new zealand - milford sound_27_slider

Rejseledere

kasper steensgaard

Kasper er rejseleder på:

kasper steensgaard

Kasper Stensgaard

Rejseleder

Solen er lige ved at gå ned her i Burmas største by, Yangon. Landets ikon, den enorme Shwedagon-pagode, der er beklædt med over seks tons guld, slikker dagens sidste sol, og gør sig klar til en rolig nat.

Det er nogle lande, som folk bliver ved med at komme tilbage til. I mit eget tilfælde eskalerede det fra gentagne besøg - til at jeg til sidst måtte flytte her til.

Hvis jeg skulle nævne én ting, som især fastholder mig i denne tropiske spændetrøje, er det smilene, som burmeserne kaster efter mig hver dag. Til trods for, de har ikke haft meget at smile af under et halvt århundrede med militærdiktatur, har de ingenlunde glemt, hvordan man gør. I dag gennemgår landet store politiske omvæltninger - og det har aldrig været mere indbydende at tage en bid af det stjernestøv, der på en eller anden måde rører rejsende på en helt unik måde.

Af alle de tilfældige sammentræf og kosmiske anomalier, der former vores liv, er jeg evigt taknemmelig for, at min retningssans, som kun et fjols ville misunde, ledte mig hen til en falleret hytte, hvor fem festlige burmesere drak palmevin.

Selvom jeg synes, jeg har været mange steder i denne verden, er der for mig ingen andre mennesker, der er lige så varme som burmeserne.

Iklædt alt for korte shorts, faktor 30, spejlrefleks og en nærmest barnlig nysgerrighed stod jeg der igen. Netop det land, jeg havde drømt om at se igen, efter jeg var der for første gang i 2004.

Solens sidste gullige skær var netop fordampet over Ayerwaddy-floden, og kun den rosa himmel lyste den støvende vej op. Ups. Hvor var det lige, jeg var endt?

Med alle de smilende mennesker og alt det fotogene liv langs flodens bredder i mytiske Mandalay havde jeg i fem timer stort set kun kigget igennem søgeren i mit kamera, og udover at vide, jeg skulle mod øst for at komme tilbage til mit hotel, var jeg ret hjælpeløs. Specielt når man inkluderer i ligningen, at mit talte burmesiske begrænsede sig til "tak" og "skør." Uanfægtet kulturelle forskelligheder tænkte jeg dog, det umuligt kunne være givtigt at indlede en retningsforespørgsel med at betvivle lokalbefolkningens kognitive niveau efterfulgt af et "tak".

Med et kort over Mandalay nærmede jeg mig således i mørket de fem burmesere. Fire af dem sad i bare, tatoverede overkroppe og blev en anelse skæve i deres ansigter, da jeg nåede deres bord. "Do you Speak English?" forsøgte jeg mig. Det gjorde de tilsyneladende ikke, men de blottede dog deres røde tænder (et resultat af den yderst udbredte tygning af betel-nød) og begyndte at grine, mens de venligt gestikulerede, at jeg bare skulle sætte mig ned og tage en tår af deres eliksir.

Nå ja. Selvfølgelig. Med mit allerede etablerede kendskab til burmeserne var jeg faktisk slet ikke overrasket over, at min geografiske hovedpine blev erstattet af et uforglemmeligt møde med en masse mennesker, der tilsyneladende ikke kunne have forestillet sig noget mere underholdende end at tale med et vildfarent blegansigt. For tale, det kom vi til.

Han havde holdt sig lidt fåmælt i begyndelsen, men en af mine nye venner begyndte at tale engelsk, og så var der åbnet for posen. Efter vi havde tørlagt, hvad der føltes som tilsvarende syv palmetræer, ville jeg gerne tilbage til mit hotel. Fyren, der talte engelsk, Yay Chan, insisterede på at køre mig hjem - og at denne vej skulle lægges forbi hans familie; en oplevelse, der skulle vise sig at være forrygende overvældende - og som hurtigt mobiliserede halvdelen af det søvnige nabolag.

