bali - padar island_01_slider

Indonesiens hemmelige paradiser

Indonesiens hemmelige paradiser

Du kender sikkert Java og Bali. Du har måske også hørt om Lombok og Gili-øerne. Men hvad med Sumba, Flores, Nusa Penida, Satonda og Gili Asahan. Godteposen af indonesiske øer er stor og uimodståelig. Vi har fundet 12 paradisiske øer, der slår benene væk under dig – og som du med fordel kan kombinere med en rejse til Bali.

bali - gili meno_12

Lev dig ind i eventyret på Sumba

Flyvetiden fra Bali til Sumba varer måske kun en times tid, men dermed ikke sagt, at du ikke skal forvente en verden til forskel. Sumba er ikke som de andre øer – ja faktisk har øen ikke ret meget tilfælles med naboerne.

Sumba er lidt af en eventyrverden. Husene er udstyret med noget, der til forveksling kunne ligne heksehatte, mænd med hovedprydelser kæmper en brav traditionel spydkamp på hesteryg, og naturen… ja, den er i sig selv nok til at udgøre et univers i et forunderligt eventyr. Her er spændende kløfter, vandfald i forskellige konstruktioner, barske klippeformationer og pudsige mangrovetræer på stranden. Befolkningen er katolikker, men fordi det er lidt ekstra eventyrligt på Sumba, har man tilladt sig at tilføje en god dosis animisme til troen og kulturen.

Det skal du opleve…

  • Tag en dukkert i Sumbas Niagara, Lapopuvandfaldet, eller opsøg den blå huleoase af et vandfald, Waimarang.
  • Oplev en helt unik, indonesisk kultur, fx i Kampung Tarung eller Parona Baroro-landsbyerne, hvor du kan se de karakteristiske hytter med sivtårne.
  • Nyd solnedgangen ved Weekuri Lagoon eller ved Walakiri Beach, hvor begrebet mangrove får en helt ny betydning.
bali - sumba_lapopu vandfald_01
bali - sumba_pasola_01
bali - sumba_mangrove_01
bali - sumba_strand_01

Befolkningen er katolikker, men fordi det er lidt ekstra eventyrligt på Sumba, har man tilladt sig at tilføje en god dosis animisme til troen og kulturen

Flores – hobbitternes ø

Du skal nok lede længe, hvis du er på udkig efter hobitter, men ikke desto mindre har øen været beboet af hobitter – fortidsmennesket homo floresiensis – fra ca. 38.000-13.000 før vores tidsregning, men det er ikke kun de uddøde hobbitter, der strør lidt fortidsstemning over den store ø.

Flores er et godt udgangspunkt for at opleve dragerne på Komodo og Rinca. Komodovaranerne er dog bare en bonus, for Flores i sig selv folder sig ud med store, rå vulkaner, eventyrlige grotter og finurlige, edderkoppespindslignende rismarker. Her er øde strande, mytiske stammelandsbyer, uendelig grøn natur og et folkefærd, der synes afskærmet fra det moderne livs forunderligheder og skærmydsler.

Det skal du opleve…

  • Besøg Ranko-grotterne – et lille eventyr i skæringspunktet mellem gru og guddommelighed.
  • Læg vejen forbi en af øens stammelandsbyer og kom helt tæt på kulturen.
  • Gå på vulkantrekking og tag et kig ned til nogle af øens smukkeste kratersøer, bl.a. ved Kelimutu-vulkanen.
bali - flores_kelimutu
bali - flores_stammelandsby
bali - flores_rangko cave
Flores er en bundløs skattekiste, der overrasker.

Ned i gear og helt til tops på Lombok

Lombok er kun en overkommelig sejltur fra Bali, og alligevel er øen ikke bare ’det næste Bali’. Naturen råber højt på Lombok, men befolkningen er afdæmpet. Hvor balineserne er hinduer, er lombokfolket hovedsaligt muslimer, og du skal derfor ikke regne med at blive væltet af spontane ceremonier og hellig larm – men derimod rolige gemytter og rare mennesker.

