En rejse i forunderlig skønhed Dagsprogram

Vi lander i Windhoek Airport, og kører mod vores hotel i byen.

Allerede her får vi fornemmelsen af landets størrelse og lange distancer, da vi skal ud på en 50 kilometer lang køretur gennem golde savannelandskaber, før vi når frem til Windhoek.

På vejen kan vi være heldige at få et glimt af nogle aber og giraffer, der holder siesta i vejkanten, men mest af alt ser vi rå natur i alle retninger. Køreturen fra lufthavnen til hotellet bliver på sin vis en ganske fin smagsprøve på, hvad der venter os de næste par uger.

Om eftermiddagen skal vi udforske Namibias eneste storby, Windhoek, hvis man da ellers kan kalde en by med færre end 300.000 mennesker for en storby. Byen er både moderne og historisk, og i store træk fungerer den som mange vestlige storbyer med organiseret trafik, shoppingcentre og pæne boligområder.

Vi ser måske vejskilte som Potsdamer Straße, Mozartstraße og dets lige, og vi er ikke i tvivl om, hvor vi finder den nærmeste wienerschnitzel.

Byen er ligesom de øvrige namibiske byer stærkt præget af det tyske. Både i arkitekturen, i skiltningen og i daglig tale.

På turen omkring byen ser vi det gamle fort, Alte Feste, der både har fungeret som militært hovedkvarter for tyskerne og sydafrikanerne, som begge har styret landet i perioder. Vi ser byens Christuskirche fra 1910, hvor der hver søndag stadig holdes tyske gudstjenester, og vi tager også et kig på den store, moderne højesteretsbygning, der blev bygget, efter landet blev selvstændigt i 1990.

Aftenen er til fri disposition, men der er rig mulighed for at spise sig godt mæt i tysk husmandskost og skylle ned med en velbrygget øl, hvis ikke det er en tidlig aften, der lokker efter flyveturen.

Vi skal ud på en fire timers køretur, når vi skal videre til den vestligste del Kalahariørkenen.

En relativ kort køretur i namibisk forstand, hvor vi både kører ad landeveje og på grusveje og ser, hvordan landskabet ændrer karakter undervejs. Hvis vejrforholdene er til det, kører vi via den lille flække, Dordabis, og videre ad grusveje ind i Kalahariørkenen. Alternativt tager vi landevejen gennem mindre byer som Rehoboth og Kalkrand, inden vi til sidst drejer af og kører det sidste stykke på grusvej til vores lodge.

Kalahariørkenen er, i modsætning til Namibørkenen som vi skal opleve om et par dage, en halvtør savanneørken. Her er mere regn, end hvad der er tilfældet i sandområderne, og det har medført mere beplantning – og dermed også flere dyr. På turen til lodgen er vi måske heldige at spotte nogle af de dyr, vi skal se på dagens game drive.

Efter indtjekning på lodgen skal vi ud på en smuk ’sunset safari’ i åben firehjulstrækker.

Her kommer vi til at se, hvordan de vilde dyr vågner op til dåd efter en lang, varm pause midt på dagen, og det kan være, vi kommer helt tæt på oryx, giraffer, strudse og forskellige antilopearter. Vi afslutter dagen med en middag på lodgen. 

Efter morgenmaden skal vi igen på rejse gennem landskaberne, når turen går fra den ene ørken til den anden.

Nærmere betegnet fra Kalahari til Namibørkenen. Der er dog sørget for, at vi kan se frem til et spændende og forfriskende stop på vejen, når der serveres vin på verdens måske mest ødebeliggende vingård.

Turen går ad grusveje, som kan synes uendelige men aldrig kedelige. Fra en lille støvet prik viser sig i horisonten, går der måske 10 minutter, før en bil kører forbi og efterlader sig en sky af støv. Der kan sagtens gå en time mellem bilerne, og forvirrende stikveje og vejskilte skal vi ej heller bekymre os om. Enkelte steder dukker der måske et hus op ude i midten af ingenting, men ellers har vi bare selskab af landskaberne, som heldigvis formår at levere en smuk underholdning undervejs.

Nogle steder er der fladt, andre steder blødt og bakket. Fra tid til anden kan landskabet minde om noget, der er taget ud af en gammel western. Andre gange ligner bjergformationerne isflager i ørkenrød forklædning. Bedst som vi tror, der er en rød tråd, overraskes vi af de enestående landskaber, og før vi ved af det, er vi fremme ved vingården.