I dag er Yay Chan min bedste ven her i landet. Hans familie er min familie, han står på hovedet, når jeg besøger ham i Mandalay - og kropsliggør for mig alt det, som langt de fleste burmesere er: nærmest umenneskeligt venlige og nysgerrige.

Jeg kan bare ikke forstå hvorfor de er, som de er.  Skal man se en grim busk, før man kan sætte pris på en overdådig rose? Skal mennesker kues, tortureres og dræbes, før deres næstekærlighed kan blomstre? I hvert fald har den burmesiske historie siden 1962, hvor militæret kuppede sig til magten, så meget trauma og sorg på samvittigheden, at et umiddelbart emotionelt ræsonnement kunne få dig til at tro, at alle her er bedrøvede - men det diametralt modsatte er tilfældet. 

I slutningen af 2011 dukkede der små notitser op i nogle af de aviser, som i en menneskealder har været eneste vej til altid uniform og, i bedste fald, unøjagtig information her i landet. Aviserne har altid fungeret som militærjuntaens talerør. I notitserne stod der til alles overraskelse, at man nu kunne nævne ved navn og vise billeder af landets demokrati-ikon, Daw Aung San Suu Kyi. En skelsættende begivenhed.

Imellem linjerne stod der også, at man nu kunne tale frit om hvad som helst - uden at behøve at frygte, at samme handling ville føre til middelalderlig tortur og livslange fængselsstraffe. Og burmeserne har fået travlt. 

Landets gamle, paranoide efterretningstjeneste, der kunne få Stasi til at ligne en jovial grundejerforening, er opløst. Landets tehuse, der tidligere var oversvømmet af overfladisk, apolitisk snak af frygt for snigende agenter med mikrofoner, er i dag kakofoniske smeltedigler for nye politiske visioner og opgør med fortiden.

Væk er frygten, og ude af syne er landets sidste diktator, General Than Shwe, som ingen dødelige burmesere ved hvor er. Dog er der konsensus om, han nok er ved at udvikle sig til en habil golfspiller og bor langt fra rampelyset i Naypyidaw; landets plastiske Disney-hovedstad, som regimet, i trit med dets altid vilkårlige og uforudsigelige natur, fra den ene dag til den anden, gjorde til hovedstad i 2005. 

Det summer her i landet. Internationale investorer vælter ind, ejendomspriser er på himmelflugt, og et kraftigt stigende antal udlændinge lægger vejen forbi. Men tempelfyldte sletter henrykker fortsat i solnedgangen. Landets imponerende natur, håndværk og kultur er stadig lige ved hånden.

For langt de fleste burmesere er det dog kun øget ytringsfrihed - og bedre adgang til mobiltelefoni - der for alvor har rykket ved hverdagen. Her er livet stadig langsomt, og for mange burmesere er det rigtigt hårdt. Under en procent af befolkningen har adgang til internettet, kun 25 procent er forbundet til el-nettet, mens det korrupte uddannelsessystem forsøger at vride sig ud af sin koma. Man kører i højre side, hvor rettet også sidder. Man betaler en halv dollar for at slippe spurve fri - for derved at styrke sin karma.

Fantastisk frustrerende og finurlige fakta, og jeg tror, det er ligeså charmerende, som det er tidskrævende, at danne sig sit eget indtryk af folkesjælen i denne fortsat jomfruelige perle i Sydøstasien. Jeg bliver i hvert fald hængende - og jeg kan kun anbefale et besøg. 

Kasper var en meget kompetent rejseleder. Ikke alene fik han turen og det planlagte program til at køre på skinner, men han gav også tid til improvisation og fik føjet lidt mere til programmet. Kasper har en god indsigt i Myanmars historie og det daglige liv.

Burma • Claus Bjørn

like.svg

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

happy.svg

90% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

trust

"Fremragende" 4,8 af 5 (1.480 anmeldelser)