Omgivelserne her i det centrale højland er betagende. Sirligt anlagte risterrasser ligger som lysegrønne trappetrin på de stejle bjergsider, og i bunden af kløften kan flodens sagte rislen høres.
Landskabet er utroligt varieret, og mest markant er den blågrønne vulkan Agung, der med sine tre kilometers højde knejser mod den blå himmel.
Gennem årene har kunstnere fra hele verden slået sig ned i byen, og de smukke omgivelser har været en uudtømmelig inspirationskilde for blandt andet malere, skulptører og træskærere. I kan f.eks. besøge Neka Galleri, der er Balis svar på Louisiana i Humlebæk.
De religiøse ceremonier dyrkes med stor intensitet i Ubud, og der er rigtigt gode chancer for at opleve et pompøst optog eller se forberedelser til offerceremonier i templet. Byen er også en skøn shoppingby med et godt marked og masser af butikker med bl.a. brugskunst og tøj.
Under jeres ophold i Ubud er der mulighed for masser af spændende oplevelser i form af udflugter med dygtige guider i og omkring byen. I kan f.eks. vælge en guidet byrundtur til blandt andet en fremtrædende balinesisk families private gemakker, hvor I får indsigt i familiens historie og ikke mindst den balinesiske kultur gennem deres private fotos og indretning.
Turen går videre til Ubuds marked, hvor I gør ophold ved et lille tempel til ære for "gudinden for forretninger". I besøger også byens kongepalads i Ubud centrum og fortsætter til Puri Saraswati, Ubud Water Palace, med de mange smukke lotusblomster. Entréen hertil koster 15 kr.
I fortsætter ned af Jl. Kajeng, der er Balis bud på ”Walk of Fame”. Her er det dog ikke Hollywoods stjerner, der har sat deres aftryk, men kunstnere og beboere i den lokale banjar, der har udsmykket vejen. En banjar er betegnelsen for et religiøst og socialt fællesskab blandt en række familier, som bidrager til templet og forsamlingshusets drift i byen. I kigger indenfor i banjar’en, og rejselederen vil ved denne lejlighed fortælle mere om den spændende men også komplekse samfundsstruktur, der gør Bali til et ganske særligt sted på denne jord.
Sulten begynder så småt at melde sig, og I fortsætter derfor ud af byen og gennem rismarkerne til restauranten. Måske bliver et af dagens højdepunkter frokosten på Sweet Orange - en hyggelig restaurant, hvor I skal smage nogle af de bedste råvarer fra lokalområdet.
I kan også tage på cykeltur i den landlige idyl, som omgiver Ubud. Turen er overkommelig for alle, og vi sørger for gode cykler og hjelme til alle. I kører ad snørklede veje igennem små landsbyer og langs rismarkerne, som de lokale bønder høster ved håndkraft to til tre gange årligt.
I betragter det klassiske motiv af flittige arbejdere - mænd og kvinder, der alle bærer de karakteristiske bredskyggede stråhatte, der beskytter hovedet mod den skarpe sol. I fortsætter under palmeblade videre ad snævre junglestier.
I passerer et tempel, hvor galang-musikken gjalder ud fra de hellige haller. I landsbyerne bliver I mødt af hujende børn, og vinkende koner, mens I holder godt øje med vejen foran jer, hvor ænder, høns, hunde og andre cykler krydser ureglementeret mellem hinanden.
Her er I for alvor kommet på landet, og I tager jer god tid til at indsnuse de mange dufte og forevige de massive indtryk på kameraets digitale kort.
I spiser frokost i en landsby, hvor I får serveret lækker veltillavet bondekost - man bliver sulten efter en aktiv formiddag. Efter frokost kan I evt. på egen hånd kigge jer omkring i Ubuds centrum, hvor de mange offergaver produceres og sælges. Her venter et imponerende syn af duftranker, offerkurve og store opsatser, alle møjsommeligt pyntet til ære for de allestedsværende guder.
En anden mulighed er et besøg i landsbyen Payungan, som er en helt særlig oplevelse. Vores engelsktalende medarbejder, Kadek, er vokset op her og er jeres guide i dag. Sammen med ham får I mulighed for at kigge indenfor og se, hvordan en bondefamilie lever. Her dyrkes ris, kaffe, kakao, vanilje, frugter og grøntsager i mange afskygninger. I spiser frokost og får også lov til at besøge byens tempel - kort sagt et unikt indblik i den landlige idyl.
Efter besøget her skal I på en sejltur i gummibåd (rafting) ned ad floden gennem Balis smukke natur. I starter dagen med denne betagende og udramatisk måde at opleve landskabet på. Der er passager på floden, hvor det kilder i maven, men turen er kategoriseret som 2, hvilket betyder, at børn ned til 8-9 år kan deltage. Dygtige guider i gummibåden sørger for, at også lattermusklerne bliver rørt. Sikkerheden er naturligvis i højsæde, og alle har redningsvest og hjelme på.
Ønsker I ikke at rafte, kan I vælge at vandre ca. halvanden time gennem områdets landsbyer og natursceneri. Besøget afsluttes med flot frokost i landsbyen.
Glæd jer til en enestående dag fyldt med unikke oplevelser for børn og voksne i alle aldre, fjernt fra de områder, hvor turister normalt færdes.
Dagens foreslåede udflugter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes.