Krydstogt til Nordkap og Svalbard
Download rejsebeskrivelse

Bestil rejse
Skip to main content

Krydstogt til Nordkap og Svalbard Dagsprogram

Krydstogt med dansk rejseleder

Svalbard Longyearbyen Kirke 01 1883165464

Dag 1

Fly fra København til Bergen, vi tjekker ind på vores krydstogtskib

Vi flyver fra Københavns Lufthavn til Bergen, hvor vi skal indlede vores krydstogt op imod Nordkap og senere Svalbard.

Bergen er vokset til at være Norges næststørste by og en af landets smukkeste. Den ligger perfekt på landets fantastiske vestkyst med naturskønne fjorde, dramatiske klipper, vandfalde og meget mere. De majestætiske bjergtinder, der omgiver Bergen, har givet byen sit tilnavn "byen mellem de syv fjelde". 

I hjertet af Bergen finder vi Vågefjorden, byens historiske kerne og Bryggen – et hyggeligt og farverigt kvarter i byens gamle bydel, som er med på UNESCOs Verdensarvsliste med sine charmerende brostensgader og butikker. Tæt på Bryggen ligger byens overdådige fiske- skaldyrsmarked.

Vel ankommet til skibet tjekker vi ind i ro og mag og finder vores kahytter, som skal være vores hjem de næste dage. Vi sejler på dette krydstogt med Hurtigrutens skib M/S Trollfjord, som er komplet nyrenoveret i 2023 og rederiets flagskib på Svalbardlinjen og Nordkaplinjen.

Indretningen ombord er klassisk og tidløs. Lokale naturlige materialer som træ og sten har en fremtrædende plads i skibets indretning. Her er blandt andet tre restauranter med retter lavet af friske norske råvarer, der blandt andet demonstrerer prisbelønnet nordisk gastronomi fra dens bedste side.

I skibets foredragssal holder skibets ekspeditionsteam fascinerende oplæg om Norges kultur, natur og historie - og nogle aftener forvandles salen til en biograf. Ombord er også en panoramasauna med udsigtsvindue, motionsrum med udsigt – og så er der gratis WiFi på hele skibet. Efter velkomsten ombord møder vi skibets ekspeditionsteam, der skal være vores værter og guider på Norges kyst og Svalbard.

Når vi er kommet til rette og evt. også har haft tid til at udforske skibet lidt på egen hånd, mødes vi om aftenen i skibets hovedrestaurant.

Her spiser vi den første af en lang række dejlige middage sammen, mens vi kan se Bergens rækker af farvestrålende huse ved havet blive mindre og mindre, når vi sejler ud på Norskehavet.

Måske har man lyst til en aftendrink efter middagen i en af skibets barer – ellers tørner vi ind, når vi har lyst og falder i søvn til lyden af vuggende bølger.

  • Middag

Her skal i bo

Ms Trollfjord Lofoten 01 Inkluderet i prisen
Krydstogt

M/S Trollfjord

Dag 2

Åndalsnes, alpin by ved fjorden, guidet byvandring

Vi vågner op i byen Åndalsnes, en malerisk kystby med cirka 2.000 indbyggere, som ligger tæt på landsbyen Isfjorden.

Fjorden er omgivet af smukke bjerglandskaber i den inderste del af den smukke Romsdalsfjord.

Vi har hele dagen i Åndalsnes og den bjergrige omegn, som om vinteren forvandler sig til et sneklædt vinterlandskab og et mekka for off-piste skiløb.

Fjeldene, der tårner sig op over byen, er bogstaveligt talt Åndalsnes' højdepunkter – og et ideelt sted at opleve ægte norsk friluftsliv på for eksempel en vandretur.

Vi starter dagen med en byvandring anført af jeres danske rejseleder og god tid til at opleve den smukke natur og det lille bysamfund i Åndalsnes.

Herefter tager vi på en afslappende tur med Romsdalgondolen op til toppen af fjeldet, hvorfra der er en suveræn udsigt over Isfjorden, Romsdalfjorden og de omgivende fjeldtoppe – medmindre vejret ikke arter sig.

