Fra regnskovens lemurer til øliv på Nosy Be - hele Madagaskars magiske skatkammer venter på denne rejse.
Vi begynder i Antananarivo, hvor vi lander sent og overnatter, før kursen sættes mod Andasibe National Park. Her venter et første møde med Madagaskars ikoniske dyreart: lemurerne. I regnskovens grønne halvmørke lytter vi til den store indris kraftfulde kald og spejder efter muselemurer samt de farverige sommerfugle og sjældne planter, der skaber en unik og farverig verden. Vi bor på en lodge midt i det hele, hvor vi er omgivet af skovens lyde og skal besøge en lokal farm, der giver os mulighed for at se nærmere på kamæleoner.
Herefter flyver vi nordpå til Diego Suarez, der er porten til ”det tropiske nord”. Her udfolder Madagaskar sig for alvor med mangrover, regnskov, laguner og hvide strande. Vi kører i firehjulstrækkere gennem landskaberne og besøger De tre Bugter med postkort-smukke udsigter, inden vi fortsætter mod Amber Mountain. Nationalparken byder på bjergregnskov, vandfald og kratersøer – et paradis for botanikere og nysgerrige naturelskere med orkidéer, bregner og et rigt fugle- og pattedyrsliv.
Videre går det til Tsingy Rouge, hvor vind og regn har formet røde sandstensformationer til dramatiske skulpturer. Ankarana National Park venter herefter med et skjult netværk af huler og underjordiske floder – Afrikas længste. Vi vandrer ovenpå jorden i dette særprægede landskab, på udkig efter lemurer, kamæleoner og lokale endemiske fugle. Undervejs møder vi Antakarana- og Sakalava-kulturerne, hører om Tromba-ceremonier, og besøger den hellige krokodillesø ved Anivoranto, hvor myter og ritualer stadig lever i bedste velgående.
Fra fastlandet fortsætter vi gennem kakaolandet til Millot-plantagen for at følge rejsen fra kakaobønne til chokolade, før en båd tager os til øen Nosy Be – ”Parfumeøen”. Her oplever vi ylang-ylang-destillation, det lokale marked og et helligt banyan-træ, inden vi holder en pause og nyder strandlivet ved Andilana.
I Lokobereservatet leder vi efter den sorte lemur og panterkamæleonen, og på Nosy Tanikely snorkler vi over et næsten uberørt koralrev i en marinenationalpark, hvor fiskerifredningen har skabt ideelle forhold for et farverigt undervandsliv.
Rejsen rundes af tilbage i Antananarivo med en udflugt til The Royal Hill of Ambohimanga – et historisk og spirituelt centrum med palads og kongegrave.
Når tiden er inde til at sætte kursen hjemad, vil det være med minderne om en ø, hvor flora og fauna har vist sig fra deres mest særegne sider i dette naturparadis.