Neuras Wine Estate ligger som en oase i den namibiske ørken.

Man skulle mene, at vinproduktion er så godt som en umulighed i Namibias tørre ørkenlandskab, men hvor der er vilje, er der vin. Med masser af sol, naturlige, underjordiske kilder og en kølig atlanterhavsvind har stedet formået at producere vin siden slutningen af 1800-tallet.

Efter en lang køretur, skal vi selvfølgelig smage på de lokale dråber og gå en tur i vinmarkerne, inden vi fortsætter det sidste korte stykke til vores lodge, tæt ved Sossusvlei, hvor vi indlogerer os for de næste par nætter.

I dag står vi tidligt op. Måske vi endda vælger at vågne så tidligt, at vi kan få et glimt af den uspolerede stjernehimmel, som er helt spektakulær her i ørkenen.

Vi spiser morgenmad, går ombord på bussen og sætter kursen mod Sossusvlei. Namibias måske mest ikoniske landskab af rustrøde, gigantiske sandbjerge, som også gemmer på nogle af verdens højeste sandklitter. Da bjergene består af sand, er de i konstant forandring, og det er derfor aldrig helt til at vide, hvor høje de er, eller hvilken form de har. Vi ser derfor frem til at opleve naturvidunderne i den form, som de nu en gang tager sig ud i dag.

Det er ikke for sjovs skyld, vi står op før solen. At se Sossusvlei i det rette lys kan nemlig gøre en verden til forskel, og vi vil selvfølgelig gerne have muligheden for at se, hvordan lyset spiller på alle farvepalettens rødlige nuancer, som solen kommer længere og længere op på himlen. Når solen står lavt på himlen, får vi desuden alle skyggerne med, og i kontrast til den dybblå himmel kan selv den største amatør skabe fænomenal fotokunst.

Efter vi er kommet et stykke gennem klitlandskabet, skifter vi vores bus ud med en lidt grovere en af slagsen, som er skabt til det formål at køre i fint sand.

På vejen til områdets største klit, Big Daddy, der måler ca. 325 meter i højden, alt efter hvordan vinden blæser, møder vi måske et par vovehalse i egen bil, der sidder fast i det fine sand.

Selv den bedste bil kan blive udfordret af ørkenens fine sandkorn, og det er derfor ikke uden grund, vi lader en erfaren chauffør om denne tur.

Fremme ved Big Daddy kan vi enten vælge at vandre op på det gigantiske sandbjerg, eller vi kan vælge at gå direkte ind til den store, udtørrede lerflade, Deadvlei, som ligger lige ved siden af. Tager vi turen op ad Big Daddy, hvor vi går langs højderyggen med den ene fod i solen og den anden i skyggen, kan vi sagtens skyde genvej ned ad sandsiden, så vi kommer direkte ned til den døde, men yderst charmerende slette af krakkeleret ler og døde træer. Ved man bare lidt om træer, kan det virke mystisk, at de mange træskeletter står flotte og ranke uden en trævl på grenene.

Særligt taget i betragtning af at de er 600-700 år gamle.

Normalt vil døde træer rådne naturligt og med tiden forsvinde helt, men den proces har klimaet simpelthen ikke tilladt her.

Mens solen har sikret, at stammerne er blevet skoldet godt sorte, har det tørre klima sikret, at stammerne ikke går i forrådnelse, og således får vi altså mulighed for at nyde et stykke naturhistorie midt i ørkenen.

På vejen tilbage gør vi et stop ved ’Dune 45’, som er noget mindre end Big Daddy men lige så smuk. Her får vi igen mulighed for at gå en tur op på den store sanddynge, hvis ikke vi vælger at nyde vores medbragte madpakke og betragte sandbjergene, der er i alle retninger.

Med fotokortet fyldt til bristepunktet, tager vi videre til sidste og meget interessante stop på dagens tur, Sesriem Canyon. Her går vi rundt i en kløft, der er formet gennem flere millioner år, og som noget helt særligt for området er her vand hele året rundt. Vi nyder udsigten og en stille stund, omringet af ældgamle sten og klipper, inden vi igen begiver os tilbage til vores lodge. Her kan vi se frem til at slappe af ved poolen og pleje de ømme muskler, inden en forrygende solnedgang serveres til middagen i aften.

Turen går mod kysten til Swakopmund. Men vi skal selvfølgelig først ud på en lille 5 timers køretur gennem nye ørkenlandskaber, der endnu engang formår at overraske.

