Krydstogtet indeholder det bedste af de to lande, hvor vi undervejs dykker ned i de fascinerende kontraster imellem ældgamle traditioner og banebrydende modernitet.
Vi starter i Tokyo, hvor vi på flere byvandringer i forskellige af byens kvarterer, får denne fascinerende megametropol helt ind på livet. Vi bruger naturligvis byens udbredte metro og kommer på den måde hurtigt og belejligt rundt. På den måde får vi også et kig ind i den japanske folkesjæl, når vi iagttager, hvordan byens befolkning konstant udviser omhu og hensyntagen overfor andre.
På vores byvandringer oplever vi blandt andet gamle shintotempler, topmoderne arkitektur, det koreograferede menneskemylder ved den berømte Shibuya Crossing og den suveræne udsigt over byen fra Tokyo Tower. Vi besøger også flere af byens parker, hvor roen står i kontrast til den hektiske storby udenfor parkerne.
Efter to overnatninger i Tokyo tjekker vi ind på skibet Celebrity Millennium og sætter kurs imod en perlerække af oplevelser. Undervejs fordyber vi os i Japans ikoniske kendetegn som udsigten til Mt. Fuji, stemningsfulde tehaver og pagoder i kejserbyen Kyoto, Himeji-slottets hvide fæstningsværk og naturskønne Hakones dampende vulkanske undergrund.
I Hiroshima og Nagasaki holder vi vejret, mens vi får verdenshistorien sat i perspektiv på nogle stille og indtryksrige udflugtsdage med stærke fortællinger. Undervejs er der også masser af muligheder for at sætte tænderne i det japanske køkken med sprød katsuo tataki i Kochi, dampende ramen i Fukuoka, grillet bulgogi-kød i Sydkorea og det bedste fra havet på livlige fiskemarkeder.
Sejlruten tager os videre til Sydkorea, hvor Busan overrasker med pastelfarvede gyder i Gamcheon, FN-kirkegårdens værdige ro og et hav af friske delikatesser. Vi runder af i Seoul – en metropol, der forener paladser i træ og glasfacader i stål. Her skal vi opleve Gyeongbokgung-pladsen og det farverige vagtskifte her, gå på opdagelse i charmerende Insadongs antikke gader og beundre den imponerende udsigt over byen fra tvtårnet N Seoul Tower.
Vi tager også på udflugt til DMZ på grænsen til Nordkorea, den sorteste plet på verdenskortet, hvor vi får en sjælden mulighed for indsigt og udsyn ved selvsyn. Det er tankevækkende at stå ved et af DMZs udsigtspunkter og stirre ind i det fjendtligtsindede land så tæt på – og dog helt afskåret fra resten af verden.
Ombord på Celebrity Millennium bor vi bekvemt, nyder roen på dage til søs og deltager i rejselederens foredrag, så vi er klædt på til næste havn. Skibet er lige dele intimt og stilfuld og et af de første krydstogtskibe i verden, som modtog de eftertragtede fire stjerner fra Forbes Travel Guide. Der er så meget at udforske ombord på dette skib, at vi næsten ikke ved, hvor vi skal starte – så vi har helt sikkert noget at se frem til.
Vi rejser i en mindre gruppe, og undervejs prioriterer vi kvalitet og indhold og tager os tid til at være nysgerrige.
På rejsen kan du tilkøbe en privat udflugtspakke, hvor du kommer rundt til en række store oplevelser sammen med den lille rejsegruppe og vores danske rejseleder. Vi tilråder, at udflugtspakken tilkøbes for at få den optimale oplevelse ud af rejsen.
Bemærk:
Dette krydstogt har skiftende sejlplan i forhold til afrejsedatoen, så dagsprogrammet kan variere afhængigt af, om du vælger afrejsedatoen fra Danmark den 20. september 2026 eller den 2. oktober 2026.