Rejsetrends 2019 – her skal du hen!
- 19. december 2018
- Historie
- Kultur
- Kør-selv-ferie
- Mad & drikke
- Natur
- Storby
- Strand
Med et nyt år kommer nye drømme og nye rejser. Vi kigger nærmere på, hvad du skal holde øje med i 2019 og giver dig 10 bud på, hvordan du kan prioritere dine drømme.
Er du mere interesseret i, hvad der rører sig i 2021? Så tjek vores bucket list med de 21 største rejsetrends i 2021!
Bedste rejseland – Sri Lanka
Listen af lande, der fortjener at vinde denne kategori er lang. Alligevel er der noget ved Sri Lanka, der får os til at falde helt pladask bagover. Landet er en ren eventyrbuffet, spækket med UNESCO-verdensarv, bedårende strande, skjulte kulturskatte, fortryllende teplantager og en herlig flok vilde dyr, der bl.a. tæller elefanter, leoparder, hvaler, havskildpadder, aber og alverdens andre væsener.
Sri Lanka er et velbalanceret sammensurium af kulturoplevelser og verdenshistorie, pakket flot ind i gudeskøn natur, tilføjet et uendeligt udbud af strande. Er du typen, der vil have det hele, så skynd dig til Sri Lanka.


Et velbalanceret sammensurium af kulturoplevelser og verdenshistorie, pakket flot ind i gudeskøn natur, tilføjet et uendeligt udbud af strande.
Mest for pengene – Sydafrika
Det er de færreste steder, der topper det danske prisniveau. Heldigvis. Alligevel skal du lede langt efter rejsemål, der er mere prisvenligt end Sydafrika, hvis du har hang til god mad og vin i lange baner. Gastronomien har ingen grænser i landet stik mod syd, men det har prisen. Hertil er god vin nærmest en menneskeret, og en glimrende vinsmagning med 5 halve glas vin kan faktisk gøres til en 20’er. Skal vinsmagningen udelukkende bestå af eksklusive årgangsvine, kan det være, du må lægge noget nær en 50’er.
Skal dit indre levemenneske have lov (og råd) til at folde sig ud, er Sydafrika et glimrende bud.



Den vildeste natur – Costa Rica
Natur kommer i mange formater, og det kan være svært at argumentere for, at vulkaner er bedre end skove. Eller at vandfald stikker smukke strande. Netop derfor har vi valgt Costa Rica som det vildeste naturparadis anno 2019. Her er der nemlig ikke noget at rafle om. Costa Rica er natur på næsten alle tænkelige måder – lidt større og lidt bedre end andre steder.
I tvivl om, hvor overdådig Costa Ricas natur er? Så se nærmere på Monteverdes tågeskov, vulkanen ved Arenal, det geotermiske landskab Rincon de la Vieja, det turkisblå vandfald Rio Celeste eller skildpaddernes paradis i Tortuguero.




Bedste ’newcomer’ - Namibia
Namibia har måske nogle af verdens ældste landskaber og stammefolk, men i rejsemæssig forstand er Namibia ret ny på landkortet. Og det kan overraske. En rejse til Namibia er nemlig helt uden for kategori. Her er ørkenkonstruktioner i alle afskygninger, og bedst som du kommer kørende ad en uendelig grusvej, dukker en klynge af gigantgranit op i horisonten. Et andet sted står 700 år gamle træstammer rankt og flot på en lerslette blandt tårnhøje, røde sanddynger, mens du et tredje sted i ørkenen finder en spøgelsesby fra guldgravertiden. Længere mod nord kan du være heldig at se næsehorn, men ikke mindst får du chancen for at møde stammefolk, der er som taget ud af en fabel om fortidens store opdagelsesrejsende.
Har du en spirende drøm om Namibia, så se nærmere på Sossusvlei, Etosha National Park og den tyske enklave Swakopmund.