Vi kører gennem Namib Naukluft Park, hvor vi bl.a. ser den særegne plante, Welswitschia Mirabilis, der i løbet af sin 2000 års levetid kun producerer to blade. Planten lever af nattedug, og bladene ligner mest af alt flossede, grønne bånd, som af og til bliver flere meter lange.

Vi kører også gennem et månelandskab, hvor de rustikke, gråbrune klipper til tider nærmest vælter ind over bussen. Det kan næsten føles som om, vi er landet på en anden planet, og faktisk har Hollywood også gjort flittigt brug af dette område, særligt i forbindelse med science fiction filmproduktion. Vi stopper op og betragter landskabet fra forskellige udkigspunkter og hører nærmere om, hvordan månelandskabet er blevet til over flere millioner år.

Vi fortsætter til Swakopmund, som ligger lige der, hvor ørkenen stopper og Atlanterhavet begynder.

Hvis ikke vi vidste bedre, kunne vi nemt fristes til at tro, at vi var havnet i Tyskland – midt i en sandstorm.

Byen blev grundlagt af tyskerne i 1892, og arkitekturen værner om den tyske arv, der til stadighed fylder meget i Namibia.

Efter vi er landet på hotellet, tager rejselederen os med på en gåtur gennem byens gader, forbi molen, fyrtårnet og museet, som giver et spændende indblik i Namibias historie. Når sulten melder sig, finder vi os til rette på en god restaurant, hvor der meget vel kunne være schnitzel og wurst på menuen.

Det kan synes gråt og diset, når vi vågner op, men det er bare forbipasserende ørkenstøv, der hænger som en tung dis i de tidlige morgentimer.

Efter en tidlig morgenmad burde det klare op, og vi sætter kursen mod Walvis Bay, hvor vi skal ud på en spændende katamarantur.

Fra Walvis Bay Yacht Club sejler vi ud til en klynge af fortøjede russiske trawlere på den anden side af lagunen. Her er det ikke de russiske fartøjer i sig selv, der udgør oplevelsen, men derimod er det de mange sæler, som hopper op på skibene i håb om at finde noget spiseligt, vi lader os underholde af.

Turen går videre til Pelican Point, hvor vi for alvor skal se sæler.

Ja faktisk får vi alle sanser i spil, da sælerne både kan ses, lugtes og høres på lang afstand.

På vejen dertil får vi måske selskab af delfiner, der svømmer om kap med katamaranen og en nysgerrig pelikan, der nyder en gratis sejltur, men ellers kan vi forvente at blive mødt af en hær af glinsende sæler, der holder til i vandkanten. Vi nyder synet af både sæler og delfiner og skyller oplevelsen ned med lokale østers og mousserende vin, inden vi sejler tilbage til Walvis Bay.

Eftermiddagen er til fri disposition i Swakopmund. Viser vinden sig fra sin blide side, er det nu vi får chancen for at bruge en dag på stranden. Ellers er det bare med at gå på opdagelse i de mange tyske butikker eller nyde en weißbier på en lokal knejpe.

Endnu en gang skal vi ud på en køretur gennem spektakulær natur, når vi drager ind i landet til de billedskønne Erongo Mountains via det underfundige granitlandskab, Spitzkoppe.

Det er her, vi lægger en stor del af den tysk-namibiske kultur bag os og møder de oprindelige kulturer, der lever længere mod nord.

Landskabet er fladt og åbent, og Spitzkoppe viser sig i første omgang som en lille, halvkedelig plet langt ude i horisonten. Som vi kommer tættere på, går det dog hurtigt op for os, at det er granit i gigantformat, vi skal se nærmere på.

Hvad der på afstand ligner en lille klynge af små bjergtoppe er faktisk en samling af kæmpemæssige sten, der tårner 700 meter op i landskabet. Området er langt større, end man umiddelbart skulle tro, og vi bruger derfor lidt tid på at bevæge os rundt blandt de overvældende stenformationer.

Selv om stedet får topkarakter, har vi højst sandsynligt området for os selv, måske lige med undtagelse af et par enkelte campister, der har slået lejr, og det er næsten så godt som at vinde i lotteriet.

Vi knipser et par billeder eller 50 og kører videre i retning af Erongo Mountains.

Erongo Mountains består af klippeformationer, der blev skabt af et vulkanudbrud for 130 mio. år siden.

