I spiser en tidlig morgenmad, og kan i dag blandt andet glæde jer til at komme på en guidet cykeltur gennem Kuching.
I finder selv fra hotellet til stedet, hvor I får udleveret jeres cykler. Her møder I jeres guide, som hjælper jer med at få en cykel, som passer til jer og få den indstillet, så den er behagelig at køre på.
Så er I klar til at kaste jer ud i det, og på dagens cykeltur kommer I til at opleve de fleste af Kuchings seværdigheder og meget mere. På turen kommer I omkring vigtige vartegn som retsbygningen, der stod færdig i 1874, den neoklassiske postbygning fra 1931, St. Thomas-kirken, tekstilmuseet, Square Tower og byens rådhus.
Jeres første pitstop er ud for Sarawak Museum, hvor jeres guide vil fortælle om museets historie. Fra museet cykler I videre forbi flere af byens vigtige bygninger og vartegn, som blandt andet radiostationen og politistationen og videre til det spændende og eksotiske udendørs marked i Kubah Ria.
Her er sprængfuldt med farverige og friske tropiske frugter, eksotiske grøntsager og planter, alle slags lokale delikatesser og omhyggeligt udførte lokale håndværksprodukter og meget, meget andet.
Næste pitstop er ved India Street Mall, hvor farverige tekstiler pryder gågadebilledet, mens en duft af eksotiske krydderier breder sig. Sulten har sikkert meldt sig, så I får en smagsprøve på den lokale nudelret, kolo mee og et par dumplings.
I cykler videre gennem byen til den ældste moské og videre til havnepromenaden, hvor I tager cyklen med ombord på en traditionel sampan-båd, der sejler jer over floden, hvorefter I triller videre til en traditionel malaylandsby, hvor I igen får lidt at spise.
Sidste højdepunkt på turen er Fort Margherita, der i sin tid fungerede som værn mod pirater. Jeres guide giver jer en kort introduktion til historien, og har I lyst, kan I besøge fortet for egen regning, inden I tager turen tilbage til Kuchings centrum, hvorefter I selv finder vej tilbage til jeres nærtliggende hotel – eller måske begiver jer videre ud i byen på egen hånd.
Der er tid om eftermiddagen til at slappe af i nogle timer, inden I på ny skal have en på opleveren. Sidst på eftermiddagen begiver I jer fra jeres hotel til den nærtliggende havnepromenade i Kuching og går ombord på båden MV Equatorial.
Nu følger et fantastisk cruise på Sarawakfloden i solnedgangen - en vidunderlig måde at observere byen på fra en ny vinkel.
Samtidig får I også en reel fornemmelse af, hvordan transport til og fra byen foregik i gamle dage. Efter denne smukke sejltur har I hele resten af aftenen på egen hånd.