På denne rundrejse med dansk rejseleder følger vi en rute, der fører os fra Namibias endeløse, knastørre ørkenvidder til Cape Towns pulserende gadeliv – og undervejs oplever vi landskaber, dyreliv og kulturmøder, som sætter vores egen hverdag i perspektiv.
Vi starter rejsen i Namibia, hvor grusvejene snor sig gennem et landskab, der skifter karakter for hver time. Ved Sossusvlei vandrer vi på de rustrøde sandbjerge, som rejser sig imod en dybblå himmel, og vi beundrer den udtørrede lerslette Deadvlei, hvor 700 år gamle udtørrede træ står som sorte silhuetter i det hvide ler i et nærmest surrealistisk landskab – bevaret af et klima, der nægter at lade naturen gå sin gang.
Vi skal også vandre i den fantastisk smukke Fish River Canyon, Afrikas største kløft, og udforske spøgelsesbyen Kolmanskop fra den tyske kolonitid. Her begraver ørkensandet langsomt resterne af en diamantæra, der engang bragte både røntgenmaskiner, fine kjoler og limonadefabrikker til den namibiske ødemark.
I Kgalagadi Transfrontier Park i Kalahari-ørkenen kører vi ud i de tørre flodlejer i firhjulstrukne jeeps, mens vi kigger efter rovdyr som sortmankede løver, geparder på jagt og nysgerrige surikater, der står ranke i morgensolen, imens de spejder nysgerrigt rundt. Stilheden her er næsten lige så bemærkelsesværdig som dyrelivet. Vi kommer også til at se flokke af vilde heste.
Undervejs smager vi vin fra en vingård midt i ørkenen, hører om rooibos-teens 300-årige historie i Cederberg-bjergene og besøger !Khwa ttu's San Heritage Centre, hvor Afrikas ældste oprindelige folk, san-folket, fortæller deres egen historie. Det er kulturmøder, der giver rejsen dybde og gør den til mere end en fotosafari efter vilde dyr.
I Sydafrika skal vi omkring solnedgang ud at sejle på Oranje-floden, som er den længste flod i det sydlige Afrika, og vi besøger også Augrabies Falls National Park med det majestætiske Augrabies-vandfald, der falder 56 meter frit ned i en dyb kløft.
Vi ankommer til Cape Town ad “bagvejen” og gør et stop ved Blouberg-stranden, hvor man kan tage det absolut smukkeste billede af det ikoniske Table Mountain. I Cape Town indkvarterer vi os tæt på V&A Waterfront, og vi tager på byrundtur inklusive en tur med svævebanen op på Table Mountain og en byvandring gennem det farverige Bo-Kaap-kvarter, hvor århundreders kulturblanding har formet en by, der er helt sin egen. Der bliver også tid til at udforske Cape Town på egen hånd.
Vi rejser med en af vores dygtigste og mest erfarne rejseledere, Niels Fessel, som har mange år bag sig som rejseleder i Europa, Asien og Afrika. Niels er således på hjemmebane både i Namibia og Afrika.
Bemærk, at der er mulighed for at forlænge rejsen med fire dage på egen hånd i skønne Cape Town, hvor du enten bliver boende på rundrejsehotellet eller opgraderer til det 4-stjernede The Winchester Boutique Hotel. Du kan også vælge at forlænge rejsen med fire dage ved det imponerende Victoria Falls inklusiv en dagsudflugt til den berømte Chobe Nationalpark i Botswana.