Rovos Rail & Afrikas vidundere – Victoria Falls og Botswana Dagsprogram

Du vågner op i en verden, der bevæger sig.

Mens Sydafrika glider forbi vinduet i det bløde morgenlys, star du op i din private kupé ombord på Rovos Rail – verdens mest luksuriøse tog, og måske den langsomste og smukkeste måde at opdage et kontinent på.

Rovos Rail er ikke bare et transportmiddel. Det er en rejse tilbage til jernbanens guldalder, til en tid. De mørkpolerede mahognitræspaneler, de hvide linnedsduge i restaurantvognen, stewardernes diskrete og omsorgsfulde service – alt er gennemtænkt til mindste detalje. Du er ikke på vej fra A til B. Det er rejsen i sig selv, der er oplevelsen.

Morgenmaden serveres i restaurantvognen, mens det sydafrikanske landskab åbner sig i alle retninger. Sletter, akacieskove og røde jordbakker passerer i et roligt, nærmest meditativt tempo.

På menuen er der friskpresset juice, æg tilberedt efter ønske, bacon, bønner og de uundgåelige rusks – de hårde, sprøde beskøjter som sydafrikanerne dypper i morgenkaffen.

Midt på formiddagen passerer toget et af jordens usynlige, men alligevel mærkbare skillelinjer: Stenbukkens Vendekreds – den imaginære linje ved 23,5 grader sydlig bredde, som markerer solens sydligste punkt på himlen ved vintersolhverv.

Der er ikke meget at se. Et lille skilt langs sporet, måske. Men guiden gør opmærksom på det, og pludselig føles det stort: I dette øjeblik befinder vi ospræcis på grænsen af troperne. Syd for denne linje hører verden til den tempererede zone. Nord for den begynder noget andet – varmere, vildere, mere uforudsigeligt.

Kort efter middagstid begynder landskabet da også at fortælle en anden historie. Vegetationen bliver tættere, vildere. Og så – pludselig – er den der: Limpopofloden.

Vandet i floden er Ikke blåt og blankt. Nej det er gråt, grønt og grumset. Floden er bred og tung, med vand der bærer al den jord og alle de hemmeligheder, det afrikanske kontinents indre har skyllet ned gennem den i årtusinder. Rudyard Kipling kaldte den "the great grey-green, greasy Limpopo River, all set about with fever-trees" – og han tog ikke fejl.

Floden danner grænsen mellem Sydafrika og Zimbabwe, og her – ved Beit Bridge – krydser toget over. Det er et øjeblik, der skal opleves stående ved vinduet med en gin & tonic i hånden.

Efter grænsepassagen inviterer togets observationsvogn – den bagerste og åbne vogn – til et nærmere møde med Afrika. Vinden, duften af jord og tørt græs, og et landskab der aldrig holder op med at overraske. Måske dukker der en gruppe bavianer op langs sporet. Måske en enkelt elefant i det fjerne. Måske er der ingenting, som bevæger sig – bare sletten og himlen og en fornemmelse af uendelighed.

Om aftenen serveres middagen ved lyse og hvide duge, og er – som altid på Rovos Rail – mere end et måltid. Det er et ritual. Tre retter med sydafrikanske vine. Samtalerne står vi selv for, godt fodret med dagens oplevelser.

Toget ruller videre mod nord. Victoria Falls er stadig en dag borte, så der er god tid til at nyde livet ombord på det rullende hotel.

Dagen tilhører toget og det, der glider forbi vinduet.

Men med udsigter og et interiør af denne kaliber er det en gave at have en dag, hvor det eneste krav er at være til stede – og holde øjnene åbne.

Fra Bulawayo ruller Rovos Rail nordvestpå gennem Zimbabwe, og jo længere toget kommer, jo mere åbner landskabet sig. Tætbevoksede bakkelandskaber afløses af flade, vidtstrakte sletter, og akacietræerne vokser mere spredte og kantede.

Midt på formiddagen begynder toget at passere kanten af Hwange National Park – Zimbabwes største nationalpark og et af Afrikas vigtigste elefantreservater. Parken rummer mere end 40.000 elefanter og en af kontinentets tætteste koncentrationer af vildtlevende dyr.

Vi ser ikke dem alle. Men vi kommer til at se en del. Fra den åbne observationsvogn bagerst i toget er der chance for at spotte elefanter langs sporet, bøfler i det tørre græs og måske en giraf, der kigger ned på toget med en lettere overbærende mine. En guide er til rådighed ombord og fortæller om parkens historie og om de vandhulsboringer, der i tørperioden samler tusindvis af dyr på én gang.

Frokosten serveres ombord med udsigt til det hele, mens eftermiddagen er til at sætte sig til rette med en bog, en drink og det skiftende lys over den zimbabwianske savanne. Rovos Rail er bygget til dette: de brede vinduer, de bløde lænestole i lounge-vognen, det rolige tempo. Der er ingen skærme, ingen støj – kun togets rytmiske rullen og den horisont, der aldrig holder op.

For dem, der gerne vil vide mere, er der selskab at finde i lounge-vognen, hvor guider holder uformelle oplæg om dyrene, historien og landskabet.

Midt på eftermiddagen gør toget holdt ved nationalparken. Her skifter vi til terrænkøretøjer og tager på en game drive ind i Hwange National Park.

