udforsket det granatrige fjeld, går turen tilbage langs søen Lake Ferguson. Er heldet med jer, kan I høre og se den flotte islom, som har reder langs søbredden, og hvis meget karakteristiske kald, kan høres milevidt. For enden af søen bliver I hentet, og kørt hjem det sidste stykke vej tilbage til Kangerlussuaq.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 8 timer
  • Minimum 6 deltagere
  • Inkl. guide
  • Inkl. transport
  • Inkl. frokost
  • Inkl. hammer og mejsel
  • Sværhedsgrad: Moderat
  • Sæson: Maj - september

Udflugt til Indlandsisen, Punkt 660

650 kr. pr. person
425 kr. pr.barn u/ 12 år

På denne tur kan I se frem til en smuk køretur efterfulgt af en kort gåtur på Indlandsisen. I følger den lange Sandflugtsdal med den lige så lange smeltevandselv, der bruser af sted med sit grumsede turkismælkehvide vand. På vejen ud af Kangerlussuaq passerer I den interimistiske golfbane, derefter en miniatureskov af nåletræer efterfulgt af den ca. 400 meter høje kegleformede klippe, Sukkertoppen. Herfra går turen videre gennem vekslende natur af søer, frodig fjeldhede og tæt pilekrat, der til tider afløses af store strækninger med golde sandklitter og fjelde uden nogen form for vegetation. Et landskab, der efter grønlandsk målestok betegnes som et mildt landskab med en rig flora.

Et par kilometer fra Indlandsisens yderste bastion, Russelgletsjeren, drejer I op i terrænet og fortsætter til Punkt 660 i et af de smukkeste islandskaber i Grønland, med Indlandsisen tronende i baggrunden og række efter række af gletsjerudløbere mod nord og syd. Til sidst parkerer I køretøjet ved isens rand og går ind på selve Indlandsisen, der hvælver sig indover som en uendelig flade mod Grønlands midte. Her er tale om en kort gåtur uden pigsko og andet udstyr, og alle kan være med. 

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 5 timer
  • Minimum 4 deltagere
  • Inkl. guide
  • Inkl. transport
  • Inkl. kaffe og te
  • Sværhedsgrad: Let
  • Sæson: Hele året

Nordlys med grønlandsk kaffe

425 kr. pr. person
240 kr. pr.barn u/ 12 år

Grønland er med sin enorme iskappe og sit lave befolkningstal et af de steder i verden med den mindste lysforurening og største chance for at opleve nordlys. Kangerlussuaq har op mod 300 klare nætter årligt med et stabilt klima og let adgang til den affolkede tundra. Det gør byen til det ideelle udgangspunkt for jagten på nordlys.

I vintermånederne lægger aftenhimlen sig tidligt over Kangerlussuaq, mens I begiver jer med en lokalkendt guide mod den mørklagte tundra. I kører i en terrængående minibus mod nogle af områdets bedste udkigsposter. Der går kun et øjeblik, før det pletvise lys fra byen forsvinder bag jer. I er på jagt efter nordlys, efter noget helt ud over det sædvanlige.

Nordlyset kan opleves i Grønland fra september til april og er et sammenstød mellem elektrisk ladede partikler, molekyler og atomer i 100 kilometers højde. Inuitterne har til alle tider været forundret, fascineret og forfærdede over lysbølgerne på himmellærredet, og jeres guide indvier jer på køreturen i nogle af de mest spændende myter fra fortiden.

Forhåbentlig danser Frøken Aurora på himlen med sine grønne, blålige og sågar lilla skørter hængende efter sig. Strålerne bevæger sig som gardiner på det mørke lærred, en hypnotiserende og dybt fascinerende oplevelse. I løbet af aftenen skænker jeres guide en traditionel grønlandsk kaffe, som med garanti varmer kroppen op. Smagen og synet af Grønland kan tryllebinde enhver, og de to timer flyver afsted med kig til nordlysets fangarme, inden I kører tilbage til Kangerlussuaq.

Bemærk: Udflugten kan blive aflyst på dagen, såfremt vejrforholdene forhindrer nordlys.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: februar – april & september – november
  • Varighed: 2 timer
  • Inkl. grønlandsk kaffe
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere

Udflugt til Russellgletsjeren

650 kr. pr. person
425 kr. pr.barn u/ 12 år

Russellgletsjeren tårner op som en isvæg, der visse steder når en højde på 60 meter og skaber en tydelig kontrast mellem land og is. Turen til områdets mest seværdige gletsjer foregår i en tundrabus med firehjulstræk, der er skabt til det barske terræn og grus, som I skal igennem.