Naturen er der til gengæld intet diskret over. Rinjanivulkanen troner op i 3.700 meters højde, og den omkringliggende natur sprudler med vandfald, varme kilder og grøn jungle. Omkring det grønne folder en krans af smukke strande sig ud – de rolige, de uberørte og de vilde.

Det skal du opleve…

  • Bestig Rinjanivulkanen, tilbring natten på toppen og nyd udsigten over den gudesmukke kratersø ved solopgang.
  • Tag på vandfaldturné på det nordlige Lombok, prøv bl.a. Air Terjun Lantan, Sendang Gile, Tiu Umbak, Tiu Teja og mange andre.
  • Tag på stranden – der er nok at vælge imellem.
bali - lombok_vandfald_03
bali - lombok_rinjani_solopgang
Udforsk øens mange vandfald for foden af Rinjani.

Øde ø-stemning på Gili Asahan

Øhavet omkring Lombok tæller intet mindre end 26 Gili-øer, hvor af Gili Asahan hører blandt de mere ukendte. Øen gemmer sig nede ved Lomboks sydvestlige hjørne, hvor kun ganske få turister finder hen, og manglen på masseturisme kan mærkes.

Med sin spæde størrelse er det det simple liv, der leves her, hvor du fx kan indkvartere dig på en charmerende eco lodge og blive ét med naturen. Intet mindre! Marinelivet folder sig ud med fisk, søheste, havskildpadder, koraller og stimevis af andet godt fra havet, og du er kun en kort sejltur fra et par helt ubeboede øer. Et fund for bountyelskeren med hang til det uspolerede.

Det skal du opleve…

  • Gå øen rundt ved lavvande. Det tager rundt regnet halvanden time.
  • Besøg den nærliggende perle, Gili Goleng. Et romantisk ’day getaway’, der kræver en picnickurv og lidt forsyninger.
  • Udforsk marinelivet med snorkelmaske eller hele dykkerudstyret.
bali - gili asahan_05
Gili Asahan... mere laid back bliver det ikke.

Engle og dæmoner på Nusa Penida

Her er en ø, der ikke bare er lækker, men som også har en interessant historie bag sig. Sejlturen fra Bali til Nusa Penida varer en time til halvanden. Kommer du fra Nusa Lembongan, kan du nøjes med 20 minutter. Mere skal der ikke til for at lande i et relativt ukendt paradis.

Øen var i sin tid, under Balis Klungkung-kongedømme, en straffekoloni for uregerlige undersåtter, men den tid er en saga blot. Det balinesiske hænger dog ved, for befolkningen er ligesom på Bali primært hinduer. Trods den spændende natur og kultur er der dog ingen tvivl om, at det er naturen, der lokker en hertil. Her kan du opleve helt unikke klippeformationer, gudesmukke strande, laguner gemt i junglen, vandfald, der munder ud i havet, teletubby-landskaber samt snorkling og dykning i verdensklasse.

Det skal du opleve

  • Tag en svømmetur ved Angel’s Billabong – en naturskabt infinity pool med en formidabel udsigt.
  • Nyd synet af smukke klippeformationer ved Broken Beach, Diamond Beach og Kelingking.
  • Svøm med manta rays og klumpfisk, der kan nå en størrelse af 3 meter og 2.000 kilo.
bali - nusa penida_02
bali - nusa penida_angels billabong
bali - nusa penida_04
bali - nusa penida_bro
Naturen er vild og vidunderlig på Nusa Penida.

Den lokale Gili-perle – Gili Gede

Gili-øerne er ikke kun sat i verden for at turister skal nyde godt af bountystemning og strandæstetik. På Gili Gede, der ligesom Gili Asahan gemmer sig ved det sydvestlige Lombok, kan du opleve et autentisk lokalliv og en perle, der er skånet for masseturismen.

Der sker ikke så meget her, hvilket netop er essensen af et par dages ophold på den lille ø. Det lokale, langsommelige hverdagsliv med køer, geder og andre husdyr udspiller sig over det meste af øen, og der er altid en ledig plads på stranden. Gili Gede er stedet for dig, der søger komplet ro, uden at gå på kompromis med bountyidyl og strandfornøjelser.

