Japan rundt - med et smut til Sydkorea
Download rejsebeskrivelse

16 dage fra 45.990 kr.

Bestil rejse
Skip to main content

Japan rundt - med et smut til Sydkorea Dagsprogram

Krydstogt med dansk rejseleder 16 dage fra 45.990 kr.

4.6   (67 anmeldelser)
japan - tokyo_skyline_01

Dagsprogram - juli 2026

Bemærk: På denne side finder du dagsprogram for krydstogtet "Japan rundt - med et smut til Sydkorea" med afrejse juli 2026.

Det er værd at bemærke, at vejret i Japan i juli måned kan være varmt og fugtigt. Derudover er det midt i landets tyfonsæson.

Se dagsprogrammet for marts/april 2026 her

Krydstogt Japan Smut Til Sydkorea Juli2026

DAG 1: AFREJSE FRA DANMARK

Vi forlader Danmark om eftermiddagen for at flyve til Tokyo.

Bemærk: Der er skiftende sejlplan, så dagsprogram kan variere afhængig af afgang! Dette dagsprogram er baseret på afgangen i juli 2026.

Dag 2: TOKYO, BYTUR MED UDSIGT

Vi lander sidst på formiddagen i Narita lufthavnen, ca. 60 km nordøst for Tokyo. Her venter en bus på at køre os ind til det centrale Tokyo.

Foran os venter et par oplevelsesrige dage i Tokyo, inden vi går ombord på det flotte skib Celebrity Millennium.

Tokyo voksede fra at være en lille fiskerby til at være shogunens magtcentrum, Japans midtpunkt, og er nu et af verdens førende økonomiske centre og landets hovedstad. Tokyo består af mange små bydele med hver sin karakter. Vi besøger nogle af dem både før og efter krydstogtet, hvor vi har fuldt program i Tokyo.

Vi er nok lidt trætte ovenpå flyrejsen, så når vi har været igennem indrejseprocedurene (dette kan tage lang tid), begynder vi stille og roligt med en bytur i vores private bus. Indtjekning på hotellet er først muligt midt på eftermiddagen.

Vi kører til det travle kvarter Shibuya, der er særligt kendt for den store fodgængerovergang Shibuya crossing, som tillader hele tre spor at krydse på én gang. Her, omgivet af storbyens leben og lys, mærker vi for første gang rigtigt, at vi befinder os i verdens største by! 

Vi lægger ud med at tage op på toppen af Shibuya Sky. Her i 230 meters højde har vi byens mest imponerende udsigt.

Nedenfor besøger vi naturligvis det travle fodgængerfelt og ser den berømte statue af den trofaste hund Hatchiko, som ventede forgæves her i 9 år på sin afdøde herre. Den rørende historie er filmatiseret hele to gange - i Japan i 1987 og i 2009, hvor Hollywood kastede sig over den med Richard Gere i hovedrollen som hundens ejer. Der bliver tid på egen hånd til at opleve det spændende kvarter og spise lidt frokost.

Bemærk, at vi på enkelte afgange besøger Tokyo Sky Tree (Himmeltræstårnet), der er en af verdens højeste bygninger. Fra 350 meters højde ser vi den fremragende udsigt (hvis vejrguderne vil) over stor-Tokyo - verdens største sammenhængende byområde. I klart vejr kan man tydeligt se det hellige bjerg, Mt. Fuji, 150 km borte. Det 634 meter høje kommunikationstårn er verdens højeste af sin slags, men turen derop i lynelevatorerne tager kun et minut!

Metropolen ligger nu for vores fødder, og vi kan begynde at ane strukturerne på den gigantiske by.

Så vender vi kursen mod hotellet, hvor vi skal bo de næste par dage. Der er masser af gode spisesteder i gåafstand fra hotellet foruden et stormagasin, flere døgnkiosker og et supermarked.

Inkluderede måltider: Morgenmad

japan - tokyo_shinjuku_03

Glæd dig til at udforske den levende metropol Tokyo.

