I står op til den tropiske duft af Sydthailand og synet af smukke sandstrande og palmekroner, der svajer let i morgenbrisen.
Det eneste, der står i dagens program, er at nyde dagen ved poolen eller stranden – eller evt. tage på en bådtur i bugten eller en anden udflugt. Måltiderne kan indtages på resortet eller på en af de lokale restauranter i nærheden.
Krabi er udgangspunkt for utallige spændende oplevelser for store og små, og selv om I nok vælger at bruge en del tid med at slappe af, læse bøger og bygge sandslotte, kan det varmt anbefales at krydre daseferien med nogle uforglemmelige indtryk på en guidet tur.
Fra hotellet har I en skøn udsigt over Phang Nga-bugten og de mange kalkstensklipper, der tårner sig dramatisk op fra det turkisblå Andamanerhav – og blandt disse gemmer sig et sandt eventyr.
De kan blandt andet udforskes fra en longtailbåd, hvis I for eksempel tager med på en sejltur til flere af bugtens små øer, hvor I oplever grotter, laguner og uspolerede bountystrande.
Når I sejler tæt forbi klipper og strande, spotter I måske aber og med dykkermasken på, får I også mulighed for at iagttage marinlivet under havoverfladen, hvor der venter farverige fisk og koraller, som er perfekte at udforske på en dykker- eller snorkeltur.
Vi har flere udflugter med engelsktalende guider at byde på, mens I bor i Krabi. Hører I til de fysisk aktive, kan vi f.eks. tilbyde en kombineret cykel- og vandretur ind i det grønne baglands nationalparker eller en klatretur for begyndere ved Railay Beach, hvor klatrere fra hele verden dyrker deres passion på de stejle klippevægge.
Uanset om I vil klatre eller ej, så synes vi, at I skal tage en tur til Railay Beach, som er en skøn strand, hvortil man kun kan komme med båd, idet lagunen her ligger smukt og godt gemt bag klipper og træer. Her er også mange gode restauranter, så det er oplagt at spise frokost, mens I er her.
Selv om strandene og havet ofte stjæler opmærksomheden, har Krabi også masser at byde på til lands. På en guidet tur kan I bl.a. opleve den gigantiske buddha, der spejder ud over landskabet ved Tiger Cave Temple for derefter at udforske den grønne jungle, der gemmer på blå laguner, mangrove og vilde dyr, inden I afslutter dagen med et dyp i de naturlige, varme kilder ved Krabi Hot Springs. Eller hop på cyklen og udforsk de lokale landsbyer i selskab med en guide.
Vil I udforske det lokale, uspolerede liv, anbefaler vi varmt en morgenstund ved Nong Thale-søen. Her oplever I en helt særlig stemning og nyder en traditionel morgenmad, mens solen stiger på himlen og landsbyen liver op.
Her er mulighed for at padle i kajak eller svømme i søen – og ikke mindst får I et spændende indblik i de kokales tilværelse. Et andet sted, I kan opleve det ærkelokale liv, er på den lille ø, Koh Klang, hvor I besøger lokale markeder og møder lokalbefolkningen.
En anden måde at få lidt lokalt input er på et madlavningskursus, hvor I lærer om den thailandske kogekunst.
I kan også tage en aftentur ind til Ao Nang Beach, som inkluderer både middag og kabaret, og i Ao Nang kan I også stillet en eventuel shoppetrang i de mange små butikker med souvenirs, smykker, tøj og diverse andre uundværlige ting.
Bemærk venligst: Dagens foreslåede udflugter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes.