En rejse i forunderlig skønhed Dagsprogram

Vi lander i den internationale lufthavn udenfor Windhoek og efter at have klaret indrejseformaliteterne, sætter vi kursen mod vores lodge, som ligger syd for Windhoek.

På vejen får vi allerede en fornemmelse af Namibias vidder, når vi kører gennem savannelandskaber, hvor vi kan være heldige at få et glimt af nogle aber og giraffer, der holder siesta i vejkanten, men mest af alt ser vi vild natur i alle retninger. Køreturen fra lufthavnen til lodgen bliver på sin vis en ganske fin smagsprøve på, hvad der venter os de næste par uger.

Vel ankommet til lodgen tjekker vi ind, og hvis tiden tillader det, så tager vi på en lille safaritur og kigger nærmere på dyrelivet på lodgens område. 

Om aftenen nyder vi en fælles middag og går til ro, så vi kan få hvilet ud, inden morgendagens eventyr starter.

Efter morgenmaden skal vi igen på rejse gennem landskaberne, når turen går videre til Namibørkenen.

Der er dog sørget for, at vi kan se frem til et spændende og forfriskende stop på vejen, når der serveres vin på verdens måske mest ødebeliggende vingård.

Turen går ad grusveje, som kan synes uendelige men aldrig kedelige. Fra en lille støvet prik viser sig i horisonten, går der måske 10 minutter, før en bil kører forbi og efterlader sig en sky af støv. Der kan sagtens gå en time mellem bilerne, og forvirrende stikveje og vejskilte skal vi ej heller bekymre os om. Enkelte steder dukker der måske et hus op ude i midten af ingenting, men ellers har vi bare selskab af landskaberne, som heldigvis formår at levere en smuk underholdning undervejs.

Nogle steder er der fladt, andre steder blødt og bakket. Fra tid til anden kan landskabet minde om noget, der er taget ud af en gammel western. Andre gange ligner bjergformationerne isflager i ørkenrød forklædning. Bedst som vi tror, der er en rød tråd, overraskes vi af de enestående landskaber, og før vi ved af det, er vi fremme ved vingården.

Neuras Wine Estate ligger som en oase i den namibiske ørken.

Man skulle mene, at vinproduktion er så godt som en umulighed i Namibias tørre ørkenlandskab, men hvor der er vilje, er der vin. Med masser af sol, naturlige, underjordiske kilder og en kølig atlanterhavsvind har stedet formået at producere vin siden slutningen af 1800-tallet.

Efter en lang køretur, skal vi selvfølgelig smage på de lokale dråber og gå en tur i vinmarkerne, inden vi fortsætter det sidste korte stykke til vores lodge, tæt ved Sossusvlei, hvor vi indlogerer os for de næste par nætter.

I dag står vi tidligt op. Måske vi endda vælger at vågne så tidligt, at vi kan få et glimt af den uspolerede stjernehimmel, som er helt spektakulær her i ørkenen.

Vi spiser morgenmad, går ombord på bussen og sætter kursen mod Sossusvlei i Namib-Naukluft National Park. Namibias måske mest ikoniske landskab af rustrøde, gigantiske sandbjerge. De er i konstant forandring, og det er derfor aldrig helt til at vide, præcist hvor høje de er, eller hvilken form de har. Vi ser derfor frem til at opleve naturvidunderne i den form, som de nu en gang tager sig ud i dag.

Det er ikke for sjov skyld, vi står op før solen. At se Sossusvlei i det rette lys kan nemlig gøre en verden til forskel, og vi vil selvfølgelig gerne have muligheden for at se, hvordan lyset spiller på alle farvepalettens rødlige nuancer, som solen kommer længere og længere op på himlen. Når solen står lavt på himlen, får vi desuden alle skyggerne med, og i kontrast til den dybblå himmel kan selv den største amatør skabe fænomenal fotokunst.

Vi gør stop undervejs for at tage billeder, og vi kommer også forbi den smukke sanddyne ’Dune 45’, der er kendt for sin mørkerøde farve, og som ser helt fantastisk ud i morgensolens skær. 

Efter vi er kommet et godt stykke gennem klitlandskabet, skifter vi vores bus ud med en med firhjulstrukne jeeps, som er bedre egnet til at køre i fint sand.

Vi kører videre til områdets største sandbjerg, Big Daddy, der måler over 300 meter i højden. Fremme ved Big Daddy kan vi enten vælge at vandre op på det gigantiske sandbjerg, eller vi kan vælge at gå direkte ind til den store, udtørrede lerflade, Deadvlei, som ligger lige ved siden af. Tager vi turen op ad Big Daddy, hvor vi går langs højderyggen med den ene fod i solen og den anden i skyggen, kan vi sagtens skyde genvej ned ad sandsiden, så vi kommer direkte ned til den døde, men yderst charmerende slette af krakkeleret ler og døde træer. Ved man bare lidt om træer, kan det virke mystisk, at de mange træskeletter står flotte og ranke uden en trævl på grenene - særligt taget i betragtning af, at de er 600-700 år gamle.