DAG 3: TOKYO, ASAKUSA,TORDENPORTEN OG DET FASHIONABLE GINZAKVARTER, INKL. SUSHI-FROKOST

Efter morgenmad skal vi med byens tætte og effektive metrosystem ud for at opleve nogle af byens mest spændende og smukke sider.

Om formiddagen tager vi med metroen til Asakusa-området. I de snævre gader er der gamle, små specialforretninger, restauranter af enhver art og beboelseshuse, og man får en fornemmelse af Tokyo, som den var før 2. Verdenskrigs voldsomme bombeangreb.

Vi besøger Kappabashi Dougugai-gaden, der har specialiseret sig i alt inden for isenkram og køkkengrej. Udvalget er enormt. Det er blandt andet her, restauranterne køber de meget vellignende plastic-kopier af retter, der serveres.

I Asakusa-kvarteret ligger også den berømte Tordenport, som fører op til Tokyos mest berømte tempel, Asakusa Kannon-templet, hvis vartegn er en stor, rød rispapirlampe og med et myldrende folkeliv. Vi besøger templet og ser og hører om de religiøse skikke, der knytter sig til det.

Vi tager undergrundsbanen til Tsjukiji-området, hvor vi skal spise en lækker sushi-frokost ved siden af området, hvor det gamle fiskemarked lå indtil for 6 år siden.

Efter frokost spadserer vi til Ginza - et af byens mest fashionable indkøbsområde, hvor vi får spektakulær ny arkitektur at se.

Vi kigger indenfor i et enormt elektronikvarehus, vindueskigger på nogle af verdens dyreste butikker og oplever japanerne på vej til arbejde. Det er utroligt fascinerende at iagttage det enorme menneskemylder og se, hvordan de enkelte japanere elegant og målrettet kommer igennem mylderet uden overhovedet at røre ved andre gående.

Resten af dagen er der tid til at se sig omkring på egen hånd, shoppe og nyde den livlige by.

Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost

japan - tokyo_sky tree_02_hf
japan - tokyo ginza_01 Japansk te og kage

Med hjælp fra byens imponerende metrosystem kommer vi i dag vidt omkring i Tokyos mange nabolag, der både byder på moderne vidundere og små historiske perler.

DAG 4: TOKYO, SHINJUKU GYOEN PARKEN OG OMBORD PÅ SKIBET

Efter at have tjekket ud af hotellet tager vi metroen til parken Shinjuku Gyoen og det olympiske stadium.

Vi begynder med at passere Tokyos olympiske stadion, hvor OL blev afholdt med forsinkelse i 2021. Vi ser det flotte stadion udefra – det kostede den nette sum af 9 mia. kroner at bygge, og der var plads til 60.000 tilskuere under OL og yderligere 20.000 til andre begivenheder. Bygningen er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma, som har formået at skabe et kæmpestadion, der føles både let og elegant – og i pagt med naboen, Shinjuku-parken.

Vi går en tur i parken, Shinjuku Gyoen, som står i stor kontrast til det omkringliggende tætte og myldrende storbyområde. Det er byens største grønne åndehul og i manges øjne også smukkeste park. Før i tiden lå her en bolig og have, der tilhørte en af Japans rigeste og mest indflydelsesrige adelige familier. 

I dag er det en vidunderlig offentlig park med en af de største samlinger af kirsebærtræer i hele Tokyo-regionen, en japansk landskabshave, søer, kæmpetræer og store drivhuse.

Herefter går turen ud af Tokyo og til havnen, hvor det dejlige Celebrity-skib venter ved kajen. Vi tjekker ind på skibet, og der er afgang kl. 17.00. Vel ude på havet indtager vi vores første middag i skibets hovedrestaurant, og måske nyder vi også en drink inden sengetid.

Inkluderede måltider: Morgenmad og middag

celebrity millennium_udvendig_01

I dag siger vi farvel til Tokyo og stiger ombord på krydstogtskibet Celebrity Millennium.

DAG 5: Mt. Fuji (Shimizu), udflugt til Hakone, friluftsmuseum og kig til Mt. Fuji

Skibet er i løbet af den første nat sejlet sydvest på langs kysten. Hvis vejret er med os, og hvis vi står tidligt op, vil vi fra indsejlingen til Shimizu havn kunne se Japans hellige bjerg, Fuji.