Det skal du opleve…

  • Nyd synet af en funklende stjernehimmel på fuldt blus.
  • Hop i en kajak og padl rundt langs kysten og opdag smukke strande og strækninger fra vandsiden.
  • Mød de lokale på en gåtur omkring øen.
bali - gili gede_strand_02
bali - gili gede_strand_01

Der sker ikke så meget her, hvilket netop er essensen af et par dages ophold på den lille ø

Mød dragerne på Komodo

Er du landet på Flores, har du sikkert planer om at besøge Komodo – og ikke mindst komodovaranerne – på en dagstur. Bådturen fra Labuan Bajo på Flores tager ca. 2 timer gennem et smukt øhav, og dagens endedestination skuffer ikke.

Komododragerne er på én og samme tid grusomme og betagende – og de skal ses. Men Komodo byder også på meget andet end sjældne fortidslignende uhyrer. Snør vandreskoene og oplev en øde og uspoleret natur med strande i særklasse.

Det skal du opleve…

  • Mød komodovaranerne i selskab med en guide – bare for en sikkerheds skyld.
  • Nyd idyllen på Pink Beach. En smuk strand, hvor hvidt sand og røde koralrester har skabt et flot miks i skøn kontrast til krystalklart blåt vand.
  • Udforsk havet under overfladen, der bl.a. byder på manta rays og et farverigt syn for havguder. Fortrinsvis for de garvede dykkere, da strømmen kan være stærk.
Indonesien - komodo_komodovaran_02
Nok se - ikke røre!

Teatralsk natur og snorkeleventyr på Nusa Lembongan

Den lille ø, Nusa Lembongan, kan nås på bare 30 minutter i speedbåd fra Bali, og det lokker naturligvis en del baliturister til. Øen er populær, men den formår alligevel at holde fast i sig selv med et afdæmpet lokalliv, en skøn og dramatisk natur og et virkelig fint marineliv, som har gode kår, da fiskeriet er sparsomt grundet tangdyrkning.

Der er en slags vildskab over Lembongan, hvor bølgerne slår ind over rå klippeformationer og efterlader små tidevandspools, som du kan bade i, når vandet står lavt. Og også under overfladen hersker et vældigt leben i storformat, når du kommer tæt på manta rays, klumpfisk, delfiner og havskildpadder. En ø til dig, der er fan af det rustikke, det vilde og det vidunderlige i flot samspil.

Det skal du opleve…

  • Besøg Devil’s Tears, hvor klipperne suger vandet ind for derefter at skabe en sprøjtende eksplosion.
  • Svøm med manta rays, havskildpadder og andet godt ved de roligere kyster.
  • Tag cyklen – det lokale transportmiddel – og udforsk det lokale liv på øen.
bali - lembongan_dykning_rokke_01
bali - lembongang_fisker_01
Besøg Nusa Lembongan på en dagstur fra Bali eller slå dig ned på øen.

Indonesiens smukkeste udsigt på Padar

Googler du billeder af Flores eller Komodo, bliver du bombarderet med billeder af Padar. Selv om det kan være misvisende, kan man godt forstå, at det er billedet over den urtidslignende ø, der dukker op, for den er i særdeleshed et særsyn.

Padar ligger mellem Komodo og Rinca – og besøges oftest på en dagstur fra Flores. Der er ikke så meget andet at lave på Padar, end at vandre, nyde naturen og bruge lidt tid på at knipse billeder, men det er også nok, for udsigten giver dig fuld valuta for pengene.

Det skal du opleve…

  • Snør skoene, trek til toppen, nyd udsigten og tag masser af billeder.
  • Slap af på en af øens strande. De findes både i sorte, hvide og pink nuancer.
  • Udforsk øens wild life – komodovaranen er uddød på Padar, men her findes stadig reptiler på land samt delfiner, manta rays, hajer og skildpadder til havs.
bali - padar island_01
Velkommen til toppen af Padar!