Normalt vil døde træer rådne naturligt og med tiden forsvinde helt, men den proces har klimaet simpelthen ikke tilladt her.

Mens solen har sikret, at stammerne er blevet mørke i farven, har det tørre klima sikret, at stammerne ikke går i forrådnelse, og således får vi altså mulighed for at nyde et stykke naturhistorie midt i ørkenen.

Med fotokortet fyldt til bristepunktet, tager vi videre til sidste og interessante stop på dagens tur, Sesriem Canyon. Her går vi tur i en kløft, der er formet gennem flere millioner år, og som noget helt særligt for området er her vand hele året rundt. Vi nyder udsigten og en stille stund, omringet af ældgamle sten og klipper, inden vi igen begiver os tilbage til vores lodge. Her kan vi se frem til at slappe af ved poolen og pleje de ømme muskler, inden en forrygende solnedgang serveres til middagen om aftenen.

Turen går mod kysten til Swakopmund. Men vi skal selvfølgelig først ud på en lille 5 timers køretur gennem nye ørkenlandskaber, der endnu engang formår at overraske.

Vi kører gennem Namib Naukluft Park, hvor de store vidder dominerer. Vi kører også gennem et månelandskab, hvor de rustikke, gråbrune klipper til tider nærmest vælter ind over bussen.

Det kan næsten føles som om, vi er landet på en anden planet, og faktisk har Hollywood også gjort flittigt brug af dette område, særligt i forbindelse med science fiction-filmproduktion. Vi stopper op og betragter landskabet fra forskellige udkigspunkter og hører nærmere om, hvordan månelandskabet er blevet til over flere millioner år.

Vi fortsætter til Swakopmund, som ligger lige der, hvor ørkenen stopper og Atlanterhavet begynder.

Hvis ikke vi vidste bedre, kunne vi nemt fristes til at tro, at vi var havnet i Tyskland – midt i en sandstorm.

Byen blev grundlagt af tyskerne i 1892, og arkitekturen værner om den tyske arv, der til stadighed fylder meget i Namibia.

På vej til hotellet tager vi på en lille orienterende byrundtur i bussen. Vi kommer forbi hovedgaden, molen, fyrtårnet og museet, som giver et spændende indblik i Namibias historie.

Når sulten melder sig, finder vi os til rette på en god restaurant, hvor der kunne være frisk fisk på menuen. 

Det kan synes gråt og diset, når vi vågner op, men det er bare forbipasserende ørkenstøv, der hænger som en tung dis i de tidlige morgentimer.

Efter en tidlig morgenmad burde det klare op, og vi sætter kursen mod Walvis Bay, hvor vi skal ud på en spændende katamarantur.

Fra Walvis Bay Yacht Club sejler vi ud af bugten mod det åbne hav. Vi bliver underholdt af pelikaner og sæler, som ofte hopper op på skibene i håb om at finde noget spiseligt. 

Turen går videre til Pelican Point, hvor vi for alvor skal se sælerne, som i Namibia kaldes for "Cape Fur Seal". De er brune pelssæler, som har ydre øreflapper og kan gå i land med deres lange luffer. De kaldes for sæler, men da de har ører, er de tættere beslægtet med søløven. Vi får alle sanser i spil, da sælerne både kan ses, lugtes og høres på lang afstand.

På vejen dertil får vi måske selskab af delfiner, der svømmer om kap med katamaranen og en nysgerrig pelikan, der nyder en gratis sejltur.

Mens vi nyder omgivelserne, prøvesmager vi lokale østers og mousserende vin. Herefter sejler vi tilbage til Walvis Bay.

Eftermiddagen er til fri disposition i Swakopmund. Her kan du slappe af eller gå på opdagelse i de mange tyske butikker eller nyde en weißbier på en lokal knejpe. Du kan også besøge det lokale marked, hvor der sælges souvenirs og kunsthåndværk.

Der er også mulighed for at tilkøbe en spændende udflugt i firhjulstrukne biler, hvor du bliver kørt gennem sanddynerne til Sandwich Harbour (se venligst beskrivelse under "Tilkøb udflugter" herunder). Bemærk, at udflugten skal bestilles sammen med rejsen.

Endnu en gang skal vi ud på en køretur gennem spektakulær natur, når vi drager ind i landet til de billedskønne Erongo Mountains via det underfundige granitlandskab, Spitzkoppe.

