Cykeltur i Hagi – fra samuraier til hav og templer
En historisk cykeltur
Hop på cyklen og oplev Hagi på to hjul. Byen er skabt til at udforske i et roligt tempo – afstandene er overkommelige, gaderne indbyder til at standse op, og turen mellem seværdighederne bliver i sig selv en del af oplevelsen.
Første stop er Hagi Castle Town, en af Japans bedst bevarede historiske borgbyer, hvor de smalle gader stadig følger den traditionelle byplan fra Edo-perioden. Bag de hvide mure gemmer sig mørke træhuse, velplejede haver og gamle stenbelagte stræder, der engang var samuraiernes hverdag. Et af kvarterets mest karakteristiske syn er de små sommerappelsiner, der hænger tungt over murene og giver de historiske gader et næsten tidløst udtryk. Her kan I sætte cyklen fra jer og gå en tur, hvor I kan kigge ind i de stille gårdhaver og besøge butikker, hvor traditionen for Hagi-yaki-keramik stadig lever videre.
Herfra går turen videre mod Hagi Castle Ruins og Shizuki Park, hvor Hagi-borgen engang tronede over byen. Borgen selv er forsvundet, men de gamle stenmure rejser sig stadig smukt mellem grønne arealer og høje fyrretræer og på den anden side åbner Det Japanske Hav sig. Stedet fortæller om Mori-klanen, som i flere hundrede år havde sin magtbase her, og om den rolle Hagi spillede i overgangen fra samuraiernes Japan til det moderne. Om foråret bliver området ekstra stemningsfuldt, når mere end 500 kirsebærtræer springer ud.
Fra borgruinerne fortsætter cykelturen langs kysten til Kikugahama Beach, hvor de historiske omgivelser afløses af hvidt sand, turkisblåt vand og krogede fyrretræer. Tidligt om morgenen og ved solnedgang søger lokale hertil, og lyset over havet giver stranden en helt særlig ro. Ude i horisonten kan I se de små øer, der er skabt af vulkansk aktivitet for omkring 800.000 år siden – en påmindelse om, at landskabet omkring Hagi rummer en langt ældre historie end samuraiernes.
Turen afsluttes ved Tokoji Temple, hvor I cykler gennem en markant rød port. Templet blev grundlagt i 1691 og har siden været tæt forbundet med Mori-klanen. Træbygningerne, de stille gårdrum og de tydelige kinesiske arkitektoniske detaljer skaber en fredfyldt stemning, der indbyder jer til at stille cyklen og gå på opdagelse i de rolige omgivelser. Bag templets hovedbygning venter en af Hagis mest særlige oplevelser: en stor kirkegård omgivet af skov, hvor hundredvis af mosbegroede stenlanterner og gravmonumenter minder om klanens herskere. I august, under Obon-festivalen, tændes mere end 500 af lanternerne – og det bløde lys mellem træerne og stenene skaber en næsten drømmeagtig stemning.
Bemærk venligst, at cykelturen starter kl. 08.30 og dækker ca. 10 km. Transport til og fra cykeludlejningen er ikke inkluderet i udflugten, ligesom mad og drikke heller ikke er inkluderet – husk at medbringe vand.
Cykelturen gennem Hagi behøver ikke foregå hurtigt. Det er en by, der belønner dem, der tager sig tid – til at parkere cyklen, gå en tur og lade omgivelserne udfolde sig i det tempo, Hagi selv indbyder til.
| Pris pr. person | kr. 99.999 |
|---|---|
| Pris pr. barn under 12 år | kr. 99.999 |
Fakta om udflugten
- Gruppeudflugt
- Engelsktalende guide
- Halvdagsudflugt
- Inkl. cykel og hjelm
Rejser, hvor udflugten er mulig
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-16.00.