Bemærk, at dagens udflugt er en del af udflugtspakken, som kan tilkøbes til rejsen. Se udflugtspakken her

Straks efter morgenmaden tager vi på en privat udflugt i Hakone-området med vores danske rejseleder, hvis store interesse for og viden om traditionel japansk kultur giver os nogle enestående kig ind i en fascinerende verden, som man ellers sjældent får mulighed for.

Hakone er et særdeles populært udflugtsmål blandt Tokyos indbyggere. Det skyldes både den pragtfulde natur og de mange badeanlæg, som altid har spillet en stor rolle i japansk kultur. Udflugten bringer os tættere på den 3.776 meter høje, perfekte Fuji-vulkan.

Vi får en smuk køretur gennem bjergene til en kabelbane, der tager os højt op til et termisk aktivt område. Her pibler kogende vand ud af bjergsiden, og det damper af svovlholdig luft.

Fra et udsigtspunkt er der en fremragende udsigt mod Fuji-vulkanen, hvis vejret er klart.

Vel nede igen kører vi til et uhyre smukt beliggende frilandsmuseum i Hakone-området. De over 120 skulpturer med blandt andre 26 værker af Henry Moore og Asiens største samling af Picasso-værker ligger i en 70.000 m2 park omgivet af bjerge.

Tilbage på skibet spiser vi en sen frokost, mens skibet sejler videre mod Osaka. Inden middagen er der tid til at hvile i kahytterne eller gå på opdagelse på skibet.

Inkluderede måltider: Helpension

japan - mount fuji_01

DAG 6: PÅ HAVET, TID TIL AT LÆRE SKIBET AT KENDE

Dagen tilbringes på havet, så vi har god mulighed for at lære skibet at kende.

Celebrity Millennium, som har navngivet hele Celebrity Cruises' Millennium-klasse, er et klassisk krydstogtskib med nyt og stilfuldt interiør.

Skibet er spækket med faciliteter - f.eks. flere pools, en fantastisk spa, et veludstyret fitnesscenter, teater og adskillige barer og caféer. Der er endda et elegant kasino om bord samt toldfri butikker.

Skibets mange restauranter er et kapitel for sig. I hovedrestauranten er al mad inkluderet i prisen. Temarestauranterne, der bl.a. omfatter en italiensk, en asiatisk og en sushirestaurant, kræver et gebyr, men til gengæld får man ekstra luksus og anderledes mad end i hovedrestauranten.

Der er god tid til at udforske skibet og finde en favoritkrog, hvor man kan slå sig ned med en god bog. Hver aften bringes en avis ud til kahytterne, hvor man kan læse om de forskellige aktiviteter, der udbydes om bord, som f.eks. forestillinger i teatret, forskellige foredrag og lignende. Det er en god idé at læse avisen, så man kan være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

De dage, hvor vi er på havet, holder rejselederen forskellige private foredrag for Stjernegaards gæster om bl.a. de oplevelser, der venter os forude.

Der foreligger ikke et fast program for foredragene, men rejselederen sørger for at annoncere dem, så alle kan være med.

Inkluderede måltider: Helpension.

celebrity millennium_tropisk_01_HF_02
celebrity millenium_bar_01 celebrity millenium_pool_01

Dagen ombord på skibet kan bruges i en af flere pools, eller også kan man finde et godt sted til at nyde udsigten og en god bog.

"All inclusive" på Celebrity-skibene

Alle Stjernegaards gæster, der rejser med på en grupperejse med dansk rejseleder, nyder godt af ”All inclusive” ombord på Celebrity-skibet, da vi har valgt at inkludere en Classic drikkepakke, Wi-Fi og havneudgifter i rejsens pris.

Det betyder, at drikkevarer (Classic drikkepakke), måltider, faciliteter, underholdning, drikkepenge, havneafgifter og Wi-Fi (SURF pakke) altid er inkluderet i rejsens pris, uanset hvilken kahyttype man vælger.