Det er her, vi lægger en stor del af den tysk-namibiske kultur bag os og møder de oprindelige kulturer, der lever længere mod nord.

Vi kører gennem semi-ørken - landskabet er fladt og åbent med sparsom bevoksning. Spitzkoppe viser sig i første omgang som en lille, halvkedelig plet langt ude i horisonten. Som vi kommer tættere på, går det dog hurtigt op for os, at det er granit i gigantformat, vi skal se nærmere på.

Hvad der på afstand ligner en lille klynge af små bjergtoppe er faktisk en samling af kæmpemæssige sten, der tårner sig 700 meter op i landskabet. Området er langt større, end man umiddelbart skulle tro, og vi gør et stop for at se nærmere på klippemalerier, som er flere tusinde år gamle. 

Selv om stedet får topkarakter, har vi højst sandsynligt området for os selv, måske lige med undtagelse af et par enkelte andre besøgende. Vi kører herefter videre i retning af Erongo Mountains, som er helt enestående.

Erongo Mountains består af klippeformationer, der blev skabt af et vulkanudbrud for 130 mio. år siden.

Vel ankommet til vores lodge, som ligger i helt utrolige omgivelser, kan vi nyde solnedgangen og en fælles middag. 

Vi bliver i området, hvor vi først på dagen skal opleve den lokale kultur i mere traditionel namibisk forstand.

Sanbuskmændene levede oprindeligt i området, men under koloniseringen blev de drevet væk og søgte mod nord.

I dag lever efterkommerne et anderledes liv i og omkring byerne i Kalahariørkenen, men flere af dem kommer stadig til Erongo Mountains tre måneder ad gangen, da de her kan lære om deres gamle kultur og leve sig ind i deres historie ved Omandumba-ranchen.

Stedet fungerer som en skole for sanfolket, alt imens vi som turister kan komme forbi og få et spændende indblik i kulturen.

På en ’bush walk’ gennem området får vi en fornemmelse for, hvordan kulturen har indfundet sig i området omkring Erongo Mountains.

Vi ser, hvordan buskmændene jager, fanger og samler føde og ikke mindst, hvordan de laver ild, så dagens fangst også kan blive tilberedt.

Efter besøget besøger vi museumsbutikken, hvor vi kan erhverve os nogle håndlavede, autentiske souvenirs som fx bue og pil, smykker, ildpinde, o. lign.

Om eftermiddagen er der tid til afslapning på lodgen.

Vi kører nordpå ad grusveje i retning af Damaraland – et menneskeforladt område, hvor vi kommer til at stifte bekendtskab med damarafolket

Inden vi når frem til Namibias måske mest fotoskønne område, kan vi være heldige at se Namibias største bjerg, Brandberg, i horisonten, såfremt vejret tillader det. 

Brandberg betyder ’ildbjerget’ på afrikaans, og det skyldes, at bjerget nærmest lyser rødt ved solopgang og solnedgang. 

Herfra kører vi videre til vores destination ved Ugab Valley lidt længere mod nord, hvor vi ankommer først på eftermiddagen.

Vi kan slappe af på lodgen og mødes igen for at nyde solnedgangen, inden vi spiser en fælles middag.

Efter morgenmaden kører vi til Twyfelfontein, hvor vi skal opleve de finurlige helleristninger i Twyfelfontein som er et "UNESCO Heritage Site".

Områdets store sandstensklipper blev skabt for 180 millioner år siden, og stedet har været beboet fra 6.000 år før Kristus – af jæger-samlere såvel som hyrdefolk – og de mange kunstværker i sten og på klipper værner om, at området har været brugt i forbindelse med forskellige typer af ritualer.

Vi går en tur gennem sten og klipper for at se helleristningerne og nyde udsigten over det enestående landskab.

Herefter besøger vi det levende damaramuseum, som er det eneste af sin slags i Namibia. Under koloniseringen var damarafolket ikke i stand til at forsvare sig, og kulturen døde næsten hen.

Det levende museum er derfor et forsøg på at rekonstruere historien ved at vække kulturen til live i de oprindelige rammer, og vi får således et livagtigt indblik i de gamle traditioner og lærer om kulturens sameksistens med den golde natur.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage ved vores lodge og runder dagen af med en middag. 

På vejen til Etosha kører vi forbi en lille by, hvor vi skal møde himbafolket.

Himbaerne lever egentlig langt mod nord, på grænsen til Angola, men ved den rekonstruerede landsby, får vi alligevel mulighed for at få et indblik i den eneste traditionelle namibiske kultur, der stadig lever efter ældgamle traditioner og principper.

