Eventyrrejse til
myternes ø
Eventyrrejse til myternes ø
Et eventyr i dyrenes rige
Tag med på en enestående rundrejse til Madagaskar, myternes ø i Det Indiske Ocean. Få lande i verden har en så unik flora og fauna som Madagaskar, der geografisk set har været isoleret, siden øen blev adskilt fra Afrika i kridttiden. Omkring 80 procent af de pattedyr, som lever på øen, og en lige så stor andel af øens planter er endemiske, det vil sige, at de kun findes her, og vi gør en stor indsats for at se så meget som muligt af øens særegenheder.
I Madagaskars nationalparker møder vi således forskellige arter af de sjove lemurer, kamæleoner og farvestrålende fugle, og langs vejen ser vi kæmpe baobabtræer med tykke ”maver” fyldt med vand, så de kan modstå tørke.
Et af Madagaskars varemærker er episke landskaber, og vores rejse går fra frodig regnskov i højlandet til østkystens sandstrande og vådområder, hvor vaniljeplanter og smukke orkideer slynger sig om slanke palmestammer, og hvor krydderierne kilder i næseborene. Herfra rejser vi ind i ørkenlignende landskaber med dybe kløfter i den sydvestlige del af landet og helt ud til vestkysten, hvor rejsen slutter med en dag ved havet.
Madagaskars befolkning er lige så unik som floraen og faunaen. I modsætning til dyrene, som har været på Madagaskar i mere end 50 mio. år, så har mennesket kun været her i omkring 1.500 år, og befolkningen, der er delt i geografisk og historisk betingede ”stammer”, er af bl.a. indonesisk, arabisk, fransk og afrikansk oprindelse. På vores vej rundt i landet får vi et interessant indblik i, hvordan lokalbefolkningen lever, når vi besøger landsbyer med markeder, der bugner af alskens varer, og værksteder, der fremstiller spændende kunsthåndværk.
Madagaskar er et stykke hengemt Afrika, et stykke hengemt Australien og fransk kolonihistorie og meget andet – og vi skal opleve det hele sammen med en kyndig rejseleder, som har stor erfaring i at rejse i landet. Rejsen foregår med bus, fly, båd, cykeltaxa og på gåben.
Det er en unik tur med en lidt ekspeditionsagtig karakter, der kræver et almindeligt, godt helbred og en god portion eventyrlyst!
Rute og højdepunkter

Det er den bedste rejse, jeg nogensinde har været på. Vi så mange forskellige ting, og oplevede så meget.