Vi finder os til rette i lodgen, nyder dagen til solen går ned over bjergene og slutter af med et skønt måltid på lodgen.

Vi bliver i området, hvor vi først på dagen skal opleve den lokale kultur i mere traditionel namibisk forstand.

Sanbuskmændene levede oprindeligt i området, men under koloniseringen blev de drevet væk og søgte mod nord.

I dag lever efterkommerne et anderledes liv i og omkring byerne i Kalahariørkenen, men flere af dem kommer stadig til Erongo Mountains for et par måneder ad gangen, da de her kan lære om deres gamle kultur og leve sig ind i deres historie ved Omandumba-ranchen. Stedet fungerer som en skole for sanfolkene, alt imens vi som turister kan komme forbi og få et spændende indblik i kulturen.

På en ’bush walk’ gennem området får vi en fornemmelse for, hvordan kulturen har indfundet sig i området omkring Erongo Mountains. Vi ser, hvordan buskmændene jager, fanger og samler føde og ikke mindst, hvordan de laver ild, så dagens fangst også kan blive tilberedt.

I landsbyen er der både sang og dans, og vi får desuden et indblik i, hvordan sanfolket har produceret bl.a. smykker og reb.

Efter besøget besøger vi museumsbutikken, hvor vi kan erhverve os nogle håndlavede, autentiske souvenirs som fx bue og pil, smykker, ildpinde, o. lign.

Eftermiddagen står på afslapning, og lodgens pool lokker måske til en forfriskende dukkert, hvis ikke en stille stund med en god bog i hånden er mere tiltrængt.

Efter morgenmaden kører vi til Twyfelfontein, hvor vi skal opleve de finurlige klippemalerier og indgraveringer ved Twyfelfontein UNESCO Heritage Site.

Stedet har været beboet i mere end 6.000 år – af jæger-samlere såvel som hyrdefolk – og de mange kunstværker i sten og på klipper værner om, at området har været brugt i forbindelse med forskellige typer af ritualer.

Herefter besøger vi det levende damaramuseum, som er det eneste af sin slags i Namibia. Under koloniseringen var damarafolket ikke i stand til at forsvare sig, og kulturen døde næsten hen. Det levende museum er derfor et forsøg på at rekonstruere historien ved at vække kulturen til live i de oprindelige rammer, og vi får således et livagtigt indblik i de gamle traditioner og lærer om kulturens sameksistens med den golde natur.

Om eftermiddagen er vi tilbage ved vores lodge og nyder aftenen med en middag. 

På vejen til Etosha kører vi forbi en lille by hvor vi skal møde himbafolket.

Himbaerne lever egentlig langt mod nord, på grænsen til Angola, men ved den rekonstruerede landsby, får vi alligevel mulighed for at få et indblik i den eneste traditionelle namibiske kultur, der stadig lever efter ældgamle traditioner og principper.

Himbaerne kan tydeligt kendes på deres røde, mudrede hårpragt og deres bare overkroppe, blot prydet med smykker. De skiller sig ud, og det er ikke uden grund, at de er blandt verdens mest fotograferede stammekulturer.

Det handler dog om mere end bare forfængelighed, når himbaerne stadser sig ud, og både smykker, hår og tøj siger alt om deres status og alder. Den røde okker, der er klistret ind i kvindernes lange fletninger, går igen på kroppen. Men kun hos kvinderne, vel at mærke. Otjize-pastaen, der er lavet af gedefedt, urter og rød okker, siges at holde både insekter og solskoldning på afstand, men med lidt aroma tilføjet i blandingen, skulle den røde maske også have en tillokkende effekt på stammens mænd.

I stedet for at gå i bad, bader himbaerne sig i røg, og når der skal tales til guderne, er det også via røgsignaler.

At netop himbaerne gør lidt ekstra ud af sig selv, kan skyldes deres særlige kærlighedskonstruktion, hvor et forhold sjældent er en statisk størrelse. Polygami er vidt udbredt blandt himbaerne i den forstand, at det er mændene, der nyder godt af flere koner, men dermed ikke sagt, at kvinderne ikke kan engagere sig i flere forhold. Ifølge himbaerne selv er der ingen jalousi forbundet med deres polygamiske struktur, og der er således intet galt i at spille på udseendet.