Himbaerne kan tydeligt kendes på deres røde, mudrede hårpragt og deres bare overkroppe, blot prydet med smykker. De skiller sig ud, og det er ikke uden grund, at de er blandt verdens mest fotograferede stammekulturer.

Det handler dog om mere end bare forfængelighed, når himbaerne stadser sig ud, og både smykker, hår og tøj siger alt om deres status og alder. Den røde okker, der er klistret ind i kvindernes lange fletninger, går igen på kroppen. Men kun hos kvinderne, vel at mærke. Otjize-pastaen, der er lavet af gedefedt, urter og rød okker, siges at holde både insekter og solskoldning på afstand, men med lidt aroma tilføjet i blandingen, skulle den røde maske også have en tillokkende effekt på stammens mænd.

I stedet for at gå i bad, bader himbaerne sig i røg, og når der skal tales til guderne, er det også via røgsignaler.

At netop himbaerne gør lidt ekstra ud af sig selv, kan skyldes deres særlige kærlighedskonstruktion, hvor et forhold sjældent er en statisk størrelse. Polygami er vidt udbredt blandt himbaerne i den forstand, at det er mændene, der nyder godt af flere koner, men dermed ikke sagt, at kvinderne ikke kan engagere sig i flere forhold. Ifølge himbaerne selv er der ingen jalousi forbundet med deres polygamiske struktur, og der er således intet galt i at spille på udseendet.

Himbaerne lever langt nordpå i Kaokoland, hvor de til stadighed bor i små, runde lerhytter og avler kvæg og geder. At vi alligevel får mulighed for at møde himbaerne på en god måde skyldes projektet med den rekonstruerede landsby. Projektet sikrer bevaringen af den gamle kultur, ligesom det bidrager til, at himbaerne både kan få lægehjælp, komme i skole og få hjælp til at begå sig i det moderne samfund.

Samtidigt får vi som besøgende en spændende læring om kulturen, og selv om vi hverken er de første eller sidste turister, der besøger landsbyen, er det en fin og spændende oplevelse.

Efter besøget hos himbaerne sætter vi kursen mod Etosha.

En nationalpark, der dækker et areal på omtrent 22.000 km2 (halvdelen af Danmarks størrelse), og som rummer en saltslette, der er så enorm, at den kan ses fra rummet. Det meste af året er saltsletten komplet udtørret, men i korte perioder henover sommeren fyldes den med vand, hvilket tiltrækker pelikaner, flamingoer og andre dyr.

Foruden saltsletten har parken omkring 50 forskellige vandhuller, der lokker dyr i alle afskygninger til. Selv om det aldrig er sikkert, hvilke dyr vi møder, håber vi på at se næsehorn, afrikanske elefanter, giraffer, springbukke, zebraer, løver, leoparder og geparder, allerede denne eftermiddag, når vi tager på en tur ind i parken i vores bus. 

I dag sætter vi os godt til rette i de terrængående safaribiler, så vi til fulde kan nyde en hel dag i selskab med nationalparkens vilde dyr.

Vi kører rundt til de forskellige vandhuller, og observerer dyrene, når de tager en lur under en busk, spiser af træer og buske, og når de går sultne på jagt.

Flere steder stopper vi op og afventer dyrenes gøren og laden, og det er dyrene, der bestemmer tempoet. Vi væbner os med tålmodighed og håber på at nogle af de i alt 114 pattedyr i parken byder på god underholdning og giver os mulighed for at tage nogle dejlige billeder.

Ved frokosttid gør vi stop i en af parkens ”rest camps”, hvor vi indtager den medbragte frokost.

Efter frokost genoptager vi safarituren og kan forhåbentlig tilføje endnu flere dyr på listen med alle dem, som vi har set indtil nu.

Sidst på eftermiddagen kører vi retur til vores lodge, og der er tid til afslapning inden den fælles afskedsmiddag.

Vi vinker farvel til nationalparkens vilde dyr, som de sidste par dage har inviteret os indenfor i deres univers, og sætter kursen mod syd.

Vi gør stop ved det lokale marked i Okahandja, hvor der er mulighed for at købe lokalt kunsthåndværk. Okahandja er hjemsted for Herero-folket, der er et semi-nomadefolk ligesom masaierne i Østafrika. De forsøger på bedste vis at fastholde deres traditioner, og det er særligt kvindernes lange, farverige klædedragt og den tilhørende hovedbeklædning, der symboliserer kvæghorn, som Herero-folket er kendt for. 

Vi spiser frokost undervejs (for egen regning), og hen på eftermiddagen når vi Windhoek, Namibias hovedstad, hvor vi har en kort byrundtur i bussen, inden vi tjekker ind på vores hotel.