The Z Hotel er et dejligt lille boutiquehotel, der ligger på Nungwi-stranden på Zanzibars nordspids – her er udsigten over Det Indiske Ocean intet mindre end fantastisk.
Hotellet ligger ved den aktive del at Nungwi-stranden, hvor mindre både lægger til, og hvor du ved lavvande kan gå langs stranden og besøge de små restauranter. Bag hotellet er der hyggeligt byliv med restauranter, barer og små turistboder, hvor der sælges alskens souvenirs.
Hotellet er en lille tropisk oase, hvor man fra infinitypoolen har direkte kig til havet. Dette er det perfekte sted at slappe af mellem strandture og udflugter. Poolområdet har liggestole og parasoller, og her er også en poolbar, hvor I kan bestille forfriskende drinks.
The Z Hotel har to restauranter: Sexy Fish ligger på en træterrasse lige ud over stranden og serverer friske fiskeretter tilberedt med zanzibarske krydderier. Cinnamon på første sal byder på asiatisk fusion og klassiske retter og har også en fantastisk havudsigt. Og så er der Rooftops, hotellets berømte tagterrasse-bar, hvor I kan nyde solnedgangen med en cocktail i hånden.
Trænger I til lidt forkælelse, finder I Sky Spa på tredje sal med behandlinger, massage og panoramaudsigt. Der er også et veludstyret fitnesscenter – Jungle Gym – og mulighed for at booke dykning, snorkling, kitesurfing og fisketure gennem hotellets samarbejdspartnere.
Hotellet har kun 40 værelser, og alle er stilfuldt indrettet med afrikanske detaljer. Der er en mindre møbleret balkon, dobbeltseng eller to enkeltsenge, TV, sikkerhedsboks, køleskab, aircondition, hårtørrer og gratis wifi.
I prisen er inkluderet et Garden View Room beliggende på 1. sal, hvor man har udsigt til den lille tropiske have og palmerne. Havet kan fra nogle værelser skimtes gennem planterne. Det er muligt at opgradere til et Sea View Room mod tillæg. Sea View værelserne er beliggende på 2. sal, og man har havudsigt - dog skal man regne med, at der kan være palmer i synsfeltet, når man kigger mod havet. Nogle Sea View-værelser har havudsigt fra siden.
Morgenmad er inkluderet i prisen - halvpension (morgenmad og aftensmad) og helpension (morgenmad, frokost og aftensmad) kan tilkøbes. Bemærk venligst, at hotellet er et "Adults only"-hotel, der kun tillader gæster som er 17 år eller derover.
Bemærk, at der på nogle aftenener vil være musik på hotellets restauranter (udendørs), som kan høres fra værelserne.
The Z Hotel er det perfekte valg for jer, der ønsker at holde ferie på et mindre hotel og have nem adgang til barer og restauranter.
Vi gør opmærksom på, at der er tidevand på Zanzibar, så på nogle tidspunkter af døgnet er der lavvande og dermed meget længere ud til havet. Du kan læse mere om dette under ”Priser og datoer”.