Namibia har måske nogle af verdens ældste landskaber og stammefolk, men i rejsemæssig forstand er Namibia ret ny på landkortet.
Bedste ø-hop - Indonesien
Tænker du ø-hop, tænker du måske Thailand. Men ø-hop er meget mere end paradisstrande og palmesvaj. At vi har udset os Indonesien som årets ø-hop-mål skyldes, at Indonesien har nogle helt unikke kort i ærmet. Med Bali som udgangspunkt kan du fx besøge de bedårende Gili-perler, naturskønne Lombok og varanerne på Komodo, ud for øen Flores - alle inden for en relativ kort radius af Bali.
På ø-hop i Indonesien kan du bl.a. opleve vulkaner, komododrager, risterrasser, henrivende strande og landskaber, der leder tankerne hen på Jurassic Park. Men ikke nok med det, så får du også fornøjelsen af at opleve de meget forskellige kulturer, der lever side om side i det indonesiske øhav.

At vi har udset os Indonesien som årets ø-hop-mål skyldes, at Indonesien har nogle helt unikke kort i ærmet.
Fedeste by – Cartagena, Colombia
Glem alt om narkobaroner og kriminalitet og forestil dig, hvordan Rio, Miami og Barcelona smelter sammen i én fabelagtig storby. Cartagena på Colombias caribiske kyst er glamour og livsglæde, som kun colombianerne forstår at lade den udspille sig, og du kan hurtigt få brug for et par ekstra dage i byen.
Når byen igen og igen bliver hyldet i alverdens rejseguides, skyldes det bl.a., at alle kan få hang til Cartagena. Gå på opdagelse i byens farverige, kringlede gader bag bymuren, få en historielektion i kolonitiden, smag på byens gastronomiske eksperimenter og slå dig ned på stranden med en drink i hånden. Cartagena tryllebinder, så snup hellere en dag ekstra.


Årets rejsetrend – togrejser
Som modspil til det hurtige liv er begrebet ’slow travel’ blevet en stortrend. Således også togrejser. Togrejser kan noget, andre rejseformer ikke kan. De giver dig mulighed for at slappe helt af i behagelige rammer, alt imens verden ruller forbi og giver dig hver en bid af landskabet.
Det er selvfølgelig om at vælge tog med omhu, hvis målet er at opleve noget på turen. Vil du opleve Canadas vilde landskaber fra en togkupé, så tag et kig på Rocky Mountaineer. Er du mere til Sydafrika, så tjek Rovos Rail. Vil du derimod se sider af Perus højland, som er de færreste forundt, så overvej en tur med luksustoget Belmond Andean Explorer.



Største maddestination – Mexico City
Er det smagsløgene, der skal guide dig til næste rejsemål, er der stor sandsynlighed for, du bliver ledt i retning af Mexico med Mexico City som den gastronomiske kronjuvel.
Foruden gamle kendinge som fajitas, tacos og guacamole, skal du bl.a. sætte tænderne i Mexicos brune sovs, mole, den ”underjordiske” ret, pibil, eller Mexicos svar på comfort food – sopa de tortillas




Er det smagsløgene, der skal guide dig til næste rejsemål, er der stor sandsynlighed for, du bliver ledt i retning af Mexico
Bedste strand – Magens Bay, St. Thomas
St. Thomas er måske den travleste af de tre Vestindiske Øer, men det ændrer ikke på, at det er her, du finder nogle af verdens smukkeste strande. Bl.a. Magens Bay på nordsiden af St. Thomas.
Magens Bay er indbegrebet af en caribisk strand med mere end en kilometer hvidt sand, der rinder ud i et perfekt krystalklart, turkisblåt hav, og som en ekstra bonus er her ingen hoteller, der spolerer baggrundsbilledet. Besøg stranden først på dagen, inden krydstogtgæsterne finder vej til den lille bugt, og nyd naturens værk i relativ stilhed.

Magens Bay er indbegrebet af en caribisk strand med mere end en kilometer hvidt sand, der rinder ud i et perfekt krystalklart, turkisblåt hav
Årets road trip – Udkants-USA
USA er kør-selv-feriernes land, og der er næsten ingen grænser for, hvordan du kan strikke en road trip sammen. Californien og Highway 1 har i mange år stået højt på ”road trippernes” liste, ligesom det østlige USA også er ganske velbesøgt. Til gengæld overser mange rejsende det uendelige naturscenarie, der udspiller sig i midten af kontinentet.
Er du klar til at opleve USA på en lidt anderledes måde, anbefaler vi, at du i 2019 kigger nærmere på vidundere som Bryce Canyon, Antelope Canyon, Yellowstone National Park, Zion National Park, Badlands og Monument Valley. God fornøjelse!


