I bliver hentet på jeres hotel og starter med at køre godt en time igennem bjergrig og smuk, frodig natur til Mae Salong.
Efter et kort stop her kører I videre langs en bjergkam, der byder på en storslået udsigt over de omkringliggende dale.
Efter cirka en time ankommer I til Doi Tung, som er centrum for et betydeligt udviklingsprojekt iværksat af den thailandske konges mor før hendes død i midten af 1990'erne.
Her ser i bl.a. de flot anlagte haver, som er perfekte til en slentretur imellem de smukke planter.
Doi Tung ligger i centrum af Den Gyldne Trekant, som tidligere var et førende centrum for produktion og handel med illegale stoffer i verden. Dengang bestod regionen af nøgne bjerge, hvor skovene var blevet ødelagt af svedjebrug.
De fleste landsbyboere i området var statsløse, levede i ekstrem fattigdom og havde ingen uddannelse. Desuden var der væbnede militser i området, så landsbyboerne havde ingen reelle muligheder for at skabe sig et levebrød og blev derfor tvunget til skovrydning, dyrkning af opiumvalmuer samt handel med stoffer og mennesker for at overleve.
I dag er tingene heldigvis vendt til det bedre, og I den smukke region er der mange smukke scenerier udover den fascinerende baggrundshistorie – og noget af det kan ses på en afslappende eftermiddagstur, hvor jeres guide tager jer rundt i området.
På et tidspunkt senere på eftermiddagen kører I tilbage via Mae Chan i Chiang Rai-dalen og er tilbage på resortet efter omkring en time.