Vel tilbage på skibet er der tid til at slappe af inden aftenens middag, som vi spiser sammen i restauranten.

  • All Inclusive

Her skal i bo

Ms Trollfjord Lofoten 01 Inkluderet i prisen
Krydstogt

M/S Trollfjord

Åndalsnes View 2486373565
Åndalsnes View 01 2666078301 Åndalsnes Romsdalgondolen 2005663310

Dag 3

Træna, Norges ældste fiskersamfund, guidet byvandring, senere krydser vi ind over Polarcirklen

I løbet af natten er vi ankommet til Træna, en øgruppe langs Helgelandskysten på kanten af den arktiske Polarcirkel.

Øerne ligger langt til havs 33 sømil nordvest for fastlandet med kun Norskehavet (den nordlige del af Atlanterhavet) og Island som nærmeste nabo mod vest.

Øgruppen består af cirka 500 øer, holme og skær, hvoraf kun fire er beboede året rundt. Herude bor havfolket, fisk og fugle mellem de hundredvis af store og små øer, holme og skær, men når man siger, at man skal rejse til Træna, er det ofte hovedøen Husøy, som man taler om.

Til trods for den lidt kølige lokation så langt imod nord, er det et varmt og spændende lokalsamfund, der venter os her. Landsbyen og nogle af dens museer og seværdigheder holder åbent kun for os, så det er bare om at komme ud at kigge sig omkring.

Vi starter dagen i land med en byvandring anført af vores danske rejseleder. Bygden og kulturen her er i højeste grad meget levende, og den udtrykker sig blandt andet gennem kunstneriske indslag over hele Husøy i form af kunst og håndværk udstillet i haver, street-art på vægge og skulpturer ude i landskabet.

Husene står tæt op ad hinanden, og unge såvel som gamle tilflyttere fra flere nationer udenfor Norges grænser giver lokalsamfundet en urban følelse, som de færreste forventer at finde så langt ude til havs.

Her er både pub og kaffebar, museum og musikfestival, legeplads og træningscenter. Det er svært at tro det, men dette er faktisk ét af Norges ældste fiskesamfund, idet fund fra stenalderen viser, at befolkningen her har drevet fiskeri i over 8.000 år!

Hvis vejret er til det, tager byvandringen os forbi Trænas mest centrale seværdigheder, såsom den lokale kirke, museet og Petter Dass-kapellet, sidste hvilested for Norges berømte digter og præst, Petter Dass, der skrev og forkyndte i det 17. århundrede.

Er I ikke til byvandring, kan I også vælge at bruge dagen på en vandretur, en kulturel gåtur, en tur i sauna eller en forfriskende dukkert i Ishavet. Vi tror, at I ikke vil glemme jeres rejse langs Helgelandskysten – og denne charmerende og isolerede lille plet på jorden, som I oplever på en af sæsonens endeløse sommerdage.

Vel tilbage ombord på skibet efter dagens oplevelser, lægger vi Træna bag os, og i timerne herefter på vores sejlads længere nordpå, krydser vi Polarcirklen.

Helt efter traditionerne blandt søfarende markerer vi øjeblikket med en traditionel og sjov ceremoni, en spændende milepæl for mange søfolk og fritidssejlere.

Om aftenen spiser vi middag sammen ved vores bord i skibets restaurant.

  • All Inclusive

Her skal i bo

Ms Trollfjord Lofoten 01 Inkluderet i prisen
Krydstogt

M/S Trollfjord

Træna 2080297540
Ms Trollfjord Traena Norge Hurtigruten Sign Træna Kunst 01

Dag 4

Reine, spidsen af øgruppen Lofoten

Endnu en stor dag i den spektakulære norske kystnatur ligger for jeres fødder med ankomsten til den kendte øgruppe Lofoten.

Lofoten-øerne ligger spredt ud over de vindomsuste vande i Norskehavet nord for polarcirklen. Hold udkig efter de stejle fjeldtinder, der stikker op fra havet, når vores skib anløber fra syd i morgentimerne.