Bemærk, enkelte restauranter og aktiviteter er med tillæg.

japan - spisepinde_mad

DAG 7: OSAKA – HELDAGSUDFLUGT TIL KYOTO

Efter morgenmaden venter et af rejsens absolutte højdepunkter – et besøg i den gamle kejserby Kyoto, som var Japans hovedstad frem til 1868.

Bemærk, at udflugten i dag er en del af udflugtspakken, som er et tilkøb til rejsen. Se udflugtspakken her

Vi bliver hentet af vores private bus og kørt til Kyoto. Her begynder vi ved Kinkakuji-Guldpavillonen, som er en enestående treetagers pavillonbygning beklædt med bladguld og med tre arkitektoniske stilarter repræsenteret - en pr. etage. Den oprindelige bygning stammer fra 1397, men en sindsforvirret munk satte ild til den i 1950 og brændte den ned til grunden. Det smukke tempel blev dog genopført i 1950. Både den vidunderligt smukke have og pavillonen i tempelområdet er på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Vi nyder en frokost på en af de lokale restauranter.

Bagefter besøger vi Sanjusangen-do templet, der er berømt for sin imponerende arkitektur og officielt kendt som "Rengeo-in". Templet blev grundlagt i det 12. århundrede og er berømt for sine mange skulpturer og lange træbygning, der strækker sig over 120 meter og huser 1001 menneskelignende, gyldne statuer af Kannon, som er bodhisattvaen for medfølelse. Disse statuer er nøjagtigt ens, men hver enkelt er unik, hvilket gør det til en bemærkelsesværdig udstilling af kunsthåndværk.

Herfra spadserer vi gennem det centrale forretningsdistrikt og krydser Katsurafloden for at nå frem til Gion-kvarteret. 

Det gamle forlystelseskvarter rummer charmerende træhuse, og med lidt held får vi et glimt af en geisha i fuldt udstyr.

Sen eftermiddag er vi tilbage ved skibet i Osaka, hvor endnu en dejlig middag venter.

Inkluderede måltider: Helpension

japan - kyoto_golden pavillion_11
japan - kyoto_geisha_03 Higashiyama Distrikt Kyoto

I dag skal vi se nærmere på nogle af de mest imponerende templer i hele Japan, der befinder sig i den gamle kejserby Kyoto.

DAG 8: OSAKA - UDFLUGT MED SHINKANSEN TIL HIMEJI-SLOTTET

Vi vågner op til rejsens anden dag i Osaka havn, og i dag skal vi med Shinkansen-lyntoget til Himeji.

Turen dertil er en oplevelse i sig selv, idet vi skal opleve japansk myldretid og køre med tog, der med garanti afgår til tiden. Vi skal både køre med metro og det lynhurtige og særdeles velfungerende Shinkansen-lyntog, der er en ren opvisning i japansk punktlighed og ordentlighed. Læg mærke til måden, hvorpå japanerne står i kø til toget, og ikke mindst hvor respektfuldt togkonduktøren og passagererne omgås hinanden. Turen med Shinkansen varer cirka 30 min. hver vej.

Det imponerende borgkompleks Himeji ligger i byen af samme navn. Man kan slet ikke undgå at få øje på den majestætiske bygning, der troner hvidt over byen. Slottet, der også er kendt som "Hvidhejren", er et uovertruffent eksempel på japansk fæstningsarkitektur fra det 17. århundrede. Borgen blev brugt som forsvarsstruktur under mere turbulente perioder i japansk historie og er en kompleks labyrint af korridorer, tårne og forsvarsværker, som har spillet en afgørende rolle i regionens sikkerhed. Borgens imponerende hvide facade er et mesterværk i sig selv og repræsenterer æstetikken fra den tidlige Edo-periode.

Fra borgens højdepunkter kan du beundre den smukke udsigt over byen Himeji og dens omgivelser. Efter at have oplevet dette historiske vidunder, tager vi med Shinkansen og metroen tilbage til Osaka. 

Om aftenen glider skibet ud af havnen, og vi mødes igen til middag efterfulgt af aftenens forestilling i teatret.