På turen til gletsjeren holder I udkig til dyrelivet, bl.a. rensdyr og moskusokser, mens jeres guide fortæller om området og dets historie. Kører I turen om sommeren, får I virkelig naturens kræfter at mærke, da afsmeltningen er i fuld gang, og der derfor skal holdes behørig afstand til både smeltevandselven og de tårnende ismasser, som af og til – og helt uden varsel – falder sammen eller kælver.

Efter cirka halvanden times kørsel når I frem til Russellgletsjeren. Her kan I vandre parallelt med gletsjerkanten, fotografere isvæggen fra alle de gode vinkler eller bare nyde naturen og stilheden, som blot afbrydes af smeltevandselvens brusen. Efter en times tid ved gletsjeren forlader I igen den enestående natur og kører tilbage til Kangerlussuaq.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 4 timer
  • Minimum 2 deltagere
  • Inkl. guide
  • Inkl. transport
  • Inkl. kaffe og te
  • Sværhedsgrad: Moderat
  • Sæson: Februar - november

Safari på tundraen

280 kr. pr. person
190 kr. pr.barn u/ 12 år

Kangerlussuaq putter sig mellem Indlandsisen og den mægtige Søndre Strømfjord i et af de mest isfrie områder i Grønland. Området består af blottet tundra, hvor I blandt andet finder landets eneste, reelle vej, som fører til Indlandsisen og tidligere er blevet brugt til at teste nye køretøjers terrænkørsel. Her findes et unikt dyreliv, som I kan opleve på køreturen i tundraen i hårdføre 4-hjulstrækkere.

Jeres chauffør fungerer som guide for turen gennem det barske men betagende tundralandskab, hvor I kigger efter moskusokser og rensdyr fra sæderne. Dyrene lever særligt her i det forholdsvis isfrie og tørre landskab, hvor der er rigeligt føde. Jeres dansktalende guide fortæller om dyrenes levevis i det barske klima, og hvordan begge dyr har været essentielle for inuitter gennem tusindvis af år. Med på turen har guiden kikkerter, så I kan betragte dyrene fra sikker afstand. Undervejs hører I også om plantelivet i tundraen, der byder på flere hedeplanter og mere liv, end man ellers skulle tro, på klippesiderne langs floder og vandløb.

Tundraen udgør området før Indlandsisen, og hvis vi går langt nok tilbage i tiden, var også tundraen fuldstændig frossen. Siden da har isen trukket sig tilbage og efterladt det spændende morænelandskab, som I krydser på turen. I kører til toppen af et af de mange bjerge og nyder udsigten over kløfter, floder og sågar Indlandsisen på klare dage. I gør flere stop i løbet af turen, hvor I kan strække benene og komme helt tæt på naturen, inden I vender tilbage til Kangerlussuaq efter halvanden times tid.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: februar – november
  • Varighed: 1,5 time
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere

Sightseeing i Kangerlussuaq

395 kr. pr. person
295 kr. pr.barn u/ 12 år

Kangerlussuaq er en bygd med omtrent 500 indbyggere beliggende for enden af den 180 kilometer lange fjord. På denne udflugt får I historien om fortiden frem til 2. Verdenskrig, hvor Kangerlussuaq var amerikansk base af stor strategisk betydning. I får også fortællinger om bygdens rolle under Den kolde krig og om status i dag, hvor bygden stadig er et vigtigt politisk omdrejningspunkt.

Vejnettet omkring Kangerlussuaq er Grønlands længste, og derfor er det muligt at køre til en række interessante udkigspunkter, hvorfra I kan knipse et par fine billeder af den smukke, grønlandske natur. I kører forbi havnen med udsigt til fjorden og forbi forskerbyen Kellyville, der drives af U.S. National Science Foundation i samarbejde med Danmarks Meteorologiske Institut. I fortsætter rundt om baseområdet og besøger også bygdens hundegård, hvor der venter et møde med den grønlandske slædehund. I slutter oplevelsen af med en tur på byens museum, hvor I dykker ned i Kangerlussuaqs helt særlige historie, både som militærbase, civil lufthavn og forskningslokation.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2 timer
  • Sværhedsgrad: Let
  • Inkl. guide

Havsafari

915 kr. pr. person
450 kr. pr.barn u/ 12 år

Havet har altid været en meget vigtig del af den grønlandske identitet, og I har ikke oplevet Grønland, før I har set landet fra havet. I myter og legender havde havet en stor magt, og det har også sikret den primære fødekilde indtil i dag, hvor kommercielt fiskeri fylder mest.