Vi lægger til i Reine, der er og har været et vigtigt – og billedskønt – fiskerleje siden 1743. Det er et af de mest fotograferede landskaber i hele Norge, hvor rødmalede såkaldte rorbuer klynger sig til en række øer i ly af skarpe fjeldtoppe, der spejler sig i vandet nedenfor.

Lofotens enestående vildmark strækker sig over 175 kilometer og byder på et landskab med takkede fjelde, majestætiske bjerge, små charmerende fiskerlandsbyer spredt langs den barske kyst og hvide sandstrande, der møder fjordenes blå vande. Det er ikke så underligt, at Lofoten betragtes som en af de mest maleriske regioner i Norge.

Trods sin placering over Polarcirklen - på samme breddegrader som Grønland - oplever Lofoten et bemærkelsesværdigt mildere klima end andre steder i verden på samme breddegrad takket være cirkulationen fra Golfstrømmens varme havstrømme. Ikke desto mindre betragtes det som en subarktisk destination.

Når vi går i land, er her talrige fantastiske scenerier i vente i løbet af dagen – men bevæg jer rundt med omtanke. Disse arktiske landskaber er sårbare, og dit besøg har stor betydning.

Det her er vikingeland med stærke tråde tilbage til de tidlige nordboere i vikingetiden, hvor de slog sig ned på grund af de storartede fiskemuligheder, en hovedårsag til, at folk har boet her i årtusinder - også før vikingernes storhedstid.

Ikke så langt fra Reine - på Lofoten-øgruppens vestlige spids - ligger Å, der er et af Norges bedst bevarede traditionelle fiskerlejer. I hjertet af den lille landsby findes Norsk Fiskeværsmuseum, der fremviser vigtigheden og udviklingen af fiskeri i Lofoten gennem de seneste 250 år. Å kan besøges på en af skibets tilkøbsudflugter.

Vi er tilbage på skibet i løbet af eftermiddagen i god tid inden afsejling og med tid til at slappe af på egen hånd, inden middagen om aftenen.

  • All Inclusive

Her skal i bo

Ms Trollfjord Lofoten 01 Inkluderet i prisen
Krydstogt

M/S Trollfjord

norge - Lofoten_01
Norge Hurtigruten Sign Par På Dæk 01 Ms Trollfjord Lofoten 01

Dag 5

Tromsø, guidet byvandring i den arktiske hovedstad

Vi er nu ankommet til Tromsø kaldes også for Arktis' hovedstad og ligger på en lille ø 350 kilometer nord for Polarcirklen – og har den ærefulde titel som den største by i Nordnorge.

Vores kaptajn sigter mod at lægge til her om morgenen, så vi får en hel dag til at udforske den historiske, arktiske by og dens omgivelser. 

Tromsø ligger smukt omgivet af bjerge og fjorde og byder på både charmerende byferie og spektakulære naturoplevelser. Om vinteren er byen under de rette omstændigheder et af de bedste steder at opleve nordlys. Tromsøs sommer er på samme måde unik – solen går nemlig slet ikke ned i sommermånederne her nord for polarcirklen.

Et ophold i Tromsø på vejen til eller fra Svalbard er at følge i historiens fodspor. De fleste opdagelsesrejsende og sømænd på arktiske ekspeditioner gik nemlig ombord eller fra borde her.

I Tromsø tager vi på en guidet byrundtur med vores rejseleder, hvor vi blandt andet besøger Ishavskatedralen med sin store flerfarvede og blyindfattede glasgavl. Vi tager også en tur med Fjellheisen-svævebanen (alt afhængigt af vejret) op ad fjeldet Storsteinen og får en fantastisk udsigt over byen, fjeldene, fjordene og de omkringliggende øer.

Er vejret dårligt, lægger vi i stedet vejen forbi Polarmuseet, Polaria, som fortæller om Tromsøs rolle i udforskningen af Arktis. Museet rummer en fascinerende udstilling om livet i Arktis fra dyreliv til polarforskning.

De første mennesker satte fod på Tromsøya for omkring 10.000 år siden. Området var oprindeligt beboet af det samiske folk, som levede af fiskeri, rensdyrhold og jagt.

