Georgien – hvor Europa slår et smut ind i Asien

Georgien er ikke et land, du blot ser. Det er et land, du mærker.

Du mærker det, når du står midt i Vardzia, en forladt huleby, kloster og fæstning hugget ind i klipperne i det 12. århundrede og et levn fra en storhedstid, der stadig kaster sit ekko over dalen, mens man som besøgende forsøger at forestille sig livet i denne skjulte by i hjertet af Kaukasus’ barske landskab.

Du mærker det, når du med røde kinder og frisk bjergluft i lungerne ankommer til Gergeti-kirken, som ligger storslået og ensomt på en bjergtop under Mount Kazbegis snedækkede tinde som et stædigt symbol på tro og identitet i det dramatiske højland.

Du mærker det også, når du får serveret din første hjemmelavede khinkali-dumpling i en landsby, hvor vejene først for nylig blev asfalteret. Når et fremmed køkken bliver til en spisestue, og mennesker byder én velkommen som var man familie. Georgiens gæstfrihed er nemlig ikke bare venlig – den er dybfølt og ægte og gør det svært ikke at føle sig som en del noget større. 

Og vinen? Ja, den smager fantastisk. Men endnu vigtigere: Den føles som noget helt særligt. For i Georgien er vin ikke bare vin – det er en livsform, en tradition og en fest i ét. Landet regnes som vinens vugge, og vinproduktionen her kan spores mere end 8.000 år tilbage.

Her bruger man stadig de gamle metoder, hvor druerne gærer i såkaldte qvevri – store lerkrukker begravet i jorden, og som giver vinen sin særlige karakter og dybe, næsten jordnære smag.

Hver slurk rummer derfor århundreders historie, og hver gårdsplads med vinranker fortæller historien om familier, der i generationer har holdt disse traditioner i live.

Og når man sidder til bords under en pergola af vinranker og skåler i en lokal, ravgylden 'amber wine', er det ikke bare en herlig mundfuld, men med en følelse af nærvær og samhørighed.

Udenfor hovedstaden venter en perlerække af vidt forskellige byer, der hver især repræsenterer forskellige sider af Georgiens kultur, historie og geografi.

I Mestia dybt inde i Svanetien rejser forsvarstårnene sig over hustagene og vidner om områdets isolerede fortid. Tårnene, som er bygget af sten og ofte flere etager høje, blev brugt som tilflugtssteder og forsvarsværker under fjendtlige angreb i 900-1300-tallet og er en del af områdets særlige identitet.

Samme gælder i øvrigt den svanske kultur, der stadig har sit eget sprog og stærke traditioner her midt i den vilde, uberørte natur.

Mod vest ligger Kutaisi, en af verdens ældste byer, hvor der konstant har boet meneesker. Her mærker man ligeledes historiens vingesus krydret med en duft af moderne byliv, og byens centrale beliggenhed gør den til et naturligt stop for rejsende, der vil opleve det autentiske Georgien.

Ved Sortehavets kyster tæt på Tyrkiet, breder byen Batumi sig ud i et tropisk klima med palmer, strandpromenade og en arkitektur, der spænder fra Belle Époque med finurlige smedejernsbalkoner og organiske former til futuristiske højhuse i en næsten filmisk kontrast.

Og længere østpå midt i vinlandet Kakheti, finder man Sighnaghi, en lille, bakket vinby omgivet af bymure og vidunderlige udsigter, så langt øjet rækker.

Byen er kendt som kærlighedens by, og det forstår man egentlig godt, når man oplever de små, betagende gader og smager den gode vin.