Himbaerne lever langt nordpå i Kaokoland, hvor de til stadighed bor i små, runde lerhytter og avler kvæg og geder. At vi alligevel får mulighed for at møde himbaerne på en god måde skyldes projektet med den rekonstruerede landsby. Projektet sikrer bevaringen af den gamle kultur, ligesom det bidrager til, at himbaerne både kan få lægehjælp, komme i skole og få hjælp til at begå sig i det moderne samfund.

Samtidigt får vi som besøgende en spændende læring om kulturen, og selv om vi hverken er de første eller sidste turister, der besøger landsbyen, er det en fin og spændende oplevelse.

Efter besøget hos himbaerne sætter vi kursen mod Etosha.

En nationalpark, der dækker et areal på omtrent 22.000 km2 (halvdelen af Danmarks størrelse), som hovedsageligt består af en kæmpemæssig saltslette, der er så enorm, at den kan ses fra rummet. Det meste af året er saltsletten komplet udtørret, men i korte perioder henover sommeren fyldes den med vand, hvilket tiltrækker pelikaner, flamingoer og andre dyr.

Foruden saltsletten har parken omkring 50 forskellige vandhuller, der lokker dyr i alle afskygninger til. Selv om det aldrig er sikkert, hvilke dyr vi møder, håber vi på at se næsehorn, afrikanske elefanter, giraffer, springbukke, zebraer, løver, leoparder og geparder, når vi i løbet af de næste par dage skal udforske parken.

Vi kører et smut ind i den sydvestlige del af nationalparken, når vi ankommer hen på eftermiddagen.

I dag er det på med safarihatten og frem med kameraet, når vi skal bruge en hel dag i selskab med nationalparkens vilde dyr.

Vi kører rundt til de forskellige vandhuller, observerer dyrene som de snorker under en busk, spiser af træer og buske, og når de går sultne på jagt. Og så skal vi ikke mindst tage et kig på den gigantiske saltpande, der forhåbentlig har fået besøg af en flok flamingoer.

Vi kører fra vest mod øst i vores bus, og ser hvordan landskabet langsomt ændrer karakter til det lidt mere grønne og frodige. Flere steder stopper vi op og afventer dyrenes gøren og laden. Det er dyrene, der bestemmer tempoet, og vi kan ikke altid forvente, at de giver os det helt store show, når det lige passer os.

Vi væbner os med tålmodighed og håber på spilopper og ballade fra nogle af de i alt 114 pattedyr, der lever i området.

Vi forlader parken gennem den østlige indgang, og indlogerer os på en lodge i parkens udkant. Er vi heldige, kan vi opleve, at dyrene kigger forbi i de sene aftentimer til en ’after dinner’ snack.

I dag skifter vi vores bus ud med lodgens åbne 9-personers safarijeeps.

Selv om vognen er udstyret med presenning, er det en god idé at medbringe både solhat og solcreme til formiddagens safari.

Vi udforsker den østlige del af nationalparken, og holder godt øje med giraffer og andre beboere, der gemmer sig i buske og træer. Vores lokale guide kender alle de små vandhuller og gemmesteder, og vi kan se frem til at få en række informationer og anekdoter om de forskellige dyr.

Måske ser vi mange af de samme dyr, som vi har set de foregående dage. Måske er det nogle helt nye dyrebekendtskaber, der viser sig frem.

Vi tager det, som det kommer, og nyder at befinde os midt i savannens spændende dagligdag.

Eftermiddagen og aftenen tilbringes på vores skønne lodge, hvor vi nyder livet med god mad og vin – måske endda til lyden af elefanter, der trutter i snablen.

Vi vinker farvel til nationalparkens vilde dyr, som de sidste par dage har inviteret os indenfor i deres univers, og sætter kursen mod syd.

Igen møder vi de storslåede, øde landskaber, når vi kører gennem Waterberg, som er et gammelt plateau, der for 200 millioner år siden var hjemsted for dinosaurer og andre fortidsdyr. I dag er dinosaurerne en saga blot, og det er primært antiloper og andre savannedyr, der hersker i det rødgrønne landskab. 

Vi sætter kursen mod vores næste lodge, som ligger i en af Namibias ældste safariparker.

Omkring lodgen lever 25 forskellige vilde dyrearter på et område fordelt over 12.000 hektarer

Området er bl.a. hjemsted for det truede sorte næsehorn og sabelantilopen. Sidst på eftermiddagen tager vi på en lille game drive som afsluttes med en "sundowner"-drink på et dejligt udsigtssted. Om aftenen nyder vi en afskedsmiddag på lodgen midt i den afrikanske 'bush' i det centrale Namibia.