Inkluderede måltider: Helpension

japan - osaka_castle_02
japan - tokyo_shinkansen_01 japan - osaka_castle_01_hf

Vi oplever igen Japans imponerende kontraster, når vi tager det moderne lyntog Shinkansen til det imponerende, historiske borgkompleks Himeji.

DAG 9: KOCHI UDFLUGT INKL. FROKOST - BOTANISK HAVE, MARKED OG DEN LOKALE BORG

Celebrity Millennium er nået til Kochi på den mindste af de fire japanske hovedøer, Shikoku.

Den naturskønne ø er på størrelse med Jylland og huser omkring 4,1 millioner mennesker.

Vi tager på udflugt og lægger ud med et besøg i byens verdensberømte botaniske have, en 6 hektar stor og meget smuk park, der rummer et lille museum og fine drivhuse. Parken, der blev grundlagt af professor Makino Tomitaro for over halvtreds år siden, rummer flere end 3.000 plantearter.

Lige overfor den botaniske have ligger Chikurin-ji templet. Det er et af de 88 templer, som munken Kukai i 700-tallet grundlagde på øen i den periode, hvor han vandrede rundt og agiterede for buddhismen.

Den dag i dag går nogle japanere på pilgrimsfærd til de 88 templer. Det er en tur på 1.200 km, og det tager 30-60 dage at fuldføre den.

Templet har en flot pagode og en smuk Zen-have, der blev designet i 1400-tallet.

Næste punkt på dagsordenen er det spændende lokale marked, hvor vi inden dagens frokost skal se, hvordan den lokalt fangede tun tilberedes. I Kochi serveres tunfisk bl.a. som Katsuo Tataki, hvor tunen grilles over åben ild med strå som brænde, hvilket giver den en let røget smag. Fisken lynsteges og lægges straks i isvand, hvorved kernen forbliver rå. Herefter skæres den i skiver og serveres med salt eller soya og citron og dækkes med hakket forårsløg. Efterfølgende smager vi tunen på en af de lokale restauranter tæt på markedet.

Vi slutter udflugten på byens borg - en af de få i landet, som ikke blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Udover at være et forsvarsværk var den også bolig for den lokale feudalfyrste, Daimyo Yamanochi Kazutoyo. Borgen stammer fra 1603. Som tidligere nævnt var shogunen i praksis Japans hersker, men han havde et system af fyrster under sig, og Daimyo Yamanochi var en af disse. Fra det centrale borgtårn har vi en fin udsigt over byen.

Efter endnu en dosis spændende japansk kultur er vi tilbage på skibet i løbet af eftermiddagen.

Inkluderede måltider: Helpension

indien - chikurin ji tempel kochi_01
japan - kochi_borg_01 indien - kochi botanisk have_01

I Kochi ser vi både en verdensberømt botanisk have, Chikurin-ji templet og smager på den lokale tun til frokost.

DAG 10: PÅ HAVET

Denne dag er vi på havet med kurs mod Sydkorea.

I løbet af dagen holder rejselederen et spændende foredrag, og ellers gælder det bare om at komme rundt på skibet og måske prøve en ny restaurant eller en ny bar.

Selvom vi hver aften har bord i hovedrestauranten, er det muligt at spise på egen hånd på en af skibets specialrestauranter. Vælg f.eks. den italienske Tuscan Grill, den japanske Sushi on Five eller den utraditionelle Le Petit Chef, som serverer overraskelser med en 3D-animations projector. Vær dog opmærksom på, at det typisk koster mellem 40-50 USD pr. person at spise på specialrestauranterne, hvorimod middagen i hovedrestauranten er inkluderet i rejsens pris.

Inkluderede måltider: Helpension

celebrity soltice_afslapning_01
Tjener serverer morgenmad til par på krydstogt celebrity soltice_restaurant_03
Nyd en dag på skibet i behagelige rammer, og benyt jer endelig af, at I rejser med helpension og CLASSIC drikkepakke.

Dag 11: Busan, Sydkorea, Gamcheon, FN-kirkegården og marked

Vi er nået til Busan, Sydkoreas næststørste by med ca. 3,6 millioner indbyggere.

