Koh Lipe er den sydligste ø i Thailand - bortset fra et par ubeboede småøer i nærheden.
Øen er vitterlig et paradis for rejsende og besøges af en god blanding af unge rygsæksturister og dem, som er blevet lidt ældre, men som gerne rejser langt for at finde den helt rigtige og autentiske thaistemning. Vi synes, at det hele minder lidt om Thailand for 20 år siden. Prisniveauet er meget lavt og maden god og frisk, uden at man dog skal forvente finere gastronomi.
Der er to hovedstrande, Pattaya Beach og Sunrise Beach, samt et par mindre strande med ganske få eller ingen hoteller på. Mali Resort ligger på Pattaya Beach, som er den mest besøgte, dog uden at den er overrendt, og Mali Resort ligger helt klart i den fredelige ende. Det er skønt at bo på den fredelige del - har man har lyst til lidt action, så går man bare de få hundrede meter ned til den livlige ende.
Cirka midt på Pattaya Beach kan man gå ind på "Walking Street", som forbinder de to hovedstrande. Her ligger restauranter, barer, butikker og massageboder side om side, og her er stemningen meget backpacker-agtig. Om aftenen tændes de levende lys og grill langs stranden og plastikborde og -stole slæbes ud i sandet. Dagens fangst lægges frem, så man selv kan vælge, hvad der skal på grillen.
I højsæsonen (november-marts) ligger Pattaya Beach på læsiden af øen, mens der er mere blæsende på Sunrise Beach.
I har fem dage til at nyde dette paradis. Meget tid vil nok gå med at dase på stranden og svømme og snorkle på revet. En gåtur fra den ene ende af stranden til den anden og også et dejligt tidsfordriv. Får man ømme muskler kan man få en velgørende thaimassage for meget rimelige penge i Mali Resorts "massage-sala" på stranden.
Det tager mellem 20 minutter og en halv time at gå ad Walking Street til Sunrise Beach, hvor der ligger et par gode restauranter, som man kan spise frokost på, f.eks. Castaway, hvor man sidder i rustikke omgivelser og på bløde puder hævet over stranden med en fabelagtig udsigt over havet.
Mali Resorts tilbyder forskellige halv- og heldagsudflugter og man kan bestille madkurv i restauranten til at tage med.
Tag f.eks. en halvdagsudflugt med longtail-båd til de nærliggende øer med et par indlagte snorkelstop, inden I bliver sat af på en øde ø, hvor I kan spise jeres medbragte madkurv.
Om aftenen kan vi varmt anbefale en slentretur i Walking Street og en dessert hos Madam Juhu, som serverer de lækreste pandekager med frisk frugt, nutella og andet godt. Madam Juhu kan I også ofte møde på stranden sidst på eftermiddagen, hvor hun går rundt og sælger sine gode, hjemmebagte kanelsnegle.