Seoul - Vandretur i måneskin
Vandretur i måneskin
Når Seoul tænder sine lys om aftenen, får byen en anden rytme.
På denne stemningsfulde byvandring under måneskin mødes I ved Seoul National University Medical School, hvor en lokal guide tager imod jer og sætter scenen: Sydkorea som et moderne videnssamfund med universiteterne som både en drøm og drivkraft for landets indbyggere.
Fra universitetet går turen i roligt tempo ud i aftenen. I bevæger jer ind i de lokale retro-gader, hvor neonskilte, små spisesteder og nabolagets liv danner et levende bagtæppe for jeres gåtur.
Undervejs fortæller guiden om alt fra kimchi til de sociale koder, man genkender fra K-dramaer – men som føles helt anderledes, når man står midt på de steder, hvor de gælder. Der er tid til at kigge op på skilte og facader, som afslører de mange lag af historie, der er at finde i den hurtigt foranderlige storby.
I går videre til Ihwa Mural Village, hvor farverige vægmalerier, trapper og små gårdrum skaber stemning. Her får I også historien om, hvordan kunst er med til at forskønne, men også skabe spændinger i et boligområde.
Turen kulminerer i Naksan Park og ved den historiske Hanyang City Wall.
I går op ad bakken, mens udsigten åbner sig lidt efter lidt, og pludselig ligger Seoul som et hav af lys i mørket under jer. Her slutter udflugten – ved bymuren, i den kølige aftenluft og med en udsigt, der gør det let at forstå, hvorfor natten er Seouls smukkeste hemmelighed.
| Pris pr. person | kr. 225 |
|---|
Fakta om udflugten
- Privat udflugt
- Lokal guide
- Varighed: ca. 2 timer
Rejser, hvor udflugten er mulig
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-16.00.