Bemærk, at udflugten er en del af udflugtspakken, som kan tilkøbes til rejsen. Se udflugtspakken her

Havnen, vi anløber, er verdens femtestørste, og man fornemmer med det samme, at vi er kommet til en pulserende storby.

Dagens udflugt begynder i det tidligere slumkvarter, Gamcheon Culture Village - i dag et meget populært kvarter med pastelfarvede huse, stejle gader og snoede gyder. Her besøger vi sammen en række flotte udsigtspunkter, hvorfra vi kan se helt ”hjem” til skibet, inden der bliver tid til at udforske kvarteret på egen hånd.

Derefter kører vi til FN-kirkegården – et smukt og stemningsfyldt anlæg for Koreakrigens internationale faldne. De lande, der deltog på FN’s side, er repræsenteret med mindeplader og flag.

Danmark er også repræsenteret på FN-kirkegården, da landet deltog i Koreakrigen med hospitalsskibet Jutlandia.

Tilbage på havnen skal vi besøge byens store fiskemarked – fisk og skaldyr findes i et enormt udvalg her og i de nærliggende restauranter.

Inkluderede måltider: Helpension

busan_by_udsigt_01

Vi besøger Sydkoreas næststørste by og skal både se det farverige Gamcheon Culture Village samt Busans store fiskemarked.

DAG 12: NAGASAKI, JAPAN, UDFLUGT TIL BL.A. ATOMBOMBE-MINDEPARKEN OG MOUNT INSA

I dag anløber skibet kajen i byen Nagasaki, der ligesom Hiroshima er uløseligt forbundet med de amerikanske atombombeangreb på Japan.

Bemærk, at udflugten i dag er en del af udflugtspakken, som er et tilkøb til rejsen. Se udflugtspakken her

Byen blev sørgelig verdenskendt, da den anden atombombe blev kastet den 9. august 1945 og udslettede en stor del af byen. Cirka 40 procent af byens bygninger blev ødelagt under bombeangrebet, og historikere anslår, at det kostede omkring 30.000 mennesker livet.

Men byens historie går langt tilbage og er yderst interessant. Det var nemlig her, den europæiske indflydelse vandt indpas i Japans historie. Det var her portugisiske søfolk, købmænd og jesuitiske missionærer bragte skydevåben og kristendom ind i landet.

Vi har en spændende dag i byen, hvor vi til fods og med sporvogn skal se de vigtigste seværdigheder. På museet for atombombeangrebet kommer vi tæt på den rædselsfulde begivenhed. Nær museet besøges Fredsparken og Urakami-domkirken. Her dykker vi dybere ned i historien om den skæbnesvangre dag for snart 80 år siden og høre nogle af de mange beretninger fra de mennesker, der overlevede angrebet. Nagasaki var det kristne centrum i Japan, og bomben eksploderede lige over det kristne kvarter i byen.

Vi dykker længere tilbage i historien, når vi besøger den fine rekonstruktion af den kunstige ø, Dejima. I et par århundrede var Japan lukket for udlændinge. Undtagelsen var hollændere, der på Dejima fik lov til at have en lille handelsstation, som blev stærkt bevogtet og nøje overvåget.

Senere i 1800-tallets sidste halvdel var Japan tvunget til at åbne op for udlændinge. Driftige typer som skotten Thomas Glover slog sig ned i Nagasaki. Han handlede med våben og andet isenkram og skabte sig derved en formue. På højen lige ovenfor krydstogtterminalen anlagde han en stor have med en pragtfuld villa, som I eventuelt kan nå at besøge på egen hånd.

Nagasaki ligger smukt for enden af en bugt, og fra Inasa-Yama-bjerget har vi en forrygende udsigt over byen og de omkringliggende bjerge og øer.

Entreer og transport er inkluderet i dagens udflugt. Frokost er for egen regning eller tilbage ombord på skibet. Efter en eftermiddag i eftertænksomhedens tegn sejler skibet om aftenen videre med kurs mod den sydligste af de fem store, japanske øer, Kyushu.

