Madagaskar er den tredjestørste ø i verden, men her er næsten ingen turister, og det mærker man hurtigt, når man bevæger sig rundt.
Her er rigtigt meget plads og fred og ro til at nyde de store naturoplevelser og de venlige mennesker i landet. Vi har sat en unik rundrejse sammen, hvor vi undgår de slagne veje, når vi sammen med en yderst kompetent dansk rejseleder udforsker naturen i det nordlige Madagaskar som helt generelt er mere utilgængelig end den sydlige del af landet. På en del af rejsen kører vi rundt i firhjulstrækkere med erfaren chauffør, så vi er sikre på at kunne komme frem, hvor andres turistbusser er nødt til at vende om.
Vi starter i hovedstaden, Antananarivo, hvor vi har en overnatning, inden vi flyver videre imod nord til Diego Suarez. Her møder vores firhjulstrækkere os, og vi begiver os straks dybere ind i øens frodige natur. Vi oplever de smukke tropiske strande ved De tre Bugte, nyder det fascinerende endemiske dyre- og planteliv i nationalparkerne Amber Mountain National Park og Ankarana Nationalpark, hvor vi blandt andet spejder efter lemurer, kamæloner og farverige fugle i trætoppene over os.
Vi nyder også at se farverne spille i samtlige røde nuancer i klipperne og sandet ved Tsingy Rouge, besøger en kakaoplantage og Sakalava-folkets hellige krokodillesø, Antanavo. Cirka halvdelen af Madagaskars 25 millioner indbyggere er stammefolk fra én af de 18 forskellige stammer på øen. De er alle forskellige, men fælles for dem er troen på, at alting i naturen har en sjæl, der kan tilbedes, og at fortidens magi og stammernes respektive forfædre har en stor betydning, en tro, som de udtrykker ved traditionelle danse, musik og forskellige ritualer.
Senere skal vi på øhop i en tropisk øgruppe i Mozambique-kanalen ud for Madagaskars kyst. Her bor vi på hovedøen, Nosy Be, og tager på dagsture i båd til øerne Nosy Komba og Nosy Tanikelys farverige marine-nationalpark med suveræn snorkling på farvestrålende rev. På Nosy Be er der også tid til at slappe af ved stranden og lade de mange indtryk fra de foregående dage synke helt ind.
Med på rejsen har vi vores meget erfarne og vidende rejseleder, Mogens Sigersdal, som har arbejdet og rejst i mere end 80 lande. Han har blandt andet et indgående kendskab til forholdene i det sydlige Afrika og Madagaskar. Det er også værd at bemærke, at på denne rundrejse rejser vi i ekstraordinært små rejsegrupper på 12-17 deltagere.
Strandforlængelse på Nosy Be
Hvorfor ikke forlænge rejsen med tre nætter på egen hånd? Hvis I ønsker at nyde flere dage ved stranden, er der mulighed for at tilkøbe en forlængelse af rejsen. I har alle måltider inkluderet og kan bare slappe af på stranden eller se mere af Nosy Be.
På dag 13 er der transport til lufthavnen og fly vil Antananarivo, hvor I har et dagsværelse på et af de lokale hoteller, aftensmad og herefter transport til Antananarivo international lufthavn for at fly hjem. Der er ankomst til Danmark den efterfølgende dag.
Denne rundrejse kan med fordel kombineres med vores anden rundrejse til det sydlige Madagaskar, ”Eventyrrejse til myternes ø”, så I således får den helt store Madagaskar-oplevelse.
Bemærk: Vi giver en samlet rabat på 10.000 kr. pr. person på de to rejser, hvis man køber dem i forlængelse af hinanden. Rabat gives ikke, hvis turene ikke ligger i forlængelse af hinanden.