Omkring det 12. århundrede ankom de nordiske bosættere, og byen begyndte at vokse som handelsplads. I 1800-tallet var Tromsø blevet et knudepunkt for arktisk jagt og en vigtig base for ekspeditioner til polarområderne.

I det 19. århundrede blev Tromsø betydningsfuld og velstående takket være sin strategiske placering for arktisk hvalfangst. Byen blev også et center for videnskabelig udforskning og var udgangspunkt for berømte arktiske ekspeditioner ledet af personer som Fridtjof Nansen og Roald Amundsen, der foretog deres banebrydende rejser til Nordpolen og Antarktis.

Har I lyst til at smage en lokalbrygget øl, så besøg eventuelt Mack’s Ølhallen, som er et af verdens nordligste bryggerier og den ældste pub i Tromsø. 

Først på aftenen stævner skibet atter ud mod vores næste eventyr, som denne gang venter i Honningsvåg endnu længere imod nord.

  • All Inclusive

Her skal i bo

Ms Trollfjord Lofoten 01 Inkluderet i prisen
Krydstogt

M/S Trollfjord

norge - Tromsoe_02_slidr
Norge Hurtigruten Sign Tromsø Ishavskatedralen

Dag 6

Honningsvåg, porten til Europas nordligste punkt, udflugt til Nordkap

Næste stop på vores togt nordpå er byen Honningsvåg, som er vores nordligste havn på Norges fastland, inden vi skærer over imod vest mod Svalbard.

Honningsvåg ligger på øen Magerøya, og den lille fiskerby er kendt som den nordligste by på det europæiske fastland og fungerer som porten til Nordkap, et af Europas nordligste punkter.

I Honningsvåg finder vi en charmerende blanding af rå, arktisk natur og farverige træbygninger. Byens kirke, Honningsvåg Kirke, er bygget i 1885 og byens ældste bygning - og den eneste bygning, der overlevede de tyske ødelæggelser under Anden Verdenskrig.

Fiskeri var i århundreder rygraden i den lokale økonomi, og i 1936 var Honningsvåg et etableret hotspot for handel med fisk, skaldyr og andre ting. Alting kørte som smurt her i dette afsidesliggende hjørne af verden – men freden og roen blev ødelagt under Anden Verdenskrig.

Tyske styrker besatte byen som et led i deres besættelse af hele Norge og ødelagde den i 1944 under deres tilbagetog – et strategisk træk for at forstyrre de allieredes skibsruter og forhindre, at de allierede kunne kontrollere norske havne og dermed true Tyskland.

På mirakuløs vis overlevede byens kirke ødelæggelserne, og de lokale søgte ly her. Efter krigen blev Honningsvåg genopbygget og gradvist moderniseret og har i dag en livlig havn og hyggelige caféer og restauranter, hvor vi kan smage på lokale specialiteter som friskfanget fisk og koldtbord (kolde buffeter).

I sommermånederne er byen et af de bedste steder i verden at opleve midnatssolen danse, et fænomen, vi nok på nuværende tidspunkt har stiftet bekendtskab med, hvor solen ikke går ned om sommeren, så der er lyst døgnet rundt. Men jo længere nordpå vi kommer, jo mere synligt bliver dette fænomen.

Kun en halv times kørsel fra Honningsvåg ligger Nordkap. Vi kører med bus ud til dette ikoniske sted, hvor man om sommeren kan spejde efter flokke af græssende rensdyr på de nærliggende plateauer oppe på bjergenes klipper.

Ved Nordkap kan vi stå ved kanten af klippen med det ikoniske globe-monument og nyde den betagende udsigt over Barentshavet. Plateauet befinder sig 307 meter over havet og 2.095 kilometer syd for den geografiske nordpol. Brug et øjeblik på at spejde ud over havet fra toppen af de høje klipper og se bølgerne slå mod klipperne nedenfor. 

Vi besøger også Nordkaphallen, hvor vi kan se en imponerende 180 graders panoramafilm om regionens fire årstider, lære mere om Finnmarkens lange historie gennem udstillinger i den underjordiske tunnel og tage et kig ind i verdens nordligste kapel.