Inkluderede måltider: Helpension

japan - nagasaki_fredsparken_01

Nagasaki er blevet verdensberømt på en sørgelig baggrund. Et besøg her giver dog ikke kun et vigtigt indblik i tiden omkring Anden Verdenskrig, men også tidligere vendepunkter i Japans historie.

DAG 13: KAGOSHIMA: UDFLUGT TIL SAKURAHALVØEN OG SENGANENHAVEN

Vi er nået til sydspidsen af Japan, hvor vi tager med rejselederen på udflugt til Sakurahalvøen for at betragte en meget aktiv vulkan.

Der bliver også mulighed for at besøge en smuk japansk have med såkaldt ”lånt landskab”.

Kagoshima ligger smukt i bunden af en bugt i den sydligste del af Kyushu. På grund af sit varme klima, sine palmeklædte gader og sin beliggenhed lige over for den majestætiske vulkan, Sakurajima, bliver den i folkemunde omtalt som Japans Napoli.

Vi tager færgen over på den anden side af bugten og går på opdagelse i naturen omkring Sakurajima. Den tre kilometer lange Nagisa-rute er helt speciel, da vi hele vejen kommer til at gå på stier og træbroer, der skærer sig igennem det landskab af lavasten, der blev dannet, sidst vulkanen var i udbrud i 1914.

Derefter ser vi vulkanen lidt fra afstand, når vi besøger byens Shiroyama-park. Parken smyger sig op ad bjerget af samme navn, og fra udsigtsterrasser undervejs på ruten er der nogle kig ind over byen med vulkanen i baggrunden, som sætter sig fast på nethinden længe efter, at skibet har forladt havnen i Kagoshima.

Det gør det ud på aftenen, og mens I måske hviler de ømme ben i Celebrity Millenniums spa, kan I glæde jer over, at morgendagen bliver mindre strabadserende.

Inkluderede måltider: Helpension

Ayoe Leth Christensen

Ayoe Leth Christensen

Tlf. 4526 0000
Mandag - fredag 10 - 15

japan - kagoshima_natur_vulkan_03 japan - kagoshima_baad_01

DAG 14: På havet

Vi har vores sidste dag på havet, hvor vi kan tage tingene i det tempo, der passer os hver især. Der er frit slag med hensyn til at bruge skibets faciliteter. En forestilling i teateret eller en svømmetur i poolen er gode muligheder, og skibet arrangerer også forskellige events, som annonceres i den daglige avis, der udgives og lægges i kahytten hver aften.

Inkluderede måltider: Helpension

celebrity edge_spa_01

Med god tid på havet kan du overveje, om en tur i skibets spa er noget for dig.

DAG 15: TOKYO

Tidligt om morgenen sejler skibet i havn, og vores krydstogt er ved vejs ende. Vi er tilbage i Tokyo, men da skibet bliver i havn natten over, har vi en ekstra dag til at få de sidste oplevelser med.

Der er ikke et fast program for dagen, men de der har lyst kan tage med rejselederen ind til byen. Denne tur er for egen regning.

Om aftenen mødes vi til det sidste middagsmåltid ombord på skibet inden morgendagens hjemrejse.

Inkluderede måltider: Morgenmad og middag

Bemærk: Der er skiftende sejlplan, så dagsprogrammet kan variere afhængig af afgang. Dette dagsprogram er baseret på afgangen i juli 2026. 

japan - tokyo_asakusa_01_hf
japan - tokyo_electronical district_01 japan - tokyo_tsukiji fishmarket_04

Der er tid til en dag mere i Tokyo, hvor byens fascinerende detaljer og imponerende facader kan indtages inden hjemrejsen.

DAG 16: TOKYO - HJEMREJSE

Vi kører fra skibet tidligt om morgenen til lufthavnen, horfra vi flyver tilbage til Danmark og lander i Danmark først på aftenen lokal tid med mange spændende oplevelser i bagagen.

Inkluderede måltider: Morgenmad

japan - japan_geisha_05
Like

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

Happy

91% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

Trust

"Fremragende" 4,9 af 5 (2.500+ anmeldelser)