Rejser til Shikoku i Japan
Japan

Den 'hemmelige ø'
Shikoku er den mindste af Japans fire hovedøer, og også den mest afsidesliggende - og ukendte.
Men hvad øen måske mangler i kendskabsgrad har den så rigeligt af i stemning - og natur. Netop derfor føles Shikoku som et sted, hvor man møder et mere stille og autentisk Japan – med grønne bjerge, små fiskerbyer og den berømte 88-templer pilgrimsrute, der snor sig 1.200 kilometer rundt på øen.
Ruten blev grundlagt til ære for munken Kūkai (Kobo Daishi), som blev født her i 700-tallet og senere stiftede Shingon-buddhismen. I dag følger pilgrimme stadig i hans fodspor – nogle til fods, andre i bus eller bil – klædt i hvide dragter og med bambushat. Og selv hvis man blot besøger enkelte af templerne, mærker man tydeligt den særlige ro og spiritualitet, der præger stemningen på øen.
På østkysten ligger byen Tokushima, hvor den livlige, traditionelle Awa-odori-dansefestival hver august forvandler gaderne til et skønt sammensurium af musik, trommer og farverige dragter. Længere sydpå finder du Kochi, en charmerende havneby med et stort søndagsmarked og en af Japans bedst bevarede træborge. På nordkysten ligger Takamatsu med den elegante Ritsurin-have, et mesterværk udi japansk havedesign, med damme, broer og stier, det har taget over hundrede år at skabe.
Dybt inde i bjergene møder du et helt andet Shikoku. Iya-dalen er et af Japans mest dramatiske landskaber, hvor tågen driver gennem kløfterne, og de små landsbyer klamrer sig til skråningerne.
Her krydser de berømte kazurabashi-broer floden og slugterne – og man er bogstaveligt talt på gyngende grund, hvis man vover sig ud på dem.
Øen har endda sin egen hunderace, Shikoku-ken, som blev avlet til jagt i de ufremkommelige bjerge. Racen har en ret så modig og loyal natur – og er en spøjs lille påmindelse om øens finurlige særpræg.
Shikoku er måske stadig en lille hemmelighed blandt de fleste udenlandske rejsende. Men netop det gør den til noget ganske særligt. Et sted, hvor du kan møde et Japan, der stadig lever i tæt samspil med naturen, traditionerne og historien.
Derfor skal I rejse til Shikoku
-
Japans mest berømte pilgrimsrejse
-
Tågedækkede kløfter og kystens små fiskerbyer.
-
Dans i Tokushima, haver i Takamatsu og Shikokus berømte udon-nudler



Det var en stor oplevelse at lære om Japans historie og kultur på de relevante udflugtsmål.
Inge, Vestervig
Det siger vores gæster ...
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.