På denne tur til søs får I chancen for at opleve det smukke syn, såvel som I får en smag af livet til søs. I sejler gennem øgrupperne og ind i fjordene omkring Sisimiut, hvor I nyder den fantastiske udsigt over landet og Kællingehætten. Er heldet med jer, kan I se både sæler og hvaler.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2 timer
  • Minimum 2 deltagere
  • Inkl. transport fra hotel til havn
  • Inkl. dansktalende guide
  • Sværhedsgrad: Moderat
  • Sæson: juni - oktober

Sightseeing i Sisimiut

280 kr. pr. person
140 kr. pr.barn u/ 12 år

Sisimiut er en god grønlandsk smeltedigel af gammelt og nyt – historie og moderne ”storbyliv”. Det er her, en stor del af Grønlands erhvervsuddannelser har hjemme, og byen er således samlingspunkt for en god portion unge mennesker.

På denne guidede bustur introduceres I til byens historie og hverdagslivet. I lægger vejen forbi det lokale kød- og fiskemarked, hvor dagens fangst langes over disken, I kommer forbi hundebyen i udkanten af Sisimiut og besøger museet. Undervejs stopper I op ved flere af byens udsigtspunkter, hvor I kan knipse et par billeder og danne jer et godt indtryk af Grønlands næststørste by.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2 timer
  • Sværhedsgrad: Let
  • Inkl. guide
  • Afhentning på hotel
  • Sæson: Hele året

Snescooter for begyndere

1.000 kr. pr. person

Har I aldrig kørt på en snescooter før? Så er ’newbie-turen’ den perfekte løsning for jer. Denne tur er perfekt til begyndere, og det anbefales, at alle, der ikke er bekendte med snescootere, begynder med denne introduktion til sporten. Jeres turguide introducerer jer til grundlæggende kørefærdigheder, og I starter med at køre et træningsspor, før I bliver ledt på præparerede stier for at få den virkelige fornemmelse af at køre på snescooter.

Undervejs på turen vil der være et længere stop, hvor I får en snack og noget varmt at drikke, og der vil selvfølgelig være rig mulighed for at tage billeder.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 1 time
  • Inkl. professionel guide
  • Inkl. hjelm
  • Sværhedsgrad: Moderat
  • Sæson: December - april

Kulturhistorisk vandretur til Teleøen

300 kr. pr. person
150 kr. pr.barn u/ 12 år

Denne tur tager jer til den lille ø Sallinnguit, der på dansk hedder “Teleøen”, fordi det er her, de moderne telekommunikationsanlæg er placeret. Øen har været et attraktivt sted gennem tusindvis af år: Først for forskellige Inuit-kulturer, der slog sig ned her, bl.a. Saqqaq-kulturen, Dorset-kulturen og Thule-folkene. I dag finder I Royal Greenlands rejefabrik samt en række historiske boliger fra den tidlige industrialiserede periode i Grønland. Sallinnguit er ikke længere en separat ø, da den nu er forbundet til byen med en lille bro.

På denne tur hører I den fantastiske historie om inuitternes livsstil før europæernes indflydelse, om koloniseringen og livet i dag. I ser ruinerne fra forskellige perioder og nyder udsigten over gamle jagtområder og byen, der i dag er et godt miks af nye og gamle bygninger.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2 timer
  • Minimum 2 deltagere
  • Inkl. Transport
  • Inkl. guide
  • Inkl. forfriskninger
  • Sværhedsgrad: Hård
  • Sæson: Hele året

Snescooter i baglandet

1.750 kr. pr. person

Denne tur er den mest populære snescootertur, fordi den har lidt af det hele og er det perfekte næste skridt fra introturen ’Snescooter for begyndere’. På turen kører I gennem naturskønne stier og ind til bjergene gennem bakket terræn med gode nedkørsler og stigninger. I oplever suget i maven, spændingen og følelsen af frihed, mens I suser gennem den kølige luft, men det absolutte højdepunkt på turen er den spektakulære udsigt over Davidstrædet og den endeløse udsigt over det barske vinterlandskab omkring Qerrortusup Majoriaa. I kører på lange strækninger, på mindre stigninger og på spor i moderat tempo.

 Tur- og sikkerhedsregler

Alle som kører med på udflugter på snescooter og snebus accepterer nedenstående.