Parken er særligt kendt for sine enorme elefantflokke, men også løver, leoparder og bøfler hører til her. En erfaren guide fører jer gennem det tørre, åbne landskab, hvor vandhuller samler dyrene – og tålmodighed belønnes. Hwange er ikke et sted, man skynder sig igennem. Det er et sted, der minder én om, hvor imponerende Afrika egentlig er.

Tilbage på toget fortsætter vi mod Thompsons Junction – et lille, støvet knudepunkt midt i ingenting, men et navn med stor betydning på denne rute. Det er nemlig i Thompsons Junction, hvor toget kobles om og skifter kurs mod det endelige mål: Victoria Falls, som nu kun er en nat borte.

Middagen ombord er som altid en begivenhed i sig selv, men i aften hænger der noget ekstra i luften over det fint dækkede bord. I morgen tidlig venter et af verdens syv naturundere.

Morgenen begynder tidligt. Ikke fordi programmet kræver det, men fordi Victoria Falls er et af de steder, man ikke har lyst til at ankomme sent på dagen til.

Fra hotellet køres vi til Victoria Falls National Park, hvor en lokalguide tager imod og fører gruppen ind i den fugtige, tætvoksede regnskov, der vokser direkte ud af vandfaldssprøjtet. Stien er glat, luften er tung af fugt, og lang tid inden man ser noget, mærker man det: en vedvarende dundren, der sidder i brystkassen snarere end i ørerne.

Victoria Falls er blandt verdens mest spektakulære vandfald. Her styrter Zambezi-floden majestætisk ned ad basaltklippen og skaber det største sammenhængende gardin af faldende vand på kloden.

Stien fører langs kanten af kløften forbi seks af vandfaldsafsnittene – Main Falls, Horseshoe Falls, Rainbow Falls og det dramatisk navngivne Boiling Point, samt øerne Cataract Island og Livingstone Island. Victoria Falls er teknisk set seks separate fald, men i den høje vandstand fra februar til maj smelter de sammen til ét ubrudt gardin af faldende vand – det største af sin art på kloden.

Her styrter Zambezi-floden ned ad basaltklippen i en højde af knap 100 meter og en bredde af 1.700 meter. Tågen, der opstår, kan ses mere end 50 kilometer væk. På tonga-sproget hedder stedet Mosi-oa-Tunya – røgen der tordner. Stående ved kanten forstår man præcis, hvorfor.

Hav en regnjakke ved hånden. Ikke fordi det regner – men fordi det altid regner her.

Tilbage på hotellet er der fri tid og frokost på egen hånd. En chance for at sætte sig ned, tørre tøjet og lade indtrykkene fra formiddagen synke.

Om eftermiddagen tager vi en kort køretur på tyve minutter fra Victoria Falls by, der fører os til en traditionel landsby, som giver et direkte indblik i det daglige liv i den mere landlige del af Zimbabwe.

Vi møder mennesker, der passer deres marker, tager sig af børnene og laver mad over åben ild – præcis som de ville have gjort, om vi ikke var kommet. En lokal guide introducerer os til familier og hjem, og der er mulighed for at slå et slag med det daglige arbejde, hvis lysten er der.

Det er den slags besøg, der sætter resten af rejsen i perspektiv. Hwange, Rovos Rail og Victoria Falls er spektakulære på hver sin måde – men en eftermiddag i en landsby minder én om, at Afrika også er dette: et ordinært, fattigt, varmt og levende hverdagsliv, langt fra turiststierne.

Dagen afsluttes med middag på hotellet.

Vi siger farvel til Victoria Falls og kører over grænsen til Botswana. Efter kun 1½ times kørsel ankommer vi til den berømte nationalpark Chobe. 

Parken er et sandt paradis for naturelskere og er især kendt for sin enorme elefantbestand, som er den største i Afrika med omkring 70.000 elefanter. De majestætiske kæmper kan ofte ses bade i Chobe-floden eller græsse på de frodige flodsletter.

At se en flokke på tyve eller tredive elefanter bade, drikke og tumle rundt ved bredden er ikke en sjælden begivenhed her. Det er en helt almindelig eftermiddag.

Men Chobe er også hjemsted for mange andre dyrearter som bøfler, løver og giraffer, og cirka 450 forskellige fuglearter. Særligt bemærkelsesværdige er de store kolonier af sydlige karminbiædere og de imponerende ørne. Vi kan næsten garantere, at selvom man måske ikke er den store fugleentusiast, så er det svært ikke at blive begejstret alligevel.

Vi skal bo på en dejlig lodge nær Chobe National Park, som ligger perfekt ved Chobe-flodens bred.

Efter indkvartering og frokost er der ikke meget tid til at sætte sig til rette, inden safaribilerne holder klar. I åbne, firehjulstrukne safaribiler kører vi ind i parken med en erfaren guide bag rattet. 

Guiden kender parken og ved, hvor dyrene søger hen på forskellige tider af dagen.

Eftermiddagen i Chobe handler om at køre stille, holde øjnene åbne og lade det komme til en selv.

Når lyset begynder at falme, køres vi tilbage til lodgen. Der er tid til et brusebad og en enkelt drink på terrassen, inden gruppen samles til middag, mens vi taler om parken, der giver en fornemmelse af, at naturen stadig har overhånden. Det er en god fornemmelse at gå til ro med.