Vi har med stor sandsynlighed tid til overs efter besøget ved Nordkap. I så fald vil rejselederen gerne arrangere en spadseretur gennem Honningsvågs bymidte, hvis der er stemning for det i gruppen.

Vi går påny ombord på vores skib sidst på eftermiddagen, hvor vi senere spiser en lækker middag, mens vi atter sejler ud på det store hav.

Mens vi sejler fra Honningsvåg, nyder vi den dramatiske udsigt til Nordkap-plateauet fra havsiden. Skibet sejler videre ind i Barentshavet og efterlader Norges fastlandskyst langt bag os, da vi nu er på vej imod Svalbard.

  • All Inclusive

Her skal i bo

Ms Trollfjord Lofoten 01 Inkluderet i prisen
Krydstogt

M/S Trollfjord

Jessica Roda Tolentino

Jessica Roda Tolentino

Tlf. 4526 0000
Mandag - fredag 10 - 15

norge - nordkap_01 Norge Hurtigruten Sign Nordkap 01

Dag 7

Til havs, slap af og nyd faciliteterne ombord

I dag tilbringer vi dagen langt fra land, mens vi krydser Barentshavet på vej mod Svalbards fjerne vildmark i Ishavet.

Det føles, som om vi lader civilisationen langt bag os, mens vi sejler imod den fjerne øgruppe langt imod nord.

Det er en dag, hvor vi kan slappe af, nyde skibets faciliteter og lære om vores næste destination, når ekspeditionsteamet holder et foredrag om Svalbard og den arktiske ørken.

Udover foredrag kan man snuppe en tur i skibets sauna med de store panoramavinduer ud imod havet, svede lidt i fitnessrummet eller bladre i skibsbibliotekets bøger og magasiner.

Måske vil du gerne sortere de billeder, du har taget indtil nu – og hvis der er nogen, du er særligt stolt af, så husk at dele dem med dine medrejsende via Cameralla-appen, så vi alle kan se dem!

Nyd en drink i baren og selvfølgelig en god middag i skibets restaurant om aftenen. Skibet er stort og mulighederne er mange.

  • All Inclusive

Her skal i bo

Ms Trollfjord Lofoten 01 Inkluderet i prisen
Krydstogt

M/S Trollfjord

Norge Hurtigruten Sign Til Havs Lofoten

Dag 8

Ankomst til Longyearbyen på Spitsbergen, vi tjekker ud fra skibet og ind på hotel

På krydstogtets sidste dag ankommer vi efter planen til Longyearbyen på Spitsbergen lidt over middag. Spitsbergen er den største af den meget nordlige øgruppe Svalbards tre hovedøer, og det kan føles som at ankomme til verdens ende.

Mens Longyearbyen huser verdens nordligste bosættelse med en fast befolkning på 2.500 indbyggere, så har Svalbard faktisk en anden – men mindre - bosættelse endnu længere mod nord i forskningsstationen Ny-Ålesund.

Vi starter dagen med at tjekke ud fra skibet efter at have spist morgenmad og begive os til vores hotel i Spitzbergen, som ligger centralt. Her tjekker vi ind og begiver vi os derefter ud på en spændende byvandring med en lokal guide og vores danske rejseleder. På vores rundtur kommer vi rundt i det moderne centrum, men snuser også til byens historiske fortid.

Longyearbyen er en tidligere kulmineby, og er i dag et knudepunkt for oplevelsesrejsende, forskere og teknikere, der er tilknyttet forskningsprojekter såsom den globale frøbank, der gemmer eksemplarer af alle frøer i verden.

Den er placeret dybt inde i et bjerg og formålet er at have backup-eksemplarer af frøsorterne for at bevare verdens plante-biodiversitet i tilfælde af større katastrofer eller tab af frø fra andre frøbanker.

Vi er nu kommet til en helt, helt anden verden end Norges glitrende fjorde med blåt vand, skove og grønne lier. Vi befinder os over breddegraden 78°N og kun 1.328 kilometer fra Nordpolen. Dette er den højarktiske tundra og storslåede brune og grønne fjelde rager op omkring byen, mens vandløb med smeltet sne risler gennem dalens sletter og glimter i sommersolen.