  1. I vil blive fjernet fra snescooteren, hvis guiden vurderer at I kører uansvarligt, hasarderet eller ukontrolleret.
  2. Oprethold en sikker afstand til snescooteren foran jer, pas på de andre snescootere, stop ikke midt på sporet og brug gashåndtaget varsomt.
  3. Bær hjelm på alle tidspunkter, både som passager og som fører.
  4. I er ansvarlige for udgifterne på alle skader og reparationer som følge af en ulykke eller rulning (roll over). Eksempel: Bøjet eller beskadiget kofanger 3500 kr. og op, motorhjelm 2000 kr. og op, forrude 2000 kr. og op. Samlet snescooter 85000 kr.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Varighed ca. 2 timer
  • Inkl. professionel instruktør
  • Inkl. transport
  • Inkl. forfriskninger
  • Sværhedsgrad: Moderat
  • Sæson: Februar - april

Sejltur til Assaqutaq

940 kr. pr. person
450 kr. pr.barn u/ 12 år

Kom med på en sejltur til en grønlandsk spøgelsesby, der i dag er forladt og ligger uberørt hen. Hvis I bor på Hotel Sisimiut, kan I blive hentet af bus og kørt til havnen, men I kan ligeså vel tage gåturen til havnen på egen hånd, hvor I møder jeres guide og kaptajn.

I stævner ud mod en helt særlig oplevelse i dag, når I sætter kursen mod den forladte bygd Assaqutaq, der i dag har stor historisk betydning. Besøget giver et fyldestgørende indblik i forvandlingen fra inuitkulturen i bygderne til det moderne liv i byerne, hvor mange grønlændere efterhånden er flyttet ind.

Igennem 1960’erne og 70’erne tog mange grønlændere den store beslutning om at rykke til de store byer som Sisimiut. Det efterlod bygder som Assaqutaq mennesketomme, og husene tomme. I ser den gamle fiskefabrik, den lille kirke og kirkegård og nogle af de huse, der i dag bruges som sommerhuse og vandrehjem i juli. I sommermånederne er der mange lodder, en laksefisk, i farvandet her, og det tiltrækker mange mennesker fra Sisimiut – og i visse tilfælde også pukkelhvaler, som I kan være heldige at opleve.

I har god tid til at udforske det spændende og efterladte samfund, inden I sejler tilbage til Sisimiut i det fantastiske fjordlandskab. Mens I sejler, holder I øje med de arktiske fugle, sæler og hvaler i horisonten og nyder den utrolige stilhed til søs.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: juni – oktober
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere
  • Varighed: 3 timer

ATV-køretur i baglandet

750 kr. pr. person
300 kr. pr.barn u/ 12 år

Der venter et storslået syn og et adrenalinrush af en anden verden på denne udflugt, hvor I kører gennem baglandet ved Sisimiut på sikre ATV-køretøjer.

Sisimiut er en af de få byer i Grønland, hvor der er et veludviklet vejnet ind i landet. Grusvejene er oplagte at udforske på ATV i sommermånederne, hvor man kan komme hele 10 kilometer ind i baglandet.

Før I sætter jer til rette på de firhjulede køretøjer, får I en grundig sikkerhedsintroduktion og undervisningen i køretøjet. Alle kan være med, og det er ikke et krav at have erfaren med ATV-kørsel for at deltage. I begiver jer mod baglandet og kører forbi slædehundenes by og krydser en lille bro over en krystalklar flod, inden grusvejen ender. I kører i et spændende tempo, der dog er roligt nok til, at I bemærker landskabet og den smukke natur.

Resten af køreturen foregår på mindre stier, hvor I for alvor kommer tæt på det unikke landskab. I gør holdt ved områdets bedste udsigtsposter med kig til fjordlandskabet, fjeldene og Sisimiut by, inden I kører tilbage til Hotel Sisimiut, hvor udflugten også begynder.

Bemærk: Det kræver almindeligt kørekort for at køre ATV i Grønland. Har man ikke kørekort, kan man sidde bag på.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: juni – oktober
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere
  • Varighed: 2 timer
  • Mødested: Hotel Sisimiut

Et møde med slædehundene

150 kr. pr. person
75 kr. pr.barn u/ 12 år

Den grønlandske slædehund er af en særligt ikonisk størrelse. Vi kender alle racen og ser for os, hvordan de firbenede spæner over islandskabet med slæden spændt for. På denne udflugt kan du og hele familien komme helt tæt på de arbejdsomme pelsdyr, når vi inviterer på besøg i en lokal hundekennel. I lærer lidt om hundenes liv samt deres lange historie og rolle i samfundet.