Satonda Island – øen med søen

Der er noget mytisk og noget magisk over Satonda Island – en lille plet mellem Lombok og Flores. Øen er opkaldt efter en sovende vulkan, der efterlader et gigantisk hul af en kratersø midt på øen. Det pudsige ved denne sø, som lyser op i en smuk blågrøn farve er, at den i modsætning til almindelige kratersøer ikke består af ferskvand men derimod saltvand. Ifølge sagnet gik vulkanen i sin tid i udbrud og skabte en tsunami, der fyldte krateret – et sagn, der måske eller måske ikke holder vand.

Kratersøen er omdrejningspunktet, og udsigten over den blå sø er fænomenal. Drømmer du om flere naturoplevelser i samme kaliber, kan du hænge en sten på et af øens ønsketræer, ønske og krydse fingre for lidt magi. Vær dog opmærksom på, at du – såfremt ønsket går i opfyldelse – skal komme tilbage til Satonda Island og sige tak. Her bør i øvrigt oplyses, at her ikke er tale om en ø, man sådan lige finder frem til – men en ø, der primært opleves på små krydstogter.

Det skal du opleve…

  • Snør vandreskoene og gå turen gennem det frodige landskab til kanten af vulkanen – og nyd udsigten!
  • Prøv lykken med ønsketræerne.
  • Svøm en tur med snorkelmasken og oplev et smukt og alsidigt marineliv.

Oplev bl.a. Satonda Island på et paradisspækket krydstogt med lille skib.

bali - satonda island_01
Som en vulkan sunket i havet.

Moyo Island – et eksil for jetsettere

Moyo Island er så særlig, at selv jetsettere som Prinsesse Diana og Mick Jagger har valgt et getaway hertil, men den er altså først og fremmest lokal og naturskøn med ganske få turister. En ø, der er oplagt at opleve på krydstogt fra Bali og omkring øhavet. 

Øens es i ærmet er det bedårende Mata Jitu-vandfald, der ligger gemt som en lille forfriskende oase, omringet af en frodig, grøn skov. Men det er også værd at kigge efter vilde dyr som vildsvin, rådyr og makakaber – for ikke at nævne sommerfugle.

Det skal du opleve…

  • Gå en tur til Mata Jitu-vandfaldet og nyd en velfortjent dukkert i et af Indonesiens mest maleriske vandfald.
  • Udforsk marinelivet omkring øen og nyd en stund på stranden.
  • Besøg en lokal landsby og tag et smugkig på hverdagen.
bali - moyo island_mata jitu vandfald_01
Er du vild med vandfald, er Moyo Island et hit!

Honeymooners paradise – Gili Meno

De tre populære Gili-øer, Gili Trawangan, Gili Air og Gili Meno, hører måske ikke til kategorien ’ukendt’ – langt fra. Men Gili Meno fortjener alligevel en hyldest. Øen er smuk og populær men ikke overrendt, og paradisfaktoren er altså helt og aldeles i top på disse kanter.

Gili Meno udmærker sig ved et sublimt undervandsliv, der åbenbarer sig et stenkast fra vandkanten, hvor havskildpadder svømmer rundt blandt smukke koraller i et funklende hav. Det hele spiller her på Gili Meno, hvor turismen har formået at holde lav profil, alt imens strandlivet, marinelivet og stemningen stråler om kap.

Det skal du opleve…

  • Slap helt af og nyd, at du er landet på en af Indonesiens mest romantiske og smukkeste perler.
  • Tag snorkelmasken på, smør ryggen ind i solcreme og nyd synet af havets flotte og farverige godter.
  • Hop ombord på en båd og oplev endnu flere snorkeleventyr ved de omkringliggende rev.
bali - gili meno_01
bali - gili meno_07
Gili Meno - når du ikke vil gå på kompromis med ø-luksus.
like.svg

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

happy.svg

90% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

trust

"Fremragende" 4,8 af 5 (1.333 anmeldelser)