Luften i den arktiske vildmark er frisk og ren, og temperaturen om sommeren ligger gennemsnitligt på mellem nul og otte graders celsius takket være den lune Golfstrøms nordlige del.

På byvandringen vil vi få en gennemgang af byens historie fra grundlæggelse til nutid, imens vi blandt andet ser resterne af den tidligere Longyearby og nyder en smuk udsigt over fjorden.

Vi bliver selvfølgelig også sat ind i årene med kulminedrift her og får svar på spørgsmålet, hvordan man lever et liv i et så fjernt og ugæstfrit sted som Arktis med afsideshed, voldsomt vejr, mørke store dele af året og klimaforandringer.

Vi vil undervejs opdage, at i dag er Longyearbyen et moderne og blomstrende område med seje restauranter, barer, butikker og tilbud om dagsture rundt i øgruppen for tilrejsende. Men sådan har det ikke altid været. I størstedelen af byens hundredeårige historie var det et barskt, fjendtligt og vanskeligt sted at bo.

Det meste af byen var og er ejet af den norske statsejede virksomhed Store Norske Spitsbergen Kulkompani (SNSK), der drev kulminedriften her. Selv i dag kan byen føles som en virksomhedsejet by.

Der er måske mange, der i forbindelse med Svalbard har hørt historier om isbjørne, der går ind i byerne og generer indbyggerne – men der er ingen grund til at være nervøse. Faktum er, at i det bredere Longyearbyen-område omkring fjorden er det stadig sjældent at se isbjørne. Risikoen for at møde en bjørn er omkring én procent, da det ikke er et primært habitat for isbjørne.

Vi besøger også Svalbard Museum, som på glimrende vis dækker Svalbards historie fra de tidlige dage med jægere og opdagelsesrejsende til Svalbards fremtid. Det inkluderer også udstillinger om floraen og faunaen, der findes på øgruppen.

Har man lyst til mere efter byvandringen, kan man evt. svinge forbi den nuværende Svalbard Kirke, der er åbent døgnet rundt. Den blev genopbygget i 1958 efter en brand i 1943.

På det tidspunkt var Longyearbyen blevet evakueret på grund af Anden Verdenskrig, og datidens præst pakkede altersølvet, dåbsskålen, dåbskanden og kirkebogen ned og tog det med sig til Skotland. Da kirken var genopbygget i 50erne, blev tingene ført tilbage til kirken.

Et godt og sjovt sted at fornemme byens atmosfære kunne være Café Huskies, som er intet mindre end verdens nordligste café, hvor du kan drikke kaffe blandt rolige og kælne huskier – hvis du altså er til hunde.

Efter byvandringen er der tid på egen hånd, inden vi om aftenen spiser middag sammen (ikke inkluderet) - eller man kan begive sig ud i byen og finde et sted at spise.

Rejselederen eller hotellet hjælper gerne med idéer til restauranter.

  • Morgenmad

Her skal i bo

norge - Radisson Blu Polar Hotel_01 Inkluderet i prisen
Svalbard

Radisson Blu Polar Hotel

Norge Hurtigruten Sign Longyearbyen Byvandring
Svalbard Longyearbyen View Sommer 1318598723 Svalbard Longyearbyen Rensdyr 2348258929

Dag 9

Longyearbyen, udflugt til kulminen Gruve 3, vildmarksmiddag midt i naturen ved Camp Barentz

Vi vågner op i en af verdens mest nordlige bosættelser – det kan da også et eller andet! Vi spiser morgenmad og gør os derefter klar til dagens oplevelser, som er noget at se frem til.

Man kan ikke ignorere kullets betydning for udviklingen i Longyearbyen, så derfor skal vi som det første på dagen på en historisk rejse ind i Longyearbyens tidligere kulmineindustri.

Vi skal på en rundvisning til kulminen Gruve 3 (’gruve’ betyder ’mine’ på norsk), som er en af de få miner, som der er adgang til for offentligheden.