Der er store regionale forskelle i måden, hvorpå slædehundene holdes i Grønland. I de nordligere eller mere øde egne har hundene spillet en endnu vigtigere rolle som brugs- og transportdyr, men i Sisimiut ligger der en hundekennel, hvor man sagtens kan besøge og sågar kæle med hundene.

Man kan huske dog huske, at der stadigvæk er tale om et arbejdsdyr, og at de ikke reagerer som europæiske hunde. Lyt til ejerens anvisninger, så I ved, hvilke hunde I kan røre ved eller holde. Besøget på hundepladsen kræver praktisk påklædning, der gerne må blive beskidt.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: Hele året
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere
  • Varighed: 2 timer
  • Tidspunkt: Kl. 14.
  • Mødested: Hotel Sisimiut

Besøg i hundekennel til slædehundetræning

350 kr. pr. person
175 kr. pr.barn u/ 12 år

Oplev en ægte træningssession med de grønlandske slædehunde, der gennem tiden har fungeret som et afgørende arbejdsdyr for inuitsamfundene i Grønland. I besøger en kennel, der opdrager særligt lydige og menneskeglade slædehunde, som man sagtens kan kæle med. Udflugten egner sig til enhver størrelse, og det er et spændende syn at se hundeejeren kommandere og træne særligt de yngre hvalpe. I ser også, hvordan fodringen af hundene foregår og hører om opdrættet samt livet i kennelen.

Der er store regionale forskelle i måden, hvorpå slædehundene holdes i Grønland. I de nordligere eller mere øde egne har hundene spillet en endnu vigtigere rolle som brugs- og transportdyr, men her i Sisimiut kan I roligt besøge hundene.

Man kan huske dog huske, at der stadigvæk er tale om et arbejdsdyr, og at de ikke reagerer som europæiske hunde. Lyt til ejerens anvisninger, så I ved, hvilke hunde I kan røre ved eller holde. Besøget på hundepladsen kræver praktisk påklædning, der genre må blive beskidt.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: Hele året
  • Dansktalende guide
  • Minimum 2 deltagere
  • Varighed: 3 timer
  • Tidspunkt: Kl. 14.
  • Mødested: Hotel Sisimiut

Aktiv dag til Camp Cod

1.500 kr. pr. person
700 kr. pr.barn u/ 12 år

Her er eventyret, der kombinerer de største oplevelser i Grønland: sejlads og fiskeri i fjorden, aktiv vandring i fjeldet og traditionel madlavning. Udflugten til Camp Cod er én af de helt særlige!

Fra Hotel Sisimiut kører I til havnen, hvorfra I sejler gennem øhavet ud for byen. I lægger måske mærke til slædehundene på nogle af de ubeboede øer, hvor hundene holder sommerferie, indtil sneen vender tilbage. I har en times tid på havet, inden guiderne kaster snøren i vandet for at fange dagens frokost, som I selv kan være med til at tilberede. Og bare rolig! I er sammen med eksperterne, der altid skaffer mad på bordet.

I sejler gennem fjordlandskabet med udsigt til de sneklædte fjelde, hvor I går i land med fangsten og begiver jer ud på en to kilometer lang vandretur gennem landskabet. Der er lidt let bjergbestigning foran jer, inden I omkring middag er fremme i den såkaldte Camp Cod, Torske-lejren, der ligger ned til en lille flod. I tilbereder fiskene over åben ild og nyder frokosten med udsigt til fjeldsiderne. Efter måltidet har I god tid til at gå på opdagelse i området, hvor I kan krydse nogle lave fjelde eller gå langs floden.

Efter besøget i lejren går I tilbage til båden, men før I sætter hjem mod Sisimiut, sejler I længere ind i fjorden for at se nye sider af landskabet. Man har mulighed for at blive sat af på vejen, så man på egen hånd kan følge en vandrerute tilbage til Sisimiut, men man kan selvfølgelig blive ombord og nyde indsejlingen til byen, der er et smukt syn. I ser de farverige byhuse på Kællingehætten, som det lokale fjeld nu engang er døbt. Udflugten slutter omkring klokken 15.

Facts om udflugten/inkluderet i prisen

  • Sæson: juni – oktober
  • Dansktalende guide
  • Minimum 4 deltagere
  • Varighed: 5 timer
  • Mødested: Hotel Sisimiut kl. 10.
like.svg

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

happy.svg

90% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

trust

"Fremragende" 4,8 af 5 (1.607 anmeldelser)