Under rundvisningen i Gruve 3 får vi et indblik i livet som minearbejder og ser udstyr og maskiner, der blev anvendt i den daglige drift. Det er nok ingen hemmelighed, at det var både hårdt og beskidt arbejde – og absolut ikke uden risiko for liv og lemmer.

Gruve 3 var i produktion fra 1971 – 1996. Det er en spændende rundvisning både over og under jorden, fordi minen er meget autentisk. Det skyldes, at den dag, minen lukkede, smed minearbejderne, hvad de havde i hænderne og gik deres vej uden nogensinde at komme tilbage igen.

Så når I træder ind i minen her, vil I have det som om, I træder ind i en tidsmaskine, der sender jer direkte tilbage til minetiden. Det er en meget virkelighedstro oplevelse, der giver dig en helhedsoplevelse af livet som en minearbejder, og vi kan klart anbefale den.

Men det var på godt og ondt kulminerne, som var grundlaget for at etablere et samfund så langt mod nord på kloden, og det var dem, der er er skyld i, at Longyearbyen er vokset til det – på mange måder farverige – sted, som det er i dag. Så vi kan glæde os til en historisk og spændende tur i en af Longyearbyens miner.

Husk at klæde jer varmt på (som om I udendørs), for der er køligt i anlægget og minen. En varm jakke og bukser, varme sko, vanter og hue anbefales. Rundvisningen passer for de fleste med normal fysisk form. Gæster skal være i stand til at gå cirka 1,5 km i relativt ujævnt terræn. Der er desværre ikke tilgængeligt for kørestolsbrugere. Børn under 12 er ikke tilladt i minen.

Alle gæster får udleveret hjelm og pandelampe. Derudover har du mulighed for at tage en såkaldt "lompendress" (arbejdsdragt) på, hvis du ønsker at opleve de forhold, minearbejderne arbejdede under dagligt helt tæt på.

I Longyearbyen blev der igennem årtierne åbnet i alt syv miner. I dag er alle nedlagt undtagen Gruve 7, som stadig er i drift. Kullene herfra bliver brugt i Svalbards energiværk, som er Norges eneste kulkraftværk.

Efter besøget i Gruve 3 er der tid til at slappe af på egen hånd i løbet af dagen, inden vi mødes om aftenen til en fælles afskedsmiddag (inkluderet), som er helt speciel. Vi tager væk fra Longyearbyens lys og kører omkring ti kilometer ind i Adventdalen ude i den arktiske vildmark til Camp Barentz.

Her bliver vi mødt af aftenens vært, der viser os på plads i den hyggelige og stemningsfulde træhytte. Her får vi serveret en lækker traditionel norsk rensdyrgryde efterfulgt af kaffe og kage - et ægte Svalbardmåltid!

I løbet af aftenen krydrer vores vært middagen med lokale røverhistorier om isbjørnen og andre spændende tall tales fra den øde, arktiske verden.

Efter en dejlig aften her, bliver vi kørt tilbage til vores hotel i Longyearbyen.

Vi anbefaler, at man tager behageligt, varmt fritidstøj og varme sko på, da det kan trække koldt fra gulvet. Bemærk også, at jeres tøj kan komme til at lugte af bål efter denne aften.

  • Morgenmad

Her skal i bo

norge - Radisson Blu Polar Hotel_01 Inkluderet i prisen
Svalbard

Radisson Blu Polar Hotel

Svalbard Longyearbyen Kabelstation Gruve 3 2349492205
norge - Gruve 3_03 norge - Camp Barentz svalbard_01_1

Dag 10

Longyearbyen, hjemrejse til Danmark

I løbet af formiddagen tjekker vi ud fra vores hotel og kører til lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem til Danmark. Vi har sejlet ad en både historisk og ikonisk rute langs Norges kyster – en rejse, som vi nok ikke glemmer lige med det samme.

  • Morgenmad
Norge Hurtigruten Sign Svalbard Arktisk Ræv

Ring eller skriv til os

Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00. 

4526 0000
Stjernegaard Rejser Stjernegaard Rejser KH
Like

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

Happy

91% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

Trust

"Fremragende" 4,9 af 5 (2.500+ anmeldelser)